RAVEL & FRANCK
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Jean-Efflam Bavouzet, klaver
Maurice Ravel: Le Tombeau de Couperin (1875 - 1937)
I Prélude II Forlane III Menuet IV Rigaudon
Varighed: ca. 17 min.
Maurice Ravel: Klaverkoncert for venstre hånd
I Lento II Più lento III Allegro
Varighed: ca. 18 min.
P A U S E
César Franck: Den vilde jæger - Le Chasseur maudit (1822 - 1890)
I Le Paysage paisible du dimanche
II La Chasse
III La Malédiction IV La Poursuite des démons
Varighed: ca. 14 min.
César Franck: Symfoni i d-mol
I Lento - Allegro non troppo II Allegretto III Allegro non troppo
Varighed: ca. 37 min.
Samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium
Umiddelbart ser aftenens program ved første øjekast meget fransk ud - sproget er fransk, navnene klinger franske, og dirigenten er jo herligt fransk! Men det er en sandhed med modifikationer, for belgiskfødte César Franck, som tegner anden halvdel af koncerten, var og er en omstridt person i fransk musikhistorie, idet han forsøgte at sammensmelte den germanske tradition for udvikling gennem modulation og kromatik, som Wagner var den ypperste eksponent for, og så den franske tradition for klare brudflader, rene tonale snit og gennemsigtighed. Men vi starter ud med en hyldest til fransk musikliv gennem århundrederne fra den vel nok allerstørste af de franske komponister, nemlig Maurice Ravel. Bienvenus!
LE TOMBEAU DE COUPERIN
Første afdeling af aftenens koncert står iverdenskrigens tegn - dén, der blev omtalt som afslutningen på alle krige, hvilket, vi jo desværre for tiden i dén grad bliver mindet om, ikke viste sig at være rigtigt: 1. verdenskrig. Ravel ville frygteligt gerne slås for sit land, men han var for klejn (160cm og 50kg, hvorfor han mente sig ideel som jægerpilot) og blev kasseret af flere omgange til militær tjeneste. Efter ihærdige forsøg fik han dog lov til at køre bag frontlinjernemen han var vist bedre til at skrive musik og var skyld i adskillige småuheld med lastbilerne. Efter en omgang dysenteri og en konstateret hjertefejl blev han (og det er musikhistorien meget taknemmelig for) endelig hjemsendt i 1917, akkurat tidsnok til at bevidne sin mors død – et hårdt slag for en mand, der aldrig fik skabt sig sin egen familie.
Det var således en trist periode for Ravel, der sank ned i dyb melankoli. Han valgte under sin rekonvalescens i en normannisk landsby at kaste sig over dét projekt, han havde forladt ved krigens udbrud tre år tidligere: en klaversuite til hyldest af den franske cembalosuite, personificeret ved fransk musiklivs største og mest indflydelsesrige familie gennem flere århundreder: Les Couperins. Især dog nok den mest kendte af dem, Francois Couperin, som havde ført cembalosuiterne til nye højder i barokken. Men her, efter en altødelæggende krig med ufatteligt mange ofre og moderens død, fik projektet en anden vinkel: i stedet for en lidt kølig, intellektuel øvelse med at føre barokkens franske suite up to date, så blev det i stedet til seks personlige stykker, tilegnet gode venner, der var tabt i krigens gru. Titlen betyder ‘Couperins gravsted’, men ‘tombeau’ kan også være en hommagetil gammel fransk musik og til meningsløse krigsofre.
Da han efterfølgende blev spurgt, hvorfor tonen alligevel så overvejende er lys og reflekterende, snarere end hjerteskærende trist, i de seks små klaverstykker, udtalte han: “De døde er triste nok, i deres uendelige stilhed”.
Som han havde det for vane med de klaverværker, han syntes bedst om, så udarbejdede han to år senere, i 1919, en orkesterversion af Le Tombeau, en version der hurtigt blev populær i koncertsale verden over. Han udelod dog to af satserne i orkesterudgaven, og vi får således i aften fire satser af denne neoklassicistiske baroksuite, fantasifuldt og mesterligt instrumenteret for moderne symfoniorkester; her er både barokornamenteringer og gammeldags modalharmonik, men også pikante ny-harmoniseringer og kromatiske melodier. Jeg kan personligt bedst høre barokkonnotationerne i klaverudgaven, hvor specielt ornamenteringerne står glasklart, men heldigvis behøver man ikke død og pine lytte efter ophavet: det er også bare rigtig god og fermt tillavet musik, der oser af Ravel, når han er bedst.
KLAVERKONCERT - MED ÉN HÅND!
Og bedst er Ravel også i den helt utrolige koncert for venstre hånd! Den rangerer på manges lister helt i toppen af klaverkoncerter fra det 20. århundredeog er da også en kompositorisk præstation af næsten uhørte dimensioner.
Skrevet i 1929 har den jo ikke umiddelbart sammenhæng med 1. verdenskrig, der sluttede 11 år tidligere, men det har det i meget høj grad alligevel. For helt ude ved østfronten kæmpede i 1914 sønnen af én af Europas rigeste familier, østrigske Paul Wittgenstein (storebror til den berømte filosof Ludwig Wittgenstein), en begavet pianist, der i 1913 havde haft en opsigtsvækkende debut i Wien i en alder af 26 år.
Da han dagen efter en skæbnesvanger træfning vågnede på et russisk feltlazaret, måtte han med gru konstatere, at hans højre arm var blevet bortamputeret, og at hans dage som koncertpianist var talte. Efter et formentlig frygteligt ophold som russisk krigsfange i Sibirien vendte han tilbage til Wien og var stålsat på ikke at lade den manglende arm være en hæmsko for en videre musikerkarriere, og han udnyttede familiens store økonomiske råderum til at bestille værker fra forskellige komponister for en pianist med kun venstre arm i behold, og i løbet af de næste mange år fik han værker skrevet til sig af en hel række af de største komponister i det 20. århundrede, startende med sin gamle, blinde klaverlærer Josef Labor, videre over Paul Hindemith, Franz Schmidt og Erich Wolfgang Korngold og hele vejen til Richard Strauss, Sergei Prokofiev, Benjamin Britten og altså: Maurice Ravel. Således kan man vel godt indvende, at det blev Wittgensteins store krigs-ulykke, der sikrede ham en plads i historiebøgerne, hvor han nu bliver nævnt, hver gang der bliver spillet et værk for venstre hånd af de store komponister.
Der er dog bred enighed om, at det, ud af de mange forsøg på at få klaveret til at komme til sin ret med kun én arm til rådighed, er Ravel, der klarede opgaven bedst. Han blev da så optaget af udfordringen, at han holdt pause fra at skrive på sin klaverkoncert i G-dur, som han havde tiltænkt sig selv til en kommende en USA-turné nummer to (som han aldrig kom på) - men mon ikke også de gode, Wittgensteinske kontanter havde en positiv indvirkning på virkelysten? Men den skrantende komponist kastede sig under alle omstændigheder over opgaven med enorm ildhu og pløjede sig gennem Saint-Saëns’ venstrehåndsetuder, Godovskij vanvittige venstrehåndstranskriptioner af Chopins klaver-etuder, hele Czernys venstrehåndsskole inkl. 24 hårrejsende etuder, samt Skrjabin Præludium og Nocturne for venstre hånd. Således udrustet til tænderne gik han i krig med af skrive en hel klaverkoncert, som, hvis man hører den med lukkede øjne, lyder som en koncert for to arme og ti
fingre. Det er en vild bedrift - og det er et vanvittigt værk at spille!
Rent musikalsk skal fremhæves de langstrakte bølger af lyd, især opbygningerne, der doseres mesterligtfor eksempel op til solistens imponerende entré med et spring over 5 oktaver! Der er to større kadencer for klaveret alene, og også her formår Ravel at få den ene, hårdtarbejdende hånd til at lyde som fuldt bearmet pianist, der er en march med stramhed og frygtindgydende løb, der er en vidunderligt sangbar passage med en næsten umenneskeligt skrevet melodi med fuldt akkompagnement, som jo altså skal udføres uden at kunne dele det op mellem hænderne, sådan som man normalt gør. Og så er der dette helt særlige, at klaverets nedre register, hvor venstre hånd jo mest hører til, afspejles i en mørk instrumentation, hvor orkestrets dystre instrumenter for en gangs skyld får lov til at skinne klart igennem: vi hører igen og igen engelskhorn, kontrafagot, dybe klarinetter, celloer og kontrabasser - som en konstant klanglig påmindelse om den manglende højre hånd på klaveret.
Wittgenstein selv var ikke synderligt glad for kompositionen og måtte presses til at uropføre den efter at have forsøgt at omskrive den til Ravels store frustration. Men uropført blev den, efter lidt sværdslag i sin originale version, og lige siden har den stået som et lysende eksempel på et kunstværk, der på trods af næsten umulige benspænd rager op og sender sit lys ud i verden med budskabet om, at næsten alt er muligt, hvis bare viljen er stærk nok; en fuldblods klaverkoncert med én arm og kun 5 fingre. Jeg ønsker aftenens solist, Jean-Efflam Bavouzet, som vi sidste år hørte brillere i Ravels anden klaverkoncert for hele to hænder, en rigtig, rigtig god arbejdslyst!
CÉSAR FRANCK
Jeg har ikke tal på de gange, jeg har spillet César Francks violinsonate og fra scenen udråbt den til ‘verdens bedste violinsonate’. Det mener jeg stadig, at
den er - og den er da også så populær, at den er blevet annekteret af blandt andre celloer, bratscher og fløjter; kompositionen er bare så fuldstændig genial, at den kan tåle at blive revet ud at sit oprindelige klangunivers og stadig fremstå som et fuldkomment mesterværk. Og, uden sammenligning i øvrigt!, så mente Franz Liszt, måske verdens bedste pia- og organist nogensinde, at Francks orgelværker som de eneste hørte til helt oppe på siden af J.S. Bachs værker i genren.
Men hvordan kan det så være, at César Franck ikke nyder samme anerkendelse eller berømmelse som mange af sine samtidige? Det er der nok hovedsageligt to grunde til: den ene er, at Franck modnedes meget sent som komponist - han skrev alle sine mesterværker efter sin 55 års fødselsdag og fik derved ikke en lang karriere til at promovere sine værker. Men mere vigtigt, så havnede han midt i en meget betændt konflikt mellem germansk og fransk kunst. Vidunderbarnet César Franck var født i Liège i Belgien i 1822, men blev uddannet på konservatoriet i Paris, hvor han også senere blev en skattet lærer - og blev da også fransk statsborger og tilbragte næsten hele sit liv i Paris. Men det franske musikparnas syntes aldrig helt at forlige sig med hans semigermanske ophav - og da slet ikke, da han begyndte at komponere betydningsfuld musik, der var en, syntes de, mærkelig blanding af germansk-inspireret formbrug, kromatiske modulationer à la Wagner, instrumentation, der lugtede fælt af Brahms - og påstod, at det var fransk musik!
Efter den fransk-preussiske krig i 1870 var der spændinger på mere end det kunstneriske plan mellem de to store europæiske kulturer, og Franck fik som følge deraf aldrig dén plads i musikhistorien, som hans værker fra karrierens sidste år faktisk fortjener. Både Debussy, Saint-Saëns og Ravel var barske kritikere, men musikhistorikere mener at kunne påvise, at mange af deres egne stilistiske træk faktisk forekommer første gang hos Franck; indflyvningen til den flydende, kviksølvagtige tonalitet, de modernistiske flader af klang og de hypermoderne ekstremer mellem statisk stilstand og enorme udladninger, som senere blev adelsmærker for de store franske komponister i det 20. århundrede, skylder de måske faktisk deres underkendte, belgiskfødte landsmand. Hans allermest varige aftryk på musikhistorien er dog nok hans eminente evne til at komponere cyklisk - altså hvor temaer fra tidligere satser kommer igen i de følgende satser og skaber en fornemmelse af helhed i værket. Således selvfølgelig også i hans symfoni, hvor sidstesatsen præsenterer alt, der er foregået forud, men på en ny måde. Franck udtalte selv herom: “Finalesatsen tager alle temaerne op igen, som i Beethovens 9. Men de optræder ikke som citater; jeg har udviklet dem og tildelt dem roller som nye elementer”. Og netop dén komplicerede øvelse, som Franck mestrede til perfektion, har siden været hans blivende aftryk på musikhistorien.
Franck nåede selv at opleve lidt af polemikken ang. hans kompositioner, inden han døde i 1890 i en ulykke forårsaget af den blindhed, der plagede ham de sidste år. Den i øvrigt privat utroligt afholdte, stilfærdige mand havde ikke mange kommentarer til de af og til meget krasse angreb fra anmeldere og kolleger, men sagde med vanlig beskedenhed blot, at “også jeg har skrevet smukke ting”. Og dét må siges at være sandt!
I aften skal vi høre to værker fra hans hånd, nemlig det symfoniske digt Le chasseur maudit – Den fordømte jæger - og så hovedværket, symfonien i d-mol, der slår en tyk streg under Francks kompositoriske evner.
DEN EVIGT JAGEDE JÆGER
Langt de fleste af Francks største kompositioner fremtryllede han i 1880’erne i sine sidste 10 leveår, så Le chasseur maudit fra 1882 ligger i starten af denne meget frugtbare periode. Det er et symfonisk digt i Liszt-stil med et konkret litterært forlæg, nemlig den tyske(!) poet Gottfried August Bürgers lang-digt Der wilde Jäger, der handler om en herremand, der vælger at overhøre kirkeklokkens kald til søndagsmesse og i stedet drager på jagt. Og ikke bare tager han på jagt i stedet for at gå til messe, han behandler også alle mennesker på sin vej forfærdeligt – på en søndag! - og må derfor som guddommelig straf se sig forfulgt af dæmoner til evig tid; en opbyggelig historie, måske, til kommende halvdovne konfirmander?
Franck fortæller med hele orkestrets udtræk historien i toner, hvor jagthorn og kirkens mere og mere fordømmende klokker naturligvis spiller en stor rolle. Og da den stakkels mand efter megen tumult til sidst bliver jagtet af kirkens udsendte dæmoner, er vi helt oppe at ringe i vildskab omkring noget, der kan sammenlignes med Berlioz’ Symphonie Fantastique.
DEN STORE FRANSKE SYMFONI?
Og netop Symphonie Fantastique helt tilbage fra 1830 var i mange år eneste franske bud i en genre, som, mange mente, hørte til i den germanske tradition – med SaintSaëns’ orgelsymfoni fra 1886 som eneste markante undtagelse (og dén havde jo en markant orgelstemme og blev dermed regnet som mere fransk i udtrykket). Franck skulle da også nå til sit næstsidste leveår, inden han kastede sig ud i den helt store symfoniske form - og de fleste, både publikum og kritikere, mente, at det havde han ikke behøvet. Man var forvirret over den utroligt ufranske titel, der jo ikke kunne undgå at bringe mindelser om Beethovens 9. symfoni, ligeledes i d-mol, man væmmedes ved hans tendens til motivisk forvandling, som Wagner og Liszt havde forfinet på den anden side af kulturtæppet, og så var man særdeles oprørt over, at han havde valgt at give engelskhornet en markant stemme - dét var dog alligevel for mærkeligt; for dén hørte jo ingen steder hjemme i en symfoni, mente de kloge.
Franck selv, godhjertet og tillidsfuld som han var, opdagede ikke meget af postyret, selv om uropførelsen måtte rykkes fra Charles Lamoureux’ prestigefyldte koncertserie til konservatoriets koncertsal, men hans proselytter, bl.a. d’Indy og Chausson, førte et helhjertet forsvar for deres gamle lærer. Al den megen virak var nok medvirkende til, at symfonien, og resten af Francks mesterværker, røg lidt ud på et sidespor i musikhistorien. Men heldigvis blev han i løbet af det 20. århundrede indsat på sin retmæssige plads som et slags ‘missing link’ mellem tysk og fransk musik.
Selv om Franck ikke selv deltog i kulturkampen (ikke med ord, i hvert fald), så er det svært at overhøre, at den celle, han bygger hele 1.-satsen på, og som høres helt i starten, er et næsten direkte citat fra Beethovens sidste strygekvartet - der, hvor Beethoven ovenover noderne skæbnetungt noterer “Muss es sein?”. Og denne lille celle, der bærer evnen til at bevæge sig mellem selv fjernt beslægtede tonearter, bliver herefter med stort overblik forvandlet og udviklet (oh, germansk gru!) gennem en kraftfuld allegro, der ud fra den lille celle producerer mindst et par ørehængere. Og dette er i det hele taget musik, hvor det virkelig kan betale sig at lytte intenst og forsøge at huske temaer, intervaller og motiver, for du kan bide dig selv i albuen på, at de kommer igen og igen i forskellige forklædninger.
I andensatsen dukker Francks mange timer bag orgelet op til overfladen, idet temaet næsten lyder som slags omskrivning over “Veni, veni, Emmanuel”, som alle, der har sunget i kirkekor, vil kende til hudløshed, og det er også her, det famøse engelskhorn kommer rigtigt til sin ret - jeg synes, det passer helt perfekt ind! Franck viser igen kompositionelt overskud og forvandler med udsøgt metrisk magi den langsomme musik til en hurtigt flydende scherzo og tilbage igenog slutter af med at kombinere de to elementer, som viser sig at være hinandens forudsætninger. Voilà, komposition i absolut verdensklasse!
Og så kommer han til sit endgame, hans stærkeste disciplin som komponist: alt få alt til at gå op i en højere enhed. Det gør han her i finalesatsen med stor virtuositet, idet han gennemlever alt, hvad der er sket forud i symfonien (og det er her, man med fordel med ørerne kan have opsamlet brudstykker, melodier og motiver undervejs, så man nu kan glædes ved deres genkomster). For gennem en genial forvandling af hele det symfoniske forkøb, disker han op med en lynkugle af en finalesats, som sætter strøm til hele symfonien og giver os en fornemmelse af at blive taget i hånden gennem det, vi har oplevet indtil nu, men sammenkoblet selvfølgelig med ny og energisk musik, der eksploderer i en sand triumf af D-dur, ikke d-mol. Og dermed har vi nok lige gennemlevet den store franske symfoni – som der måtte en belgier til at skrive!
Programnote af Ole B. Kiilerich
Pierre Bleuse, dirigent
Vores franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.
Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som kommende chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse.
Pierre besøgte OS første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energibombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi er superglade for, at vi kan arbejde sammen med Pierre de næste – indtil videre – tre år.
Jean-Efflam Bavouzet, klaver Jean-Efflam Bavouzet er uddannet hos Pierre Sancan ved konservatoriet i Paris og vandt i 1986 førstepræmien i den internationale Beethoven-konkurrence i Köln samt Young Concert Artists Auditions i New York. I 1995 blev han inviteret af grammyvindende Sir George Solti til at give sin debut med Orchestre de Paris og anses bredt for at være maestroens sidste opdagelse. Han blev udnævnt til Årets kunstner ved 2012 International Classical Music Awards, og hans optrædener som solist inkluderer New York Philharmonic, Mostly Mozart Festival i New York med Louis Langrée, BBC Prom med Vladimir Jurowski og London Philharmonic Orchestra, Budapest Festival Orchestra og Philharmonia Orchestra samt forestillinger med Orchestra National de Lyon og symfoniorkestrene NHK og Kyoto i Japan. Sidst Jean-Efflam Bavouzet besøgte OS, var i juni 2021, hvor han også spillede en klaverkoncert af Ravel, nemlig hans klaverkoncert i G-dur. Det var til koncerten “Udstillingsbilleder”, som var en af vores første koncerter efter den anden store coronanedlukning.
BEETHOVEN
1. violin Eugen Tichindeleanu
Signe Madsen
Kazimierz Skowronek
Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Jacob Agerskov Buur ** Alexander Rydberg ** Runa Baagøe ** Romane Queyras ** Aisté Juodagalvyté ** Tine Dalgaard*** Luca Andersen-Segond *** Oleksandra Batuk ***
2. violin
Vakant
Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova (orlov) Emilia Blaszczyk ** Kristyna Duchonova ** Malin William-Olsson ** Ingegerd Deckert ** Mathias Hjort Meyland *** Lei Lei *** Bratsch Rafaell Altino * (orlov) Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Barbara Anna Kammer ** Veronika Lenartova ** Thea Jerg *** Olesia Klepak ***
Cello Vakant Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Michaela Fukacˇová * Anna Pettersson
Mette Spang-Hanssen
Magdalena Cristea ** Queralt Adam Colom ** Perrine Pacherie ** Konsta Kärkäinen *** Jenna Kurikkala *** Jonas Rongsted Kristiansen *** Kontrabas Peter Prehn * Andreas Hjorth Jessen Maria Frankel
Jens Krøgholt Malte Schmidt ** Thora Jaeger *** Patryk Strycharczyk *** Javier Castillo Martinez ***
Fløjte Rune