CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
2. MARTS 2023 KL. 19.30
KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
BEETHOVEN & BLEUSE
Odense Symfoniorkester Dirigent: Pierre Bleuse
Ludwig van Beethoven: Symfoni nr. 4 (1770 - 1827)
I Adagio - Allegro vivace
II Adagio
III Allegro vivace
IV Allegro ma non troppo
Varighed: ca. 34 min.
P A U S E
Arvo Pärt: Cantus in memoriam (f. 1935) Benjamin Britten
Varighed: ca. 6 min.
Ludwig van Beethoven: Symfoni nr. 7
I Poco sostenuto. Vivace
II Allegretto
III Presto
IV Allegro con brio
Varighed: ca. 36 min.
VILDE DANSETONER, HØJT TEMPO OG INTENS STILHED
Som publikum får vi i aften mulighed for at fordybe os i to af Beethovens symfonier. Det er toppen af den klassiske musiks tinder, og de bliver kontrasteret af en lille, stille, moderne klassiker, der renser ører og sjæl.
God fornøjelse.
BEETHOVEN SYMFONI NR. 4
Der er en teori om, at ”mellem-søskende” bliver overset i familien og må klare sig selv. Om der er noget om teorien, kan vel diskuteres, men den passer meget godt på Beethovens 4. Symfoni. Storebror er den banebrydende, store og meget personlige Symfoni nr. 3 ”Eroica” og lillebror er Symfoni nr. 5 ”Skæbnesymfonien” med det berømte banketema. Det er ikke alene to af Beethovens mest berømte symfonier, som den 4. symfoni bliver presset af, det er to af musikhistoriens største og mest kendte værker overhovedet. Så der er ikke noget at sige til, at den 4. symfoni måske er blevet overset lidt i det kapløb. Symfonien er komponeret da Beethoven var i midten af 30’erne i 1806. Hans hørelse var ved at være helt væk, til gengæld var hans popularitet og hans status som kunstner på vej til toppen. Symfonien er sprudlende og frisk, og selvom den ikke er banebrydende i størrelse og længde som storebroren ”Eroica” eller udforsker form og udtryk som lillebroren ”Skæbnesymfonien”, så er det ikke en bagatel af en symfoni. Det er blevet bemærket, at hvis enhver anden samtidig komponist havde komponeret d. 4. symfoni, så havde den stået som denne komponists endegyldige mesterværk. Beethoven skubber instrumenterne til det yderste også i denne symfoni, og den har ikke – med datidens øjne – været et nemt værk, hverken at spille eller nødvendigvis at lytte til.
Satserne
Ligesom den 7. symfoni, der også er på aftenens program, så begynder den 4. Symfoni stille. En nærmest mystisk og mørk indledning til en symfoni, der generelt stråler af livskraft og overskud. Efter den stille, uhyggelige indledning, der afprøver, hvor mange tonearter, den kan komme igennem på sin givne tid, vækkes publikum af en fortissimo akkord, der gentages, og så går det ellers afsted i en førstesats, der er elegant og charmerende som solskin, varme og frisk blæst.
Anden sats er, som det næsten altid er tilfældet hos Beethoven, smuk og rolig. I Naumanns ”Illustrerede musikhistorie” fra 1880’erne beskrives den anden sats således:
”Adagioen er som den stille bjergsø i hvis krystalklare overflade, der spejler sig et landskab, der er vidunderligt, fantastisk og dog fyldt med fortryllende fred … Ganske vist strejfer blikket også de blålige bjergtoppe i det fjerne, der berører vores sind, men ikke med fortærende længsel, nej, snarere som et helligt asyl, hvor sindet kan finde den længe søgte fred.”
Om det er de klare akkorder i blæserne, der er de fjerne bjergtoppe i Naumanns beskrivelse, er ikke til at vide, men der er mere bevægelse i satsen, end hans beskrivelse af en blank bjergsø lader ane. For selv andensatsen med betegnelsen Adagio er myldrende fuld af liv. Ikke helt i samme tempo som de omkringliggende satser, men der foregår meget i musikken. Lyt til, hvordan instrumentgrupperne overtager temaer fra hinanden og bygger op til musikalske højdepunkter sammen. Den idylliske stemning som Naumann beskriver, kan man dog godt finde, og den dukker særligt op, når Beethoven lader en mørkere kontrast kigge frem en gang imellem. En sky over solen eller rumlen af torden i de fjerne bjerge findes også her.
På Beethovens tid var tredje sats i en symfoni som regel en menuet, en kvik dansesats i tredelt takt, der blev afbrudt i midten af en Trio, der var en lidt mere rolig afdeling af satsen, som regel skrevet for færre instrumenter. Det brød Beethoven med, og den 4. Symfoni er et af de værker, hvor forskellen på en traditionel tredje-sats á la Haydn og så Beethovens moderne stil tydeligt kan høres. Beethoven kalder selv sine moderne tredjesatser for Scherzo i stedet for Menuet. Tempoet bliver sat op, så man helt sikkert ikke bare kan danse til musikken, men humøret og energien bliver hvirvlet op til nye højder. Man kan dog stadig høre, at der er afsnit, hvor færre instrumenter spiller, og det er i kontrast til hovedtemaet. I denne symfoni er det træblæserne, der bærer dette minde om en Trio-del. Beethoven holder sig heller ikke til traditionel tredeling i menuet-trio-menuet, men han vender tilbage til den trio-lignende del, og så til det, der svarer til menuet-delen igen, og så slutter det hele med en afskedssalut fra pauker og horn.
I den sidste sats presser Beethoven musikerne godt og grundigt både i tempo og toneleje. Hør undervejs, hvordan fagotterne skal flytte fingrene, og hvordan strygerne sætter ild til strengene (nej, ikke bogstaveligt). Ingen kan læne sig tilbage blandt musikerne – og som lytter kommer man også helt frem på kanten af stolen af ren og skær begejstring.
CANTUS IN MEMORIAM BENJAMIN BRITTEN Som en rolig ø blandt de to brusende Beethovensymfonier dirigerer Pierre Bleuse i aften et kort værk af den nulevende, estiske komponist Arvo Pärt. Pärts musik er karakteriseret ved, at den består af kun det absolut mest nødvendige. Han er en komponist, hvis værker faktisk med mening kan beskrives med det ellers fortærskede og lidt fjollede udtryk: Less is more. Mængden af toner er ikke stor, men udtrykket og følelserne er desto klarere og mere overvældende. Dette lille værk er komponeret for rørklokker og strygere og fra første slag på rørklokkerne til sidste klang fra strygerne stiger intensiteten hvert øjeblik. Arvo Pärt var, som borger i Sovjetunionen, i mange år forhindret i at rejse ud af landet. Han opdagede Benjamin Brittens musik sent, fortæller han selv, i midten af 1970’erne, og netop som han var begyndt at lære sin britiske kollegas musik at kende og at værdsætte dens renhed, som han sammenligner med musik af middelalderkomponisten Guillaume de Machaut, så hørte han beskeden om, at Britten var gået bort. Selvom Pärt altså ikke kendte Britten, så ramte nyheden ham hårdt, for nu ville han aldrig komme til at møde ham, sådan som han havde håbet.
BEETHOVEN SYMFONI NR. 7
I modsætning til den 4. Symfoni, så er den 7. Symfoni en af Beethovens mest elskede og oftest spillede. Den er blevet beskrevet som en perfekt symfoni, og Richard Wagner kaldte i et berømt citat den sidste sats for ”Dansens apoteose”. Den var også blandt komponistens egne yndlingsværker. Symfonien blev uropført i 1813, og det var ikke kun dans og festlighed, der lå bag den koncert, hvor uropførelsen fandt sted. Det var en koncert til støtte for soldater, der var blevet sårede under slaget ved Hanau. Velgørenhedskoncerten blev en succes, og det var ikke kun de sårede soldater, der nød godt af Beethovens nye værk – hans egen økonomiske situation blev også markant forbedret af, at værket blev populært fra begyndelsen. I det hele taget er den 7. Symfoni et eksempel på, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem en kunstners livssituation og det kunstneriske udtryk hen producerer. Beethoven var i økonomisk og sjælelig nød, da han komponerede symfonien her. Og alligevel er værket hele vejen igennem fuld af overskud, en mesters rene udtryk og en hvirvelvind af musikalsk energi.
Satserne
Akkorder som græske søjler rejser sig i begyndelsen af første sats af den 7. Symfoni. Temaer bevæger sig stræbende opad, og som i den 4. Symfoni er stemningen her i begyndelsen af symfonien noget anderledes, end den bliver senere i værket. Efter nogle minutter er det, som om solen kigger gennem de alvorlige skyer, og så går den næsten ikke ned resten af satsen. Lyt efter træblæserne, der varsler den musikalske solopgang efter den mørkere indledning. Smukke melodier, skiftende tempi og ikke mindst et energisk pust af liv gennemsyrer musikken.
Anden sats er langsommere end de øvrige satser, sådan som det traditionelt er i en symfoni. Men den er ikke sådan rigtig langsom. Satsbetegnelsen er Allegretto – det betyder ”lidt hurtigt” – og er altså ikke en af de helt langsomme satsbetegnelser. Det, der er vigtigt i den anden sats, er rytmen. Ligesom i den første sats af hans berømte 5. symfoni, så er det egentlige motiv i satsen rytmen og ikke melodien. Det er som et optog, der går forbi, eller en meget stille parade. Problemet er bare, at tempobetegnelsen Allegretto gør, at de ikke kan nøjes med at gå stateligt i denne parade, men nærmest må småløbe. Lyt efter rytmen (lang-kortkort-lang-lang), og følg den gennem hele satsen. Måske er det komponistens hastige gang i by eller natur? Stemningen over dette insisterende rytmiske tema bliver farvet af forskellige melodier, der væver sig gennem satsen. Denne – symfoniens mest stille sats – blev gentaget lige efter den blev spillet første gang ved uropførelsen. Dengang var det ikke noget problem at klappe mellem satserne, det er først noget, vi har fundet på senere, og bifaldet efter 2. sats var så stort, at Beethoven dirigerede den en gang til, inden han fortsatte til den tredje.
Tredje sats smider os lige tilbage i den energiske stemning fra første sats, og der bliver vi resten af symfonien. Ligesom i den 4. Symfoni, så holder Beethovens sig i den 7. heller ikke til at komponere en Menuet-Trio-Menuet form, sådan som hans lærer Haydn ofte gjorde, men laver igen en Scherzo, der stadig er i ¾-dele ligesom en menuet, men tempoet er vildt højt. Alt for hurtigt til at man kan danse til den. Han holder også fast i et kontrasterende tema, der bliver spillet af færre instrumenter og i et lidt mere adstadigt tempo (lyt til trompeterne!), og igen, så bliver de to temaer gentaget flere gange og blandet ind i hinanden.
Fjerde sats er ud over alle kanter og bredder en fest at lytte til. Der er fuld fart over feltet hele vejen igennem, og er igen er det rytmiske i fokus. Denne gang som en række dansante og smittende rytmer, der bliver prikket ud af messing og pauker og hvirvlende kaskader af toner fra strygerne. Det er, som tidligere skrevet, denne sats som Wagner kaldte ”Dansens Apoteose”. Det er vel de færreste blandt publikum, der egentlig kunne ønske at blive hevet ud på dansegulvet til denne sats, for tempoet er heftigt. Det er nærmere, som om Beethoven har lavet en koncertsalsdrøm om, hvad dansemusik er. Drømmen om det hvirvlende, prikkende og berusende i at blive slynget rundt på dansegulvet – transformeret om til koncertsalen og symfoniorkestret. Følelsen af og erindringen om dans tilsat et orkesters energi og styrke. Hold på hat og briller! Det går tjept.
Programnote af Trine Boje Mortensen, musikchef
MEDVIRKENDE
Pierre Bleuse, dirigent Vores franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.
Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som kommende chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse.
Pierre besøgte OS første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energibombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi er superglade for, at vi kan arbejde sammen med Pierre de næste – indtil videre – tre år.
