CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
9. FEBRUAR 2023 KL. 19.30
KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
HUMMEL & DVOŘÁKS 8.
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Nathanaël Iselin
Solist: Victor Koch Jensen, trompet
Zoltán Kodály: Danse fra Galánta (1882 - 1967)
I Lento
II Allegretto moderato
III Allegro con moto, grazioso
IV Allegro
V Allegro vivace
Varighed: ca. 16 min.
Johann Nepomuk
Hummel: Trompetkoncert i Es-dur (1778 - 1837)
I Allegro con spirito
II Andante
III Rondo
Varighed: ca. 21 min.
P A U S E
Antonín Dvořák: Symfoni nr. 8 (1841 - 1904)
I Allegro con brio
II Adagio
III Allegretto grazioso
IV Allegro ma non troppo
Varighed: ca. 34 min.
Barndomslandets fyrige landsbydanse, en koncert for verdens bedste trompetist i Beethovens generation, og en storladen, lykkelig, nationalromantisk pastoralesymfoni, der fusionerer den tjekkiske folkemusik med en grundig skoling i den vesteuropæiske musikkultur. Aftenens koncert har potentiale til at bringe os hele spektret rundt og minde os om, hvorfor vi elsker den klassiske orkestermusik i alle dens facetter og afskygninger.
ZOLTÁN KODÁLY: DANSE FRA GALÁNTA
Ungarske Zoltán Kodály blev født i det vidtstrakte østrig-ungarske imperium i 1882 og tilbragte sin barndom i Galanta, en lille by nær Bratislava i det nuværende Slovakiet. Han blev uddannet i Budapest og opbyggede en fornem karriere som etnomusikolog, komponist og forsker. Omkring 1905 begyndte han sine ekskursioner for at optage folkesange fra den slaviske verden på vokscylindre og skrev senere en ph.d.-afhandling om emnet. Samtidig begyndte han sin karriere som komponist, og ud over de tydelige ungarske folkeelementer hører man i hans musik en markant indflydelse fra Debussy, som han mødte under en rejse til Paris i 1907. På cirka samme tidspunkt mødte han sin jævnaldrende landsmand og, skulle det vise sig, skæbnefælle, Bela Bartók, og de to blev livslange venner og entusiastiske gensidige støtter. Blandt Kodálys mest betydningsfulde værker kan man nævne operaen Háry János, den korte messe
for orgel og kor, Missa Brevis, cellosuiten opus 8, korværket Psalmus hungaricus – og så selvfølgelig de stemningsfulde Danse fra Galánta
Danse fra Galánta blev komponeret i 1933 og afspejler, som titlen antyder, musikken fra barndomsegnen i Slovakiet. På værkets tilblivelsestid var Kodály verdens førende ekspert i denne musikkultur, og værket er en autentisk og velklingende eksponent for hjemegnens folkemusik, sat under behandling af en kyndig og visionær symfonisk sværvægter. Strengt taget er Danse fra Galánta ikke, som man kunne forvente, en Bach’sk suite af danse, men snarere et tonedigt – et énsatset værk inddelt i distinkte sektioner. Musikken blev bestilt til 80-års jubilæet for Budapests Filharmoniske Selskab, og meget af det musikalske materiale er baseret på ungarske melodier fra det 18. århundrede, de såkaldte verbunkos. Oprindeligt fungerede verbunkos som "rekrutteringssange", der blev brugt af den østrig-ungarske hær til at få unge landsbyboere til at melde sig til hæren: Et antal husarer anført af en sergent ville bogstaveligt talt danse, akkompagneret af sigøjnermusikere, først langsomt og derefter hurtigere og hurtigere, førende til et hektisk klimaks, komplet med badutspring og klikken af sporer - en stensikker måde at lokke unge mænd i militærtjeneste. Senere blev verbunkos-dansene inkorporeret som en del af den ungarske folketradition, og selvom de næppe har den store indflydelse på den militære
Foto: Nikolaj Lund
hvervepolitik mere, så er de det centrale musikalske element i Danse fra Galánta. Og det skader vel ikke at lukke øjnene og forestille sig, at man er en del af den fyrige ceremoni, der ligger til grund for musikken.
JOHANN NEPOMUK HUMMEL: TROMPETKONCERT
Vi støder på Bratislava igen, når vi skal stifte bekendtskab med Johann Nepomuk Hummel, som blev født her i 1778. Han var søn af direktøren for det lokale militærmusikakademi, og fra 1786 fik faderen embede som kapelmester ved Emanuel Schikaneders Theater an der Wieden i Wien, hvortil familien flyttede. Her blev lille Johann, ét af Wiens umiskendelige vidunderbørn, undervist i klaverspil af ingen ringere end W. A. Mozart, som var imponeret over den 7-årige dreng og selv tilbød ham gratis undervisning i et par år. Det var også Mozart, der præsenterede Hummels første koncertoptræden i 1787, da drengen var ni år gammel, og opfordrede Papa Hummel til at tage sin søn med på koncertrejse. Denne rejse bragte ham bl.a. til Danmark, men den mundede primært ud i fire års ophold i England, hvor Hummel blev undervist af italienske Muzio Clementi og stiftede bekendtskab med den aldrende Joseph Haydn, der senere skulle
give ham undervisning tilbage i Wien. Her talte han også blandt sine musiklærere Antonio Salieri og Georg Albrechtsberger, som også blev Ludwig van Beethovens mangeårige lærer. De to unge herrer, Hummel og Beethoven, forblev venner, om end nok også med et solidt element af gensidig, respektfuld rivaliseren. Hummel var manden, der overtog Haydns kapelmesteropgaver for fyrst Esterházy i Eisenstadt i 1804, og efterfølgende fungerede han som musikdirektør i hhv. Stuttgart og Weimar fra 1819 til sin død som berømt og berejst klavervirtuos og komponist i 1837.
Trompetkoncerten er skrevet i 1803 til Anton Weidinger, på den tid Wiens førende trompetvirtuos, der ligesom Hummel selv var en god ven af hele det wienerklassiske mestertriumvirat; Haydn, Mozart og Beethoven (det var også Weidinger, der uropførte Haydns berømte trompetkoncert i 1800). Den moderne ventiltrompet var ikke blevet opfundet endnu – den skulle først dukke op i 1830’erne – så Weidinger spillede koncerten på den på sin egen foranledning fremstillede kromatiske klaptrompet, som kunne spille kromatisk renere end den hidtil benyttede naturtrompet. Koncerten er oprindeligt skrevet i E-dur, men spilles i dag typisk i Es-dur, der giver en mindre indviklet fingersætning for de moderne Es- og Bb-stemte instrumenter. Hver især stiller de tre satser soloinstrumentets righoldige kapaciteter til skue. Vi befinder os kronologisk i den gryende, romantiske æra – men yndere af Mozart vil høre et stort slægtskab med hans musik i Hummels udødelige trompetklassiker, der i dag står som hans mest kendte værk.
A. DVOŘÁK: SYMFONI NR. 8
Historien om Antonín Dvořák inkluderer et sejlivet rygte om, at hans far i 1853 sendte sin 12-årige ældste søn i lære som slagter, og at Antonín måtte kæmpe som en løve for at få lov til at lave noget andet. Dermed taler Dvořáks historie sig ind i den klassiske myte om store kunstnere, hvis fædre hellere havde set, at de lavede noget andet end et så brødløst og prestigefattigt erhverv som at være musiker (se også: Händel, Berlioz, Tjajkovskij og Johann Strauss d.y.). Der er imidlertid ikke ret meget andet end Dvořáks eget talent for at udnytte publicityværdien af sin ”rags to riches”-historie, der taler for, at slagterhistorien er sand. Dvořák var af landsbyslægt, søn af den lokale krovært, stolt af sine rødder, præsenterede sig altid som en simpel, tjekkisk bondedreng og følte sig livet igennem – også da han opnåede international berømmelse – lige så meget hjemme i selskab med landlige arbejderklassefolk akkompagneret af landsbyspillemænd som til formelle receptioner eller koncerter med verdens bedste orkestre. Som barn var han nok blevet eksponeret for sit hjemlands folkemusiktraditioner fra en tidlig alder, og hans far spillede en habil citar – men umiddelbart var der ikke meget i Dvořáks biologiske ophav og barndom, der indvarslede en stor musikkarriere.
Imidlertid var interessen der umiskendeligt fra en ung alder, og mor og far fandt midlerne til at sende deres søn til musikundervisning, først hos den lokale skolemester og sidenhen hos en organist i en nærliggende by. I 16-års-alderen kom Dvořák ind på Prags orgelskole, hvor han fik en grundig uddannelse i harmoni, kontrapunkt og fuga, ud over at blive introduceret for de gamle mestre, der skulle få stor indflydelse på hans egne værker: Bach, Händel, Mozart, Beethoven og Schubert. Sit unge voksenliv brugte Dvořák som bratschist i et danseorkester, hvor han spillede polkaer og medleyer på restauranter og til baller rundt omkring i byen, mens han i dybeste hemmelighed komponerede derhjemme, primært til skrivebordsskuffen. Vendepunktet i karrieren kom, da tjekkerne i 1862 fik lov at opføre et teater, hvor operaer og teaterstykker kunne sættes op på tjekkisk – og Dvořáks lille danseorkester blev hyret til at udgøre kernen af det nye teaters orkester. Hermed gik han altså fra at være en obskur musiker i et turnerende danseorkester til pludselig at være førstebratschist i århundredets mest prestigefyldte, tjekkiske kulturinstitution. Med dette kom også æren af at spille under f.eks. Bedřich Smetana og Richard Wagners dirigentstokke.
I 1871 forlod Dvořák orkestret for at hellige sig at komponistgerningen og tjente til dagen og vejen som klaverlærer og organist. (Blandt Dvořáks klaverelever fandt man to guldsmededøtre, Josefina og Anna Čermáková. Josefina var allerede succesfuld som skuespillerinde, og Dvořák blev dybt forelsket, men Josefina ville ikke have noget med en fattig musiker og afslog hans tilnærmelser. Dvořák transfererede senere sine følelser over på hendes lillesøster, som skulle blive hans kone (se også: Haydn og Mozart)). Et gennembrud for hans virke som komponist kom i 1874, da han blev tildelt det østrigske statsstipendium, et stipendium, der blev uddelt årligt til ”unge talenter af sparsomme midler”. At han modtog legatet to gange igen, i 1876 og 1877, understreger, hvordan hans økonomiske situation kun langsomt, om overhovedet, forbedredes i midten af 1870'erne. Heldigvis for Dvořák var den indflydelsesrige musikkritiker Eduard Hanslick en stor fan af hans musik og opfordrede ham i 1877 til at sende nogle partiturer til, hvem der både var en stor helteskikkelse og med tiden skulle blive såvel mentor som ven for Dvořák: Johannes Brahms. Brahms var så henrykt over det, han modtog, at han anbefalede Dvořák til sit eget forlag, Simrock, som straks udgav to samlinger af Dvořáks værker og fik førsteoption på alle komponistens nye værker. Og hermed var verden altså uden de statslige stipendier kommet faretruende tæt på aldrig at høre Dvořáks modne mesterværker. Hvis ikke han i ellevte time havde modtaget denne støtte, er det stærkt sandsynligt, at han havde opgivet at komponere, og hans store kammerværker og sene symfonier – heriblandt den ottende – havde aldrig set dagens lys.
Den ottende er skrevet i sommeren 1889 i Dvořáks sommerresidens i Vysoka. Dvořák var kommet
på det lokale slot jævnligt, siden hans svigerinde (og første kærlighed) Josefina havde giftet sig med greven, der ejede slottet. Senere købte han et stykke jord af greven og byggede sit eget sommerhus, hvor han holdt af at passe haven og sine elskede duer. Symfonien, som er skrevet som tak for en ærestitel fra Det Bøhmiske Akademi for Videnskab, Litteratur og Kunst, er glad og optimistisk, til forskel fra den fire år ældre syvende symfoni, som var stormfuld og romantisk. Tonearten er G-dur, men vi begynder med en sørgmodig indledning i mol, der dog efter et minuts tid må vige for fløjten, der sætter ind med det berømte fuglesangsmotiv, der bringer åbningssatsen til sit pastorale hovedtema. Her er stor munterhed og landidyl at spore, men Dvořák økonomiserer bevidst med den bukoliske ånd og lader igennem både første og anden sats med flere dramatiske og mørkfarvede passager forstå, at solen ser ud til at skinne klarere, når den har været formørket af forbipasserende skygger. Tredje sats er en melankolsk vals med klare folkemusikalske undertoner, afbrudt af en central triosektion, der præsenterer noget af den mest vellydende landidyl, Dvořák nogensinde har skrevet – dette er det rigtige tidspunkt til at føle sig stolt og glad over at residere på dejlige Fyn. Og efter en åbningsfanfare ruller den danselignende finale sig så ud som en vidunderlig række variationer over et tema med stor bredde, slagkraftighed og værdighed. Som den tjekkiske dirigent Rafael Kubelik sagde til sit orkester under en prøve på den ottende: ”Mine herrer, i Bøhmen kalder trompeterne aldrig til kamp - de kalder altid til dans!”.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Dirigent: Nathanaël Iselin
Nathanaël Iselin er en ung fransk dirigent, der i øjeblikket er tæt knyttet til Skandinavien. Han er assisterende dirigent i Aarhus Symfoniorkester og ved Sinfóníuhljómsveit i Island. Desuden vandt han første- og specialprisen ved den 8. internationale Jorma Panuladirigentkonkurrence i Finland. Ved forskellige andre lejligheder har Nathanaël haft chancen for at dirigere orkestre som Orchestre National de France, Singapore Symphony Orchestra, Hollands Philharmonisch Orkest og Danmarks Radios Symfoniorkester mm. I marts 2023 skal han dirigere London Symphony Orchestra, som en del af Donatella Flick Conducting Competition. Nathanaël har også dirigeret på Opera Hedelands produktioner af Carmen og Rigoletto, hvilket også har givet ham mulighed for at indspille Peter Heises opera Drot og Marsk
Nathanaël Iselin har studeret orkesterledelse ved fire af de mest prestigefyldte musikuniversiteter i Europa: Sibelius Akademiet i Helsinki, Conservatoire National Supérieur de Musique i Paris, Hochschule der Künste i Zürich og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har modtaget undervisning af meget anerkendte dirigenter som Iván Fischer, Mariss Jansons, Fabio Luisi, Susanna Mälkki, Sakari Oramo, Michael Schønwandt, Giordano Bellincampi, Johannes Schlaefli, Thomas Søndergård, Alexander Vedernikov, Simone Young og Jaap van Zweden. Som percussionist har han optrådt med Ensemble IntercontemporainCNSMDP, Limoges Opera, Nouvelle Europe Orchestra, ledet af dirigenter som David Zinman, Dennis Russell Davies og Matthias Pintscher.
Victor Koch Jensen, trompet
Victor Koch Jensen er født i 1994. Han er vokset op i et musikalsk hjem, hvor begge forældre er klarinettister, og hans bror er ansat som solofagotist i Det Kongelige Kapel. Victor startede sin musikalske karriere i Tivoligarden, hvor han spillede fra han var 8 til 15 år. Senere kom han med i det meget eftertragtede og eksklusive Europæiske Ungdomsorkester. Victor er uddannet fra det Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han har taget sin bachelorgrad og Solistklassen. Han har siden 2018 været ansat hos Odense Symfoniorkester som 2. solotrompetist. Han har ved flere lejligheder optrådt som solist med orkestret – senest ved vores koncert Musikduellen i oktober. Victor er også et kendt ansigt fra Den Klassiske Musikquiz, hvor han flere gange har medvirket og bl.a. dystet mod sin bror Magnus.
”Det er med både stolthed og ærefrygt, at jeg ser frem til at spille Johann Nepomuk Hummel’s Trompetkoncert, med mine fantastiske kolleger i OS. At få lov til at udfolde sig som solist i én af Trompetens helt store koncerter, er en mulighed, som jeg er meget taknemmelig for.
Selvom værket til tider kan lyde som banal wienerklassik, så er det et definerende værk for trompeten som instrument, da vi med Klaptrompetens opfindelse, endelig får lov til at bryde ud af fanfare-rollen og udtrykke os som et lyrisk instrument.”
Victor Koch Jensen
AFTENENS KONCERT, SÅ VIL DU HELT SIKKERT
OGSÅ KUNNE LIDE DISSE
KONCERTER:
SCHUMANN & BRAHMS’ 4., 7. SEPTEMBER
Vi afslutter vores gennemgang af Brahms’ fantastiske symfonier med hans 4. og sidste. Derudover er eminente Truls Mørk solist i Schumanns smukke cellokoncert.
BEETHOVEN OG MOZARTS JUPITERSYMFONI, 21. SEPTEMBER
OS er fyldt med fremragende musikere, og til denne koncert kan du, udover at høre en af Mozarts bedste symfonier, også høre vores koncertmester folde sig virtuost ud i Beethovens violinkoncert.
WEBER, BRAHMS & DVOŘÁK, 14. NOVEMBER
Kom helt tæt på Dvořáks fantastiske musik, når vores musikere spiller et af hans bedste kammermusikværker, nemlig Serenade i d-mol, i vores Pro Musica-sal.
ØL, VAND
ELLER VIN TIL PAUSEN ?
SPRING KØEN OVER OG
FORUDBESTIL I BAREN
1. violin
Eugen Tichindeleanu
Signe Madsen
Kazimierz Skowronek
Ulrike Kipp Christensen *
Marina Skuratovskaia *
Esther Mielewczyk *
Gitana Aksionova-Balaban
Hana Kovacˇ
Stinus Christensen
Valeria Stadnicki
Sofie Qvamme
-
Aisté Juodagalvyté **
Alexander Rydberg **
Jacob Agerskov Buur **
2. violin Vakant
Jovana Vukušić *
Jan Erik Schousboe
Carl Sjöberg *
Stig Andersen
Kathrin Kollecker *
Mads Haugsted
Veronika Krauß Mojzešová
Katerina Jelinkova (orlov)
-
Malin William-Olsson ***
Ingegerd Deckert **
Kristyna Duchonova **
Bratsch
Rafaell Altino *
Vakant
Dorthe Byrialsen
Martin Jochimsen
Gertrud Ludwig
Dorota Kijewska
Christian Bønnelykke
Victor Sørensen
Cello
Jonathan Slaatto
Anna Dorothea Wolff
Chatarina Altino *
Michaela Fukacˇová *
Anna Pettersson
Mette Spang-Hanssen
Kontrabas
Peter Prehn *
Andreas Hjorth Jessen
Maria Frankel
Jens Krøgholt
Fløjte
Rune Most
Lucia Klonner
Ragnhildur Josefsdottir
Obo
Henrik Skotte
Albrecht Krauß (orlov)
Pina Mohs (engelskhorn)
Eva Vrtacnik **
Klarinet
Svante Wik
René Højlund Rasmussen
Kenneth Larsen (basklarinet)
Fagot Morten Østergaard
Xanthe Arthurs
Lars Mathiesen (kontrafagot) (orlov)
Christina Andersen **
Horn
Tone Sundgård Anker
Niels Aamand Güntelberg
Nicolai Sell (orlov)
Philip Sandholt Herup Andersen
Emmett Hartung ** Erling Eydal **
Trompet
Per Morten Bye
Victor Koch Jensen
Henrik Hou
Michael Frank Møller **
Basun
Robert Holmsted
Lukas Winther Andersen
Basbasun
Alf Vestergaard Nielsen
Tuba
Carl Boye Hansen
Pauke
Thomas Georgi
Slagtøj
Jonas Bonde-Nielsen
Per Børge Jensen **
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters
Instrumentfond
** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
*** 1. solo / tidsbegrænsede stillinger