Program Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Lørdag 4. januar 2014 kl. 15.00 Torsdag 9. januar 2014 kl. 19.30 Fredag 10. januar 2014 kl. 19.30
NYTÅRSKONCERT 2014 Dirigent: David Danzmayr Solister: Elsebeth Dreisig, sopran og Gert Henning-Jensen, tenor og konferencier Johann Strauss d.y.: Ouverture - til Flagermusen (1825 - 1899) Giacomo Puccini: Nessun dorma - fra Turandot (1858 - 1924) Josef Hellmesberger: Danse Diabolique (1855 - 1907) Giacomo Puccini: Un bel di vedremo - fra Madame Butterfly Johann & Josef Strauss: Pizzicato Polka Franz Lehár: Eine Vision, meine Jugend (1870 - 1948) Franz Lehár:
Wer hat die Liebe uns ins Herz gesenkt - fra Smilets land
P A U S E Franz von Suppé: (1819-1895)
Ouverture - til Den skønne Galathea
Franz Lehár:
Vilja Lied - fra Den glade Enke
Johann Strauss d.y.: Annenpolka Johann Strauss d.y.: An der schönen blauen Donau Franz Lehár:
Dein ist mein ganzes Herz - fra Smilets land
Franz Lehár:
Meine Lippen, sie küssen so heiß - fra Giuditta
Franz Lehár:
Lippen schweigen - fra Den glade Enke
odensesymfoni.dk
Johann Strauss den yngre, Wiens ”valsekonge”, var søn af Johann Strauss den ældre, som havde lært wienerne at danse vals til sit berømte orkester. Faderen forbød den yngre Strauss at følge i sine fodspor, men Johann dannede sit eget orkester og blev faderens rival i kampen om publikums gunst. Kilde: Aschehougs bog om Klassisk musik
Musik af Strauss og Lehár er synonym med nytåret i sådan en grad, at man skulle tro, at det var Østrig-Ungarn, der havde opfundet fejringen af den sidste dag på året og det nye års komme. Hemmeligheden er musik som champagne, hvor boblerne aldrig forsvinder. Strauss Flagermusen rammer lige ind i hjertet af nytårsfejringen med sin oprindelse. En af kilderne til operetten var den franske vaudeville Le réveillon af Meilhac og Halévy. Réveillon er den franske betegnelse for et middagsselskab, hvor deltagerne skal holde sig vågne til efter midnat. I første omgang blev stykket oversat til tysk som teaterstykke, men centralt i historien står et nytårsaftensselskab, og det var ikke festligt nok uden musik. Derfor blev der lavet en libretto, hvor den franske nytårsfest blev oversat til et Wienerbal. Men nytår er der ikke meget af i operetten. Der er til gengæld rigtig meget spas i form af forvekslinger og flirt ved et maskebal, og det er i sig selv ganske passende til en nytårsfest. Frivol forvirring er i det hele taget motoren for noget af den mest fængslende wienermusik, der nogensinde er skrevet. Ouverturen er sammenvævet af en håndfuld af operettens bedste melodier. Strauss' mest kendte vals er An der schönen blauen Donau. Den blev skrevet som en koncertvals i 1867, og senere tog han den med i operetten Indigo und die 40 Räuber. Komponisten Johannes Brahms har engang sagt, at han ville ønske, at han selv havde skrevet An der schönen blauen Donau. I dag er Donau-valsen stadig et af de værker fra det klassiske repertoire, der spilles hyppigst ved koncerter. Endelig bidrager Johann Strauss d.y. med en polka skrevet i begyndelsen af hans karriere. Den er et eksempel på, at omkring halvdelen af hans musik slet ikke var tiltænkt et stort symfoniorkester. Annenpolka er fra 1852, hvor Strauss stadig var på vej og for det meste komponerede til og spillede med mindre ensembler – en strygekvartet, en klavertrio eller en klaverkvintet. Han komponerede på klaveret og arrangerede for den besætning, der var aktuel eller som hans forlægger forlangte. Annenpolkaen blev spillet første gang i Wiens store offentlige park ’Prater’, hvor der dengang som nu var masser af restauranter, scener, væddeløbsbane og forlystelser. Her spillede Johann Strauss d.y. sommeren igennem med sit orkester. Cirka 10 år tidligere havde Johann Strauss den ældre også komponeret en Annenpolka til Skt. Anne den 26. juli. Annenpolkaen er, hvad wienerne kalder en fransk polka, der er mere raffineret end den tyske. Pizzicato polkaen fortæller historien om Johanns broder, Josef. Begge var de opflaskede som underholdningsmusikere og havde spillet i faderens orkester, og det var Josef, der kort efter Johann Strauss den ældres død overtog dirigentstokken i orke-
stret. Han komponerede et hav af dansemelodier i form af polkaer og valse, men han var også uddannet ingeniør og arbejdede for Wiens bystyre, hvor han blandet andet udviklede en hestetrukken fejemaskine. Af familien blev han kaldt Pepi, og Johann sagde, at ”Pepi er den mest talentfulde, jeg er blot den mest berømte”. Pizzicato polkaen komponerede de sammen til en fælles turné til Rusland. Lehár Franz Lehár havde en mission: at forfine operetten. Det lykkedes. Så kort kan det siges. Men mellemregningerne er mange. Han var søn af en ungarsk militærmusiker, blev uddannet i komposition af Anton Dvorák i Prag og tog til Wien, hvor han først overtog faderens orkester. Få år efter i 1902 blev han dirigent på Theater an der Wien,
Elsebeth Dreisig og Gert Henning-Jensen
Musik som champagne, hvor boblerne aldrig forsvinder
Foto: Mikael Melbye
Franz Lehár (1870-1948) var for det 20. århundredes wieneroperette, hvad Johann Strauss den yngre havde været for det 19. århundredes wienervals. Den glade Enke gjorde ham rig og berømt i Europa og USA. Kilde: Aschehougs bog om Klassisk musik
David Danzmayr
hvor han straks fik opført sin første operette Wienerfrauen. Tre år senere er der premiere på, hvad der bliver hans mest elskede operette: Den glade Enke. De gode melodier står i kø, og enkelte som Viljasangen er for længst blevet en ”eviggrøn” standard. Lippen schweigen viser, hvor stor en følsomhed Lehár var i stand til at kombinere med det festlige og udadvendte. Den glade Enke er baseret på et skuespil af franskmanden Henri Meilac (der også ligger og lurer bag Flagermusen). Den glade Enke blev opført første gang tæt på nytåret 1905, så det er oplagt musik til champagne og fyrværkeri. Premieren var ellers ikke så glamourøs. Teatret havde igennem syv år ikke haft et ordenligt hit af en forestilling, så reserverne var helt i bund. Kostumerne var genbrug, og teatret valgte ikke at kreditere det oprindelige franske skuespil. Sætningen ”baseret på en udenlandsk idé” skulle undgå, at de blev afkrævet betaling for rettigheder. Direktøren Wilhelm Karczag var så desillusioneret og troede så lidt på Lehár og Enken, at han investerede så lidt som muligt i produktionen. På et tidspunkt under prøverne foreslog han oven i købet at betale Lehár ud for at lukke projektet ned. Men sangerne troede på det. Der var nemlig åbenlyse musikalske kvaliteter. Lehár havde benyttet sig af en orkestrering, der ellers kun blev benyttet i mere seriøs musik. Det huede ikke teaterdirektøren, men flere af sangerne troede så meget på forestillingen, at de selv
betalte for bedre kostumer. Den glade Enke blev en succes med det samme og spillede i Theater an der Wien frem til sommeren, hvor der blev for varmt i byteatret. Forestillingen rykkede til andre teatre med bedre udluftning, og da efterårets køligere luft satte ind, kunne holdet atter gå på scenen, hvor de havde spillet første gang. Så gik det omsider op for teaterledelsen, at der var tale om en succes, og de investerede i nye sætstykker og kostumer. Enkefeberen bredte sig hurtigt i Europa, og i 1907 var Broadway på den anden ende over Lehárs musik, og der blev solgt enkecigarer, enkehatte og enkekorsetter. I dag kan det synes besynderligt, men den blev også et hit som stumfilm, da den tid kom. Mens mange komponister og kunstnere blev desillusionerede oven på 1. verdenskrig og indstillede karrieren eller skiftede spor, så holdt Lehár dampen oppe og fanen højt hævet for de iørefaldende melodier. Han havde suget til sig fra Puccinis operaer og fundet frem til en mere moden stil. Slutningen på Smilets Land er måske bittersød, men sådan kunne wienerne lide det på den tid. Dein ist mein ganzes Herz er Lehárs største tenorarie, og en uimodståelige duet Wer hat die Liebe uns ins Herz gesenkt kan ses som et billede på den uimodståelighed, der ligger i Lehárs musik. Lehárs kone, der var jødisk af oprindelse men katolsk konvertit, blev fritaget for forfølgelse. Léhar var nemlig Hitlers foretrukne operettekomponist og Lehár fik sågar en medalje af Goebbels, hvilket førte til at allierede nazi-efterforskere kom på besøg flere gange efter krigen. Men musikkens sprog er stærkt. En af de første forestillinger, der gik på en mindre scene i et ellers udbombet Berlin i september 1945 var Smilets Land, der med den bittersøde historie om kærligheden mellem en østrigsk grevedatter og en kinesisk prins formidler det kinesiske ordsprog om, at du skal smile, uanset hvad der sker. Forholdet mellem en europæer og en kineser går igen i Puccinis Madame Butterfly, og den eksotiske baggrund for et romantisk drama bliver fuldendt i Puccinis Turandot. Lehárs sidste sceniske værk, Guiditta, blev hans mest ambitiøse musikalsk set, men ikke mere end at vi her finder en af hans mest smækre sopranarier Meine Lippen sie küssen so heiss. Lehár var operettens fornyer i begyndelsen af det 20. århundrede, og en af de største, men han kunne også skrive veloplagte orkesterværker, som det høres i Eine Vision. Den bliver ledsaget af toner i samme ånd fra både Hellmesbergers Danse Diabolique og ouverturen til Suppés Den Skønne Galathea. I Wien går fusen aldrig af champagnen. Skål! Programnote af Carsten Wolf Andersen
Musikalske Fristelser med Brdr. Price Torsdag 27. feb. 2014 kl. 19.30 Fredag 28. feb. 2014 kl. 19.30 Læs mere på odensesymfoni.dk
MEDVIRKENDE David Danzmayr, dirigent ”Særdeles god, kortfattet, klar, skarp og udtryksfuld”. Sådan har The Herald beskrevet David Danzmayr, der betragtes som en af de mest talentfulde yngre europæiske dirigenter. I 2012 var David Danzmayr prisvinder ved Den Internationale Malko Dirigentkonkurrence, og han var den eneste europæiske dirigent, der nåede finalen i den prestigefulde Chicago Symphony Orchestra Sir Georg Solti konkurrence. Danzmayrs primære erfaring som dirigent kommer fra hans arbejde som assisterende dirigent for The Royal Scottish National Orchestra, som han har dirigeret ved mere end 70 koncerter. Danzmayr kan også opleves som gæstedirigent for adskillige andre anerkendte orkestre, bl.a. City of Birmingham Symphony Orchestra, Sinfonieorchester Basel, Mozarteum Orchester og Heidelberger Philharmoniker. Han er uddannet ved universitetet Mozarteum i Salzburg, hvor han oprindeligt studerede klaver, og afsluttede sine dirigentstudier med højeste udmærkelse. Efter studierne i Salzburg og på Sibelius Akademiet, hvor han fulgte undervisning hos Leif Segerstam, hentede Danzmayr vigtig erfaring som assistent for Neeme Järvi, Sir Andrew Davies og Pierre Boulez. Elsebeth Dreisig, sopran Elsebeth Dreisig er en af Danmarks førende lyriske sopraner, som har sunget alle de store partier indenfor sit fag. I sæson 12/13 debuterede hun som Fiordiligi i Cosi fan Tutte på Århus Sommeropera og sang partiet som Cordelia i Lear på Malmö Opera. Hun har i en årrække været tilknyttet Den Jyske Opera og har haft stor succes i en lang række af partier, bl.a. Pamina i Die Zauberflöte, Zerlina i Don Giovanni, Eliza Doolittle i My Fair Lady, Hanna Glawari i Den Glade Enke, Antonia i Hoffmann’s Eventyr, Violetta i La Traviata, Mimi i La Boheme og Juliette i Die Tote Stadt, som modtog en Reumert for Årets Opera i 2011. På Operaen i Køben-
havn har Elsebeth gæstet i en række partier i rollen som Musetta i La Boheme. I sæsonen 2008/09 sang hun enkedronning Juliane Marie i Livlægens besøg, der blev uropført på Det Kgl. Teater. Elsebeth er desuden en hyppig gæst ved alle landsdelsorkestrene og har sunget hele det klassiske repertoire. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium ved professor Kirsten Buhl Møller og har desuden studeret hos Ileana Cotrubas, Ingrid Bjoner, Mikael Eliasen, Jeffrey Goldberg og de seneste par år hos Maria Cleva. Elsebeth Dreisig modtog i 1999 æreslegatet fra Dansk Solistforbund af 1921. Gert Henning-Jensen, tenor og konferencier Som dreng var han solist ved Københavns Drengekor og læste senere medicin på Københavns Universitet. Gert HenningJensen er uddannet på Operaakademiet i København og på Mozarteum i Salzburg. Lige siden har han været lyrisk tenor ved den Kongelige Opera i København, hvor han debuterede i Rossinis Barberen i Sevilla i 1992. Hans lysende nordiske stemme har vakt beundring hos såvel publikum og instruktører, som hos en lang række af orkestre. Han har også fået skrevet musik direkte til sig af bl.a. Bent Sørensen, Bo Holten og Andy Pape. I dag synger han på verdens store operahuse og koncertsale: Metropolitan Opera, New York, Covent Garden, London, Staatsoper Berlin, Bastille Opera, Paris, Toulouse, Liège, Rom, Wien, Bruxelles, L.A. Opera, Tokyo, Pesaro, Santa Fe, Salzburg – med dirigenter som Bernard Haitink, Giuseppe Sinopoli, James Levine, James Conlon, Peter Scheier, Yuri Termikanov, Ulf Schirmer, Michael Schønwandt, Leif Segerstam, Hugh Wolff and Richard Hickox. Gert Henning-Jensen har også et stort koncertrepertoire med værker af bl.a. Bach, Handel, Berlioz og Mozart, og adskillige af hans fortolkninger er blevet indspillet. Senest har Gert Henning-Jensen kastet sig over lidt mere dramatiske roller af bl.a. Wagner, Strauss, Bizet og Beethoven.
Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Aiste Juodagalvyte (kontrakt) Niels Christian Øllgaard (kontrakt) Slava Nam (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Annelise Boe * Gertrud Ludwig (orlov) Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska (kontrakt) Per Nørby (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt
Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen (orlov) Albrecht Krauss (kontrakt) Vakant Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted David Roode (kontrakt) Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Thomas Guldborg (kontrakt)
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk