Pro Musica - Rosamunde-kvartet - 22. november 2022

PRO MUSICA

ROSAMUNDE-KVARTET

22. NOV 2022 19.30 - PRO MUSICA

SALEN - ODENSE KONCERTHUS

Peter Rasmussen: Blæserkvintet (1838-1913)

I Lento - Allegro moderato II Andante cantabile III Menuet. Allegro con moto IV Finale. Allegro con brio

Varighed: ca. 15 min.

Ludwig van Beethoven: Blæseroktet for blæserkvintet i Es-dur, op. 103 (1770 - 1827)

I Allegro II Andante III Menuetto IV Presto

Varighed: ca. 22 min.

Medvirkende: Den fynske Blæserkvintet: Rune Most, fløjte; Henrik Skotte, obo; René Højlund Rasmussen, klarinet; Niels Aamand Güntelberg, horn; Morten Østergaard, fagot

P A U S E

Franz Schubert: Strygekvartet nr. 13 i a-mol op. 29, (1797 - 1828) “Rosamunde”

I Allegro ma non troppo II Andante III Menuetto. Allegretto IV Allegro moderato

Varighed: ca. 36 min.

Medvirkende: Jovana Vukušić, violin; Veronika Mojzešová, violin; Christian Bønnelykke, bratsch; Michaela Fukačova, cello

Nedenstående værk er udgået pga. sygdom: K. Roikjer: Variationer, koral og fuga over et tema af Carl Nielsen for 4 tromboner, op. 51

Bag det ganske anonyme navn Peter Rasmussen gemmer sig en dansk komponist, der kronologisk befinder sig nogenlunde midt imellem vores to giganter, Niels W. Gade og Carl Nielsen. Rasmussen startede ligesom Carl Nielsen sin karriere som regimentsmusi ker, men studerede senere videre og arbejdede lige dele som organist, komponist og mu sikteoretiker. I sit livs sidste tredive år var han organist i Garnisonskirken i København, underviste på konservatoriet og var aktiv særligt som komponist for blæsere – og fra det te virke skal vi præsenteres for hans vel nok mest opførte værk i dag, blæserkvintetten i F-dur fra 1896.

Gennembruddet for den moderne musik – og det deraf følgende opgør med musikkens traditionelle former og tonale og tematiske ’regler’ – var så småt også på indtog i Dan mark i de sidste år af det 19. århundrede, men i Peter Rasmussens musik finder vi en kær lighed til den tilbageskuende og velklingende, traditionsbundne lyd, som også er tyde lig i blæserkvintetten. Her er hurtige ydersatser, en sangbar, lyrisk 2. sats og en dansant, tredelt menuet, som man har kunnet forvente det siden barokmusikken. Tonesproget er holdt indenfor det iørefaldende og lyriske, næsten spillemandsagtigt lette og elegante –understreget af, at alle satser er i dur-tonearter. Rasmussens blæserkvintet peger således mere tilbage imod musik skrevet hundrede år tidligere, end mod den langt mere moder nistiske blæserkvintet, som Carl Nielsen skrev 25 år senere.

HENRIK SKOTTE

Blæserkvintetten lægger ud med en langsom indledning, hvor instrumenterne præsenteres ét efter ét, inden de alle forenes i satsens foreskrevne Allegro. Lento-indledningstema et vender temaet i satsens midterdel. I den sangbare andensats er melodien båret af obo en, mens hornet overtager lederrollen i tredjesatsens dansante menuet. Fjerde sats starter som en fuga, hvor hvert instrument forskudt sætter ind med det samme tema – først klari netten, så oboen, så fløjten og til sidst fagotten, inden hornet afbryder med effektfuld brug af de såkaldte stop-toner, hvor hornistens højre hånd bruges til at dæmpe tonen. Vi finder altså både danseformen menuet og satsteknikken fuga i kvintetten – begge aspekter, som vi særligt forbinder med barokmusik, hvilket igen er med til at understrege værkets no stalgiske karakter. Og således lægger vi altså aftenen ud med ren vellyd, lettilgængelig og charmerende – en lille, overset perle i den danske musikskat.

L.V. BEETHOVEN: BLÆSEROKTET FOR BLÆSERKVINTET I ES-DUR, OP. 103

Musik for blæseinstrumenter er ikke specielt fremtrædende i den modne Beethovens ar bejde, men som ung, håbefuld komponist i Bonn skrev han en række stykker for forskel lige (og til tider usædvanlige) instrumentkombinationer på foranledning af sin protektor, kurfyrsten Maximilian Franz, hvis fremragende harmoniorkester oktetten for blæsein strumenter sandsynligvis er skrevet til, oprindeligt under titlen Parthia dans un Concert. Det ser dog ud til, at værket ikke blev opført i Bonn, før Beethoven i november 1792 flyt tede til Wien for at studere hos Haydn (hvis forsøg på at få flere penge til Beethoven ud af kurfyrsten mislykkedes, da kurfyrsten studsede over, at alle de værker, Haydn fremførte som beviser for Beethovens store fremskridt i Wien – herunder oktetten – var skrevet i Bonn). Oktetten blev imidlertid væsentligt revideret i Wien, færdiggjort i 1793 og ikke ud givet før 1830, hvorfor dens opusnummer er vildledende sent.

Som der var tradition for hos adelen i tysktalende lande, der yndede at dyrke Harmonimusik (dvs. blæsermusik) til forskellige sociale anliggender, var oktetten tænkt som taf felmusik (altså baggrundsmusik at spise til). Dermed er musikken let uden at være enkel – vi hører f.eks. her et tidligt eksempel på Beethovens forkærlighed for at erstatte tredje satsens traditionelle menuet med en mere utæmmet og letbenet scherzo. Lyt også efter den højtflyvende, virtuose skrivning for horn, et instrument, Beethoven tydeligvis havde etableret en tidlig forståelse for, og de karakteristiske horn-arpeggios, som optræder dra matisk i slutningen af åbningssatsen. Komponister af blæsermusik tildelte typisk hovedstemmen til oboen eller klarinetten. I oktetten tager oboen føringen i de første tre satser, slår sig sammen med fagotten i en operaagtig duet i andensatsen, og lader klangfarven skifte abrupt, da en virtuos klarinet overtager hovedrollen i finalen.

F. SCHUBERT: STRYGEKVARTET NR. 13 I A-MOL OP. 29, “ROSAMUNDE”

Schubert skrev i løbet af sine teenageår omkring et dusin strygekvartetter, som han spillede med sin far, sine brødre og familiens venner til hjemmespilleaftener. Efter at han havde forladt sit barndomshjem, forstummede kvartetsessionerne og med dem Schuberts produktion af strygekvartetter. Da han omsider vendte tilbage til genren, var det med langt større musikalsk modenhed og helt andre ambitioner: Nu var målet udgivelse og professionelle opførelser.

Wien var den første by, hvor offentlige kammerkoncerter overhovedet fandt sted, takket være den fremragende violinist Ignaz Schuppanzigh (1776-1830), hvis ensemble uropførte Beethovens opus 59 og flere af hans sene kvartetter. Efter flere år i udlandet vendte Schuppanzigh tilbage til Wien i 1823, og dette affødte uden tvivl en stor del af Schuberts motiva tion for at genoptage arbejdet med strygekvartetter.

Schuppanzigh-kvartetten uropførte Rosamunde-kvartetten den 14. marts 1824 i den berømte forening Gesellschaft der Musikfreunde – så langt det mest prestigefyldte op førelsessted for noget værk af Schubert indtil da. Snart efter udgav forlæggeren Sauer &

MICHAELA FUKAČOVA

Leidesdorf kvartetten med en dedikation til Schuppanzigh. Det skulle blive den eneste af Schuberts kvartetter der blev udgivet i hans levetid. Oprindeligt skulle den have væ ret den første i et sæt af tre, og Schubert komponerede da også hurtigt en efterfølger –d-mol-kvartetten med tilnavnet ”Der Tod und das Mädchen”. Men denne fik ikke umid delbart nær den samme succes som ”Rosamunde” (populariteten er kommet i stor stil ad åre) og blev først udgivet tre år efter Schuberts død. Den tredje kvartet, mesterværket i G-dur, der skulle blive Schuberts sidste værk i genren, skrev Schubert først i 1826, og den blev ikke udgivet før 1851.

Man kan med sindsro hævde, at Schubert nåede sit kunstneriske højdepunkt i disse sid ste år af hans tragisk korte liv. Imidlertid var han hverken fysisk eller følelsesmæssigt i god forfatning. Han led af syfilis, hvis første umiskendelige tegn viste sig fra 1823, og han tenderede mod voldsomme anfald af et mismod, der i dag sandsynligvis ville blive diag nosticeret som regulære depressioner. I et brev til en ven fra marts 1824 (sytten dage efter premieren på ”Rosamunde”) citerede han et udsnit af teksten fra Goethes ”Gretchen am Spinnrade”, som han så eminent havde sat til musik i en lied ti år tidligere: ”Meine Ruh’ ist hin, mein Herz ist schwer, ich finde sie nimmer und nimmermehr”. Citatet er interessant, fordi andenviolinens akkompagnerende figur, der indleder i ”Rosamunde”-kvartetten, minder umiskendeligt om klavermotivet, der skal imitere spinderokken i netop ”Gretchen am Spinnrade”. Denne lille, intermusikalske reference er næppe tilfældig. Hvor begge kvartetter fra 1824 synes at være gennemsyret af komponistens vemod over tabet af verden af i går (og en mere sorgløs ungdom?), er især ”Rosamunde” et af de mest intenst melankolske værker, han nogensinde har skrevet. Dette ses bl.a. i de ganske man ge citater fra sig selv, som Schubert i større eller mindre forklædning har flettet ind i sit originale materiale. Ud over akkompagnementsfiguren fra ”Gretchen am Spinnrade” cite rer tredjesatsens menuet en strofe fra den lied over Schillers ”Die Götter Griechenlands” (”De græske guder”), også i a-mol, som Schubert havde skrevet fem år tidligere. Her stilles spørgsmålet: ”Schöne Welt, wo bist du?”.

Og så er der selvfølgelig anledningen til kvartettens tilnavn ”Rosamunde”: Den langsomme andensats benytter som hovedtema en melodi fra den musik, Schubert for nylig havde skrevet til det ikke-succesfulde teaterstykke Rosamunde, der var blevet opført to gange på Theater an der Wien i december 1823 og snart blev glemt. Temaet er med sin gennemgåen de daktyliske rytme (lang-kort-kort) typisk schubertsk (og vækker mindelser om Beetho vens 7. symfoni), og det skulle dukke op igen i en lidt anden form i komponistens berømte Impromptu for klaver i B-dur fra 1827.

Kan man karakterisere et værk som ”modent” og i besiddelse af fundamental, emotionel dybde og tematisk/harmonisk gennemarbejdelse på højeste niveau, når det er skrevet af en 27-årig? Det ville nok under mange omstændigheder kunne give anledning til diskus sion – og vi kan desværre kun gisne om, hvordan værker af den 50-årige eller 70-årige Schubert ville have lydt. Men heri ligger noget af det uudgrundelige ved genier af Schu berts format: Den nærmest ubegribelige evne hos så ungt et menneske for at tage en uska deligt klingende melodi og formå at gennemsyre den med en symfonisk spænding, der taler direkte ind i de sandheder om livet, som vi kun kan mærke med hjerterne. Og herpå er ”Rosamunde”-kvartetten ét af de fineste eksempler, vi har.

Rune Most, fløjte

Uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium hos Karl Lewkovitch og hos Prof. Lóránt Kovács i Budapest. Debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse i 1990. Solofløjtenist i Odense Symfo niorkester og underviser på Syddansk Musikkonservatorium. Formand for Odense Symfoniorkesters Pro Musica-koncerterne.

Henrik Skotte, obo

Odense Symfoniorkesters egen solooboist Henrik Skotte er uddannet af Ole-Henrik Dahl og Bjørn Carl Nielsen på Det Kgl. Danske Musikkon servatorium med videre studier hos Gordon Hunt i London og Jacques Tys i Paris. I 2000 vandt Henrik stillingen som soloengelskhorn i Det Kgl. Kapel, og efter fem år i orkestergraven stod han så at sige op af graven og konkurrerede sig ind i Odense Symfoniorkester til sin nuværende stilling som solooboist. Henrik underviser endvidere i obo på Syddansk Musikkonservatorium.

René Højlund Rasmussen, klarinet

René Højlund Rasmussen begyndte sine musikalske løbebaner i Tivo li-Garden, hvor han blev optaget på marchfløjte, da han var 7 år gam mel. To år senere begyndte han at spille klarinet, hvilket han har gjort lige siden. Efter han tog sin studentereksamen, kom han ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. To år efter op tagelsen vandt han en konkurrence i Livgardens Musikkorps, hvor han blev ansat som klarinettist. I 1989 blev René fastansat i Odense Sym foniorkester, hvor han har været siden. René har flere gange optrådt som solist med Odense Symfoniorkester, ligesom han også er en meget flittig kammermusiker.

Niels Aamand Güntelberg, horn

Uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Jakob Keiding (CphPhil) og Ola Nilsson (Det Kgl. Kapel) i 2017, og ansat som alter nerende solohorn i Odense Symfoniorkester siden 2019. Niels er ivrig kammermusiker i blandt andet Københavns Messingkvintet, der er udtaget til P2 Kammermusikkonkurrencen i november 2020

Morten Østergaard, fagot

Uddannet hos Erik Carstensen på Det Fynske Musikkonservatorium og siden ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm hos Knut Sønstevold. Har virket som alternerende solofagottist i Sveriges Radios Symfo niorkester og som solofagottist ved Malmø Operaen. Solofagottist i Odense Symfoniorkester siden 1998.

Jovana

Vukušić, violin

Født i Beograd. Gav sin første musikalske optræden som 7-årig og har givet talrige koncerter sidenhen. Er uddannet i Beograd og har studeret i Wien. Har vundet adskillige 1. priser i sit hjemland. Fra 1992-1994 ansat som 1. violinist i Beograds Filharmoniske Orkester. Siden 1995 ansat i Odense Symoniorkesters 2. violingruppe.

Veronika Mojzešová, violin

Veronika Mojzešová har en bachelorgrad i violin ved Bard College Musikkonservatorium og en kandidatgrad ved Syddansk Musikkonserva torium. Hun har modtaget en lang række priser fra diverse konkurren cer rundt omkring i Europa og har desuden optrådt som solist ved bl.a. Prag Chamber Philharmonia og Tjekkisk Philharmonic Collegium. Hun er medlem af Orkesterakademiet for Tjekkiets Philharmoniske Orke ster og ansat hos Odense Symfoniorkester som 2. violinist.

Christian Bønnelykke,

bratsch

Christian Bønnelykke er uddannet ved Sydney Conservatorium of Music i Australien i 2008. I 2016 vandt han en stilling i bratschgruppen i Odense Symfoniorkester.

Michaela Fukačova , cello

Michaela Fukačová er uddannet i sit hjemland Tjekkiet og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos prof. Erling Bløndal Bengtsson. Hun har adskillige triumfer bag sig i form af internationale priser, udlandsturnéer og en perlerække af roste CD-indspilninger. Det internation ale gennembrud kom i 1990, hvor Michaela Fukačová debuterede i Paris og i London, og siden fulgte koncerter i New York, Berlin og Tokyo.

helt tæt på musikken og musikerne i vores to kammerpakker. Der er nerve, sjæl og intensitet, når musikken bliver til en samtale, ikke bare mel lem musikerne, men i høj grad også med publikum i vores to kammersale. I vores kammerpakker kan du bl.a. glæde dig

musik af Brahms, Sjostakovitj, Schubert, Bach, Chopin