CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
20. APRIL 2023 KL. 19.30
KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
NIELSEN & BLEUSE – DET UUDSLUKKELIGE
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Alberto Navarra, fløjte
Mette Nielsen: Bevægelser - uropførelse (f. 1985)
I Udad
II Til venstre
III Indad
IV Rundt
V Indad, så udad
Varighed: ca. 24 min.
W.A. Mozart: Fløjtekoncert nr. 1
(1756 - 1791)
I Allegro maestoso
II Adagio non troppo
III Allegro
Varighed: ca. 23 min.
P A U S E
Carl Nielsen: Symfoni nr. 4 - Det Uudslukkelige
(1865 - 1931)
I Allegro
II Poco allegretto
III Poco adagio quasi andante
IV Allegro
Varighed: ca. 36 min.
Vi skal tre meget forskellige steder hen på aftenen musikalske rejse. Ganske vist forbliver vi i Danmark for to af værkernes vedkommende. Deres komponister deler endda efternavn. Og på hver deres måde søger deres musik at transcendere det rent musikalske og give os en eksistentiel oplevelse af livets værdi. Men fra en mindfulness-oplevelse af at komme helt ind i musikkens inderste væsen hos Mette Nielsen (som jeg kun kan forestille mig må få Peter Bastian til at smile fra sin himmel), tager Carl Nielsen os med helt ud på slagmarken, hvor krigens rædsler flår sjæle i stykker, og spørgsmålet om livets uudslukkelighed bliver aldeles bogstaveligt. Og indimellem får vi smægtende fløjtetoner fra vel nok den komponist i verdenshistorien, der allerbedst formåede at omsætte det guddommeligt uudsigelige til musik.
METTE NIELSEN: BEVÆGELSER, UROPFØRELSE
Aftenens åbningsværk er i sandhed en begyndelse: Musik, der aldrig har været spillet før, og som vores ører dermed bliver de første, der hører. Snarere end at basere sig på strukturelle regler om toneart og sonateform, inviterer Bevægelser publikum med ind i en helt ny måde at lytte på. Hvor afstanden mellem orkester og publikum kan føles mærkbar i en stor koncertsal, er den bærende pointe i Bevægelsers fem satser at bringe os helt tæt på de enkelte toner, tæt på klangen og direkte ind i orkesterlyden. Det handler om at bruge ørerne, registrere de små fluktuationer og stemninger, der opstår, når man kommer ind i en tone. Vi kommer til at opleve orkestret som en lydskulptur, som musikken bevæger sig igennem på forskellige vis fra sats til sats. Hver af de fem satstitler er navnet
på en sådan musikalsk bevægelse. Hvis vi forestiller os, at tiden er gået i stå, og orkestrets lyd står stille som en skulptur i rummet, er dette fem forskellige perspektiver, vi opfanger lyden fra. Nogle gange er vi meget tæt på den – andre gange er vi mere på afstand. Nogle gange bevæger vi os hurtigere gennem lyden –andre gange bevæger vi os meget langsomt gennem den. Og på den måde bliver Bevægelser til en abstrakt vandring igennem den orkestrale skulptur.
Hver sats fokuserer på sin egen lyd: Bemærk f.eks., hvordan en musikalsk bevægelse kan foregå helt konkret fra orkestrets højre til venstre side i anden sats (”Til venstre”) og dermed også bliver en bevægelse fra den dybeste orkesterklang i tuba og kontrabasser til den helt lyse i violinerne. I tredje sats bevæger musikken sig fra orkestrets bageste til forreste del, ud mod publikum. Vi vil undervejs i værket støde på flere forskellige måder, den samme tone kan klinge på, og stifte bekendtskab med begreber som kvarttoner, støjlyde, tremolo, flutter-tonguing og skæve taktarter (f.eks. syv ottendedelstakt i tredje sats). Der er imidlertid også forbindelser i værket, som vi opdager, når vi opfanger det samme motiv igen fra en ny side. Femte sats (”Indad, så udad”) har klare forbindelser til den første (”Udad”) og den tredje (”Indad”), men disse bliver nu blandet sammen, og vi bevæger os gennem dem mange gange i nye kombinationer, mens vi undersøger lydskulpturen igen en sidste gang.
Bevægelser er komponeret af Mette Nielsen, som er 37 år gammel, født og opvokset i Odense og uddannet i komposition ved både Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og på Det Jyske Musikkonservatoriums solistlinje. Mette Nielsen
har komponeret talrige værker for ensembler og kor, lavet materiale til musikskoler, skrevet musik til børn og unge, lavet lydinstallationer og underviser fast på MGK i Odenses komponistlinje. Hendes værker er i betydeligt omfang blevet opført på festivaler som Klang og Spor Festivalerne, og hun har arbejdet sammen med ensembler som Nordic String Quartet, Trio Ismena, det bulgarske kvindekor USMIFKA og Aarhus Sinfonietta. Med Bevægelser gør hun sin entré på den symfoniske scene.
W. A. MOZART: FLØJTEKONCERT NR. 1
Og fra den banebrydende, nye lyd skal vi til gengæld vende os mod toneart og sonateform for alle pengene. Mozart var en moden herre på 21 år (!), da han sent i 1777 fik en bestilling fra den velhavende, hollandske musikynder Ferdinand de Jean på at skrive tre fløjtekoncerter og en række kammerværker med koncerterende fløjtestemmer. Hans honorar ville være på 200 gylden, og ordren lød på at gøre fløjtestemmerne overkommelige, formodentlig fordi de Jean havde planer om at udfylde positionen som fløjtenist selv. Mozart færdiggjorde næsten hele bestillingen – skrev to koncerter, en andante for fløjte og orkester og to fløjtekvartetter. Den første af koncerterne, KV. 313 i G-dur, som vi skal høre i aften, var helt original, mens den anden, KV. 314 i D-dur, var en gennemgribende omarbejdelse af en obokoncert, som Mozart havde skrevet året før i Salzburg. Og i sidste ende fik Mozart kun 96 gylden ud af de Jean, sandsynligvis fordi denne enten var utilfreds med at modtage en ”genbrugt” koncert eller med det faktum, at Mozart selvfølgelig på ingen måde havde skrevet fløjtestemmer for en amatørmusiker.
Mozart arbejdede på bestillingsværkerne tidligt i 1778 i Wien og skrev i februar til sin far, at han havde afsluttet to koncerter og tre kvartetter (i virkeligheden var det som sagt to – men hellere overdrive end vække sin fars mishag for at være doven, må man formode). Brevet indeholder det berømte udsagn: "… jeg bliver helt afkræftet, som du ved, når jeg skal skrive for et instrument, jeg ikke kan holde ud." Eftertiden har tenderet mod at tage denne bemærkning for pålydende, men det er mere sandsynligt, at Mozart på denne måde blot kom med undskyldninger for ikke at fuldføre bestillingen og reelt intet havde imod fløjten som instrument. Han var mindre produktiv end normalt på dette tidspunkt, måske som resultat af sin frugtesløse romance med sopranen Aloysia Weber. Aloysia afviste Mozart senere samme år og giftede sig med skuespilleren og maleren Joseph Lange (som endte med at male det mest berømte portræt, vi i dag har af Mozart). Og Mozart giftede sig som bekendt med Aloysias lillesøster Constanze i 1782 og havde livet ud et fint og venskabeligt (og frimurerbroderligt) forhold til sin svoger og tidligere rival.
På trods af sin mellemfornøjede tilblivelseshistorie er fløjtekoncerten ikke blot et endt som ypperligt display af melodi og elegance, men også et værk, der udfordrer sin solists virtuositet og er en stor favorit blandt
fløjtenister i dag. Den er galant, lys og energisk hele vejen igennem, falder i de konventionelle tre satser med en hurtig og strålende førstesats i sonateform, en langsom og lyrisk andensats og en sprudlende menuet i rondoform til sidst. Og så traditionelt, som dette end er, skal vi dog også høre en beskeden ynde, et fantasifuldt håndværk og en musikalsk udtrykskraft, som det kræver en Mozart at levere.
CARL NIELSEN: SYMFONI NR. 4, DET UUDSLUKKELIGE
Carl Nielsen begyndte at arbejde på sin 4. symfoni i sommeren 1914 og arbejdede på den i næsten to år, inden den blev uropført den 1. februar 1916. Og således slutter vi aftenen med et værk, der er blevet til i skyggen af 1. Verdenskrigs rædsler. En krig, der på skræmmende vis høres i symfonien. Carl Nielsen fremstår umiddelbart en smule famlende i det brev, han i maj 1914 skrev til sin kone, der opholdt sig i Tyskland: ”Jeg har en ide til en ny komposition, som ikke har noget program, men vil udtrykke, hvad vi forstår ved livets ånd eller manifestationer af livet, det vil sige: Alt der rører sig, som vil leve ... kun liv og bevægelse, skønt forskelligartet - meget forskelligartet - dog er forbundet, og som om det konstant er i bevægelse, i én stor bevægelse eller strøm. Jeg har brug for et ord eller en kort benævnelse, der kan udtrykke dette; det vil være tilstrækkeligt. Jeg kan ikke helt udtrykke, hvad jeg vil have, men det, jeg vil have, er godt.” Men da han nåede til 1916 og lagde sidste hånd på den 4. symfoni, havde han fundet præcis det rigtige ord: Uudslukkeligt. Og ”Det uudslukkelige” skulle blive det navn, han selv gav sin symfoni.
Krigen var ikke alene om at martre den 49-årige Carl Nielsens tilværelse i disse år. For det første smuldrede hans ægteskab. Hustruen, Anne Marie, havde fået nok af sin mands talrige udenomsægteskabelige affærer. Og mens hun fortsat fuldt ud respekterede sin mand som kunstner, så blev hendes tillid til ham som menneske og ægtefælle nu truet på livsnerven. Og et stormfuldt ægteskab, der allerede havde gennemlevet en lignende krise tilbage i 1905, mundede i 1914 ud i, at ægteparterne gjorde sig uafhængige af hinanden og i årene, der fulgte, opnåede lovformelig separation.
Den anden krise i Nielsen liv i 1914 var af professionel art. Stillingen som kapelmester i Det kgl. Kapel kunne have været ideel, hvis ikke det var for de talrige gnidninger med førstekapelmesteren, Frederik Rung, hvis hyppige sygemeldinger førte til sammenstød, når
Carl Nielsen undlod at konsultere sin sengeliggende overordnede med fortolkningsspørgsmål. Og da teaterledelsen ved Rungs død valgte at fastansætte Nielsens konkurrent, Georg Høeberg, i den ledige stilling, forlod Carl Nielsen teateret i vrede og smækkede med døren på vej ud.
Et turbulent år, altså, men også et, der efterlod Nielsen med mere tid til at komponere. Og uanset om hans umiddelbare, personlige konflikt var af kunstnerisk, kærlighedsmæssig eller krigerisk art, så havde Carl Nielsen en ambition om at skrive en symfoni, der skulle symbolisere ”den elementære vilje til liv”. Musik, der skulle fremstå som eksempel på, at livet er stærkere, ikke bare end fornuften, men også stærkere end døden. Og det er dette, vi kan forvente at blive konfronteret med i ”Det uudslukkelige”: De fire satser spilles f.eks. i ét ubrudt forløb, da musikken jo er ”uudslukkelig”. Kontrasterne er trukket skarpt op: De blide, feminine sidetemaer står som diametrale modsætninger til den vildskab, grimhed, frustration og aggression, som musikken også udspyer, og fremstår næsten som en virkelighedsflugt – men kommer måske overraskende triumferende ud af symfonien til sidst? Vi hører på det nærmeste bomberne sprænge om ørerne på os – repræsenteret af en legendarisk, teatralsk duel mellem to sæt pauker i symfoniens slutning. ”Det uudslukkelige” er Carl Nielsens ubetinget vildeste symfoni, baseret på dybt originale, symfoniske idéer og en jernvilje til at klarlægge, hvad kun musik har magt til at udtrykke: At, med vores hjemøs stolte søns egne ord, ”musik er liv og som dette uudslukkeligt”.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Pierre Bleuse, dirigent
Vores franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland. Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som kommende chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse.
Pierre besøgte OS første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energibombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi er superglade for, at vi kan arbejde sammen med Pierre de næste – indtil videre – tre år.
Alberto Navarra, fløjte
Alberto Navarra har studeret ved Maurizio Valentini på Ghedini-konservatoriet i Cuneo. Han studerede senere hos Andreo Manco og flyttede til Accademia
Nazionale di Santa Cecilia i Rom og Accademia Internazionale di Imola. På Queen Sofia Academy i Madrid var han stipendiestuderende under Jacques Zoon og blev hædret som skolens mest fremragende elev. Alberto har optrådt i koncerter med Ensemble Albéniz og optrådt som medlem af orkestret Haydn Bolzano, Orchestra Freixenet og Orchestra B Bruni della Città di Cuneo. Han har deltaget i masterclasses hos Emmanuel Pahud, Sebastian Jacot og Silvia Careddu og er vinder af Severino Gazzelloni International Flute Competition, Dorel Baicu International Competition (førstepris) og Carl Nielsen International Competition 2022.
