FØLELSER OG MODSÆTNINGER
I hvert af de tre værker på programmet i aften er der store følelser på spil – og hvert af dem har et modsætningspar, der giver oplevelsen af musikken ekstra dybde.
Selvom det ikke synes oplagt, når man kaster et blik på programmet til aftenens koncert, så er det faktisk en ungdomskoncert på flere måder. Vi har et ungt talent som solist i Dvořáks violinkoncert, Sjostakovitj var 18 år gammel, da han komponerede den første symfoni, og Tjajkovskij var 29, da han begyndte at komponere Romeo og Julie-ouverturen, der, som bekendt, handler om helt, helt ung kærlighed. Dvořák var 38, da han komponerede violinkoncerten, så selvom det gør ham til alderspræsident ved denne koncert, så må man sige, at han stadig var en yngre komponist på det tidspunkt.
Om man kan høre al denne ungdom i musikken, er ikke sikkert, men det er store følelser, der er på spil, og alle tre værker er sprængfulde af melodier, motiver og temaer, der myldrer frem fra nodepapiret og giver publikum den ene mulighed efter den anden til at sukke, smile, glædes og være inderligt bedrøvede. Værkerne er komponerede mellem 1870 og 1925 – en
årrække, hvor der sker meget med det musikalske udtryk og sprog, men da alle tre komponister skriver udtryksfuld, følelsesrig og opfindsom musik, er der faktisk flere paralleller, end man skulle tro i de tre værker.
ROMEO OG JULIE
Modsætningerne i Tjajkovskijs Romero og Julie –Ouverture-Fantasi er kamp og kærlighed. Det giver næsten sig selv, når man kender Shakespeares historie om de to unge elskende, der kommer fra to rivaliserende familier. Deres kærlighed er overvældende og skøn, og modstanden imod den er knusende. Tjajkovskijs Ouverture-Fantasi følger ikke handlingen i Shakespeares skuespil. Det er stemningen, den store kærlighed mellem Romeo og Julie og kampen mellem deres to familier, Montague og Capulet, der er i fokus og ikke selve historiens udfoldelse. I begyndelsen er det faktisk munken Laurence, der er hovedperson, og den langsomme indledning er hans tema. Men så kommer først det potente tema, der skildrer de kæmpende familier, og siden kommer Romeo på banen med et tema i engelskhorn – og dette kærlighedstema bygges op med Julies melodi i fløjten. Og så svulmer musikken
ANNA-MARIA HELSING
Foto: Chris Christodoulou
ellers som ungdommeligt forelskede hjerter. Der er megen musik i denne Ouverture-Fantasi, der ikke direkte er tilknyttet de to temaer, men som binder dem sammen, og som er fuld af rige motiver og værd at dvæle ved, selvom øret hurtigt kan komme til at længes efter at høre de to hovedtemaer igen og igen; Kamp og Kærlighed!
Ouverture-Fantasien slutter med tragiske toner og en kort tilbagevenden til munkens tema fra begyndelsen – for det er ham, der finder de to, døde elskende. På 20 minutter giver Tjajkovskij os ALLE følelserne. Værket var aldrig tænkt som teatermusik eller ballet eller andet. Det var fra begyndelsen et tonedigt, eller som komponisten selv kaldte det: en OuvertureFantasi.
EN LANG TILBLIVELSE
Når vi lytter til værket i dag, er det svært at forestille sig, at bare en tone af denne vidunderlige musik skulle være anderledes, men faktisk er det værk, vi spiller nu til dags, tredje version af Romeo og Julie-ouverturen. Den første version blev uropført i 1870. Derefter fulgte en version 2, der blev uropført i 1872 og endelig den tredje version, der blev uropført i 1880, 10 år efter den første opførelse af værkets første version. Det var ikke, fordi Tjajkovskij sad alene og finpudsede værket, at det kom i så mange versioner over så mange år. Nej, han havde en mentor, ven og skarp kritiker i komponisten Milij Balakirev, der med sine skarpe bemærkninger, store tiltro til Tjajkovskij som komponist og utrættelige kritik, fik Tjajkovskij tilbage til partituret igen og igen. Balakirev var et af de fem medlemmer af komponistgruppen ”De Fem”, der også bestod af komponistkollegerne Borodin, Kjui, RimskijKorsakov og Musorgskij. Balakirev var kun ganske få år ældre end Tjajkovskij, men han lige dele støttede, hjalp og kritiserede den lidt yngre kollega.
Tjajkovskij dedikerede et tonedigt med titlen Fatum til Balakirev. Han slettede det senere fra sin værkliste. Men selvom Balakirev blev glad for tilegnelsen, så sablede han værket ned:
”Der var ikke megen applaus [efter opførelsen] sikkert på grund af den rystende kakofoni i slutningen af værket, som jeg slet ikke synes om. … Men først og fremmest, så fungerer formen på stykket slet ikke. Det er fuldstændig ukoordineret … Din tilegnelse er mig meget værdifuld som et tegn på din sympati overfor mig – Og jeg har en stor svaghed for dig.”
Dette er blot et lille uddrag af Balakirevs helt og aldeles negative tilbagemelding på Tjajkovskijs Fatum I et senere brev fra 1869 skriver Tjajkovskij tilbage til Balakirev:
”I mit hjertes hjerte er jeg enig i dine bemærkninger om mit sammenkog, selvom jeg må indrømme, at jeg ville have været meget glad, hvis du havde rost bare et eller andet, blot en smule. Dit brev indeholder dog kun kritik (legitim kritik); du har ikke på nogen måde strøet sukker på din kritik. … Jeg trækker selvfølgelig ikke dedikationen tilbage, men jeg håber, at jeg kommer til at skrive noget, der er lidt bedre til dig en gang”.
Han trak aldrig tilegnelsen tilbage – men hele værket. Det var faktisk Balakirev, der foreslog, at Tjajkovskij skulle lade sig inspirere af Shakespeare til et nyt tonedigt, og siden blev værket sendt frem og tilbage mellem de to komponister. Balakirev brokkede sig og kritiserede, og Tjajkovskij rettede og rettede. I den tredje version var det slutningen, som Tjajkovskij ændrede, og så var det også denne version, som fik undertitlen Ouverture-Fantasi
På trods af Balakirevs hårde kritik af Tjajkovskijs musik, så nærede den ældre komponist stor beundring for den yngre, og de forblev venner i mange år derefter,
og der findes varme breve fra Tjajkovskij til Balakirev helt op til får år før Tjajkovskijs død i 1893.
Uden Balakirev havde vi ikke haft Tjajkovskijs Romeo og Julie Ouverture-Fantasi, og på den måde er Balakirev næsten blevet mere kendt i musikhistorien på grund af dette værk end på grund af sine egne.
DVOŘÁKS VIOLINKONCERT
KONCERTSALEN OG DET FOLKELIGE
Dvořák havde ligesom Tjajkovskij en lang korrespondance med en bekendt om sin violinkoncert, inden den fik sin uropførelse i 1883, men det var ikke en korrespondance med så meget hjertelighed og respekt som den mellem Tjajkovskij og Balakirev.
Dvořák mødte den berømte violinist Joseph Joachim, der også samarbejdede med Johannes Brahms, i 1878 og begyndte sin violinkoncert med intentionen om, at den skulle tilegnes netop Joachim. Da værket var færdigkomponeret i 1879, sendte Dvořák partituret til Joachim, men den berømte violinist svarede aldrig rigtig tilbage, og det endte med at uropførelsen i 1883 blev spillet af František Ondříček, efter Dvořák forgæves havde ventet på Joachims kommentarer i flere år.
BOHDAN LUTS
Lige så snart uropførelsen havde fundet sted, blev violinkoncerten et populært værk på koncertprogrammer over hele Europa, og den blev også spillet i USA, da Dvořák bosatte sig og arbejdede derovre i nogle år fra 1892 og frem.
Dvořák er en af de komponister, der oftest forbindes med at bringe den lokale folkemusik ind i koncertsalen, et arbejde der senere blev taget op af bl.a. Béla Bartók og Zoltán Kodály. Lige før han komponerede Violinkoncerten havde Dvořák haft enorm succes – også økonomisk – med sine Slaviske Danse, og de er, om noget, et bevis på Dvořáks særlige evne til at inkorporere den folkelige tjekkiske og slaviske musik i sine kompositioner for koncertsalen.
Dvořák var ikke den første, der gjorde det; der er østrigske Ländler hos Schubert, og Brahms prøvede det også, f.eks. med sine Ungarske Danse. Så det var ikke helt uhørt. Men hos Dvořák er det ikke en effekt. Det er ikke meningen, at man skal tænke: ”Næ! Er det ikke en folkemelodi, han bruger der?”. Pointen er snarere, at værkerne, han skrev til den klassiske koncertsal, og hele den tradition en sådan fører med sig, slet ikke kan skilles fra den folkelige musik, som han er vokset op med. Der ville slet ikke være musik til koncertsalen fra Dvořáks hånd, hvis den ikke indeholdt den musik, der blev spillet og sunget på gaden, på landet, ved vuggen og ved bålet. Dvořáks ideer om, at en stærk musikkultur kun kan vokse ud af det folkelige, tog han med sig til USA, i de år hvor han arbejdede der. Han opfordrede til, at man i USA undersøgte den afrikansk-amerikanske og de oprindelige folks musik først, før man overhovedet kunne begynde at opbygge en amerikansk musikkultur. Det handlede ikke om at citere folkesange eller dansemusik. Det handlede om at skabe en troværdig musikalsk kultur, en grobund for et ægte kompositorisk udtryk.
VIOLINKONCERTEN
Dvořáks Violinkoncert blev komponeret i netop den periode, hvor hans interesse for den folkelige musik som byggesten til koncertsalens værker var allermest i fokus. Så man kan hurtigt blive fristet til at begynde at lede efter ”folkelige” temaer eller synkoperede danserytmer i musikken. Men det vil være helt forfejlet. Det er musikkens udtryk, der har trukket kraft fra folkemusikken. Og hvilken kraft!
Første sats er passioneret, stærk og et overflødighedshorn af temaer. Dvořák er op gennem historien med jævne mellemrum blevet beskyldt for at have for mange ideer, for mange temaer og motiver og for lidt form til at holde fast på dem. Man har på fornemmelsen, at den holdning må bygge på ren misundelse. Det er sandt, at der er mange små motiver og temaer, men hvert af dem er en perle, der får lov at skinne, og de er alle i dialog med de hovedtemaer, der altid snor sig ind og ud gennem satsen. Første sats går uden overgang over i den smukke andensats, hvor man har på fornemmelsen, at violinen nærmest synger sig ind gennem orkestrets klange. Tredje sats er der, hvor det er svært at ikke at tænke: Folkemusik! Det swingende og vrikkende hovedtema er rytmisk og dansende på en måde, hvor man godt kan lukke
øjnene og tænke, at man er til halbal i stedet for til koncert med et symfoniorkester. Lige indtil Dvořák mesterligt lader musikken danse videre på sin egen vej. Den sidste sats er et vidunder af overskud og et af Dvořáks mest kendte temaer.
SJOSTAKOVITJ
Det siges, at under den amerikanske førsteopførelse af Sjostakovijts 1. Symfoni sad hans tante blandt publikum, og at hun genkendte temaer i symfonien, som hun havde hørt den lille Dmitrij spille på klaveret, da han var barn. Et af disse ungdommelige temaer var inspireret af H.C. Andersens ”Den lille havfrue” – og på den vis er der en tynd lille sølvtråd, der forbinder symfonien her med Odense.
Symfonien udvikler sig fra først til sidst tilhelt ubegribeligt - at rumme alt fra venlighed, pjank og ballade til den dybeste tragedie og sorg. Modsætningsparret i aftenens sidste værk er humor og tragedie. At denne symfoni er komponeret af en dreng på 18-19 år, er også virkelig svært at forstå. Hvad der derimod ikke er svært at forstå, er at den omgående blev en succes. Uropførelsen fandt sted i 1926 i Leningrad, allerede i 1928 blev den spillet af Berlinerfilharmonikerne under Bruno Walter, og i samme år af Philharmoniaorkestret og dirigenten Leopold Stokowski. Ligesom i Tjajkovskijs Romeo og Julie Ouverture-fantasi, så er det hele følelsesapparatet, der bliver berørt i denne symfoni. Sjostakovitj kom fra en borgerlig familie med masser af musik, soireer i hjemmet, klaverundervisning fra moderen mm., og han kom da også på konservatoriet som bare 13-årig. Men på det tidspunkt gik det ikke længere så godt for familien. Den russiske revolution havde ramt samfundet hårdt, og da komponistens far døde af lungebetændelse i 1922, det år Dmitrij fyldte 16, så endte han med at være den ene indtjeningskilde til familien ud over hans hårdtarbejdende mor. Han spillede til stumfilm og tegnefilm på klaver, og den tegneserielyd kan man næsten fornemme i den hurtige 2. sats, hvor klaveret spiller en stor rolle. Hele symfonien går fra overskud, gang i gaden og smil på læben i første sats over andensatsens gakkede amokløb med klaveret til i tredje sats at blive mørk, indadvendt og følsom for, efter en trommehvirvel, at gå direkte over i fjerde sats, der er tragisk og storladen. Man kan mange steder læse om, hvordan Sjostakovitj var inspireret af Musorgskij, Rimskij-Korsakov og Stravinskij, men det, der slår en som lytter, er, hvor utrolig meget Sjostakovtij der allerede er i en symfoni, han komponerede som eksamensopgave som 18-19årig. Det er, som om kimen til alle hans efterfølgende værker ligger klar til at udfolde sig allerede her.
Programnote af Musikchef, Trine Boje Mortensen
MEDVIRKENDE
Anna-Maria Helsing, dirigent
Finske Anna-Maria Helsing har opnået et fremragende ry blandt de førende skandinaviske orkestre og operahuse. Fra 2010 til 2013 var Anna-Maria Helsing chefdirigent for Oulu Symphony – den første kvindelige dirigent nogensinde i spidsen for et finsk symfoniorkester - og i april 2020 blev hun udnævnt til hovedgæstedirigent for BBC Concert Orchestra. Inden for kort tid har hun dirigeret alle de store finske og svenske orkestre, herunder Finlands Radios Symfoniorkester, Helsinki Filharmoniske Orkester, Finlands Nationalopera Orkester, Kungliga Filharmonikerna og Gøteborg Symfoniorkester. Hun har desuden dirigeret Philharmonia Orchestra, Islands Symfoniorkester, Det Kongelige Kapel, Kringkastingsorkestret og mange flere.
Anna-Maria Helsing begyndte sin karriere som violinist, før hun blev kunstnerisk leder af Pietarsaari Sinfonietta og senere dirigent for Wegelius Kammerorkester. Hun har deltaget i masterclasses hos Jorma Panula, Vladimir Jurowski og John Carewe. Efter at have afsluttet sine studier i Leif Segerstams klasse ved Sibelius Akademiet, blev den finske dirigent valgt til at deltage i Allianz Cultural Foundations Internationale Dirigentakademi under vejledning af blandt andre Esa-Pekka Salonen og Gustavo Dudamel.
I 2011 blev Anna-Maria Helsing den første dirigent, der blev tildelt Louis Spohr-medaljen i Seesen. I 1999 vandt hun førsteprisen i den internationale konkurrence for det 20. århundredes musik for unge kunstnere i Warszawa.
Bohdan Luts, violin
Ukrainske Bohdan Luts (født i 2005) har studeret på Krushelnytska Musikakademi i Lviv, på Lysenko Musikakademi Kiev og studerer nu på det Internationale Menuhin Akademi. Han har bl.a. fået undervisning af Oleg Kaskiv, Renaud Capuçon, Olga Korinets, Yaroslava Kataryna og Maria Futorska, og han har deltaget i masterclasses med anerkendte violinister såsom Pinchas Zuckermann og Gábor Takács-Nagy.
Han har spillet med Lviv National Symphony Orchestra og INSO Orchestra og har deltaget i Gstaad Menuhin Festival og Bellerive Music Festival samt givet koncerter i Ukraine, Schweiz og Italien. Bohdan er vinder af Lipizer International Violin Competition (førstepris), Il Piccolo Violino Magico International Competition for Young Violinists (anden pris), Lviv Virtuoso International Violin Competition (hovedpræmie) og Dolný Kubín International Violin Competition (hovedpræmie). Sidste år vandt Luts en delt førsteplads i Odense under den internationale Carl Nielsen violinkonkurrence - blot 17 år gammel.
