PRO MUSICA - BACH &
BRAHMS
12. SEP 2023 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Carl Philipp Emanuel Bach: Triosonate i d-mol, wq. 145 (1714 - 1788)
I Allegretto
II Largo
III Allegro
Varighed: ca. 13 min.
Medvirkende: Rune Most, fløjte; Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Tina Christiansen, cembalo
Jan Dismas Zelenka: Sonate nr. 2 i F-dur (1679 - 1745)
I Adagio ma non troppo
II Allegro
III Larghetto
IV Allegro assai
Varighed: ca. 16 min.
Medvirkende: Henrik Skotte, obo; Pina Mohs, obo; Christina Andersen, fagot; Tina Christiansen, cembalo
Johann Sebastian Bach: Koncert nr. 2 i a-mol (efter Vivaldi - RV 522) (1685 - 1750)
I Allegro
II Larghetto e spiritoso
III Allegro
Varighed: ca. 12 min.
Medvirkende: Marjun Herup Olsen, fløjte; Pina Mohs, obo; René Højlund Rasmussen, klarinet; Philip Sandholt Herup Andersen, horn; Morten Østergaard, fagot
P A U S E - ca. 20 min
Garth Knox: Quartet for one (f. 1956)
Medvirkende: Rafaell Altino, bratsch
Varighed: ca. 7 min.
Johannes Brahms: Strygekvintet nr. 2 i G-dur, op. 111 (1833 - 1897)
I Allegro non troppo, ma con brio
II Adagio
III Un poco Allegretto
IV Vivace ma non troppo presto
Varighed: ca. 30 min.
Medvirkende: Erik Heide, violin; Stinus Christensen, violin; Rafaell Altino, bratsch; Sanna Ripatti, bratsch; Jonathan Slaatto, cello
Efter koncerten inviteres publikum på et glas vin i orkestrets kantine, hvor der vil være reception for en udstilling af kunstneren Nina Winther.
C.P.E. BACH: TRIOSONATE I D-MOL, WQ. 145
Carl Philipp Emanuel Bach, den anden overlevende søn af J.S. Bach og hans første kone (og kusine i andet led) Maria Barbara Bach, blev født i 1714 i Weimar og havde ingen ringere end G.P. Telemann som én af sine gudfædre. Unge Emanuel (som var det navn, han gik under) lærte at spille og komponere af sin far og tog gennem hele sin ungdom aktiv del i opførelserne af farmands musik. Formelt påbegyndte han også jurastudier på universitetet, men musikken flød som bekendt i årerne på snart sagt hele den bach’ske husstand og var altid Emanuels førsteprioritet. Juraeksamen opnåede han som 24-årig i 1738, men han lod den ligge ubrugt hen og koncentrerede hele sin opmærksomhed mod musikken. Senere skulle C.P.E. Bach blive kendt under kælenavnene ”Berliner Bach” og ”Hamburger Bach” og gik over i historien som en glimrende komponist i egen ret (dog aldrig i stand til at kæmpe sig ud af sin fars ærefrygtindgydende skygge – det har vel nærmest ingen formået endnu?), musikpædagog og den empfindsamer Stil, der blev ét af bindeleddene mellem barokken og klassikken.
Blandt C.P.E. Bachs tidligste værker, skrevet da han var ca. 17 år gammel, finder vi en firsatset triosonate i d-mol for to violiner og continuo. Senere, i 1740’erne, da han var blevet ansat som cembalist ved Frederik den Stores hof i Berlin, reviderede han en række af sine tidlige værker, heriblandt denne triosonate. (Den originale version blev i en årrække tilskrevet selveste Johann Sebastian, hvilket affødte det posthume – men altså fejlagtige – katalognummer BWV 1036). I revisionen forkastede C.P.E. den originale første sats og begyndte i stedet med en stærkt forandret udgave af den originale andensats, nu en mere
PINA MOHS
smidig og mindre akademisk Allegretto med faldende, kromatiske baslinjer og et dynamisk og motivisk samspil mellem de to melodiinstrumenter. Hovedparten af den originale Largo, i paralleltonearten F-dur, fremstår næsten uændret som den langsomme andensats i den nye version. Bemærk den dramatiske og uventede afslutning i varianttonearten f-mol, som så abrupt justeres til F-dur med et opbud af musikalsk humor, der leder tankerne hen på Joseph Haydn. Og den nye finale er en helt nykomponeret, flydende og livlig, todelt Allegro. Her hører vi klare ekkoer af fader Johann Sebastians kontrapunktiske uovertruffenhed og kommer i mål på krystalklar, stilsikker vis.
J.D. ZELENKA: SONATE NR. 1, F-DUR, ZWV 181:1
Tjekkiskfødte Jan Dismas Zelenka er sandsynligvis den største barokbassist, du aldrig har hørt om – men hvor mange barokbassister er det nu også lige, vi har hørt om? Han var hele tiden 5-6 år foran J.S. Bach – født i 1679 og død i 1745 – og var i sin samtid højst respekteret med prominente beundrere (heriblandt Bach selv), elever (heriblandt Frederik den Stores hoffløjtenist Johann Joachim Quantz) og venner (heriblandt Telemann), men har ikke opnået nær den samme resonans i eftertiden – før vi i disse år i stigende grad har fået ørerne op for hans musik. Zelenka træder ind i musikhistorien, da han flytter fra Prag til Dresden i 1710 og bliver ansat til at spille violone (forløberen for den moderne kontrabas) i byens berømte hofkapel. Her fik han tilstrækkelig succes til at opnå betalt orlov for at studere i Wien og Italien i adskillige år fra 1716. Og ved sin tilbagevenden til Dresden blev han en produktiv komponist af kirkelig kormusik, selv om han ved et operabesat hof aldrig opnåede decideret stjernestatus.
Zelenka komponerede en lille mængde instrumentalmusik, herunder seks triosonater skrevet omkring tidspunktet for hans rejser sydpå. Disse værker er for to oboer (med violin og/eller fløjte som alternativer), fagot og continuo og stiller hårrejsende høje krav til sine solisters teknik, fingerfærdighed og udholdenhed – uden at vi som tilhørere lægger nævneværdigt mærke til det. Første sats er en munter duet mellem de to oboer i adstadigt Adagio ma non troppo-tempo, andensatsen en hastig og rigt forsiret Allegro, tredjesatsen en længselsfuld og melankolsk Larghetto og finalen en glad og livlig Allegro assai i 3/4, der sender sine solister ud på en række halsbrækkende sekstendedelsløb.
J.S. BACH/A. VIVALDI: KONCERT NR. 2 I A-MOL
Måske for at uddanne sig selv i kunsten at transskribere og omorkestrere, eller måske for at behage en begejstret fyrste – vi kender ikke den præcise årsag – skrev Bach i løbet af sine år i Weimar 1708-1717 en række bearbejdelser for orgel og cembalo af bl.a. Antonio Vivaldis værker. Koncerten her er en virtuos transskription for orgel af den concerto grosso i a-mol, RV 522, som er den ottende ud af tolv koncerter i den ganske dugfriske samling L’estro armonico, opus 3, som Vivaldi havde skrevet i 1711. Den unge Weimar-fyrste Johann Ernst havde bragt samlingen med hjem fra en rejse til Amsterdam i 1713, og årene i Weimar ser ud til at markere begyndelsen på Bachs mest betydningsfulde tangentinstrumentværker. Han havde gennem hele sit liv været optaget af orgelbyggeri og -renovering, og også
orgelet ved Weimars hofkapel blev rekonstrueret efter Bachs anvisninger. Det er derfor ingen overraskelse, at de fleste af hans store orgelværker stammer fra Weimar-perioden. Da Vivaldi-transskriptionerne blev udgivet i 1850, medvirkede de til at grave Vivaldis musik frem fra den næsten totale glemsel, den var faldet i efter komponistens død i 1741, og at give den den meteorlignende raketfart tilbage på den musikalske stjernehimmel, som vi stadig nyder godt af i dag.
G. KNOX: QUARTET FOR ONE
Navnet Garth Knox er ikke på hver mands læber, men hvis man er særligt interesseret i musik for bratsch, er han en velkendt og produktiv fakkelbærer for og skaber af nye kompositioner. Som den yngste af fire irske søskende, der alle spillede strygeinstrumenter, blev han opfordret til at forsøge sig med bratschen, og det stod hurtigt klart, at dette instrument skulle blive hans levevej. Straks efter endt uddannelse ved konservatoriet tog karrieren fart, og Knox har spillet i førende London-baserede ensembler, i Pierre Boulez’ parisiske Ensemble InterContemporain og i den verdensberømte Arditti Kvartet, begge kendt for deres fremragende fortolkninger og indspilninger af ny musik. Siden har Knox ernæret sig som efterspurgt soloinstrumentalist, ofte af værker skrevet specifikt til ham, og komponist af et helt nyt repertoire for både sit hovedinstrument, bratschen, og søsterinstrumentet fra baroktiden, viola d’amore.
RAFAELL ALTINO
I det helt nye bratschsoloværk Quartet for One skal man tænke sig til en bratschist, der forestiller sig, at han giver koncert med sin strygekvartet foran et stort, begejstret publikum. I realiteten er han alene på scenen i en tom sal - men spiller alligevel kvartetten ene mand. Hver af de fire bratschstrenge svarer til et instrument fra kvartetten, begyndende med en solo for bratsch (på instrumentets 3. streng). Herpå får han selskab af celloen (4. streng), hvorved værket er blevet til en duo på to strenge. Derefter slutter andenviolin (2. streng) sig til, hvilket gør duoen til en trio på tre strenge. Og sluttelig gør førsteviolinen (1. streng) sin entré, hvorved soloværket i sandhed er blevet til en hel ”kvartet for én”.
J. BRAHMS: STRYGEKVINTET NR. 2 I G-DUR, OP. 111
Vi runder koncerten af med, hvad Brahms havde forestillet sig, skulle blive hans sidste værk: Den symfoniskklingende, firsatsede ”Prater”-kvintet for to violiner, to bratscher og en cello – kælenavnet er hentet direkte fra den wienske forlystelsespark, hvor Brahms hyppigt hentede inspiration (fra de små underholdningsorkestre og sigøjnerbands, bevares, men også fra øl og cigarer og damer). Kvintetten blev til som udkast til en femte symfoni, og Brahms’ selvudråbte pensionering efter at have sendt partituret til sin forlægger i 1890 blev også afbrudt af et par af de sene værker, som eftertiden græder af glæde over at have fået (klarinettrioen og klaverstykkerne opus 116-119 er stærke eksempler). Men som det blev, blev verden altså en strygekvintet rigere, som i al sit væsen minder om en symfoni, med den ekstra bratsch fungerende som teksturberigende mellemstemme, der giver kvintetten tonal vægt og dybde.
Kvintetten er gennemsyret af brahms’ske kendetegn på alle niveauer: Fra førstesatsens heroiske hovedtema i 9/8 i celloen (der har den betragtelige udfordring at skulle kunne høres under de pulserende sekstendedelsnoder i de lyse strygere), hemioler og et lyrisk sidetema, der ligner en vuggende wienervals, over bittersød, mørk melankoli i d-mol i andensatsen og det tredelte Allegretto-intermezzo, der erstatter tredjesatsens typiske scherzo, til den ultimative festmusik og et stærkt ungarsk folkemusikelement i finalen, som minder os om den lettere side af komponisten til de berømte ungarske danse og sender os hjem bogstaveligt talt fulde af musik.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Rune Most, fløjte Ragnhildur Josefsdottir, fløjte
Tina Christiansen, cembalo
Henrik Skotte, obo
Pina Mohs, obo
Christina Andersen, fagot
Marjun Herup Olsen, fløjte
René Højlund Rasmussen, klarinet
Philip Sandholt Herup Andersen, horn
NYHED: VINSMAGNING INDEN KONCERT
Få en hyggelig start på aftenens koncert med en symfonisk vinsmagning.
• Kl. 17.30 - 18.30.
• 3 store smageglas vin
• Let anretning som passer til vinene
• Vinene præsenteres af vores vin-partner SG-gruppen Dan Lysemose
• Vinsmagningen foregår i hyggelige rammer i foyer-balkonen.
TILKØBSMULIGHED TIL
• 28. SEP - TJAJKOVSKIJS 5. SYMFONI.
• 26. OKT - FRA MONTEVERDI TIL LYKKE
• 30. NOV - LIGETI, HAYDN & SCHUBERTS 9.
se mere på odensesymfoni.dk GRUPPEN Slots Garagen ApS sgvin.dk
Morten Østergaard, fagot
Rafaell Altino, bratsch
Erik Heide, violin
Stinus Christensen, violin
Sanna Ripatti, bratsch
Jonathan Slaatto, cello
