Dreigroschenoper - 12. september 2013

Program TORSDAG 12. September 2013 KL. 19.30 CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS KONCERTINTRO I CARL NIELSEN MUSEET KL. 18.30 Skt. Nicolai kirke, Rønne FREDAG 13. September 2013 KL. 19.30

Dreigroschenoper Dirigent: Henrik Vagn Christensen Solist: Christina Åstrand, violin

Igor Stravinskij: Symfonier for blæsere (1882-1971)

Varighed: ca. 12 min.

Kurt Weill: Violinkoncert, opus 12 (1900-1950) For violin og blæserorkester

I Andante con moto

II a) Notturno - b) Cadenza - c) Serenata

II Allegro molto, un poco agitato

Varighed: ca. 33 min.

PAUSE Kurt Weill:

”Kleine Dreigroschenmusik” Suite fra "Laser og Pjalter" for blæserorkester

I II III IV V VI VII VIII

Ouverture Die Moritat von Mackie Messer Anstatt dass-Song Die Ballade vom angenehmen Leben Pollys Lied Tango-Ballade Dreigroschen-Finale Kanonen-Song

Varighed: ca. 22 min.

odensesymfoni.dk

Det er ikke musik, der skal behage publikum eller vække deres følelser. Jeg havde derimod håbet, at den ville appellere til dem, hvor en ren musikalsk oplevelse går forud for ønsket om at tilfredsstille følelsesmæssige behov.

Igor Stravinskij i sin selvbiografi om ’Symfonier for blæsere’.

Lyden af 20’erne

Symfonier for blæsere 1920 Værkets karakter af koral hænger sammen med, at der er tale om et værk, som Stravinskij skrev til minde om Claude Debussy, der døde et par år forinden. Det er musik, der ligger langt fra det udadvendte og publikumsvenlige festfyrværkeri i Ildfuglen (1910). Og det er musik, der er langt fra den rå og brutale energi, der dominerer i musikken til balletten Sacre du Printemps (1913). Begge er værker, der sikrede, at Stravinskij kunne leve af at komponere. De små ni minutters musik er ikke en symfoni, og derfor bruger han også ordet i flertal: Symfonier. Det er nemlig en række små sange, der veksler mellem inspiration fra russisk folkemusik til liturgiske koraler. Nogle af ideerne er helt korte, andre lidt længere. Stravinskij skaber afveksling i klangen ved at arbejde stramt med at lade forskellige grupper af homogene instrumenter synge sammen. Det moderne islæt kommer ved, at Stravinskij modstiller blokke af lyd eller rytmiske byggeklodser overfor det melodiske stof. Resultatet bliver en collage, som samtidens kubistiske malere var optaget af. Malernes arbejde med størrelsesforhold, overførte Stravinskij her til præcise relationer mellem stykkets forskellige tempi. Ingen rubato og ingen føleri. Stravinskij ville ikke skabe en hyldest til Debussy ved at komponere et stykke i franskmandens ånd og musikalske tankegang. Han foretrak at sende et postkort i sit helt eget sprog.

Violinkoncert 1924 Mange forældre ser deres børn optræde hjemme i stuen, men det er de færreste poder, der bliver til musikere af den grund. Kurt Weill havde allerede i en alder af 12 år komponeret og iscenesat et mindre musikalsk optrin i hjemmet, og det skulle senere vise sig at være et af de tidligste pejlemærker for hans evner. Men han skulle lige nogle meget seriøse musikalske omveje, inden han kunne kaste et storhit af sig som Balladen om Mackie Messer.

Christina Åstrand

Flosklerne star i kø, når talen falder på 1920’erne. De var brølende og bramfrie, det var charleston og foxtrot, jazz og Josephine Baker. Det var sanseløs fest oven på den værste krig, verden nogensinde havde set, og det var som om, at alle vidste, at helvede nok skulle bryde løs igen.

Skørlevned blev afløst af børskrak og nationalsocialisme.

Pailletter blev udskiftet med hagekors. Det er det billede, der bliver hængende fra 20’erne. Musikken denne aften er med til at tegne et lidt mere nuanceret billede af det mest berygtede årti fra forrige århundrede. Her er musikken Stravinskij, der trækker på strømninger i billedkunsten, og her er to sider af Kurt Weill. Den abstrakte kunstner og den revolutionære med musik til henholdsvis koncertsalen og til folket. Hele programmet forudsætter et orkester med gode blæsere.

Weill studerede komposition hos Ferrucio Busoni i Berlin, og det gav hans tidlige kompositioner et tydeligt skær af både Wagner, Mahler og Schoenberg. Da han senere blev en succesrig Broadway komponist, lagde han den tyske fortid bag sig inklusive meget af den musik, han havde komponeret i sine yngre dage. Violinkoncerten var ellers et af de første instrumentale værker, han fik succes med, og hvis man lægger øre til akkompagnementet, kan man tydeligt høre, hvor han var på vej hen. Weills musik er en umiskendelig blanding af populærmusik, jazz og klassisk.

Man kan altid høre, når det er musik af Kurt Weill. Også i Violinkoncerten. Hvis man vil, kan man måske høre, at den er skrevet det år (1924), hvor han mødte kvinden i sit liv, Lotte Lenya, der snart skulle blive hans mest kendte fortolker. Men muligvis er det nemmere at høre, at han skrev koncerten til en af tidens førende violinister, Joseph Szigeti, for koncerten kræver en virtuos.

Henrik Vagn Christensen

Jeg har aldrig anerkendt forskellen mellem seriøs og populær musik. Der findes kun god og dårlig musik.

Kurt Weill

Violinen er hele tiden på arbejde i første sats, og selvom koncerten har et præg af kammermusik på grund af akkompagnementet, så vidner solostemmen om en fuldbåren koncert. Det er seriøst, og hans lærer Busoni må have været tilfreds. De musikalske ideer bliver stramt behandlet. I anden sats slipper Weill så en trold ud af æsken. En makaber nattedans med indlagt mystik takket være en xylofonsolo inden violinens solokadence. Midtersatsen slutter med en rytmisk serenade, der med sin teatralske vuggen lægger godt op til finalen, der fandenivoldsk afklæder både rastløshed og stolthed.

Musik fra Dreigroschenoper 1929 Under studierne i Berlin tjente Weill til mad og husly ved at spille orgel i synagoen, klaver i øl-hallen, undervisning og som musikkritiker på Berlins radio. Hans første samarbejde med Bertolt Brecht var syngespillet Mahagonny, der var en skandalesucces ved Baden-Baden Festivalen i 1927. Året efter kom Die Dreigroschenoper. Bertolt Brecht omskrev John Gay’s Tiggeropera (1728), der er befolket med tyve og svindlere og deres kvinder. I Brechts version blev det til 1920’ernes underverden i Berlin. Samfundssatiren blev skærpet, og Brecht gik lige i struben på korruptionen og det moralske forfald, han tilskrev Weimarrepublikken.

Weills musik er længselsfuld, jazzy, kantet og rå. Den engelske version The Three-penny opera væltede bogstaveligt talt traditionel opera af pinden i London, og dermed var en del af Brecht og Weills mission fuldført. De ville have folket i tale. Weill havde mange grunde til at forlade Tyskland. Han kunne tidligt fornemme, at han ville blive forfulgt i takt med, at nationalsocialisterne stormede frem. Jøde, komponist af ”degenereret” musik og samfundsrevser. Det var nok til tre dødsdomme. Han forlod Tyskland, da Hitler kom til magten, tog over Paris og London til USA, hvor han skabte sig en karriere på Broadway. En pudsig historie er, at hittet fra Dreigroschenoper Balladen om Mackie Messer var en sidste øjebliks tilføjelse.

Sangeren ville have en ordentlig sang at entrere med.

En historie, der er helt parallel med Bizets opera Carmen, hvor primadonnaen inden uropførelsen insisterede på et hit, første gang hun skulle vise sig.

Filminstruktøren Lars von Trier har fortalt, at Pollys sang om Sørøver-Jenny fra Laser og pjalter blev den tematiske indgang til filmen Dogville.

Mens Balladen om Mackie Messer oprindeligt er for sanger og gadeorgel, så lader Weill her en dæmpet basun synge til akkompagnement af en banjo. Det var året efter premieren på Dreigroschenoper, at Weill fik en forespørgsel på en orkestersuite af musikken. Han arrangerede otte af sangene. Ouverturen er karikaturhæslig med sin blanding af fanfare og barok kontrapunkt. "Annstat-Das Lied" er en træt og kynisk ballade, "Die Ballade vom angenehmen Leben" er en shimmy - en nu glemt jazzet dans.

"Polly's Lied" er en kærlighedssang med en stærk fornemmelse for tristesse. "Tango-Ballad" er en solo for saxofon og dæmpet messing. "Kanonen-Song" er en tosseglad hyldest til det herlige soldaterliv. Sidste sats begynder med processionsmusikken, der følger Macheath til skafottet og går over i en taksigelseskoral, efter at Macheath er blevet benådet.

Programnote af Carsten Wolf Andersen

Ugens musiker Maria Møller-Jørgensen, kontrabas Som kontrabassist er hun en blandt få kvinder i en mandsdomineret instrumentgruppe. Maria Møller-Jørgensen er en ildsjæl på sit instruments og på musikernes vegne, bl.a. som tidligere næstformand for musikerne. Hun har været 3. solospiller i basgruppen i Odense Symfonior-

kester siden 1998 og har assisteret i Det Kgl. Kapel, DR Underholdningsorkestret, Sjællands Symfoniorkester og Radiosymfoniorkestret. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har studeret på Musikakademiet i Bukarest. Maria er født i København, men har slået rødder på Vestfyn med mand og børn.

Følg portrætserien på odensesymfoni.dk

Medvirkende DIRIGENT

SOLIST

Henrik Vagn Christensen er en meget alsidig dirigent med et repertoire, der spænder over symfonier, ny musik, opera og musicals – og balletten. Henrik Vagn Christensen anses som sin generations førende danske balletdirigent, og har været tilknyttet det Kgl. Teater i perioden 1996-2012. Siden er den del at karrieren blevet international med produktioner hos Den Finske Nationalballet, Den Kgl. Svenske Ballet, og senest New York City Ballet, som Henrik vender tilbage til i februar 2014. Det omfattende repertoire inkluderer musik til tv og film. Senest ’En Kongelig Affære’ og ’Dirch’, samt musikken til tv-serien ’Danmark – fra kyst til kyst’ og ’Mentor’ - alle indspillet med DR UnderholdningsOrkesteret eller DR SymfoniOrkesteret. Det nære samarbejde med DR orkestrene er foreløbig kulmineret i uropførelsen af John Frandsens ’Requiem’ ved en koncert i april 2013. Den professionelle blæsermusik har Henrik Vagn Christensens fokus, og han har således været chefdirigent for både Prinsens Musikkorps (2003-2009) og Den Kgl. Livgardes Musikkorps (20062009). De danske landsdelsorkestre i Odense, Aarhus, Aalborg, Sønderborg og København har været udgangspunktet for det symfoniske repertoire. Gennem årene har Henrik Vagn Christensen dirigeret over 50 koncerter med Odense Symfoniorkester samt indspillet cd'er med orkestret, senest indspilninger af Andy Pape og Anders Koppels koncerter.

Christina Åstrand har været koncertmester for DR SymfoniOrkestret siden 1993 og er en af Danmarks mest respekterede solister og kammermusikere. Christina Åstrand fik sin første violin som fire-årig og blev 13 år gammel optaget på Det Jyske Musikkonservatorium som en af de yngste studerende nogensinde. Hun er født i Skanderborg ind i en musikalsk familie og begyndte at spille violin efter Suzuki-metoden. På konservatoriet i Århus var hendes lærer Tutter Givskov, og senere studerede hun i Paris hos Gérard Poulet, inden hun afsluttede med sin solistdebut i 1990. Hendes repertoire inden for både solokoncerter og kammerværker spænder fra de klassiske mesterværker til helt nye kompositioner. Dansk musik fylder meget på hendes repertoire, og mange danske komponister har skrevet nye værker til hende. Hun har uropført adskillige violinkoncerter og er blandt de få violinister i verden, der mestrer Violinkoncerten af György Ligeti. Hun spiller i flere konstellationer, blandt andet sammen med sin mand, pianisten Per Salo. Christina Åstrand er Ridder af Dannebrog og har modtaget mange hædersbevisninger, bl.a. Jacob Gade prisen og Tagea Brandts Rejselegat. Det er første gang, at Christina Åstrand er solist med Odense Symfoniorkester.

Odense Symfoniorkester Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen Elisabeth Gibbs (kontrakt) Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Tine Maj Antonsen (kontrakt) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Christina Andersen (kontrakt) Horn Tone Sundgård Anker Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Alf Vestergaard Nielsen David Moore (kontrakt)

Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Kontrabas Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt Saxofon Trine Jensen-Gadegaard (assistent) Carsten Sindvald (assistent) Bandoneon Branko Djordjevic (assistent) Banjo Jørgen Ehlers (assistent) Klaver Ole Bartholin Kiilerich (assistent)

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Tuba Carl Boye Hansen

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk