J. RAMEAU: OUVERTURER FRA OPERAERNE CASTOR ET POLLUX, NAÏS OG PLATÉE
Den franske operakomponist Jean Philippe Rameaus liv er et levende bevis for, hvor benhård en karriere indenfor musikken kan være. Professionelt set var han en regulær nobody, indtil han var næsten 40 og selv da først opnåede anseelse som musikteoretiker med harmonilærebogen Traité de l'harmonie. Hans tidlige liv ved vi kun meget lidt om – ikke en gang hans kone vidste ret meget – og beskrivelsen af hans unge år vidner mestendels om en herre, der ernærede sig som organist og violinist ved forskellige franske kirker og udgav samlinger af værker for cembalo (Pièces de Clavecin), kirkemotetter og verdslige kantater. De operaer, som vi primært kender Rameau for i dag, tog han først fat på, da han var næsten 50. Og sit første værk i genren, den i dag højtskattede Hippolyte og Aricie, måtte han til en start høre udråbt som bizar og overbelæsset – med historiens første brug af ordet om musik blev den af en særligt perfid anmelder kaldt ”barok”, og det var ikke ment som en kompliment!
For at gøre det hele endnu værre, kastede en bitter og gensidigt angrebslysten fejde med den store filosof og aspirerende (men ikke succesfulde) komponist
MAGNUS FRYKLUND
Jean-Jacques Rousseau en ond skygge over Rameaus tilværelse. Efter flere succesfulde operaer op igennem 1730’erne var der pludselig tavshed fra Rameau i seks år, sandsynligvis efter et opgør med ledelsen af det parisiske musikkonservatorium. Og i sine senere år blev Rameaus musik, der tidligere var blevet udskældt for at være for avantgardistisk og disharmonisk, nu pludselig (af særligt Rousseau i den fejde, man nu benævner La Querelle des Bouffons) erklæret for bedaget og unaturlig, skrevet af en konform komponist ude af trit med de italienske moder. Versailles-premieren på opera-balletten Les surprises de l'Amour fra 1748 afstedkom den ultimative fornærmelse fra kong Louis XV: Han gabte.
At 275 år kan gøre en verden til forskel for en komponists højagtelse, skal vi høre beviset for i aften. I dag kan Rameaus stjerne næsten ikke stå højere på den musikalske himmel. Hans operaer bliver opført verden over, og hans musik bliver regnet for ikke bare noget af det mest gribende, vi finder i barokæraen, men også et uomgængeligt knudepunkt i operahistorien. Selvom han fik sin start som musikteoretiker, er Rameaus musik alt andet end tør og akademisk. Vi skal høre tre eksempler på sofistikeret, yndefuld, humørfyldt og selvsikker
musik, til tider med royal elegance og til tider med en pastoral folkelighed, der kommer af hyppig brug af populære danserytmer. Først stifter vi bekendtskab med ouverturen til den populære tragédie en musique Castor et Pollux fra 1737, dernæst med Rameaus første forsøg udi komediegenren med Platée fra 1745, og til sidst med den heroiske pastorale Naïs fra 1749.
BACH: SUITE NR. 3, AIR OG GAVOTTE, BWV 1068
For en lille, musikalsk amuse-bouche vender vi os fra Rameaus fyrige ouverturer til velsagtens ét af de mest kendte stykker klassisk musik, der nogensinde er skrevet: Johann Sebastian Bachs hinsides beskrivelse smukke og inderlige Air fra hans orkestersuite nr. 3 i D-dur, BWV 1068. Vi har hørt den i tusind sammenhænge: Som elevatormusik, i supermarkedet, i film (biblioteksscenen i David Finchers Se7en havde aldrig fungeret uden Bach), som ventemusik i telefonkøen og som ingrediens i popsange (shout-out til Procol Harums ”A Whiter Shade of Pale”). Men intet kan måle sig med at høre det vidunderlige, 18 takter lange strygerstykke, som det var tiltænkt: Opført af levende musikere som ren underholdningsmusik, skrevet som det blev til gæsterne i Bachs yndlingskaffehus, Zimmermanns, i 1730. Orkestersuiterne, som Bach skrev fire af (BWV 1066-1069), var en særdeles populær form i barokken: En række instrumentale orkesterstykker i den samme
J.S.
toneart, bestående af musik fra forskellige dansetyper kendt fra renæssancen og barokken. Air – det franske ord for arie – er dog ikke en dans, men simpelthen, som navnet antyder, en ”sang”, som her synges så dybfølt og hjertesmeltende af violinen højt over en stabilt gående bas.
Satserne i Bachs orkestersuiter betegner i øvrigt – ud over ouverturerne – forskellige danse: Eksempler er allemande, badinerie, bourrée, chaconne, courante, gigue, menuet, passacaglia, sarabande m.m. Og vi fortsætter da også her med den næsten lige så berømte Gavotte fra samme suite BWV 1068, hvor Bach inviterer blæsere og slagtøj med tilbage i arenaen og i ABA-form og todelt takt danser lystigt derudaf, så man næsten kan se de sydfranske bønder i rundkreds for sig, eller gæsterne ved Louis XIV’s hof overrække damerne de blomster, som havde erstattet kyssene, der oprindeligt var en del af gavottedansens praksis.
J.S. BACH: KONCERT FOR OBO D‘AMORE,
BWV 1055R
Bachs koncert nr. 4 i A-dur, BWV 1055, regnes som oftest for en koncert for tangentinstrument, strygere og continuo, simpelthen fordi man mangler endegyldigt bevis for, om den oprindeligt er skrevet som solokoncert, og i så fald for hvilket instrument. Den vidunderligt smukke, glade og livskraftige koncert i A-dur er udgivet for utallige instrumenter
PINA MOHS
– som regel med cembalo eller klaver som bærende melodiinstrument, men den er også udgivet som trompet-, fløjte-, violin- og bratschkoncert. Stærkest enighed er der dog om, at det soloinstrument, som Bach oprindeligt må have tiltænkt sin koncert, hvis den ikke er født som ren cembalokoncert, er den unikke, fredfyldt klingende obo d'amore
Og hvad er så en obo d’amore? Alene navnet! Vi har at gøre med ”mezzosopranen” i obo-familien, klingende en lille terts under og dermed mindre opmærksomhedspåkaldende end oboen, men også højere beliggende og umiddelbart mere lyrisk end den dybere ”alt-obo”, engelskhornet (der i sin klang nærmer sig en højtbeliggende fagot). Obo d’amorens pæreformede klangstykke er kendt som instrumentets ”Liebesfuß” – så kan kærlighedsterminologien vist ikke blive mere eksplicit. Barokkomponister, heriblandt J. S. Bach og Telemann, skrev flittigt for instrumentet, men med udgangen af 1700-tallet gik det af mode og lå så godt som ubenyttet hen i hundrede år, inden det i starten af det 20. århundrede blev taget op igen af komponister som Richard Strauss, Debussy og Ravel.
BWV 1055R – R’et står for ”rekonstruktion” og betegner, at der er tale om udgaven for obo d’amore – er skrevet i 1738, om end den ligesom Bachs øvrige cembalokoncerter, BWV 1052-1058, sagtens kan være en omarrangeret udgave af en solokoncert, som Bach lavede i sine seks lykkelige, ”verdslige” år som Kapellmeister i Köthen. Første sats er en glad og lyrisk allegro i da capo-formen ABA, hvor solisten får lov at præsentere sit righoldige, melodiske materiale i tætvævet, koncentreret dialog med strygerne. Andensatsens vemodige og udtryksfulde larghetto er i fis-mol og vugger sig af sted i tolv-ottendedelstakt med i små, sukkende, nedadgående sekundskridt, ikke ulig den vemodige, italienske danseform siciliano Og i finalen er vi tilbage i en livlig, tredelt dansesats i A-dur, hvor solisten får lov at vise, hvad hun kan, med hastige løb og en springende, forsiret, virtuos vitalitet, der sætter et elegant punktum for koncerten.
J. LULLY: OUVERTURE OG DANSE FRA LE
BOURGEOIS GENTILHOMME
Jean-Baptiste Lully. Så vidt vides den eneste komponist i historien, der har dirigeret et stykke musik med døden til følge. Det skete, da han i januar 1687 skulle opføre sin motet Te Deum med 300 musikere for sin barndomsven og mangeårige arbejdsgiver kong Louis XIV for at fejre dennes tilbagevenden til de levende efter en grusomt mislykket tandoperation. Men under opførelsen var Lully så uheldig at ramme sig selv i foden med den tunge, rigt udsmykkede taktstok, som det på den tid var kutyme at holde takten med ved at dunke den i gulvet. Der gik koldbrand i hans tå, og da han nægtede at lade den amputere, døde han efter få måneder, 54 år gammel. En sørgelig (og måske en anelse tragikomisk?) afslutning på et musikerliv, hvor netop tragédies lyriques og comédies-ballets havde været i højsædet.
Den samfundssatiriske komedie Le Bourgeois gentilhomme er et af mange resultater af Lullys langvarige samarbejde med komedieforfatteren Moliére. Sammen skabte de ”komedieballetten”, hvor Molières komiske talent parredes med Lullys musikalske. Balletoptrin har alle dage været en uundværlig del af fransk teater og opera, og dansenumrene gav i øvrigt tid til, at skuespillerne kunne nå at klæde om i kulissen. At man således integrerede dans, musik og komik i én og samme forestilling vakte stor, royal moro og glæde, bl.a. ved indvielsesfesterne for det nyrenoverede Versailles-slot, og inden længe blev den raffinerede blandingskomedie også opført for en begejstret offentlighed i Paris. Le Bourgeois gentilhomme, på dansk kendt under titlen Den adelsgale borger, havde premiere den 14. oktober 1670 ved Louis XIV’s hof. Forestillingen er en satire over småborgerens forsøg på at klatre op ad den sociale rangstige og udstiller både den vulgære, forvænte middelklasse og det forfængelige, snobbede aristokrati.
J. REBEL: LES ÉLÉMENTS
Det violinspillende vidunderbarn Jean-Féry Rebel var søn af én af tenorerne i Louis XIV’s kapel og blev i forlængelse deraf naturligvis elev af kongens hofkomponist, Lully. I løbet af sin karriere bestred han mange fornemme positioner i forskellige orkestre – han var f.eks. koncertmester i den kongelige opera, Académie Royal du Musique, og fik senere plads i det prestigefyldte ensemble Les Vingt-quatre Violons du Roi (”Kongens 24 violiner”), inden han blev udnævnt til Louis XIV’s kammerkomponist i 1726. Rebels musik er karakteriseret ved i højere grad end hans landsmænds at være skrevet i italiensk stil – kendere af Monteverdis musik vil kunne detekte ligheder – og mere harmonisk og rytmisk komplekse, end det franske publikum var vant til. Imidlertid havde han stor succes – selveste Händel opførte hans dansesuite Les caractères de la
danse i London i 1725. Blandt Rebels mest originale og nyskabende værker er netop balletten Les éléments fra 1737, som beskriver verdens skabelse. Læg f.eks. mærke til den allerførste akkord i prologen, ”Chaos”: En regulær cluster-akkord, som ellers er et definerende kendetegn for kompositionsmusikken i den 20. århundrede. Her spilles alle toner i den harmoniske d-mol-skala på én gang. En helt klar fy-manøvre af en komponist på dette tidspunkt, men Rebel slap afsted med den lydligt repræsentative illustration af kaos og lader derpå ballettens dansesatser forløbe i smuk, harmonisk overensstemmelse med, hvad samtidens publikum forventede af en symfonisk ballet.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Dirigent: Magnus Fryklund
Den svenske dirigent Magnus Fryklund havde sin debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Odense Symfoniorkester i juni 2017, men allerede inden da havde han gjort sig bemærket i det klassiske danske musikliv. 2017/18-sæsonen blev han udnævnt til husdirigent ved Malmø-operaen, og han var også været engageret som young-conductor-inresidence hos Helsingborg Symfoniorkester frem til
KOMMENDE KONCERTER
MAHLER DAS LIED VON DER ERDE 14. april 2023 - kl. 19.30
MATINÉ MUSIK TIL INDRE FORDYBELSE 16. april 2023 - kl. 11.00
& BLEUSE DET UUDSLUKKELIGE 20. april 2023 - kl. 19.30 FAMILIESYMF 21. april 2023 - kl. 17.00
WAR REQUIEM 4. maj 2023 - kl. 19.30
MUSICA – SCHUBERT & BARTÓK 9. maj 2023 - kl. 19.30
11. maj 2023 - kl. 19.30 DE OTTE ÅRSTIDER 12. maj 2023 - kl. 19.30 DE OTTE ÅRSTIDER ANEXET VED LUNDSGAARD 13. maj 2023 - kl. 15.00
MED SPJÆT 17. maj 2023 - kl. 11.50 SIGURD OG DEN MUSIKALSKE VERDENSREJSE 23. - 26. maj 2023 - kl. 14.00
SYMFONI NR. 2 1. juni 2023 - kl. 19.30
FØDSELSDAG 9. juni 2023 - kl. 19.30
EFTERSKOLE & OS 14. juni 2023 - kl. 19.30
DANSKE FILMSKAT I DEN FYNSKE LANDSBY 18. juni 2023 - kl. 15.00
17. august 2023 - kl. 19.30
MEDITATIV
NIELSEN
ROHLOFFS
PRO
MESSINGKONCERT
KLASSISK
SIBELIUS’
NIELSENS
OLLERUP
DEN
SOMMEROPERETTE
1. violin
Eugen Tichindeleanu
Signe Madsen
Kazimierz Skowronek
Ulrike Kipp Christensen *
Marina Skuratovskaia *
Esther Mielewczyk *
Gitana Aksionova-Balaban
Hana Kovacˇ
Stinus Christensen
Valeria Stadnicki
Sofie Qvamme
-
Alexander Rydberg **
Jacob Agerskov Buur **
2. violin Vakant
Jovana Vukušić *
Jan Erik Schousboe
Carl Sjöberg *
Stig Andersen
Kathrin Kollecker *
Mads Haugsted
Veronika Krauß Mojzešová
Katerina Jelinkova (orlov)
Simona Bonfiglioli ***
Ingegerd Deckert **
Bratsch
Rafaell Altino *
Vakant
Dorthe Byrialsen
Martin Jochimsen
Gertrud Ludwig
Dorota Kijewska
Christian Bønnelykke
Victor Sørensen
-
Malte Bjerkø **
Cello
Jonathan Slaatto
Anna Dorothea Wolff
Chatarina Altino *
Michaela Fukacˇová *
Anna Pettersson
Mette Spang-Hanssen (orlov)
Kontrabas
Peter Prehn * (orlov)
Andreas Hjorth Jessen
Maria Frankel
Jens Krøgholt
Fløjte
Rune Most
Lucia Klonner
Ragnhildur Josefsdottir
Obo
Henrik Skotte
Albrecht Krauß
Pina Mohs (engelskhorn)
Klarinet
Svante Wik
René Højlund Rasmussen
Kenneth Larsen (basklarinet)
Fagot
Morten Østergaard
Xanthe Arthurs
Lars Mathiesen (kontrafagot) (orlov)
Horn
Tone Sundgård Anker
Niels Aamand Güntelberg (orlov)
Nicolai Sell
Philip Sandholt Herup Andersen
Emmett Hartung **
Trompet
Per Morten Bye
Victor Koch Jensen
Henrik Hou
Christian Lykke **
Basun
Robert Holmsted
Lukas Winther Andersen
Basbasun
Alf Vestergaard Nielsen
Tuba
Carl Boye Hansen
Pauke
Thomas Georgi
Slagtøj
Jonas Bonde-Nielsen
Orgel
Tina Christiansen
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters
Instrumentfond
** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
*** 1. solo / tidsbegrænsede stillinger
ODENSESYMFONI.DK