Orgelsymfoni og dyrenes karneval - 30. september 2021

”I mine øjne og ører er orglet kongen af alle instrumenter.” Således skrev W. A. Mozart i et brev til sin far i 1777.

Og det er da nemt at give ham ret. Orglet har eksisteret, siden før Jesus vandrede på søen. Orglet er det eneste enkeltstående instrument, der i både fysisk omfang, tekstur og volumen kan stå mål med det fuldt besatte symfoniorkester. Få instrumenter kan som orglet slå luften ud af os og give os oplevelsen af, at vi bliver talt til fra en højere magt. Orglet er en musikalsk repræsentation af menneskelige grundfølelser som glæde, sorg, tro, kærlighed og ceremoniel højtidelighed. Hvem kender ikke til følelsen af, at både brylluppet og begravelsen bliver tusind gange mere gribende, når orglet sætter ind?

Aftenens koncert retter spotlyset mod netop ’kongen af alle instrumenter’ og fører os til Paris i den sidste tredjedel af 1800-tallet, hvor orglet i design, klang og teknisk og tonal formåen havde udviklet sig til at være den mastodont inden for både kirke- og orkestermusik, som vi stadig kender i dag. En stor del af æren herfor bør gå til den franske orgelbygger Aristide Cavaillé-Coll (1811-1899), hvis orgler er sprinklet som funklende perler jævnt ud over kirker i Paris, det øvrige Frankrig, Europa og sågar Sydamerika (det eneste Cavaillé-Coll-orgel i Norden befinder sig i Jesuskirken i Valby). Og mens vi venter på at få lov at genhøre tonerne af Cavaillé-Colls heldigvis ikke irreparabelt brandskadede orgel i Notre Dame i 2024, kan vi i aften nyde to prominente eksempler på, hvad der kan komme ud af at kombinere det grandiose orgel med det storslåede, senromantiske symfoniorkester.

Men først skal vi en tur i zoo! Det er muligt, at den parisiske kirkemusik blomstrede med udviklingen af orglet, at fransk opera var på et blomstrende højdepunkt i slutningen af det 19. århundrede, at hovedstadens konservatoriekoncerter var umådeligt velbesøgte, og fransk musik udbredtes til det bedre borgerskab via flere serier af populære offentlige koncerter. Men der blev også jævnligt spillet koncerter i Paris’ zoologiske have. Og den 14 satser lange, zoologiske suite om ”Dyrenes karneval”, som Saint-Saëns skrev ”for sjov” ind imellem det mere seriøse arbejde med den 3. symfoni, kræver næsten ikke yderligere introduktion.

Ganske vist blev suiten ikke skrevet med henblik på opførelse i zoo. Den er i sit udgangspunkt en musikalsk spøg, som Camille Saint-Saëns skrev i 1886 i et forsøg på at opmuntre sig selv efter en anstrengende koncertturné i Tyskland året før for at dele den med sine studerende. Oprindeligt er den skrevet for to klaverer og kammerensemble, men i dag hører vi den næsten udelukkende i versionen for fuldt symfoniorkester. Af frygt for, at det ville underminere hans renommé som seriøs komponist, forlangte Saint-Saëns, at suiten først blev udgivet efter hans død – hvilket resulterede i, at han aldrig nåede at opleve dens stormende og vedvarende popularitet siden udgivelsen i 1922.

Og her er altså en righoldighed af dyr, af humor, orkesterpallette, tonemaleri og spidsfindige spydigheder. De fleste er til at forholde sig til: Her er majestætiske løver, kaglende høns og vilde heste, hoppende kænguruer, en kukkende gøg, mystiske akvariedybder og den berømte, vidunderligt smukke svane. Men lyt også efter de satiriske referencer til Offenbachs berømte can-can-tema (nu spillet slæbende og langsomt) i satsen om skildpadder, og til Mendelssohns ”En skærsommernatsdrøm” i den efterfølgende elefant-sats. Den ottende sats’ ”Personer med lange ører” er tydeligvis æsler (lyt til de ”brægende” strygere), og når sats 11 pludselig hedder ”Pianister”, er vi nok ovre i en hentydning til, at pianister, der øver skalaer, er en slags dyr. Og således indleder vi altså aftenen med at konstatere, at i hvert fald den ene af plakatens to komponister var en spøgefugl af et vist format.

A. GUILMANT: SYMFONI NR. 1 FOR ORGEL OG ORKESTER

Det gunstige musikliv i et kulturelt bevidst og pengestærkt Paris sprøjtede udover Saint-Saëns og hans komponistkolleger som César Franck, Gabriel Fauré, Charles Gounod, Henri Duparc og Jaques Offenbach. Og som en slags prolog til La Belle Époque vandrede Saint-Saëns’ næsten samtidige, Alexandre Guilmant (1837-1911), i 1871 ind i Paris’ musikelite og forblev der i 30 år. Han blev udnævnt til organist i Sainte-Trinitékirken, hvor han spillede på et orgel af netop CavailléColl – som blev en personlig ven. Guilmant var en stor

improvisator, som livet igennem holdt sig til at komponere for orgel, underviste i orgelspil, konstruerede nye instrumenter og var på en længere turné som koncertorganist i USA og Europa – hvor hans koncerter kunne tiltrække over 10.000 tilhørere, og én anmelder betegnede ham som ”en popstjerne”.

Symfoni nr. 1 for orgel og orkester startede sin tilværelse som én af Guilmants otte orgelsonater, hvortil han simpelthen føjede orkesterstemmer og bevarede opusnummeret 42. Premieren foregik i 1878 i det maurisk inspirerede Palais du Trocadéro, der i dag ville have været nabo til Eiffeltårnet (hvis ikke det i 1937 var blevet revet ned til fordel for det Palais de Chaillot, der ligger der i dag). Symfonien starter højlydt og kraftfuldt med en vekselvirkning mellem orgel og orkester, der snart virker som en styrkeprøve, snart som en stilfærdig samtale, snart som en truende snerren, snart som koketterende leg, og snart som en regulær nævekamp. Orgel og orkester deler det samme melodiske materiale, og satsen er i sagens natur skrevet i streng sonateform med hoved- og sidetema, temabearbejdelse og en afsluttende rekapitulation.

I andensatsens pastorale hører man tydeligt, at Guilmant var velbevandret i Bachs repertoire. Vi befinder os i en dansende, lyrisk 12/8-takt, hvor orglet hovedsageligt benytter sin fløjtelyd og befinder sig i fredsommelig, fugal harmoni med orkesteret. Ved premieren forlangte og fik publikum en gentagelse af denne sats.

Tredje sats lægger hårdt ud med en tour de force af orgelvirtuositet med hurtige sekstendedelsnoder, der leder tankerne hen på den franske toccata-stil. Ligesom i første sats kontrasterer Guilmant hovedtemaet med et lyrisk sidetema, som dog i sidste ende må vige for den hæsblæsende energi fra hovedtemaet, der aldrig dør ud. Satsen afsluttes med en majestætisk fanfare, der anført af pauker og trompeter forener orkesterets og orglets kræfter i et strålende klimaks.

C. SAINT-SAËNS: SYMFONI NR. 3, ”ORGELSYMFONIEN”

Tilbage til den parisiske sværvægter, vidunderbarnet, organisten, musiklæreren, globetrotteren, renæssancemennesket og komponisten Camille SaintSaëns – nu uden nuttede dyr. Saint-Saëns, der havde spillet klaver, siden han var 2½, kastede sig over komposition og orgelspil som syvårig og havde sin officielle koncertdebut i 1846, da han var ti år gammel. Han var alt i alt afholdt og respekteret af sine kollegaer, blev ved med at udvikle sin musikalske metier og forblev aktiv indtil sin død som 86-årig i 1921. Det er blevet sagt om Saint-Saëns, at han blev født, mens man stadig sørgede over tabet af Beethoven, og døde, da Stravinskijs ”Le Sacre du printemps” allerede var accepteret ind i standardrepertoiret – og at det kan høres i hans musik.

Elena Schwarz

Saint-Saëns elskede England. I forbindelse med protesterne, der blev kendt som Pariserkommunen i 1871, havde Saint-Saëns kortvarigt været i eksil i England og mødte ikke andet end venlighed dér. I 1880’erne var han for længst etableret som en stor favorit blandt det engelske publikum og betragtet som den største nulevende, franske komponist. Så da The Royal Philharmonic Society bestilte en stor, ny symfoni af ham, sagde han straks ja. Og skabte intet andet end et storværk, hans sidste symfoni, der på flere planer kan siges at være et musikalsk selvportræt, til et begejstret engelsk publikum ved premieren i maj 1886, kun overgået af komponistens jublende landsmænd året efter.

Indenfor rammerne af den tredje symfonis to satser (der hver er delt i to dele, således at vi alligevel ender med en følelse af at lytte til de fire, rituelle satser) optræder adskillige facetter af komponistens livshistorie, talenter, værdier, lidenskaber og inspirationskilder. Orglet bruges så prominent i to satser, at symfonien har fået tilnavnet ”Orgelsymfonien”. Klaveret er der skrevet så virtuost for, at der er brug for to pianister undervejs. Passionen for kirkemusik optræder i adskillige temaer, f.eks. lurer det gregorianske dødsmessetema ”Dies irae” (som også var en favorit hos landsmanden Berlioz) flere steder i symfoniens

melodiske materiale. Hovedtemaet, der følger umiddelbart efter den korte adagio-indledning af 1. sats, synes at være sprunget fra lænderne af Schuberts ufuldendte 8. symfoni. Og ikke mindst er der inspirationen fra Liszt – det faktum, at symfonien lyder som et tonedigt, en orkestergenre, som Liszt egenhændigt opfandt. Symfonien skrider fremad fra et snigende og uhyggeligt mørke mod et strålende C-dur-lys i værkets finale, som har fået anmeldere til at betegne symfonien som en slags Saint-Saëns' opstandelsessymfoni.

Saint-Saëns skal have sagt om sig selv, at han var ”den første blandt komponister af anden rang”. Om den tredje symfoni sagde han, at han ”med den har givet alt, hvad jeg har at give. Og jeg kunne ikke gøre det igen”. Eftertiden har bevist for os, at han var for beskeden: Der intet andenrangs at spore i denne sublime kulmination på hans livsværk.

Programnote af Katrine Nordland

MEDVIRKENDE

Elena Schwarz, dirigent

Den schweizisk-australske dirigent Elena Schwarz er født i Lugano i 1985. Trods sin unge alder er hun allerede blevet et stort internationalt navn, bl.a. som assisterende dirigent ved Tasmanian Symphony Orchestra og gennem Dudamel Fellowship-programmet ved Los Angeles Philharmonic. Schwarz har dirigeret en lang række orkestre over det meste af Europa og USA, bl.a. Orchestre Philharmonique de Radio France, Orchestre de Chambre de Paris, WDR Sinfonieorchester, Detroit Symphony og Royal Scottish National Orchestra, ligesom hun også har stået i spidsen for en lang række operaproduktioner. Schwarz vandt den internationale Prinsesse Astrid-musikpris i Trondheim i 2014, og hun blev nummer to ved Jorma Panula-konkurrencen i 2015. Schwarz er oprindeligt uddannet cellist, inden hun kastede sig ud i dirigentfaget.

Nathan Laube, orgel

Nathan Laube er en anerkendt og fremtrædende organist, der har optrådt som solist i det meste af verden. Han har bl.a. spillet i Wiens Koncerthus, Hamburg Elbphilharmonie, Berlin Hamburg Philharmonie, Sejong Center i Seoul og Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, og han derudover givet koncerter i nogle af de største kirker og katedraler, heriblandt NotreDame i Paris, St. Paul’s Cathedral i London og Berliner Dom. Laube er hyppigt brugt til at indvie både nye og restaurerede orgler, ligesom han også er en flittig konsulent inden for orgeldesign og -æstetik i forbindelse med nybyggerier.

Nathan Laube