Viola Voila - 8. og 9. november 2012

Program Torsdag 8. November 2012 kl. 19.30 Fredag 9. november 2012 kl. 19.30 Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Koncertintro i Carl Nielsen Museet kl. 18.30

Viola Voila Hector Berlioz: Les Francs Juges - Ouverture, opus 3 (1803-1869)

Varighed: ca. 11 min.

Max Bruch: Dobbeltkoncert, e-mol, opus 88 (1838-1920) version for violin, bratsch og orkester

I Andante con moto

II Allegro moderato

III Allegro molto

Varighed: ca. 24 min.

PAUSE Hector Berlioz:

Harold i Italien Symfoni i fire satser med solobratsch

I Adagio

Harold i bjergene

II Allegretto

Pilgrimmenes march

III Allegro assai

Bjergvandrerens serenade

IV Allegro frenetico

Røvernes orgie

Varighed: ca. 40 min.

odensesymfoni.dk

Titlen Les Francs Juges betyder ’de frie (selvbestaltede) dommere’ og henviser til de middelalderlige, private domstole, der eksisterede i flere europæiske lande for at råde bod på magthavernes evt. blødsødenhed. Det var velhavende borgere, der i frimureragtige loger nedsatte egne domstole, der forhørte, dømte og fik straffe eksekveret på ku-klux-klan-agtig vis.

Den fattige - og af sin far forkastede Berlioz og hans dugfriske ungdomsværk En ouverture til en opera, der aldrig blev opført Berlioz hutlede sig igennem 1824’s Paris, skiftevis sulten og frysende, da hans far, en velhavende læge, havde frataget ham økonomisk støtte, fordi han opgav sine medicinstudier til fordel for musikstudier og komposition.

Han var desuden i dyb gæld, fordi han lånte 1200 francs for at lade sin Messe Solennelle opføre i en kirke. Han var ven med en ung jurastuderende, Humbert Ferrand, og i 1825 besluttede de at lave en opera sammen, Les Francs Juges. Berlioz var kun 23 år og oven i problemerne med familie, fattigdom og bristede forhåbninger kom operaens skæbne: den blev aldrig opført til trods for, at den blev fuldført i 1826. Ouverturen var det sidste, der blev færdigt. Den er Berlioz’ tidligste værk for fuldt orkester og blev skrevet, før han blev påvirket af Beethoven. Den er umulig at adskille fra operaens handling i modsætning til, hvad mange har troet: At fordi resten af operaen er væk, er ouverturen et værk revideret til koncertopførelse.

I operaen er skurken Olmerik, der har myrdet sin bror kongen, og nu står kun Lenor mellem ham og den totale magt. Derfor skal Lenor dømmes af de selvbestaltede dommere i en kafkask proces, men Lenors forlovede, Prinsesse Amelie, får befolkningen til at gøre oprør. For ikke at falde i hænderne på hoben, begår Olmerik selvmord i blod og ild, og alt ender godt. I ouverturen hører man Olmeriks tema; fløjter og klarinetter gennemgår Lenors kald; og i et uhyggeskabende mellemspil føler vi hans afmagt over for en uretfærdig domstol. Allegroen havde han skrevet som 12-årig, hvor han komponerede som en rasende, da han forelskede sig i en 16-årig pige, Estelle.

Da forelskelsen brændte ud, brændte han også allegroen, men kunne godt huske den. Odeon Teatret havde først accepteret operaen, men forkastede den, da den var færdig,

Alle musikinteresserede kender Max Bruchs første violinkoncert, og der er dem, der påstår, at det er en fordel at have et navn med B, når man skal skrive violinkoncerter, for fire af de allerbedste er skrevet af Bach, Beethoven, Brahms og Bruch.

og siden lykkedes det ikke Berlioz at få den antaget i bearbejdet form i Tyskland og Italien. I stedet genbrugte han dele af den i Symphonie Fantastique og Symphonie Funèbre et Triomphale.

Ouverturen er den eneste del af operaen, der har haft fast plads i koncertrepertoiret siden, og han dirigerede den selv jævnligt. Første gang ved en koncert med egne værker, der vakte furore 26. maj 1928, fordi det normalt ikke var komponister, men udøvende kunstnere, der arrangerede den slags, men den blev en succes. En anden ouverture, Waverley, blev umiddelbart mere rost, men den er siden så godt som glemt for Les Francs Juges, der foregriber hele Berlioz’ fremtidige instrumenteringskunst.

Komponisten, der skrev klarinetværker til sin søn, men flere af dem blev arrangeret for andre instrumenter Max Bruch levede et langt og harmonisk liv i musikkens tjeneste og kan hverken byde på lidenskabelige forgæves forelskelser eller skandaløse koncerter og stridigheder og dog: Under 1. verdenskrig var han ekstremt nationalistisk og kritiserede alt hos Tysklands fjender og frasagde sig en engelsk æresdoktortitel. Under indtryk af smerter fra en blæresygdom blev han også mere kategorisk og kritiserede ofte komponistkolleger som f.eks. Debussy voldsomt.

Bruch, der blev født i Köln 1838, var pædagog, komponist og dirigent og virkede i perioder på tre år eller mere i en række af de vigtigste tyske musikbyer, før han fra 1880 stod i spidsen for Liverpool Philharmonic Society i tre år.

Disse år er særligt bemærkelsesværdige, fordi det var her, han endelig fandt sin livsledsager. Fra 1890-1910 var han lærer i komposition i Berlin. Han var betaget af jødisk musik, og det gjorde siden nazisterne mistænksomme: Hvis han var jøde, skulle man ikke spille hans værker.

For en sikkerheds skyld blev han lagt på is, men ingen har fundet jøder blandt hans forfædre, hvad det så ellers skulle have betydet for bedømmelsen af ham, men det var medvirkende til, at man hørte ham meget lidt. Bruchs søn Max Felix (’den lykkelige Max’) blev en virtuos klarinettist, og da Bruch var blevet pensioneret i 1910 med en årlig pension på 3.000 goldmark (men en årlig royalty, der var mere end halvanden gange større), gav han sig til at skrive værker til Max Felix. Det fineste resultat var dobbeltkoncerten for klarinet og bratsch fra 1911. Den er opus 88 (og pas på – opus 88a er en dobbeltkoncert for to klaverer, men har intet med opus 88 at gøre). Værket blev opført første gang i flådebyen Wilhelmshafen i marts 1912 for et publikum af flådeofficerer med familie. Pudsigt nok ikke med Max Felix på klarinetten. Det skete ved den næste opførelse året efter i Berlin. Et års tid senere arrangerede Bruch værket for violin og bratsch, og siden har det været opført i begge udgaver. Værket er romantisk uden store kontraster og voldsom dramatik, og i en periode, hvor atonal og polytonal musik var på vej, var der ikke megen prestige i romantiske værker, og dobbeltkoncerten fik en dårlig modtagelse. Bruch selv var bitter i sine sidste år (døde i 1920), hvor Tyskland tabte krigen og han selv led under dårligt helbred. Værst var at tiden syntes at arbejde imod hans musik.

Komponisten, der nægtede at skrive specielt for virtuosen, og værket hvor Berlioz skildrer Italien Efter en koncert 22. december 1933 med Symphonie Fantastique på programmet mødtes violinvirtuosen Niccolò Paganini og komponisten Berlioz for første gang. Paganini var optaget af at have anskaffet sig en Stradivarius bratsch og ærgerlig over, at der ikke fandtes værker, hvor bratschen var det lysende soloinstrument. Han opfordrede Berlioz: - Skriv en solo for bratsch. Der er ikke andre, jeg kan betro dette hverv. Berlioz mente ikke, det var muligt, fordi han ikke kendte bratschens muligheder til bunds, men han lod sig overtale, og de to kapaciteter offentliggjorde begejstret deres plan om, at værket skulle skildre Mary Stuarts sidste øjeblikke, før hun blev halshugget på Dronning Elisabeths bud.

Berlioz gik i gang og præsenterede på et tidspunkt udkastet til allegroen. Det fik Paganini til at gå i baglås, for der var lange partier, hvor bratschen tav, og – Jeg vil spille uafbrudt! Paganini var ude af projektet, som Berlioz nu ændrede indholdet af. Inspireret af Lord Byrons Child Harold’s Pilgrimage lod han bratschen være Harold og sendte ham på en tur til Italien, godt nok med Berlioz’ egne erfaringer fra et ophold i Rom – og han dedikerede værket til Humbert Ferrand. Opholdet i Rom havde været en pligt, der fulgte med hans sejr i Prix de Rome 1830, og det havde vist sig at være en sur pligt, for Berlioz opdagede, at mens Rom stimulerede malere, skulptører etc., var

Alexander Zemtsov

At lade et instrument repræsentere en person var noget helt nyt, og det var lige så nyt at det var bratschen, hvis virkemidler mange mente ikke var strengt nødvendige, fordi andre strygere sagtens kunne ’overlappe’.

byen et umuligt hul for komponister. Han flygtede ud i Abruzzer-bjergene og bruger erfaringerne herfra i de fire satser, som han for en sikkerheds skyld forklarede indholdet af: 1. scener af melankoli, lykke og glæde i bjergene.

2. pilgrimmenes march, hvor Harold følger en gruppe pilgrimme og bl.a. hører deres aftenbøn. 3. en bjergvandrers serenade til sin elskede. 4. Brigandernes orgie, hvor en åndeligt træt og deprimeret Harold søger trøst blandt de vilde og farlige, måske i en kro. Briganderne var oprørere, der søgte ud i naturen for at hele de sår, samfundet havde givet dem.

Førsteopførelsen fandt sted i november 1834, og selv om publikum undervejs krævede anden sats dacapo, var Berlioz rasende på dirigenten, og siden dirigerede han selv sine værker. Han havde meget stærke synspunkter på alt, hvad der havde med direktion at gøre – helt ned til, at han i nogle værker ændrede musikernes indbyrdes placering. I dette værk mente han f.eks., at bratschen skal stå ved siden af harpen. I december 1838 oplevede Paganini værket og hævdede siden, at intet nogensinde havde gjort et større indtryk på ham. Det gav sig udslag med det samme, da han trak Berlioz på scenen, knælede foran ham og kyssede hans hånd. Få dage senere modtog Berlioz et brev fra Paganini med en check på 20.000 francs eller det dobbelte af hans øvrige årsindkomst. Beløbet, der gjorde, at han for første gang i sin karriere var gældfri, kan også sammenlignes med, at han netop havde modtaget 3.000 francs for et requiem. Paganini var da syg og havde kun to år tilbage at leve i, så han kom aldrig til at optræde med værket.

Programnoter af Svend Novrup

Ugens musiker Poul Jensen Find, kontrabas Gennem snart 33 år har Odense Symfoniorkester nydt godt af den bundsolide basspiller, Poul Jensen Find, der, sammen med den øvrige basgruppe, danner den vigtige musikalske bund, hvorpå alle andre instrumenter lægger sig. Det kræver et godt håndværk, og

MEDVIRKENDE DIRIGENT Alexander Vedernikov Den russiske maestro Alexander Vedernikov har været chefdirigent for Odense Symfoniorkester siden maj 2009. Med sin musikglæde og evne til at få det bedste frem i orkestret har han i løbet af de sidste fire år formet Odense Symfoniorkester til et orkester, der har sat Odense på det symfoniske verdenskort.

Vedernikov kom direkte til Odense fra en stilling som kunstnerisk leder og chefdirigent for Bolsjoj Teatret i Moskva, hvor han fra 2001 til 2009 formåede at genskabe teatrets historiske ry for høj kunstnerisk kvalitet. Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington. Udover sin store succes i Rusland har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele verden, bl.a. London Philharmonic, Sydney Symphony, BBC Symphony, Orchestre Philharmonique de Radio France, City of Birmingham Symphony og National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl.

Solister Dmitri Makhtin, violin Født i Skt. Petersborg af forældre, der begge er violinister i Skt. Petersborgs Filharmoniske Orkester. I 1981 startede han på konservatoriet for særligt talentfulde børn, og i 1989 vandt han prisen i den nationale konkurrence for unge violinister i Novosibirsk, Rusland. I 1990 fik han et stipendium fra Young Musicians Foundation i USA og gav sine første koncerter i New York, San Francisco, Los Angeles og Dallas. Fra 1992-95 fortsatte han sin musikal-

Poul var da også i lære som tømrer, da han blev optaget på musikkonservatoriet i Odense. I 1978 assisterede han i den legendariske koncert med stjernedirigenten Sergiu Celibidache, hvilket for alvor bekræftede ham i, at træet i en mere forfinet form skulle være hans metier. I 1980 konkurrerede Poul sig ind i basgruppen, hvor han senere blev 2. solospiller og også har passet jobbet som solospiller i længere perioder.

Følg portrætserien på odensesymfoni.dk

ske uddannelse med studier hos Prof. Philip Hirshborn og H. Krebbers og vandt en række internationale violinkonkurrencer. Makhtin debuterede i Frankrig i 1997 med maestro Svetlanov og Det Russiske Statssymfoniorkester.

I USA debuterede han året efter med Cleveland Orchestra og maestro Slatkin. Siden fulgte koncerter med orkestre som Het Residentie, Orchestre Philharmonique de Radio France, Skt. Petersborg Filharmoniske Orkester m.fl. Udover at turnere verden rundt som koncertsolist optræder Makhtin som kammermusiker på internationale festivaler, og han har udgivet CD’er og DVD’er, hvoraf flere er prisbelønnede.

Alexander Zemtsov, bratsch Født ind i en russisk musikerfamilie, hvor moderen er violinist og faderen komponist. I en alder af 10 år blev han optaget på Gnessin Music Lyceum i Moskva (1989), en russisk talentskole, hvor han studerede hos Prof. E. Ozol.

Herefter flyttede han til Tyskland for at studere på Hochschule für Musik und Theater Hamburg hos Prof. M. Nichiteanu. Han fortsatte sin uddannelse hos den berømte violavirtuos Prof. Michael Kugel i Hoogeschool Mastricht og dimitterede fra Hochschule ’Hanns Eisler’ i Berlin. Zemtsov har gennem hele sin karriere vundet priser ved internationale konkurrencer, bl.a. førsteprisen ved ”Classical Legacy” i Moskva (1995), Elise Meyer konkurrencen i Hamburg (1997) og den 8. Brahms’ konkurrence i Poertschach i Østrig (2001) samt konkurrencen Unge Solister i Stavanger samme år. I september 2002 blev han solobratschist i London Philharmonic Orchestra. Hans repertoire omfatter alle større værker for bratsch, og siden han var 19, har han optrådt som solist med talrige europæiske orkestre. Som kammermusiker er Zemtsov medlem af strygekvartetten The Hermitage Trio og Razumovsky Ensemble, som begge er meget roste i Storbritannien. Zemtsov er bratschprofessor på Guildhall School of Music.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu, Gæstekoncertmester Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Salter-Kipp* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Hanna Gaarn Larsen Kjetil Ravnan Qvamme * Kajetan Balaban (orlov) Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Karoliina Koivisto (kontrakt) Aiste Juodagalvyte (kontrakt)

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne

2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker *

Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler

Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Feliks Knarozovskiy

Trompet Per Morten Bye Michael Halén (kontrakt) Henrik Hou Feddersen

Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Gregory Aronovich (orlov) Annelise Boe * Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Sidsel Most (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard (orlov)* Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Samira Dayyami (kontrakt) Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt

Obo Henrik Skotte Larsen Jenny Sjöberg Mats Hedelius (engelskhorn)

Basun Robert Holmsted Alf Vestergaard Nielsen Basbasun Sune Wedam (kontrakt) Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Rune Schuster (kontrakt) * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Koncerten 9. november bliver transmitteret direkte på DR P2.

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk