Schubert Messe - 4. oktober 2013

Program Koncert i SCt. Hans Kirke - Odense Fredag den 4. oktober 2013 kl. 19.30

Schubert Messe Dirigent: Stefan Parkman Solister: Henriikka Gröndahl, sopran. Hanna Wåhlin, mezzo.

Gert Henning-Jensen, tenor. Jan Lund, tenor. Jens Søndergaard, basbaryton Kor: Filharmonisk Kor. Korindstudering: Alice Granum Sangstuderende fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole

Franz Schubert: Messe i Es-dur D. 950 (1797-1828)

I II III IV V VI

Varighed: ca. 55 min.

Kyrie Gloria Credo Sanctus Benedictus Agnus Dei

odensesymfoni.dk

Betegnelsen messe kommer af slutordene ”Ite, missa est” (som omtrentligt kan oversættes til ”Gå med fred”).

Denne afsluttende sats udelades dog af mange messer, og således også hos Schubert, hvis Es-dur-messe er i seks satser. På traditionel vis er de navngivet efter de første

ord i teksten: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Benedictus (tekstligt er Benedictus en del af Sanctus, men Schubert udsætter den som selvstændig, musikalsk enhed) og Agnus Dei.

Franz Schubert: Messe i Es-dur Den østrigske komponist og pianist Franz Schubert (17971828) forbinder vi nærmest synonymt med den tyske lied, som han skrev omkring 600 af. Han regnes ubestridt for liedgenrens største geni og hører uløseligt sammen med tekster af sine samtidige forfattere som Goethe, Schiller, Heinrich Heine, Friedrich Rückert m.fl. Vi fniser af dobbelttydigheden i Heidenröslein, gyser over dramaet i Der Erlkönig og finder forløsning i dødens trøstende favn i Der Tod und das Mädchen. Også Schuberts 8-13 symfonier (antallet er afhængigt af, hvad vi medregner) og talrige kammer- og klaverværker figurerer i en lind strøm på standardrepertoirer verden over. Som komponist af kirkelige korværker er Schubert en mindre foregangsfigur – og dog er han ophav til hele seks messer, hvoraf vi her får den sidste, nr. 6 i Es-dur, kaldet D950 efter Otto Erich Deutsch, som katalogiserede Schuberts værker kronologisk.

Hvad er egentlig en messe i musikalsk forstand? Der er tale om en længere, som oftest polyfon (flerstemmig), vokal musikform, baseret på teksterne fra messen i den katolske gudstjeneste. Messer kan være a cappella, dvs. for den menneskelige stemme alene, eller de kan akkompagneres af et varierende antal instrumenter op til et fuldt orkester. Ved siden af den almindelige søndagsmesses tekster (de såkaldte ordinariumsled) bliver der ofte sat musik til kirkeårets skiftende tekster (propriumsled), som det f.eks. ses i requiem-messen.

Af Schuberts seks messer er de første fire komponeret mellem 1814 og 1816 og stammer således fra en periode i den unge komponists kreative udvikling, hvor han stadig var voldsomt inspireret af Wienerklassikken og de normer, man associerede med den tids kirkemusik. Først i de to ’sene’ messer (As-dur-messen fra 1819-1822 og denne, Es-dur-messen fra 1828) tog Schubert hørtbart afsæt væk fra sine musikalske forbilleder, Haydn, Mozart og Beethoven, og dannede sin egen stil. Da han ansøgte om at blive vicehofkapelmester i Wien i 1826, medsendte han Asdur-messen som bevis for sine evner. Men han fik afslag, i øvrigt af Mozarts tidligere elev, Joseph Eybler, som nu besad posten som hofkapelmester, med den begrundelse, at værket ikke faldt i kejserens smag. Skuffelsen afskrækkede imidlertid ikke Schubert for at forsøge sig med endnu en messe. Og da en bestilling, formodentlig via Schuberts bror, ankom fra hans barndomsven, Michael Leitermayer, som nu var korleder ved Alserkirche i Wien, tog han udfordringen op. Herefter påbegyndte han sin sidste udsættelse af de liturgiske messetekster.

Schubert begyndte at nedskrive partituret til messen i juni og brugte sandsynligvis hele sommeren til at få den færdig. Samtidige breve vidner om, at Schubert arbejdede i rasende fart og nærmest i døgndrift på messen, som blev beskrevet som ”en af hans utvivlsomt dybeste og mest fuldkomne værker”. Desværre befinder vi os som bekendt i Schuberts dødsår 1828, og han nåede at bukke under for tyfus (med syfilis som anden formodet mulig diagnose), inden den planlagte uropførelse ved en messe i efteråret 1828. Messen blev således først uropført den 4. oktober 1829 i Alserkirche, hvor Ludwig van Beethovens afsjælede legeme var blevet velsignet i 1827. Premieren dirigerede Schuberts bror, Ferdinand Schubert, ligesom han også stod i spidsen for en opførelse i Ulrichskirche (Maria Trost), også i Wien, den 15. november 1829.

Den er hans sidste og største messe, og som mange kendere påstår, også hans smukkeste, efter hvis færdiggørelse den ubønhørlige død indhentede ham alt for tidligt. I dette store musikstykke hersker en helt egenartet karakter, som allerede kyriet bevidner. … Med rette må man sandelig kalde hele dette værk for storartet

og pålægge enhver sand ven af ægte opløftende kirkemusik og beundrer af den uforglemmelige komponist af hele sit hjerte at udbrede dette værk.

Der var vid forskel på, hvordan disse to tidligste opførelser blev modtaget. Oktoberpremieren fik flotte ord med på vejen i Wiener Allgemeine Theaterzeitung. Efter opførelsen i Ulrichskirche fik piben en anden lyd: Messen blev skældt ud for at være for lang, for at have en så dyster stil, at den ville passe bedre som requiem end som messe, for en overlæsset instrumentering og så teknisk vanskelige sangstemmer, at der ligefrem blev ”udgydt angstens sved”. Det var en formildende omstændighed, at der ikke var tilstrækkelig tid til prøver. Schuberts død nogle måneder efter messens færdiggørelse har også været med til at kaste et skær af mystik og forudanelser om døden over værket.

Schubert lagde en markant fri tilgang til teksten i alle sine seks messer for dagen, og forholdt sig frit til de traditionelle, liturgiske overvejelser og ignorerede simpelthen tekstpassager, som ikke passede ind i et budskab, han kunne stå inde for. F.eks. "Jeg tror på én hellig, katolsk og apostolsk kirke" i credosatsen. Af indre overbevisning kunne og ville Schubert ikke tonesætte denne sætning. I Es-dur-messen tager Schubert et yderligere skridt væk fra den kirkelige tradition og undværer helt det teologiske instrument par excellence: orglet.

"Enhver med bare en smule følelse i sig er sikker på at blive grebet af religiøs eftertanke af disse andægtige kompositioner," skrev bror Ferdinand om Schuberts messer. Hvorvidt Franz selv ville have været enig i denne udtalelse, er et godt spørgsmål, vi næppe nogensinde finder et entydigt svar på. Musikkens universelle greb om vores følelser er derimod umiskendelig.

Man skal selvfølgelig være varsom med sådanne efterrationaliseringer, der tit per automatik bliver hæftet på komponisters sidste værker. Mens f.eks. Mozarts bevidsthed om sin forestående død kan være både spændende og relevant at anskue i relation til hans berømte sidste værk, det store Requiem KV626, er der intet, der tyder på, at Schubert lod sygdom og død eller overvejelser derom influere sine sidste værker. Es-dur messen er heller ikke Schuberts sidste værk. Det er derimod den lyse og livskraftige strygekvintet i Cd-dur D965. Es-dur messen kan betegnes som en 'missa solemnis', en højtidelig messe modsat den korte 'missa brevis'. Med sin ambitiøse tekstur er den tydeligt influeret af den alvorstunge Beethovens 'missa solemnis', som blev komponeret mindre end 10 år før. Året før Schubert komponerede sin Es-dur messe, var han også fakkelbærer ved Beethovens begravelse i Alserkirche (1827). Summa summarum skal messen mere ses som en definitiv afsked med tidens gængse, liturgiske konventioner, tiltænkt opførelse i en koncertsal, i stedet for en forudanelse om Schuberts død. Alene værkets længde er som nævnt uforenelig med opførelse inden for højmessens rammer, og messens lighed med den ”Store” symfoni nr. 9 i C-dur fra 1825 er umiskendelig.

Wiener Allgemeine Theaterzeitung

Programnote af Katrine Nordland

MEDVIRKENDE Stefan Parkman, dirigent Stefan Parkman hører til blandt de mest efterspurgte skandinaviske kordirigenter.

Han begyndte karriereren i 1976 som kordirigent for Uppsala Domkirkes Drengekor efter studier i kordirektion hos Eric Ericson og i orkesterdirektion under Jorma Panula. Fra 1989-2002 var han chefdirigent for DR Radiokoret, som han siden har dirigeret ved radiokoncerter, på turnéer og på cd. I 2002 udnævntes Stefan Parkman til Eric Ericson professoratet i kordirektion ved universitetet i Uppsala.

Henriikka Gröndahl, sopran Svensk-finske Henriika Gröndahl er uddannet ved Royal Scottish Academy of Music and Drama. Hun er en efterspurgt operasanger i både Skandinavien og Europa og har bl.a. sunget med British Youth Opera, Scottish Opera og Glyndebourne Touring Opera, Gran Teatro Liceu, Göteborg Opera, samt Kungliga Operan i Stockholm i roller som bl.a.

Mimi og Musetta i La Boheme, Donna Elvira i Don Giovanni og Fiordiligi i Tryllefløjten.

Hanna Wåhlin, mezzo Har studeret ved Guildhall School of Music and Drama hos Brian Parson og Laura Sarti og færddigjorde sine studier på Operaakademiet hos Prof.

Kirsten Buhl-Møller. Wåhlin har bl.a. arbejdet sammen med velrenommerede dirigenter som Sir Simon Rattle, Richard Hickox, Giancarlo Andretta, Marc Soustrot m.fl. I 2010 debuterede hun som Madam Lidoine i Karmeliterindernes Samtaler på Operaen i København.

Filharmonisk Kors daglige leder, Alice Granum, er docent i korledelse ved konservatorierne i Odense og København og desuden også dirigent for Det Fynske Kammerkor.

Gert Henning-Jensen, tenor Som dreng var han solist med Københavns Drengekor. Er uddannet på Operaakademiet i København og på Mozarteum i Salzburg. Debuterede på Det Kgl. Teater i 1992. Siden har han været lyrisk tenor ved den Kgl. Opera i København. I dag synger han på store operahuse og koncertsale.

Han har bl.a. sunget på Metropolitan Operaen i New York, Covent Garden i London og Staatsoper Unter den Linden i Berlin.

Jan Lund, tenor Diplomuddannet både som pianist og som sanger fra Nordjysk Musikkonservatorium og har siden studeret ved professor Kirsten Buhl Møller og Susanna Eken. Derudover har Jan Lund studeret ved Thomas Hemsley i London, Angelo Degl´Inocenti i Rom og Margareth Genovesi-Baker. I maj 2009 afsluttede han en masteruddanelse i elitesangpædagogik fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Jens Søndergaard, basbaryton Uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium under Prof. Peer Birch og doc. Ulla Vang. Siden fra Operaakademiet i København med Prof. Kirsten Buhl som sanglærer og debuterede desuden fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2005. Fra 2004-2007 var han en del af solistensemblet på Das Deutsche Nationaltheater Weimar. Blandt hans mange roller kan nævnes Othone i Poppeas Kroning, Elviro i Xerxes, Figaro i Figaros Bryllup, Papageno i Tryllefløjten m.fl.

Alice Granum

Filharmonisk Kor Filharmonisk Kor er Odense Symfoniorkesters faste kor og består af cirka 60 sangere. Koret blev oprettet i 1991 og har siden medvirket i værker af bl.a. Gade, Nielsen, Händel, Bach, Mozart, Brahms, Verdi, Schnittke og Kutavicius. Koret øver en gang om ugen og ledes af Alice Granum, som har stået i spidsen for koret i de 22 år, det har eksisteret.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Salter-Kipp* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Hanna Gaarn Larsen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Aiste Juodagalvyte (kontrakt) Niels Christian Øllgaard (kontrakt) Slava Nam (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Bratsch Rafael Altino * (orlov) Luminita Marin Christensen Annelise Boe * Gertrud Ludwig (orlov) Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska (kontrakt) Per Nørby (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * (orlov) Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula (orlov) Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila (kontrakt) Karin Dalsgaard (kontrakt) Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen Vakant Elisabeth Gibbs (kontrakt) Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lars Mathiesen (kontrakt) Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Alf Vestergaard Nielsen Basbasun Vakant David Roode (kontrakt) Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk