Fra den tristeste, parisiske aften, hvor en purung, lovende komponist tager en alt for tidlig afsked med verden, over en akustisk legesyg og kontrastfuld bratschduet, og til en smægtende symfonis livtag med Johannes Brahms, når han er allergladest og varmest. Aftenens koncert giver pladen fuld på følelsesspektret og bekræfter, hvad musikken kan gøre ved os i både de mørkeste og de lyseste stunder.
LILI BOULANGER: D’UN SOIR TRISTE
Lili Boulangers alt for korte liv efterlod ikke nær nok tid til al den skønne musik, den unge, franske kvinde indeholdt. De værker, hun nåede at få ned på papir inden sin død som kun 24-årig, gav løfte om så meget mere. Hendes farvel til verden blev det symfoniske digt D’un soir triste, der har banebrydende harmoniske ambitioner og en dybt imponerende modenhed for så ung en komponist.
Navnet Boulanger vil muligvis vække genklang hos nogle, fordi storesøster Nadia – der modsat sin søster blev meget gammel og først døde som 92-årig i 1979 – var en berømt kompositionslærer og dirigent i sin egen ret. Søstrene var døtre af komponisten og pianisten Ernest Boulanger, der var en god bekendt af slige notabiliteter som Gounod, Fauré og Saint-Saëns og havde vundet det eftertragtede Prix de Romekompositionslegat i sin ungdom, og den 40 år yngre russiske fyrstinde Raïssa Myshetskaya, som han havde været sanglærer for i hendes teenageår. (Om døtrenes biologiske far nu også var Ernest, der var 77 år gammel, da Lili blev født, eller om en familieven havde haft en finger med i spillet, hersker der debat om, men den lader vi ligge – pigernes glæde ved deres far var umiskendelig).
CHRISTIAN KARLSEN
Og det stod klart allerede fra 2-års-alderen, at Lili havde status af musikalsk vidunderbarn. Familievennen Gabriel Fauré konstaterede, at hun havde absolut gehør, og allerede fra hun var omkring fem år gammel begyndte hun at ledsage sin storesøster til musikundervisning på konservatoriet i Paris. Her lærte hun musikteori og spillede orgel, klaver, violin, cello og harpe foruden hendes fars obligatoriske sangundervisning. Faderens død i 1900, hvor Lili var blot syv år gammel, kastede en ond skygge over et liv, der i forvejen var præget af gentagne sygdomsanfald, og hendes værker kredser meget om sorg og tab. 18 år gammel deltog hun i sin første Prix de Romekonkurrence, men kollapsede undervejs af sygdom og måtte udgå. Året efter lykkedes det dog, da hun vandt Prix de Rome-legatet for kantaten Faust et Hélène som den første kvindelige Prix de Rome-vinder nogensinde.
D'un soir triste, "Om en trist aften," blev skrevet i 1918, kort før Boulanger bukkede under for, hvad der enten var tuberkulose eller en dengang ikkediagnosticeret Crohns sygdom, i en alder af blot 24. Hendes kræfter var svækkede og håndskriften svag nok til, at det har krævet et større rekonstruktionsarbejde at lægge sig fast på, hvad komponisten havde til hensigt. Boulangers harmoniske sprog er avanceret, ikke så fritflydende som Debussys, men med en tætvævet, klanglig struktur, masser af parallelle, åbne kvinter og en passende mørkfarvet instrumentation. Her er tale om post-romantisk musik med klare nik til både impressionismen og symbolismen, men primært er det en alt for ung kvindes afsked med livet og verden med et stykke musik, der næsten alt for håndgribeligt og hjerteskærende illustrerer den isolation og ensomhed, som vi i sidste ende alle skal møde døden med.
Foto: Karl Gabor
DOPPELGÄNGERKONZERT
På sin vis viger vi ikke helt fra Paris i forbindelse med aftenens næste værk – i og med, at komponisten, islandsk-tyske Steingrímur Rohloff, er uddannet i orkestrering og komposition igennem tre års studier ved det prestigefulde, parisiske konservatorium, Conservatoire National Superieur de Musique. På et uddannelsessted af den kaliber er der urpremiere på de studerendes eksamensopgaver, umiddelbart efter at de er afleveret – simpelthen fordi institutionen rummer de kunstneriske kræfter til at gøre de unge komponisters orkesterværker til umiddelbare realiteter. Her blev Rohloff – søn af en islandsk mor og en tysk far – introduceret til den franske klangverden af bl.a. så navnkundige læremestre som Gérard Grisey og Marc-André Dalbavie, ovenpå en grundig komponistuddannelse i Köln.
Rohloffs værkliste rummer både orkester- og kammermusik, elektroakustiske stykker og operaer. I 2009 vandt hans børneopera Historien om en moder, en Reumert, og med kammeroperaerne Babel (2014) og Lysistrate (2016) cementerede Rohloff sin status som en markant, musikdramatisk fortæller. Forrige år udkom ariesamlingen Medea/Lysistrata, indspillet af Tuva Semmingsen og Esbjerg Ensemble, Copenhagen Phil uropførte i marts 2022 den elektrosymfoniske baryton-sangcyklus Schumann Fragmente, og Aalborg
Symfoniorkester lod senere samme måned Rohloffs Concerto grosso for orkester og hele fire messingsolister se dagens lys. Til maj kan vi her i Odenses glæde os til uropførelsen af Rohloffs War Requiem for kor, orkester og vokalsolister – et værk, der desværre er blevet mere og mere relevant, mens det er blevet skrevet.
I aften gælder det så Doppelgängerkonzert, som navnet antyder en dobbeltkoncert for to bratscher, skrevet på opfordring af Odense Symfoniorkesters egen solobratschist Rafaell Altino, som lægger en stor indsats for fremkomsten og udbredelsen af den moderne musik for bratsch. Ved sin side har han den verdensberømte, britiske bratschist Lawrence Power. Og hermed har vi altså noget så sjældent som en dobbeltkoncert for to ensklingende instrumenter i samme leje, der således er helt ligeberettigede og besidder den samme magt og opgave i koncertrummet. Dette giver mulighed for at lege med koncertrummets akustik og solisternes mulighed for at fungere som ekko eller skygge af hinanden.
Med et så versatilt og fleksibelt et instrument som bratschen – og endda i dobbelt op! – er det nærliggende at lege med orkesterklangen og gøre den snart farverig og frodig og snart kontrastfyldt, således at det idylliske bliver sat overfor det mørke og barske, hvorved begge elementer forstørres. Den dybe C-streng, der adskiller bratschen fra violinen, spiller selvfølgelig en markant rolle, og Rohloff har også udfordret instrumentets øvre leje, dels i samarbejde med sin samlever, den svenske violinist Malin William-Olsson, som fandt det naturligt at afsøge bratschens grænser opadtil. Derudover kan vi glæde os til en lille hilsen til den irske fiddle, en hyldest til komponistens storebrødre, Björn og Sigurd, som lyttede meget til irsk folkemusik i Rohloffs barndom, og til hvem doppelgängerkonzerten er kærligt dedikeret sammen med aftenens to solister.
J. BRAHMS: SYMFONI NR. 2
Skulle der være et vinterkoldt hjerte til stede i salen efter pausen, er der garanti for at få det tøet op til tonerne af Johannes Brahms’ 2. symfoni – ”Brahms’ Pastoralesymfoni”, som den hurtigt fik som tilnavn med slet skjult reference til Beethovens 6. symfoni, som den udtryksmæssigt ligger tæt op ad. Selvfølgelig til den skæggede, udpræget selvkritiske mesters ikke udelte begejstring. Brahms kæmpede hele sit liv med temmelig ufrivilligt at være blevet tildelt prædikatet ”traditionalist” og dermed arvtager efter den wienerklassiske stil og i særdeleshed Ludwig van Beethoven. Som en noget modvillig frontfigur for den ”klassicistiske” stil, som Brahms kom til at repræsentere, var han placeret i opposition til den såkaldt ”nytyske skole”, personificeret i komponister som Franz Liszt og Richard Wagner. Striden handlede primært om, hvorvidt musikken skulle og kunne handle om og betyde andet og mere end sig selv (som det hævdedes i den nytyske programmusik, eksemplificeret f.eks. i Liszts symfoniske digte) eller befries for udenomsmusikalske associationer og have værdi og betydning nok i sig selv – som klassicisterne fastholdt. Og begge parter i striden fremførte netop
Beethovens 6. symfoni, ”Pastoralesymfonien”, som en sublim eksponent for netop deres synspunkt. Det hele var altså et spørgsmål om forholdet mellem musikkens form og indhold.
Men at være mere eller mindre frivillig fortaler for traditionalisternes absolutte musik indebar en risiko for at blive anset for en smule reaktionær, og det var denne fælde, som Brahms hverken ønskede eller fortjente at falde i. Og derfor kunne et værk med et så sødmefuldt og stilistisk tilbageskuende udtryk som den optimistiske 2. symfoni være risikable vande at betræde. Brahms var dog heller ikke uden lune og selvironi, og efter uropførelsen af symfonien skrev han til en veninde: ”Musikerne spiller min nye symfoni med sørgebind om armene, fordi den klinger så sørgmodigt. Den vil også blive trykt med sørgerand!”. Han var godt klar over, at landidyllen strømmede fra symfoniens partitur som honning fra en æblegren i et bistade. Og de konventionelle musikalske virkemidler for at illustrere naturen og det pastorale dagligliv –f.eks. en markant brug af træblæsere med særlig vægt på horn og oboer – er da også til stede i den 2. symfoni. Når det er sagt, så er symfonien i langt mindre grad end hos Beethoven lydmalende og direkte landskabsbeskrivende. Her er ingen dramatiske tremoloer til at imitere tordenvejr eller nedadgående tertser i klarinetterne til at efterligne en kukkende gøg. I stedet er der et væld af musikalske idéer, masser af leg med harmoni, rytme og metrik og et ustoppeligt væld af melodiske motiver, der glider sømløst og uden anstrengelse over i hinanden og minder os om, at musikken i sig selv er et af naturens undere. Første sats begynder med et lille drejemotiv – tre toner i celloer og basser – der udgør et motto, der høres gentagne gange i forskellige afskygninger værket igennem. Lyt også et par minutter ind i førstesatsen efter sidetemaet, der har en flygtig, men umiskendelig lighed med Brahms’ Wiegenlied – den vuggevise, vi alle sammen er blevet lullet i søvn til som børn – nu blot spillet i mol. Andensatsen er en smægtende og
længselsfuld adagio, tredjesatsen en underfundig dans, der skifter taktart flere gange undervejs og vækker mindelser om Brahms’ ven og samtidige Antonín Dvořáks Slaviske danse, og finalen et atletisk og sprudlende festfyrværkeri af en afslutning.
Den 2. symfoni blev til i den lille sydøstrigske bjergby med det mundrette navn Pörtschach am Wörthersee i sommeren 1877. Og søluften, de landlige omgivelser, udsigten til snedækkede bjerge – og måske de italienske kulinariske specialiteter, som stedet er kendt for – må i sandhed have gjort Brahms godt, for efter at have kæmpet med orkestreringen af sin første symfoni i omkring tyve år, ramte han her en kreativ åre og færdiggjorde den anden i løbet af fire måneder. Skæbnens ironi ville, at uropførelsen i december 1877 blev udsat et par uger, fordi musikerne havde travlt med at lære – af alle komponister – Richard Wagners Rhinguldet. Men den 2. symfoni kan smelte selv den ondeste musikstrid, og der skulle være garanti for at, at vi går hjem med Brahms solidt cementeret i hjertekulen.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Christian Karlsen , dirigent
Den svenske dirigent Christian Karlsen (født 1985) er uddannet fra konservatorierne i Haag og London. Han har arbejdet med flere af verdens førende komponister, herunder Steve Reich, Kaija Saariaho og Sofia Gubaidulina. Han er kendt som en af Europas fremmeste dirigenter af samtidsmusik, men er også hjemmevant i det traditionelle repertoire, bl.a. for sine fortolkninger af Mozart og Haydn.
Han har samarbejdet med blandt andet hr-Sinfonieorchester, Hollands Radiosymfoniorkester, Göteborgs Symfoniorkester, Royal Philharmonic og Amsterdam Sinfonietta. Han er fast gæst i mange samtidsmusikensembler som ASKO|Schönberg Amsterdam, Norrbotten NEO og Bit20 Bergen. Sceneproduktioner inkluderer Stockhausens MICHAELs REJSE på den hollandske nationalopera, Benjamin Staerns Saiyah og Kaija Saariahos Nox borealis på NorrlandsOperan og Beat Furrers FAMA i Amsterdam.
I sæsonen 2019-2020 debuterede han med London Sinfonietta under den franske radios Festival Pré-
sences i Paris og ved Deutsche Oper Berlin. Han var 2015–2017 kunstnerisk leder af den hollandske festival Dag in de Branding, 2008–2014 kunstnerisk leder af New European Ensemble og har ledet store festivaler omkring komponister som Arnold Schönberg og Magnus Lindberg. I 2018 grundlagde han sammen med pianisten David Huang festivalen Gränslandet Symfonisk Fest på Trädgården i Stockholm.
Lawrence Power, bratsch
Lawrence Power er en af vor tids førende bratchister. Han optræder jævnligt med nogle af verdens største orkestre som Chicago Symphony og Boston Symphony og har været nomineret til Royal Philharmonic Society Instrumentalist Award. Lawrence Power har grundlagt og er kunstnerisk leder af West Wycombe Chamber Music Festival og er professor i bratsch ved Zürcher Hochschule der Künste.
Sidst Lawrence Power besøgte OS, var i 2018 til koncerten “Power og Sjostakovitj, hvor han bl.a. spillede Waltons bratschkoncert.
Lawrence Power spiller på en sjælden bratsch fra Bologna, bygget af Antonio Brensi i cirka 1610.
Rafaell Altino, bratsch
Rafaell stråler af musik, og alle der har oplevet ham – både som solist og som 1. bratschist i Odense Symfoniorkester – er uden tvivl blevet betaget af dette. Rafaells vid og horisont stammer bl.a. fra de utallige musikalske indtryk, han har fået igennem livet; hans opvækst i Brasilien, hvor han blev introduceret for musikken, en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music i Boston, en kandidatgrad fra Julliard School of Music i New York og koncerter rundt i hele verden. Rafaell har en stor forkærlighed for ny klassisk musik; bl.a. med sin seneste cd Works for Solo Viola med nykomponeret musik af en række af Danmarks mest innovative og markante komponister – en cd, der indløste ham ikke mindre end 6 hjerter i Politikens anmeldelse og 5 stjerner i Fyens Stiftstidende.
BEETHOVEN
1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie QvammeErik Heide **** Jacob Agerskov Buur ** Alexander Rydberg ** Runa Baagøe ** Romane Queyras ** Aisté Juodagalvyté ** Martyna Kulpinska **
2. violin
Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Krauß Mojzešová Katerina Jelinkova (orlov)Malin William-Olsson *** Emilia Blaszczyk ** Kristyna Duchonova ** Ingegerd Deckert ** Bratsch Rafaell Altino * (orlov) Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor SørensenMarie Louise Broholt Jensen *** Barbara Anna Kammer **
Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß (orlov) Pina Mohs (engelskhorn)Anna Sofia Bennike ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet)