Stalingradsymfonien - 30. januar 2014

Program Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 30. januar 2014 kl. 19.30 Koncertintro i CArl Nielsen Salen 18.30

stalingradsymfonien Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solist: Boris Brovtsyn, violin

Igor Stravinskij: (1882 – 1971)

PAUSE

Koncert i D for violin og orkester I II III IV

Toccata Aria I Aria II Capriccio

Varighed: ca. 22 min.

Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 8, op. 65, "Stalingradsymfonien" (1906 – 1975)

I Adagio - Allegro non troppo

II Allegretto

III Allegro non troppo IV Largo V Allegretto

Varighed: ca. 55 min.

odensesymfoni.dk

Det er første gang, at den russiske stjerneviolinist, Boris Brovtsyn, er solist med et dansk symfoniorkester.

Mellem to krige

kaldte selv akkorden sin adgangsbillet til koncerten.

Violinkoncerten blev uropført i Berlin 1931 med Stravinskij selv som dirigent og Dushkin som solist.

Stravinskij var inden 1. verdenskrig søgt mod kunstmekkaet Paris, hvor han havde succes med sin banebrydende balletmusik til Ildfuglen, Petrushka og Sacre du Printemps.

1. verdenskrig og den efterfølgende russiske revolution gjorde det umuligt for Stravinskij at vende hjem til Rusland, og i stedet blev han en del af avantgardemiljøet i Frankrig. Allerede efter 1. verdenskrig dyrkede andre komponister som Schönberg moderne klange med serielle teknikker, men Stravinskij søgte tilbage i tiden i sit udtryk: Med især Bach for det indre øre skrev han f.eks. i fuga- eller concerto grosso-stil. Også violinkoncerten hører til denne neo-klassiske periode. Men det er ikke en violinkoncert i klassisk forstand: Nej, Stravinskij syntes hverken om Mozarts, Beethovens eller Brahms’ violinkoncerter:

En akkord som adgangsbillet Stravinskij var i 1931 i samme situation som Johannes Brahms og Béla Bartók: Han kunne ikke selv spille violin, men ønskede at skrive en violinkoncert. Han spurgte kollegaen Hindemith, der selv var en fremragende bratschist, om det ikke var en ulempe for kompositionen. Tværtimod mente Hindemith, at det gav Stravinskij frihed til ikke at lade sig binde af traditionelle ”violingreb”. Men som f.eks. Brahms havde arbejdet tæt sammen med den anerkendte virtuos Joseph Joachim om sin violinkoncert, allierede Stravinskij sig med datidens violinvirtuos, Samuel Dushkin. Dushkin fortæller om sit møde med komponisten: ”Igennem vinteren (1930-31) mødtes jeg temmelig ofte med Stravinskij i Paris. En dag fik vi frokost på en restaurant. Stravinskij tog et stykke papir frem og skrev en akkord ned. Han spurgte mig, om den kunne spilles. Jeg havde aldrig set en akkord med så stort et spænd og svarede nej. Trist, sagde Stravinskij: Quel dommage! Da jeg kom hjem, prøvede jeg den af og fandt til min forbløffelse ud af, at i det register var det relativt let at spille akkorden, og jeg kunne lide lyden. Jeg ringede straks til Stravinskij for at fortælle ham, at det var muligt. Da koncerten var færdig mere end seks måneder senere, fandt jeg ud af, hvorfor skuffelsen havde været så stor hos ham, da jeg havde sagt ”nej”: Denne akkord, i forskellige iklædninger, åbner alle satserne!” Stravinskij

Alexander Vedernikov

”Titlerne på mine satser: Toccata, Aria, Capriccio, antyder Bach, og til en vis grad gør den musikalske substans det også. Min yndlings Bach-koncert er den for to violiner, som duoen med en violin fra orkestret i sidste sats også viser. Men (min red.) violinkoncert indeholder også andre duo-kombinationer, og ofte er teksturen kammermusikalsk frem for orkestral. Jeg har ikke skrevet nogen kadence, eftersom jeg ikke var interesseret i virtuoseri.

Virtuositet for virtuositetens skyld spiller en lille rolle i min violinkoncert, og de tekniske udfordringer er relativt overskuelige.”

Krigstid, komponister og korrespondenter I januar 1944 satte CBS-journalisten Bill Downs kurs mod New York, efter at han i godt et år havde været udstationeret som krigskorrespondent i Moskva. Han havde rapporteret om slaget ved Stalingrad, og med sig i kufferten havde han beskrivelser af den sovjetiske regerings propaganda-metoder, som han sammenlignede med radioprogrammer i USA underlagt få restriktioner. Downs kunne fra sit år i Moskva berette, hvordan sovjetborgernes radioer var blevet konfiskeret og erstattet med statslige radioer, placeret på offentlige pladser til brug for styrets propaganda - et ”våben” i krig kaldte Downs det.

Udover beskrivelsen af propaganda-metoder rummede Bill Downs kuffert også et længe ventet partitur: Sjostako-

Dmitrij Sjostavkovitj Ved siden af Benjamin Britten er Sjostakovitj den mest populære komponist fra midten af 1900-tallet. Hans 15 symfonier betragtes som de største siden Mahlers og hans 15 strygekvartetter som de mest betydelige siden Bartóks.

Kilde: Aschehougs Bog om klassisk musik

vitjs 8. symfoni. En symfoni, som nærmest var bestilt inden, komponisten var begyndt på den. Sjostakovitjs forudgående symfoni (7. symfoni, Leningradsymfonien) var nemlig blevet ganske vel modtaget i USA, hvorfor man også var interesseret i at kunne præsentere den næste symfoni i Vest. Man havde fra CBS tilbudt 10.000 dollars for at få tilladelser til at transmittere symfoniens første opførelse i Vesten og fik derudover tilladelse til yderligere to opførelser med New York Filharmonikerne.

Med lidelse i bagagen Men hvilken slags symfoni var det da, Bill Downs medbragte til USA? Det var en symfoni, der få måneder inden havde fået sin uropførelse i Moskva og med det havde fået sin egen ”bagage” at slæbe rundt på. Da Sjostakovitj forud for uropførelsen i Moskva havde udtalt sig om symfonien, beskrev han den som en del af en trilogi sammen med den 7. og 9. symfoni, som han kaldte tilbagetoget og sejren. Den 8. symfoni stod for Angrebet, og Sjostakovitj gav den ord med som ”livsbekræftende” og ”optimistisk”.

Sovjetstyret havde udset symfonien til at være en heroisk beskrivelse af slaget ved Stalingrad i 1943. Men Sjostakovitjs ord kom til at stå i skarp kontrast til det hørte i koncertsalen på Moskva Konservatoriet i Moskva, hvor dirigenten Mravinskij, til hvem den var tilegnet, stod i spidsen for Statssymfoniorkestret: Det, publikum hørte, var en klagende symfoni, afbrudt af satser, der var nærmest voldeligt anmassende. Hvor den 7. symfonis storslåede udtryk kunne sættes i forbindelse med sovjethærens sejr over nazisterne, var det sværere at høre meningen i den 8. symfoni. Hvorfor manglede den heroiske tone, når nu den Røde Hær havde sejret? - lød kritikken. Anklagerne kan kun have bekymret Sjostakovitj, der vidste, hvordan man som uønsket kunstner hurtigt kunne ”forsvinde”.

Sjostakovitj havde selv prøvet at være på kant med styret, og ikke mange år efter symfoniens fremkomst blev Sjostakovitj sammen med andre sovjetiske komponister

anklaget for formalisme, hvorefter også den 8. symfoni blev bandlyst. Den ihærdige kulturminister Andrei Zhdanov kaldte symfonien usund og ”individualistisk”, og formalistisk musik var for ham som ”tandlægens skærende bor, et musikalsk gaskammer”, hvorefter papiret i partiturerne blev genanvendt, og alle optagelser af symfonien destrueret. Bandlysningen varede i flere år. Mange år senere udkom den meget omdiskuterede erindringsbog af Solomon Volkov. Heri udtaler Sjostakovitj, at han følte sig syg, hver gang han fik rapporter om symfoni nr. 7 og 8.’s succes: Hver succes ude i verden føltes som endnu et søm i min kiste. Udtalelserne viste omverdenen uden for jerntæppet nye sider af Sjostakovitj, men blev straks diskuteret voldsomt.

Jeg betragter Sjostakovitjs indre verden som langt mere kompleks end S. Volkov beskriver. Selvfølgelig var hans sande hensigter med at skrive sine symfonier milevidt fra de forklaringer, han gav i sine officielle interviews. Og selvfølgelig var han modstander af systemet som de fleste intellektuelle i sin tid. Men det er mit indtryk, at den egentlige konflikt i hans liv og kunst var en slags post-romantisk modsætning mellem individ og samfund.

En konflikt, som stadig er aktuel i dag, hvilket også kan være en af forklaringerne på, at Sjostakovitj stadig er så populær.

Alexander Vedernikov Da Bill Downs bragte partituret til USA i 1944 bemærkede en avis, at komponisten havde skrevet symfonien i sommeren 1943 i selskab med kone og to små børn i et hus, hvor der kun var bord og stol! Det kaldte på en empati, som Sjostakovitj i den prekære situation måske helst havde været foruden.

Programnote af Rie Koch

Ugens musiker Joris De Rijbel, trompet ”Odense Symphony wants to be at it’s best, all the time!”, siger Joris De Rijbel, der i december 2013 blev fastansat som Odense Symfoniorkesters 2. solotrompetist. De sidste fire år har Joris arbejdet over hele Skandinavien, hvor orkestre i Finland, Sverige og Danmark har

MEDVIRKENDE Alexander Vedernikov, dirigent

Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den store russer Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009 og har til stor glæde for orkestret forlænget sin kontrakt frem til 2016. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (2001-2009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a. London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

nydt godt af hans fine trompetspil. Joris er født ind i en musikerfamilie i Belgien, og startede oprindeligt med at spille kornet i det lokale brassband. Han var faktisk godt i gang med et økonomistudie på en anerkendt skole i Belgien, men lysten til at hellige sig musikken var så stærk, at Joris valgte at studere trompet på konservatoriet. Når Joris ikke spiller på sin trompet, nyder han gerne en kaffe med næsen i et flamsk magasin på Christianshavn.

Læs portrætserien på odensesymfoni.dk

Boris Brovtsyn, violin Boris Brovtsyn begyndte at studere violin med sin bedstefar i en alder af fire, og som bare seksårig stod han for første gang på scenen på Bolshoi Teater. Han er uddannet ved Tjajkovskij Konservatoriet i Moskva (1999), hvor han studerede hos Maya Glezarova. I 2001 debuterede han i England med BBC Philharmonic under ledelse af Rumon Gamba. Samme år vandt han Reuters Prize, og året efter vandt han den internationale violinkonkurrence Tibor Varga. Fra 2000-2004 studerede han på Guildhall School of Music and Drama i London, hvor han modtog skolens prestigefyldte guldmedalje (2004). Siden har England været hans primære base. Boris Brovtsyn har været solist med førende orkestre i Europa og Nord- og Sydamerika: Orchestre Philharmonique de Strasbourg, Orchestre National de Lille, CBSO Birmingham, BBC Scottish Symphony Orchestra, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, Orchestre de la Suisse Romande, Sao Paulo Symphony Orchestra, Utah Symphony Orchestra m.fl. Han er en aktiv kammermusiker og deltager hyppigt på festivaler, bl.a. Verbier og Edinburgh, og han spiller ofte sammen med andre stjerner som Janine Jansen og Maxim Rysanov. I 2007 var han solist på en europæisk turné med Moscow State Symphony Orchestra dirigeret af Mark Gorenstein. Brovtsyn spiller en Vincenzo Ruggieri violin fra ca. 1700.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Aiste Juodagalvyte (kontrakt) Niels Christian Øllgaard (kontrakt) Slava Nam (kontrakt) Jevgenij Skuratovskij (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Baiba Bergmane (kontrakt) Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Annelise Boe * Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska (kontrakt) Per Nørby (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula (orlov) Mette Spang-Hanssen (orlov) Heikki Takkula (kontrakt) Carla Kuotila (kontrakt) Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen (orlov) Albrecht Krauss (kontrakt) Vakant Mats Hedelius (engelskhorn) Josephine Blaaman Petersen (kontrakt) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Christina Andersen (kontrakt) Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Susanne Skov (kontrakt) Jens Juul (kontrakt) Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted David Roode (kontrakt) Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Thomas Guldborg (kontrakt)

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk