CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
28. SEPTEMBER 2023 KL. 19.30
KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
TJAJKOVSKIJS 5. SYMFONI FINALEKONCERT
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Andris Poga
Solist: Karol Mossakowski, orgel
Samuel Barber: Toccata Festiva for orgel (1910 - 1981) og orkester, op. 36
Varighed: ca. 14 min.
Joseph Gabriel
Rheinberger: Orgelkoncert nr. 2, op. 177 (1839 - 1901)
I Grave
II Andante
III Con moto
Varighed: ca. 23 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Peter Tjajkovskij: Symfoni nr. 5 (1840 - 1893)
I Andante - Allegro con anima
II Andante Cantabile con alcuna licenza
III Valse: Allegro moderato
IV Finale: Andante maestoso - Allegro vivace
Varighed: ca. 44 min.
I samarbejde medOdense Internationale Orgelfestival og Syddansk Musikkonservatorium
S. BARBER: TOCCATA FESTIVA
At Samuel Osmond Barber var et sundt og fremmeligt barn i en velstående, dannet Pennsylvania-familie, hvor man formåede at tale om tingene, fremgår af en seddel, han skrev til sin mor, da han var ni år gammel: ”Kære mor: Jeg har skrevet dette for at fortælle dig min tyngende hemmelighed. Nu må du ikke græde, når du læser det, for det er hverken din eller min skyld. Jeg formoder, at jeg bliver nødt til at fortælle det nu uden svinkeærinder: For det første var det ikke meningen, at jeg skulle være atlet. Det var meningen, at jeg skulle være komponist, og det er jeg sikker på, at jeg bliver. Og så vil jeg bede dig om en ting mere: Vær sød ikke at bede mig om at glemme alt det her og gå ud og spille fodbold. Nogle gange har jeg bekymret mig så meget over det, at det har gjort mig vred (men ikke ret meget). Kærlig hilsen, Sam Barber II.”
Hans tidlige fornemmelse for sin musikalske skæbne viste sig at være profetisk. Mors og fars ambitioner om at gøre lille Sam til en klassisk, football-spillende all American boy måtte vige pladsen for et uomtvisteligt musiktalent, og Barber blev en af de mest hæderkronede amerikanske komponister i det 20. århundrede. Han skrev mere end hundrede sange, tre operaer, tre solokoncerter, to balletter, to symfonier og en lang række betydelig orkester-, kor-, kammer- og klavermusik. Hvem husker ikke hans sjæleflænsende Adagio for strygere, som findes i både versioner for orkester og kor (under titlen Agnus Dei)? I aften skal vi høre den helt anderledes sprudlende og bombastiske Toccata Festiva, som Barber skrev til indvielsen af det nye orgel på barndomsbyen Philadelphias Academy of Music i 1960. Efterhånden som store orgler blev mere og mere almindelige i nyopførte koncertsale fra slutningen af det 19. århundrede, begyndte et repertoire af festmusik for orgel og orkester at blive efterspurgt. Og Barbers toccata er da også et dramatisk festfyrværkeri af fanfarer, danse, vemodige sidetemaer, bastante marcher, skæve taktarter, en KAROL MOSSAKOWSKI
udstrakt kadence for orglets pedaler, og en farverig orkestrering, hvor man til tider skal spidse ører for at høre, hvornår orglet slutter, og orkesteret begynder.
J.G. RHEINBERGER: KONCERT FOR ORGEL
OG ORKESTER NR. 2, G-MOL, OPUS 177
Mens de andre drenge legede med tinsoldater eller hjalp deres fædre i marken, spillede lille Josef Gabriel Rheinberger syv år gammel orgel i katedralen Skt. Florin i Vaduz, hovedstaden i fyrstedømmet Liechtenstein, hvor han blev født i 1839. Året efter afholdt kirken uropførelse af den otteårige drengs første komposition. Det fænomenale talent lod sig ikke fornægte, og Rheinberger blev ikke bare sendt på konservatoriet i München, da han var tolv år gammel – han blev også ansat på selvsamme konservatorium som professor i orgel, klaver og komposition umiddelbart efter at have taget sin eksamen som 19årig. I München fik han en lang og glorværdig karriere, der indbefattede en række prominente elever (f.eks. Richard Strauss, Engelbert Humperdinck og den store dirigent Wilhelm Furtwängler) og et livslangt og lykkeligt ægteskab med den otte år ældre Fanny, som skrev tekster til en lang række af hans korværker. Ved sin død i 1901 efterlod Rheinberger omkring 200 kompositioner. Han skrev tolv messer, et par operaer, lieder, kammermusik og symfonier – men særligt kendt er han for sin musik for orgel, heriblandt 20 sonater, korværker med orgelledsagelse, salmer, fugaer og de to store orgelkoncerter, hvoraf vi i aften skal høre nr. 2 i g-mol.
Rheinberger var så nogenlunde samtidig med Brahms og Dvořák, og hans musik bærer da også præg af inspiration både fra hans samtidige (og umiddelbare forgængere som Mendelssohn og Schumann) og – ikke så overraskende for en orgelkomponist – J. S. Bach. Den 2. orgelkoncert er instrumenteret for en kreativ besætning af orgel, strygere, 2 horn, 2 trompeter og pauker.
Foto: Jean-Baptiste MillotMotiverne er enkle, romantiske og iørefaldende, melodierne mindeværdige og mangfoldige, de tre satser balancerer velproportioneret med hinanden, og den harmoniske tekstur og progression er i fuld overensstemmelse med, hvad man ville forvente af en senromantisk solokoncert. Man kan på ingen måde rubricere koncerten som et "prangende" værk – dertil er Rheinbergers insisteren på at undgå tom virtuositet for stærk. Men orgel og orkester indgår i et gennemintegreret, symfonisk hele, hvor de klimakser, der er økonomiseret så grundigt med, virker des stærkere, når de sættes effektivt ind.
P. TJAJKOVSKIJ: SYMFONI NR. 5
Med Tjajkovskij ved man aldrig, hvilken ende af det følelsesmæssige spektrum, man træder ind på, når musikken starter – og i hvilke og hvor mange afkroge, man har befundet sig, når den slutter. Tjajkovskij elskede Rusland. Folket, sproget, tankegangen, sæderne og skikkene, sit publikum og de ustoppelige invitationer til at dirigere sin musik i Vesten. I midten af 1880’erne have han – efter mange år udelukkende som lejer og gæst – købt et landsted i Klin, i smukke omgivelser og praktisk beliggende ved jernbanen
mellem Moskva og Skt. Petersborg. Det skulle blive hans faste hjemsted resten af hans liv, og den landlige luftforandring inspirerede ham tilsyneladende næsten grænseløst. I starten af 1888 meddelte en begejstret tsar Aleksandr III, som med tilfredshed havde overværet en genopsættelse på Bolsjojteatret af Eugen Onegin, som Tjajkovskij selv dirigerede, at han ville tildele Tjajkovskij en livsvarig statsydelse på 3000 rubler om året. Så økonomien så efterhånden også overordentligt god ud – Tjajkovskij var på dette tidspunkt stadig i modtagerenden af fyrstelige, månedlige stipendier fra sin hovedrige mæcen og beundrerinde, jernbaneenkefru Nadezhda von Meck.
Men med til historien om Tjajkovskij hører som bekendt også fortællingen om en skånselsløst selvkritisk, skrantende, deprimeret og desperat selvhadende mand, fortvivlet over sin homoseksualitet i en verden, der på ingen måde havde til sinds at acceptere – eller bare kende til – denne side af den ellers så uhyre populære komponist. I 1888 var hans udgangspunkt for at påbegynde arbejdet med den 5. symfoni da også en tilstand af ekstrem tvivl om sine egne evner. Han skrev i et brev til sin bror Modest, at han var bange for, at hans inspiration var løbet tør, og at han simpelthen ikke havde mere at udtrykke i musik – og dette var altså, før han skrev både den 5. og den 6. symfoni, operaerne Spader dame og Jolanthe, og Nøddeknækkeren! Brevet efterlod kun en sprække af håb: ”Jeg håber på, at jeg lidt efter lidt kan indsamle materiale til en symfoni”. Og det kan måske være en cadeau til de idylliske lokaliteter i sommerresidensen, at han i løbet af fire måneder fra maj til august fik bugt nok med sine dæmoner til at komponere symfonien fra start til slut.
Ved uropførelsen i november var såvel publikum som Tjajkovskijs nære venner og kolleger begejstrede, men anmelderne var – som det ikke sjældent var tilfældet i Tjajkovskijs samtid – hårde ved de efterfølgende opførelser. Tro mod sin flagellantiske natur konkluderede Tjajkovskij selvfølgelig, at anmelderne havde ret. Han erklærede værket for en fiasko og spekulerede selv ivrigt i sine breve over, hvad det mon kunne være, der var så frastødende. Var det klangfarven, strukturen, den underliggende idé? Det var først året efter, da Brahms hørte en opførelse i Hamborg og udtrykte sin betingelsesløse beundring for det nye værk, at Tjajkovskij indrømmede, at hans nye symfoni havde fortjent sin plads i verden. "Jeg er begyndt at elske den igen," skrev han til sin nevø. "Min tidligere dom var ufortjent hård." De forgangne 135 år har vist, at Tjajkovskij – og Brahms – havde ret. Den 5. symfoni er i dag ét af hans mest højtskattede værker.
At være den femte i rækken pålægger en symfoni et tungt, beethovensk ansvar for at være sin skabers ”skæbneværk” – og Tjajkovskijs tidlige skitser inkluderede da også kommentarer om skæbne, forsyn og tro. De fire satser er bundet cyklisk sammen af et ledemotiv, en slags idée fixe à la Berlioz’ Symphonie Fantastique, der bliver introduceret dystert i
klarinetten i begyndelsen og symfonien igennem undergår et utal af forklædninger og bearbejdelser. Dette ledemotiv har fået kælenavnet ”skæbnemotivet”. Og fordi det flytter sig så markant fra hovedtonearten e-mol i første sats til finalens udhamrede udgave af det i E-dur, kunne man få den tanke, at symfonien, igen på beethovensk manér, bevæger sig ”gennem vanskeligheder mod stjernerne’ eller fra skyggen mod lyset.
Inden da har temaet dog også på næsten brutal vis slået andensatsens smukke folkemelodier i jorden igen og igen, og i tredjesatsen kastet ildevarslende skygger over, hvad der ellers er en yndefuld og ubekymret vals. Så er finalen virkelig den håbefulde, optimistiske triumf, vi umiddelbart hører? Er skæbnen besejret? Det, der lyder som en triumferende, paukehvirvelfyldt afslutning i H-dur godt ni minutter inde i finalen (hvor man altså skal gøre sig umage for IKKE at klappe endnu!), efterfølges af 2½ minuts sejrrig marchudgave af skæbnetemaet i E-dur. Slutningen er et direkte, rytmisk citat fra Beethovens verdensberømte åbningsmotiv fra den 5. symfoni. Hvad skal vi lægge i dette? Med kendskab til Tjajkovskijs mesterlige balancegang mellem det sødmefulde og det fortvivlende, mellem det fejende romantiske og det dystert ildevarslende, er det måske en passende kommentar om skæbnens uafvendelighed og livets foranderlighed, den store mester her efterlader os med.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Andris Poga, dirigent
Den lettiske dirigent Andris Poga er uddannet fra Jāzeps Vītols Letlands Musikakademi og ved Wiens Universitet. Han har været chefdirigent ved Letlands Nationale Symfoniorkester siden sæson 2013-2014, men har derudover dirigeret orkestre i det meste af Europa og i Asien, heriblandt Frankfurt Radiosymfoni, DR Symfoniorkestret, Orchestre National de France og Hong Kong Symfoniorkester. Han er en prisvindende dirigent og har bl.a. været assistent for Paavo Järvi i Orchestre de Paris.
Andris Poga har besøgt Odense Symfoniorkester flere gange. Senest ved åbningskoncerten af den første Odense Internationale Orgelfestival i 2019.
Karol Mossakowski, orgel
Karol Mossakowski fra Polen tilhører den absolutte elite af unge orgelspillere, hvilket stadfæstedes i februar 2023, da han blev udnævnt til titulærorganist ved et af Europas mest prestigefulde embeder: SaintSulpice Katedralen i Paris. Dette er aldrig tidligere sket for en udenlandsk organist.
Karol Mossakowski er kendt for sine exceptionelle evner inden for både repertoirespil og improvisation, og han er blevet tildelt førstepriser ved the International Prague Spring Competition og Grand Prix de Chartres. Han har gang i en stor international karriere, hvor han er Artist in Residence ved NOSPR Katowice, og fra 2019 til 2022 bestred han en tilsvarende stilling ved Radio France.
Tidligere og kommende højdepunkter inkluderer koncerter ved Philharmonie de Paris, MÜPA Budapest, Wroclaw’s National Forum of Music, Warsaw Philharmonie, Moscow Philharmonie, Mariinsky Theatre i Sankt Petersborg, Madrid’s National Music Auditorium, BOZAR Brussels, Palais Montcalm i Quebec, Bamberg’s Konzerthalle, Dresden Philharmonie, domkirker i Berlin, Köln, Wien og Milano samt engagementer med Orchestre Philharmonique de Radio France, Orchestre National de France, NFM Wroclaw Philharmonic Orchestra, National Polish Radio Symphony Orchestra og Warsaw Philharmonic Orchestra. Karol Mossakowski startede med at spille klaver og orgel allerede som treårig, han er uddannet i Polen hos Elżbieta Karolak og Jarosław Tarnawski, og siden har han studeret orgel, improvisation og komposition ved Conservatoire de Paris hos Olivier Latry, Michel Bouvard, Thierry Escaich og Philippe Lefebvre.
I 2014-2015 var Karol Mossakowski udnævnt til Young Artist in Residence ved Cathedral of St. Louis King of France i New Orleans (USA), og forud for udnævnelsen ved Saint-Sulpice var han fra 2017 til 2023 titulærorganist ved domkirken i Lille. Endelig virker han også som professor i improvisation ved Centro Superior de Música del País Vasco i San Sebastián (Musikene), Spanien