Mahler - Das lied von der Erde - 14. april 2023

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS

14. APRIL 2023 KL. 19.30

KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

DAS LIED VON DER ERDE – JORDENS SANG

Odense Symfoniorkester

Dirigent: Han-Na Chang

Solister: Bror Magnus Tødenes, tenor; Jóhann Kristinsson, baryton

Gustav Mahler: Das Lied von der Erde (1860 - 1911)

– Jordens sang

I Drikkevisen om jordens jammer

II Den ensomme om efteråret

III Om ungdommen

IV Om skønheden

V Den fordrukne om foråret

VI Afskeden

Varighed: ca. 63 min.

“Himmelen er blå i al evighed, og Jorden vil længe bestå og blomstre om foråret.

Men du, menneske – hvor længe lever du?

Ikke engang i hundrede år kan du glæde dig over denne verdens rådne forfængelighed!”

I den allestedsnærværende klimadiskussion går én fejlslutning igen - nemlig dén, at vi skal redde planeten. Men Jorden har ikke brug for at blive reddet - den består og fornyer og gendanner sig selv på en tidsskala, som vi slet ikke kan fatte; men vi, menneskene, har brug for at redde vores egen plads på den ene planet, vi blev givet i arv. “Jorden vil længe bestå og blomstre om foråret”, men spørgsmålet er, om der vil være nogle mennesker til at beskue dette under.

At tillægge Gustav Mahler profetiske egenskaber som klima-talsmand vil nok være at gå et skridt eller to for langt, men hans bearbejdning af gamle kinesiske tekster om død og evighed i naturens uendelige perspektiv taler med en meget stærk stemme i vor tids klimadebat. Det var dog en anderledes personlig tilgang, der lå til grund for Mahlers fascination af disse fremsynede, oldgamle tekster: inden for ganske få måneder i 1907 mistede han sin 4-årige datter og fik selv en regulær dødsdom af lægerne, der havde opdaget, hvor slemt det stod til med hans svage hjerte.

Han blev bedt om at afstå fra al anstrengende fysisk aktivitet, hvilket både indebar hans levebrød som dirigent og hans åndelige pusterum, de lange gåture i de østrigske bjerge om sommeren. Gåturene opgav han modvilligt, men med en nærmest selvmorderisk determination rejste han til New York og debuterede som dirigent på The Metropolitan Opera, samt lod sig udnævne til chefdirigent for både New York Philharmonics og The Met! Set i dét lys er det nok egentlig lidt af et mirakel, at han levede næsten fire år efter lægernes dødsdom; den siden ungdommen usædvanligt dødsbevidste komponist forlod denne jord alt for ung i 1911 i en alder af kun 50 år.

Han mente ellers selv, at han havde gjort sit til at snyde døden, for han var stærkt overtroisk og helt overbevist om, at en komponist ville stille træskoene efter sin 9. symfoni - som Beethoven og Bruckner før ham. Derfor kaldte han ikke dette værk for sin 9. symfoni, men for Jordens sang - omend det i meget høj grad er et værk med symfoniske ambitioner, især i Mahlersk forstand, hvor sangen ofte har en stærk rolle i den symfoniske fortælling. Han blev akut inspireret, da en ven viste ham Hans Bethges gendigtninger af 1000 år gamle kinesiske digte fra T’ang-dynastiet, som indeholdt alle de modstridende følelser, den dødsmærkede komponist selv var i gang med at gennemleve, og en musik mere inderlig og kontrastfyldt end nærmest noget andet så dagens lys - og heldigvis nåede han at blive helt færdig med dette

mesterværk. At han så faktisk året efter skrev sin 9. symfoni, og at det blev hans sidste (den 10. foreligger ufuldendt i fragmenter), ja, det blev jo så skæbnens lakoniske svar på hans nærmest neurotiske overtro.

Stort set alle Mahlers værker rummer en udpræget dødsbevidsthed: helt fra de tidlige symfonier, hvor rejsen gennem symfonierne er rejsen gennem livet mod døden, til de store sangcykler, fx. Lieder eines fahrenden Gesellen og Kindertotenlieder med deres utallige henvisninger til livet efter døden, videre over de midterste symfonier, hvor den 4. ligefrem ender i himmelen, og den 5. brager ud med sin voldsomme sørgemarch, til de sidste værker, hvor han rent faktisk ved, at han snart selv skal dø. Og af alle disse mange, mange ufatteligt smukke og voldsomme gengivelser af menneskelivet og dets uundgåelige afslutning, er Lied von der Erde den mest inderlige, mest personlige; ja, den er næsten privat.

Og det er ét af de værker, der så absolut gør sig bedst i en koncertsal fremfor på anlægget derhjemme. Det vil jeg jo argumentere med al klassisk musik, men lige netop her, hvor Mahler kræver et stort symfoniorkester med alle dets muskler, men kun meget, meget sjældent gør brug af dem alle på én gang, dér er det helt på sin plads at påstå, at dette værk kun folder sig rigtigt ud i koncertsalen. For Mahler skriver sin jordiske sang mere som et gigantisk kammermusikværk, blot med

Foto: Ole Wuttudal

uendelige klanglige muligheder, og spændvidden i lydbilledet er enormt! Jeg tror ikke, det er for meget at påstå, at vi i aften flere steder vil kunne høre en knappenål falde, MENS musikken spiller. Og det er lige netop her, han holder os allerstærkest i sit ubarmhjertige greb, mens teksterne og musikken lige så langsomt arbejder sig mod et endeligt farvel til livet. Det er stærkt dragende og meget effektfuldt, men aldrig med effekten for effektens skyld.

LYTTEGUIDE

Hvis man vil lytte til værket som en symfoni, hvilket på mange måder giver mening, da det af omfang og udtryk i høj grad er et symfonisk værk, så kan man forestille sig, at værket har fire satser.

Den første sang er første sats, hvor protagonistens affærdigelse af døden og den demonstrative glæde ved uhæmmet druk kombineret med den gentagne konklusion ”Mørk er livet – mørk er døden” giver al dén spænding, også musikalsk, vi normalt forbinder med en førstesats i en symfoni.

Den anden sang er ‘symfoniens’ langsomme sats, der, som mange af Mahlers rolige satser, bygger op til et voldsomt klimaks, for derefter at give op og ånde ud.

De næste tre satser, der alle er forholdsvis korte, kan ses som ‘symfoniens’ scherzo: den hurtige, drillesyge sats, der med bittersød ironi ser tilbage på alt det, der var i det liv, der nu snart er slut. Her bliver farverne, både de tekstlige og musikalske, trukket skarpt op; minder om smukke mennesker, morskab og ungdom ser nok ekstra kulørte ud, måske næsten grotesk livskraftige, når man, træt i sjæl og krop, står på kanten af graven?

Den sidste sats, som er værkets hjerte, er næsten lige så lang som alle de foregående tilsammen og

Foto: Bertil Tødenes

er et musikalsk under af smertelig inderlighed i sarte nuancer og bliver af mange anset for at være Mahlers allerfineste frembringelse. Helt fra allerførste ultradystre akkord ved vi, hvad der venter. Og her på randen af afgrunden ses livet i det helt store perspektiv, hvor knusende tragedie og bittersød fortrydelse indrammer kroppens og sjælens udmattelse, og hvor vi, trods alt – eller måske netop på grund af alt - vi har været igennem, ender i en omfavnelse af døden. Dét sker med en fuldstændig fantastisk C-dur-akkord med en sjældent markant celeste-stemme, tasteinstrumentet, hvis navn simpelthen betyder ‘himmelsk’; vi udånder sammen med poeten med evighedens trøst på læberne.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

MAHLER: DAS LIED VON DER ERDE

Jordens sang - dansk oversættelse

1. Drikkevisen om jordens jammer

Snart lokker vinen i de gyldne pokaler.

Men drik ikke endnu – først synger jeg en sang for jer!

Sangen om sorgen skal klinge med latter i jeres sjæle.

Når sorgen dukker op, ligger sjælens haver øde hen. Glæden visner, sangen dør. Mørkt er livet – mørk er døden.

Husherre! Din kælder rummer en overflod af gylden vin!

Her er min lut!

At spille på lut og tømme glassene er to ting, der passer sammen. Et bæger fyldt med vin på rette tidspunkt er mere værd end alle rigdomme i verden. Mørkt er livet – mørk er døden.

Foto: Álfheiður Erla Guðmundsdóttir

Himmelen er blå i al evighed, og Jorden vil længe bestå og blomstre om foråret. Men du, menneske – hvor længe lever du? Ikke engang i hundrede år kan du glæde dig over denne verdens rådne forfængelighed!

Se dernede! I måneskinnet kryber en vild og uhyggelig skikkelse sammen på gravene. En abe! Hører I, hvordan dens hylen skriger ind i livets søde duft? Tag nu vinen! Nu er det tid, venner! Tøm jeres gyldne bæger i bund! Mørkt er livet – mørk er døden.

2. Den ensomme om efteråret

Den blålige efterårståge bølger over søen. Alt græs er dækket af rimfrost. Man skulle tro, at en kunstner havde strøet jadestøv hen over de fine blomster.

Blomsternes dejlige duft er forsvundet. En kold vind bøjer deres stængler ned. Snart vil lotusblomstens visne, gyldne blade flyde på vandet.

Mit hjerte er udmattet. Min lille lampe gik ud med en knitren. Det minder mig om søvnen. Jeg kommer til dig, mit gode hvilested. Ja, giv mig fred. Jeg har brug for at blive frisk!

Jeg græder meget i min ensomhed. Efteråret i mit hjerte varer for længe. Kærlighedens sol, vil du aldrig mere skinne og forsigtigt tørre mine bitre tårer væk?

3. Om ungdommen

Midt i den lille dam står en pavillon af grønt og hvidt porcelæn.

Som en tigers ryg krummer broen af jade sig over til pavillonen.

I det lille hus sidder velklædte venner. De drikker og snakker – nogle skriver vers ned.

Deres silkeærmer glider op, og deres silkehuer sidder sjovt langt tilbage i nakkerne.

På den stille overflade af den lille dam ser man alting mærkværdigt i spejlbillede.

Alting står på hovedet i pavillonen af grønt og hvidt porcelæn.

Som en halvmåne står broen med omvendt bue. Velklædte venner. De drikker og snakker.

4. Om skønheden

Unge piger plukker blomster, plukker lotusblomster ved strandbredden. Mellem buske og blade sidder de, samler blomster i skødet og råber drillerier til hinanden.

Gylden sol smyger sig om skikkelserne, spejler sig i det stille vand. Solen spejler deres slanke kroppe og deres smukke øjne.

Den milde brise løfter med kildrende kærtegn ærmernes stof.

Leder deres fortryllende duft gennem luften. Se de flotte unge mænd på de livlige heste ved strandbredden. Det stråler ud fra dem som fra solen selv.

Mellem de grønne grene kommer de friske unge mænd nærmere i trav!

Den enes hest vrinsker muntert, men bliver bange og suser væk.

Over blomster og græs flyver hovene og tramper i farten på de faldne blomster.

Hej! Se hvor dens manke flagrer i flugten.

Næseborene damper varmt.

Gylden sol smyger sig om skikkelserne, spejler sig i det stille vand.

Og den smukkeste af jomfruerne sender lange blikke af længsel efter ham. Hendes stolte holdning er kun overfladisk. I hendes store øjnes glimten og i hendes hede bliks mørke ryster hendes hjertes jamrende ophidselse stadig.

5. Den fordrukne om foråret Hvis livet kun er en drøm, hvorfor så al det slid og slæb? Jeg drikker til jeg ikke kan mere, hele den herlige dag lang.

Og når jeg så ikke kan drikke mere, når krop og sjæl er fyldt … … så tumler jeg hjem og sover vidunderligt!

Men hvad hører jeg, når jeg vågner? Hør! En fugl synger i træet. Jeg spørger den om det allerede er forår. Det hele virker som en drøm.

Fuglen pipper; Ja! Foråret er kommet, Det kom over natten.

Jeg lytter dybt koncentreret.

Fuglen synger og ler!

Jeg fylder mit bæger igen og tømmer det til bunden.

Og synger til månen stråler på den sorte himmel.

Og når jeg ikke kan synge mere, så sover jeg ind igen.

Hvad kommer foråret også mig ved?

Lad mig bare være fuld!

6. Afskeden

Solen går ned bag bjergene.

I alle dale falder aftenen på med sine kølige skygger.

Se! Som en båd af sølv svæver månen på det blå himmelhav.

Jeg mærker en blid brise bag de mørke træer.

Bækken synger smukt gennem mørket.

Blomsterne blegner i skumringen.

Jorden ånder fuld af hvile og søvn. Al længsel vil nu drømme.

De trætte mennesker går hjemad for at lære den glemte lykke og ungdom at kende igen i søvnen.

Fuglene kryber stille sammen mellem kvistene. Verden sover ind …

Det lufter køligt i skyggen af mine træer.

Jeg står og venter på min ven.

Jeg venter på at sige ham et sidste farvel. Jeg længes, min ven, efter at nyde denne aftens skønhed ved din side.

Hvor bliver du af?

Du lader mig være alene længe.

Jeg går frem og tilbage med min lut. På stier dækket af blødt græs.

O, skønhed!

O, evige kærligheds- og livsberusede verden!

Han steg af hesten og rakte ham afskedsdrikken.

Han spurgte ham, hvor han skulle hen, og også hvorfor det måtte være sådan.

Han talte med dæmpet stemme: Du, min ven. Lykken har ikke været på min side i denne verden.

Hvor jeg går hen?

Jeg går, jeg vandrer i bjergene.

Jeg søger ro for mit ensomme hjerte.

Jeg går mod min hjemegn, mit sted.

Jeg skal aldrig strejfe i det fremmede.

Mit hjerte er roligt og venter på dets time.

Den kære jord blomstrer overalt om foråret og grønnes på ny. Overalt og evigt lyser det fjerne i blåt.

Evigt … evigt …

© Henrik Engelbrecht

MEDVIRKENDE

Han-Na Chang, dirigent

Kunstnerisk leder og chefdirigent for Trondheim

Symfoniorkester & Opera siden 2017 og nyudnævnt 1. gæstedirigent for Symphoniker Hamburg. Hun opnåede allerede international anerkendelse i en alder af 11 år, da hun vandt førsteprisen ved Rostropovich Internationale Cellokonkurrence i Paris i 1994, enstemmigt uddelt af juryen ledet af Mstislav Rostropovich. Hendes internationale karriere tog hurtigt fart, hvilket bragte hende til alle de store koncertsale rundt om i verden blandt verdens bedste orkestre. Efter at have udviklet sin passion for det symfoniske repertoire fik hun sin formelle dirigentdebut i 2007, i en alder af 24 år, og har siden da udelukkende fokuseret på at dirigere.

Hun fungerede som musikchef for Qatar Philharmonic Orchestra i sæsonen 2013-14, hvilket kulminerede med deres succesrige og anmelderroste optræden ved BBC Proms i London i 2014. I 2009 grundlagde og lancerede hun Absolute Classic Festival i Sungnam Arts Center i Sydkorea og fungerede som dets kunstneriske leder frem til 2014. Han-Na Chang har også indspillet introduktioner og komplette opførelser af Beethovens symfonier for MBC TV i Sydkorea i løbet af 2007-2008.

Hun har arbejdet med en lang række orkestre bl.a. Oslo Filharmonien, Staatskapelle Dresden, WDR Sinfonieorchester, Bamberger Symphoniker, Toronto, Hamburg, Singapore, Tokyo, Cincinnati, St. Louis, Indianapolis, Seattle, Göteborg, Malmö og Islands symfoniorkestre. Som cellist har Han-Na Chang optrådt med alle de store orkestre, herunder Berliner Philharmoniker, New York og Los Angeles Philharmonic, London Symphony Orchestra og Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks.

Han-Na Chang blev født i Suwon, Sydkorea i december 1982. I en alder af 6 fik hun sin første cellolektion. Hendes familie flyttede til New York i 1993 for at støtte hendes fortsatte studier på Juilliard School, og hun har boet i New York lige siden.

Bror Magnus Tødenes, tenor

Den norske tenor Bror Magnus Tødenes er en af de mest fremtrædende skandinaviske sangere i de seneste årtier. Sæsonen 2020/21 bragte Tødenes triumferende hovedroller som titelkarakteren i La clemenza di Tito med Bergen Nasjonale Opera og Rodolfo i La Bohème på Den Norske Opera. I sæson 2019/20 debuterede hansom Alfredo i La Traviata med Den Kongelige Svenske Opera.

Bror Magnus Tødenes startede med at spille klaver, inden han opdagede sit sangtalent. Han blev optaget på talentprogrammet ved Musikinstituttet ved NTNU i Trondheim og fortsatte senere sine studier ved Conservatorio di Musica Santa Cecilia i Rom. Tødenes har vundet prisen ved flere store internationale musikkonkurrencer. Han er også den yngste modtager nogensinde af Den Norske Operas Erling Kroghs-legat for talentfulde sangere. I sæson 2018/19 debuterede Tødenes ved Opéra national de Paris. Med et NOVOMATIC-stipendium fra Wiener Staats-

oper optrådte Tødenes i Wien i sæson 2016/17 som medlem af ensemblet. I starten af sæsonen fik Tødenes sin debut i Wien i den nye opsætning af Glucks

Armide , hvorefter han vendte tilbage til Wiener Staatsoper som Ismaele i Nabucco. Tødenes vendte også tilbage til Salzburg Festivalen i den nye produktion af Verdis Aida, dirigeret af Riccardo Muti.

I 2016 deltog han i Copenhagen Opera Festival og sang rollen som Styrmanden i Den Kongelige Operas koncertopførelse af Der fliegende Holländer under Jun Märkl. Efter at have deltaget i det prestigefyldte Young Artists Program ved Salzburg Easter Festival i 2015, vendte Tødenes tilbage til Salzburg i 2016 for at synge rollen som Rodrigo i Verdis Otello under Christian Thielemann.

Jóhann Kristinsson, baryton

Den islandske baryton Jóhann Kristinsson har modtaget adskillige priser. Han vandt hovedprisen ved Stella Maris Vocal Competition i september 2019 og modtog juryprisen fra Wiener Musikverein. Han vandt også tredjeprisen og publikumsprisen ved den internationale vokalkonkurrence "Das Lied" i Heidelberg og nåede finalen i Robert Schumann-konkurrencen.

Jóhann har studeret hos professor Scot Weir på Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin og dimitterede i 2017 med udmærkelse. Under sine studier modtog han undervisning af Thomas Quasthoff, Júlia Várady, Thomas Hampson, Graham Johnson, Deborah Polaski og Giacomo Aragall. Han var medlem af Hamburgs Statsoperas internationale operastudie indtil 2019 og har siden da været fast gæst i huset.

Jóhann har arbejdet med fremtrædende dirigenter, såsom Herbert Blomstedt, Bertrand de Billy, Kent Nagano, Christoph Poppen, Toshiyuki Kamioka og Stefano Ranzani. Han har optrådt med Bayerns Radiosymfoniorkester, Copenhagen Phil, Orchestre national du Capitole de Toulouse, Köln Kammerorkester, Det Baskiske Nationalorkester, Den Islandske Opera, Hamborg Statsopera, Islands Symfoniorkester, Staatskapelle Halle og Bambergsymfonien. Han har optrådt på festivaler som Heidelberger Frühling Music Festival, Schubertiade i Hohenems, Oxford Lieder Festival og Dresden Music Festival.

I sidste sæson kunne man opleve Jóhann i Brahms’ mesterlige "Ein deutsches Requiem" under ledelse af Kent Nagano i Elbphilharmonie i Hamborg. Han fremførte også Schuberts messe nr. 6 i Stockholm med Svenske Radios Symfoniorkester, som blev dirigeret af Sir András Schiff. Han optrådte også med Islands Symfoniorkester som Papageno i Mozarts Tryllefløjten, i Mahlers „Lieder eines fahrenden Gesellen“ og i orkestrets årlige nytårskoncert.

ØL, VAND

ELLER VIN TIL PAUSEN ?

SPRING KØEN OVER OG

FORUDBESTIL I BAREN

1. violin

Eugen Tichindeleanu

Signe Madsen

Kazimierz Skowronek

Ulrike Kipp Christensen *

Marina Skuratovskaia *

Esther Mielewczyk *

Gitana Aksionova-Balaban

Hana Kovacˇ

Stinus Christensen

Valeria Stadnicki

Sofie Qvamme

-

Alexander Rydberg **

Aleksander Kølbel **

Jacob Agerskov Buur **

Lada Fedorova **

Runa Baagøe **

2. violin

Vakant

Jovana Vukušić *

Jan Erik Schousboe

Carl Sjöberg *

Stig Andersen

Kathrin Kollecker *

Mads Haugsted

Veronika Krauß Mojzešová

Katerina Jelinkova (orlov)

-

Kristyna Duchonova **

Stefan Burchardt **

Emilia Blaszczyk **

Sonia Wiktoria Zajac **

Bratsch

Rafaell Altino *

Vakant

Dorthe Byrialsen

Martin Jochimsen

Gertrud Ludwig

Dorota Kijewska

Christian Bønnelykke

Victor Sørensen (orlov)

-

Malte Bjerkø **

Iben Teilmann **

Dominika Dudek **

Cello

Jonathan Slaatto

Anna Dorothea Wolff

Chatarina Altino *

Michaela Fukacˇová *

Anna Pettersson

Mette Spang-Hanssen

-

Michal Panasiuk **

Ingemar Brantelid **

Christine Elkjær **

Kontrabas

Peter Prehn *

Andreas Hjorth Jessen

Maria Frankel

Jens Krøgholt

Fløjte

Rune Most

Lucia Klonner

Ragnhildur Josefsdottir

Marcelo Barboza **

Obo

Henrik Skotte

Albrecht Krauß

Pina Mohs (engelskhorn)

Klarinet

Svante Wik

René Højlund Rasmussen

Kenneth Larsen (basklarinet)

-

Tine Maj Kofoed Antonsen **

Fagot

Morten Østergaard

Xanthe Arthurs

Lars Mathiesen (kontrafagot) (orlov)

Christina Andersen **

Horn

Tone Sundgård Anker

Niels Aamand Güntelberg

Nicolai Sell

Philip Sandholt Herup AndersenEmmett Hartung **

Trompet

Per Morten Bye

Victor Koch Jensen (orlov)

Henrik HouChristian Lykke **

Basun

Robert Holmsted

Lukas Winther Andersen (orlov)

Andreas Ferrold Clemmensen **

Basbasun

Alf Vestergaard Nielsen

Tuba

Carl Boye Hansen

Harpe

Lucie Estelle Delhaye **

Joost Schelling **

Pauke

Thomas Georgi

Slagtøj

Jonas Bonde-Nielsen

Oliver Kragelund **

Lennart Gruvstedt **

Klaver

Ole Bartholin Kiilerich

Guitar

Jesper Sivebæk **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters

Instrumentfond

** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

*** 1. solo / tidsbegrænsede stillinger