Program Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 20. marts 2014 kl. 19.30 Koncertintro i CArl Nielsen Salen 18.30 Fredag 21. marts 2014 kl. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Museet 18.30
Ein Deutsches Requiem Dirigent: Alexander Vedernikov Solister: Evelina Dobracheva, sopran. Ralf Lukas, baryton Kor: Filharmonisk Kor, Det Fynske Kammerkor og Helsingborgs Konserthuskör Johannes Brahms: Ein deutsches Requiem op. 45 (1833 – 1897) I Selig sind, die da Lied tragen -Ziemlich langsam und mit Ausdruck II Denn alles Fleisch, es ist wie Gras -Langsam, marschmässig III Herr, lehre doch mich, dass ein Ende -Andante moderato IV Wie lieblich sind deine Wohnungen -Mässig bewegt V Ihr habt nur Traurigkeit -Langsam VI Denn wir haben hie keine bleibende Statt -Andante VII Selig sind die Toten -Feierlich
Varighed: ca. 72 min.
odensesymfoni.dk
FILHARMONISK KOR Brahms Requiem
Requiem betyder egentlig ’hvile’. Første sætning i den latinske dødsmesse lyder Requiem aeternam dona eis, domine, som betyder ’Herre, giv dem den evige hvile’. Det eksotiske ord udtales ’ræ-kvi-æm; i navneform eller nominativ hedder det ’requies’.
alt, hvad han har skrevet for lige og blandede stemmer, korsange som korværker.
Ein deutsches Requiem er komponeret i midten af 1860’erne, hvor Brahms er en moden mand, der endnu ikke har skrevet sin første symfoni. Som kender af den musikalske tradition følte han, at Mozart og især Beethoven var så store forbilleder, at de kastede slagskygger og nærmest efterlod ham handlingslammet som komponist. Men når først han var kommet i gang med et større værk, blev det færdigt og efter minutiøse bearbejdninger fuldendt. Ein deutsches Requiem er på samme tid en stor symfoni, en personlig bekendelse og et prægtigt korværk. Det er ikke ualmindeligt, at komponister behandler koret som en simpel forlængelse af orkestret, en klanglig udvidelse, hvor de enkelte korstemmer synger med på instrumenternes mere eller mindre usyngelige melodier. Brahms kan vi roligt ophøje til super korkender, kor-afficionado, der har indgående viden om korsangens væsen og sans for alle nuancer i mediets klang. Det mærkes på
Evelina Dobracheva
Med titlen Ein deutsches Requiem gør Brahms opmærksom på, at han har lavet sin helt egen version af en klassiker, der førhen er blevet fremstillet efter den velkendte katolske, latinske opskrift, hvor tekst, rækkefølge og symboler ligger fast. For Brahms ligger intet fast. Han skaber et helt nyt værk, der er gennemvævet af personlig stillingtagen om liv, død, medmenneskelighed og meningen med det hele. Brahms gik ikke i kirke. Han var ikke et troende menneske i gængs forstand, men til gengæld kendte han Bibelen bedre end de fleste og betragtede den som den bedste og vigtigste bog, der er skrevet, fordi den forklarer og giver svar på alt væsentligt. Han valgte ikke latin, den katolske kirkes sprog, men sit eget kernefulde tyske, som han talte hver dag, og som han kendte alle nuancerne i. Det er dermed et personligt, eksistentielt værk, der på alle måder adskiller sig fra de mange dødsmesser, der var gået forud i renæssance, barok og romantik, hvor synd, dommedag, skærsild, barmhjertighed og frelse er i centrum. Hos Brahms er det almindelige mennesker, der slider og arbejder, håber og tror, og som kan forvente en plads i de himmelske boliger, når den tid kommer. Dommedag er hos ham en kortvarig affære, hvor basunerne lyder, og alle døde vågner op til udødelighed. Vi ser for os Brahms sidde under lampen i lænestolen med den store Bibel slået op. Han bladrer og læser, bladrer videre, brummer og bladrer, frem og tilbage, gør notater og siger: Jeg skal have det afsnit med og det og det og måske de linjer… Han vender hver eneste sætning i munden og forestiller sig toner og klange, der passer til. Hebræerbrevet, Visdommens bog, Johannes Åbenbaring, Salmernes bog, Jakobsbrevet, han er det hele igennem flere gange for at finde de rette steder. I salme 84 vælger han vers 2, 3 og 5, begyndende med ’Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre’ (koret Wie lieblich sind deine Wohnungen), men medtager ikke vers 4, hvor der står: ’selv spurven finder sig et bo og svalen en rede, hvor den lægger sine unger’ – ord, som vi i øvrigt kender fra danske salmer. Brahms håndplukkede og var tone- og tekstbevidst som få. Han var kræsen og (næsten) aldrig tilfreds. Derfor er det så betryggende at overvære og nyde hans værk, fordi intet er overladt til tilfældigheder. Der medvirker to solister i Ein deutsches Requiem: den magtfulde baryton, der forkynder de store sandheder om mennesket, der er som et græsstrå i vinden og Herren, der er almægtig. Om det jordiske liv og møje, der synes nytteløst og endelig om døden, der bliver overvundet ved den sidste basun. Som en anden evangelist står han og har kontakt med de største kræfter. Som modsætning hertil toner den himmelske sopran frem fra det høje og synger om sorgen ved tabet af den kære og visheden om, at vi skal ses igen. I skal ikke være bange, I skal blive
Brahms Requiem er enhver korsangers drøm - vidunderlig smuk musik, sangligt overkommeligt og udfordrende, og så er koret dejlig meget med.
Det Fynske Kammerkor
trøstet, som en mor trøster sit barn. Sopransoloen er det følelsesstærke og inderlige højdepunkt i hele værket. Brahms Ein deutsches Requiem blev opført første gang (uden 5. sats med sopransoloen) i domkirken i Bremen langfredag 10. april 1868 med hans bedste venner, pianisten Clara Schumann og violinisten Joseph Joachium blandt publikum. Den endelige udgave i syv satser blev opført første gang i Leipzig 18. februar 1869 med Gewandhausorkestret og dirigent Carl Reinicke. På kort tid blev værket opført overalt i Tyskland og det meste af Europa med stor succes og satte for alvor skub i Brahms’ karriere.
Requiem – en håndfuld af de bedste
- Det første flerstemmige: Johannes Ockeghems Requiem eller Missa pro defunctis (Messe for de afdøde) for 4 stemmigt kor a cappella (o 1460). Forbillede for en lang række af renæssancens mange dødsmesser for kor (Palestrina, Pierre de la Rue, Cristóbal Morales, Josquin des Prez). - Det moderne, der tager stilling: Benjamin Brittens War Requiem (1962), pacifistisk, stort anlagt korværk til de gamle latinske tekster vekslende med anti-krigslyrik af Wilfred Owen, det vigtigste requiem i 1900-tallet. - Det dramatiske: Giuseppe Verdis Messa da Requiem (1874), til minde om den italienske digter Alessandro Manzoni. Af nogen kaldt ’Verdis bedste opera’ på grund af den overvældende dynamik både musikalsk som sangligt. - Det menneskelige: Johannes Brahms Ein deutsches Requiem (1868) komponeret over personligt udvalgte bibeltekster som en trøst til alle os, der stadig lever. - Det stilfærdige, inderlige: Gabriel Faurés Requiem (1888), første gang opført i Madeleine kirken i Paris, hvor Fauré var korleder, senere hen organist. Afdæmpet, himmelsk og fredfyldt, Verdis diametrale modsætning. Udelader Dies irae. - Det med musical-melodierne: Andrew Lloyd Webbers Requiem (1984) uropført med Lorin Maazel som dirigent og Placido Domingo og Sarah Brightman som solister. Komponeret i den velkendte musicalstil iblandet mere dystre klange. Hittet er Pie Jesu, duetten for sopran og drengesopran.
Ralf Lukas
- Det klassiske: Mozarts Requiem d-mol K 626 (1791), berømt fra filmen Amadeus, ufuldendt ved Mozarts død og færdiggjort af eleven Süssmeyer m. fl. gennem tiderne. Omstændighederne omkring tilblivelsen er fyldt med gribende, men desværre aldeles udokumenterede scener.
- Det gigantiske: Hector Berlioz’ Grande Messe de morts op 5 (1837) (’store dødsmesse’) et mega-værk der bl.a. foreskriver 200 korsangere, massivt messingkorps, 20 slagtøjsspillere og fire fjernorkestre. - Det oversete: Antonin Dvoráks Requiem (1890) uropført i Birmingham i England, hvor Dvorák havde status som korværkernes superstar og fik opført det ene oratorium efter det andet. - Det oprindelige: Missa pro defunctis, den latinske dødemesse, sunget af enstemmigt mandskor, sammenstykket af led fra den katolske messe. Sangen eller sekvensen Dies irae er skrevet i 1300-tallet og har sidenhen været kernen i requiem, berømt som melodi og tekst, citeret overalt i film, litteratur og musik som symbol på dommedag, f eks Carl Th. Dreyers film Vredens Dag, 1943. Mozart og Verdi deler Dies irae op i enkeltstrofer, der får hver deres musikalske vægt og særpræg, eks Tuba mirum, Recordare Jesu pie, Confutatis maledictis og Lacrimosa dies illa. Programnote af Helge Baun Sørensen
Det kan virke underligt, at dødsmesser kan være så populære, men det er et faktum, at Mozart, Verdi, Brahms, Fauré og andre komponister dermed har skabt musikværker så fulde af inderlighed, drama og stærke farver, at de overalt udgør et uforglemmeligt højdepunkt på en koncertsæson.
Medvirkende Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den store russer Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009 og har til stor glæde for orkestret forlænget sin kontrakt frem til 2016. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (2001-2009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a. London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington. Evelina Dobracheva, sopran Evelina Dobracheva er uddannet på Hanns Eisler Music College i Berlin, hvor hun studerede hos Professor Norma Sharp, Snezana Brzakovic og Professor Julia Varady. Blandt højdepunkterne i hendes karriere er Verbier festivalen 2008, hvor hun sang Fiordiligi i Cosi fan tutte. Hertil kommer en koncertopførelse af Lokshin’s Margarita Songs med Orchestra Verdi dirigeret af Rudolf Barshai og Strauss’ Vier Letze Lieder med Royal Liverpool Philharmonic Orchestra under ledelse af Robin Ticciati. Hun har også sunget Micaela i Carmen, Violetta i La Traviata med Cologne Opera, gallakoncert med Deutsche Radio Philharmonie, Brittens War Reqiuem med Vara Radio og Beethovens 9. med Tokyo Metropolitan Orchestra samt Verdis Reqiuem med Noord Nederlands Orkest på Liceu, Deutshe Oper, Berlin og Mozarteum, Salzburg. I England har hun sunget Brittens War Requiem med London Philharmonic. I april 2014 debuterer hun i Carnegie Hall med samme værk med Atlanta Symphony Orchestra.
Requiem og død hænger sammen, ordet kendes fra vendingen ’requiescat in pace’, forkortet som RIP, som kan ses på mange gravsten: ’hvil i fred’.
Ralf Lukas, baryton En af vor tids efterspurgte basbarytoner, der især er blevet kendt for sine Wagner-roller. Ralf Lukas er født ind i en musikalsk familie i Bayreuth og har studeret på Hochschule der Kunste i Berlin hos Dietrich Fischer-Dieskau, Aribert Reimann og Hans Hotter. Tidligt i sin karriere (1991) vandt han 1. prisen i den internationale Herzogenbosch vokalkonkurrence. Frem til 2001 var Ralf Lukas medlem af ensemblet på Deutsche Oper Berlin, hvor han har sunget roller som Papageno (Tryllefløjten), Leporello (Don Juan), Donner (Rhinguldet), Biterolf (Tannhäuser) og Beckmesser (Mestersangerne fra Nürnberg). Hans solistkarriere bringer ham til verdens førende koncertsale, hvor han bl.a. har arbejdet med dirigenter som Claudio Abbado, Riccardo Chailly, Sir Colin Davis, Armin Jordan, Lorin Maazel, Kurt Masur, Zubin Mehta, Sir Roger Norrington m.fl. Siden 2006 har han hvert år medvirket ved Festspillene i Bayreuth. Filharmonisk Kor er Odense Symfoniorkesters faste kor og består af cirka 60 sangere. Koret blev oprettet i 1991 og har siden medvirket i værker af bl.a. Gade, Nielsen, Händel, Bach, Mozart, Brahms, Verdi, Schnittke og Kutavicius. Koret øver en gang om ugen. Det Fynske Kammerkor blev dannet i 1988 og består af 29 erfarne korsangere. Koret har en omfattende koncertvirksomhed og har repræsenteret Fyn og Danmark ved officielle lejligheder af såvel national som international karakter. Repertoiremæssigt bevæger koret sig fortrinsvis inden for a cappella musikken med hovedvægt på barokmusik og nyere dansk kormusik. Alice Granum står i spidsen for både Filharmonisk kor og Det Fynske Kammerkor. Alice Granum er uddannet musikleder ved Det Fynske Musikkonservatorium og er i dag docent i korledelse. Hun underviser på Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole samt ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Alice Granum er en højt respekteret underviser på workshops og masterclasses i ind- og udland og leder udover de fynske kor også Filharmonisk Kor Sønderjylland. Helsingborgs Konserthuskör er et blandet kor, som består af cirka 60 sangere. Korets repertoire omfatter værker fra barok til nutid, requiem, messer samt korværk fra 1900-tallet. Konserthusköret optræder primært med Helsingborgs Symfoniorkester, men opfører også egne produktioner dels avanceret kormusik og dels værker af mere folkelig karakter. Mats Paulson har været korets leder siden 1990. Han er uddannet ved Musikhögskolan i Malmö og har studeret kor- og orkesterdirektion hos Dan Olaf Stenlund i København.
Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* (orlov) Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Aiste Juodagalvyte (kontrakt) Niels Christian Øllgaard (kontrakt) Slava Nam (kontrakt) Jevgenij Skuratovskij (kontrakt) Niels Levinsen (kontrakt) Karoliina Koivisto (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mina Fagerlund Hosseini (kontrakt) Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen (orlov) Annelise Boe * Gertrud Ludwig (orlov) Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska (kontrakt) Per Nørby (kontrakt) Jákup Højgaard Lützen (kontrakt) Victor Sørensen (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen (orlov) Carla Kuotila (kontrakt) Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt
Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen (orlov) Albrecht Krauss (kontrakt) Vakant Mats Hedelius (engelskhorn) Anne Marie Munch Lange (kontrakt) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Christina Andersen (kontrakt) Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Ulrik Kofoed Hansen (kontrakt) Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Theis Stoico (kontrakt) Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk