Pro Musica - Weber, Brahms & Dvorak - 14. november 2023

PRO MUSICA - WEBER, BRAHMS & DVOŘÁK 14. NOV 2023 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS Carl Maria von Weber: (1786 - 1826)

Trio i g-mol, op. 63 I Allegro moderato

II III IV

Scherzo. Allegro vivace Schäfers Klage. Andante espressivo Finale. Allegro

Varighed: ca. 20 min.

Medvirkende: Rune Most, fløjte; Michaela Fukačová, cello; Iva Navratova, klaver

Johannes Brahms: (1833 - 1897)

Strygesekstet i B-dur, op. 18 I Allegro, ma non troppo

II III IV

Theme & Variations. Andante, ma moderato Scherzo. Allegro molto Rondo. Poco Allegretto e grazioso

Varighed: ca. 36 min.

P A U S E - ca. 20 min Medvirkende: Ulrike Kipp Christensen, violin; Stinus Christensen, violin; Victor Sørensen, bratsch; Marie Louise Jensen, bratsch; Mihai Fagarasan, cello; Louisa Schwab, cello

Antonín Dvořák: (1841 - 1904)

Serenade i d-mol, op. 44 I Moderato quasi marcia

II III IV

Menuetto. Tempo di minuetto Andante con moto Finale. Allegro molto

Varighed: ca.26 min.

Medvirkende: Albrecht Krauß, obo; Pina Mohs, obo; René Højlund Rasmussen, klarinet; Tine Maj Antonsen, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Christina Andersen, fagot; Lars Mathiesen, fagot; Tone Sundgård Anker, horn; Emmett Hartung, horn; Philip Sandholt Herup Andersen, horn; Anna Dorothea Wolff, cello; Maria Frankel, bas

C.M.V. WEBER: TRIO I G-MOL, OP. 63 Aftenens tre værker spilles i den kronologisk korrekte rækkefølge, og vi lægger ud med Carl Maria von Webers endeløst charmerende trio i g-mol for fløjte, cello og klaver fra 1819. Weber var i sin samtid beundret som såvel komponist, dirigent og virtuos pianist, og hans musik spillede en væsentlig rolle i startskuddet til det 19. århundredes romantiske epoke. Med sin banebrydende trylleopera Jægerbruden blev han en foregangsskikkelse for den tyske, romantisk opera og pegede musikken i en ny, nationalistisk retning, der fører i lige linje til Wagner. Chopin beundrede Webers klavermusik. Mesterorkestratoren Berlioz studerede Webers opfindsomme orkestrering. Wagner roste hans operaer. Og efter sin død blev Weber begravet til musik, som Wagner havde arrangeret fra en af Webers operaer.

Mens opera ubestrideligt var Webers første kærlighed, er han også ophav til masser af orkesterværker, heriblandt to symfonier, en lang række musik for klarinet, virtuose stykker for klaver og adskillige kammerværker. Det sidste af disse er denne gemytlige, melodisk sprudlende trio, som emmer af virtuositet og slående kontraster. Vi lægger dystert ud med en Schubert-farvet duet i mol for cello og fløjte akkompagneret af klaveret. Efter et par minutter må det dystre dog vige for et solrigt sidetema, der dominerer det meste af satsen. Og som den gode dramatiker, han er, afslutter Weber satsen med en overraskelse, da ”Schubert-temaet” vender tilbage og bringer satsen til en gådefuld, men også fredfyldt slutning.

Andensatsens korte scherzo er også fuld af kontraster, hvor et robust, maskulint kamptema alternerer med en perlende vals. Weber afviger fra den traditionelle scherzoform ved ikke at inkludere en trio. Til sin tredjesats, ”Shäfers Klage” (”Hyrdens klagesang”), har Weber ladet sig inspirere af et Goethe-digt, som flere andre komponister, herunder Schubert, også satte i musik. Weber portrætterer underskønt den kærlighedshungrende hyrde i marken, hvor han spiller sin ensomme melodi (naturligvis anbragt i fløjten). Hvem ville ikke gerne høre den melodi, hvis vi lå og længtes efter nogen ude i bakkerne? Og hermed har vi dannet bro til den højtflyvende finale, hvor Weber kaster et væld af melodier efter os og giver alle tre instrumenter en chance for en plads i spotlyset. Som musikkritikeren John Warrack skrev: ”Selv inden for rammerne af de klassiske former kører Webers romantiske forestillingsevne i højeste gear.”

J. BRAHMS: STRYGESEKSTET I B-DUR, OP. 18 Fra manden, der notorisk ikke kan sætte én kammermusikalsk tone forkert, skal vi høre strygesekstetten i B-dur, som han skrev i 1860. Næsten hundrede år tidligere, i 1770’erne, havde Brahms’ italienske kollega Luigi Boccherini skrevet to sæt à seks strygesekstetter – han kaldte dem bare divertimenti. Men imellem de to herrer henlå strygesekstetgenren i næsten totalt mørke. Det er et vidnesbyrd om Brahms’ gennemslagskraft som kammermusikkomponist og den status af forbillede, han nød fra sine samtidige kollegaer, at strygesekstetter i årene efter Brahms’ to værker i genren (nr. 2 i G-dur fulgte i 1864) skød op som kornblomster i sommermarken. Dvořák, Tjajkovskij, Max Reger, Arnold Schönberg og Robin Hood-filmkomponisten Erich Wolfgang Korngold prøvede alle kræfter med strygesekstetgenren – og ingen lagde skjul på, at det var med Brahms som rollemodel.

I årene 1857-59 nød Brahms en afslappende position som klaverlærer for datteren af Ludvig III af fyrstedømmet Detmold-Lippe cirka 100 km fra Hannover. Her skulle han undervise den unge prinsesse, dirigere et kor og varetage mindre dirigentopgaver, og i denne sin første, faste stilling som musiker nød Brahms givetvis det landlige hofliv, det økonomiske rygstød og friheden resten af året (han var kun pålagt at arbejde i efterårssæsonerne). Guderne skal vide, at Brahms nok har trængt til en pause ovenpå den følelsesmæssige centrifuge, han havde været en tur igennem efter vennen Robert Schumanns død og Brahms’ mere eller mindre udlevede kærlighedsforhold til enken Clara Schumann – der som bekendt i hvert fald forblev en nær ven af Brahms resten af deres begges liv. Årene i Detmold frigav naturligvis også en masse tid til at komponere, og den første sekstet er et af de betydelige værker fra denne periode.

Førstesatsen demonstrerer med hurtigt på hinanden følgende indsatser, hvor fuldfed og harmonisk tæt en klang, man kan opnå med seks instrumenter. Og som sædvanlig er Brahms aldrig karrig med de melodiske idéer – hele fire distinkte temaer udgør grundstammen i førstesatsens sonateform. Andensatsen er et tema med seks variationer, med et langsomt hovedtema i mol, som vækker mindelser om Brahms’ begejstring for ungarsk spillemandsmusik. Denne sats var Clara Schumann – der som bekendt var koncertpianist – så begejstret for, at Brahms til hendes 41-års fødselsdag i september 1860 forærede hende en klaverversion af satsen, som stadig bliver hyppigt opført og indspillet. Tredjesatsen er en kort, lille scherzo med et sprudlende, stacceret tema. Og i finalen bruger Brahms igen sit trick med at lade instrumenterne sætte ind enkeltvis og så mange kontraster som muligt opstå, når to grupper af instrumenter spiller op imod hinanden. Læg også mærke til det fine pizzicato-akkompagnement i codaen inden den festlige afrunding.

MARIE LOUISE JENSEN

A. DVOŘÁK: SERENADE I D-MOL, OP. 44 1870’erne markerer årtiet, hvor Antonín Dvořák så småt løftede sig fra sin position som danseorkester- og teaterbratschist, klaverlærer og komponist af værker, der oftest endte i skrivebordsskuffen eller på den nådesløst selvkritiske ophavsmands foranledning gik op i flammer. Han hævdede selv, at han op igennem 1860’erne ”aldrig manglede papir til pejseilden” – og dette kan eftertiden jo så græmme sig over. I løbet af 1870’erne skulle Dvořák imidlertid stille og roligt slå sit navn fast som en komponist med betydelige sponsorer, et gryende koncertpublikum og et navn, der snart skulle blive kendt, ikke kun i hjembyen Prag, men også på nationalt plan. Og kimen til et internationalt gennembrud kom, da han i 1874 søgte et østrigsk statsstipendium, som blev uddelt årligt til ”unge talenter af sparsomme midler”. Dvořák var 33 og strakte derfor definitionen af ”ung” til det yderste, men han sendte en ansøgning sammen med en stak af sine manuskripter, og en imponeret jury tildelte ham et stipendium på 400 gylden (hvilket var mere end det dobbelte af hans hidtidige årsløn). Dette var det første af fem stipendier, som Dvořák modtog. Og allerede fra 1875 talte juryen et nyt medlem, som skulle blive én af Dvořáks mest udtalte fortalere og nære venner: Johannes Brahms.

Statsstipendierne gjorde det muligt for Dvořák at koncentrere sig næsten udelukkende om at komponere, og som den ansvarsfulde slider, han var, arbejdede han benhårdt og producerede store mængder musik. Dette kom der bl.a. tre operaer, fire sæt af de populære Moraviske duetter, den hyppigt opførte 5. symfoni, de vidunderlige Slaviske danse, den me-

ALBRECHT KRAUSS

sterlige kantate Stabat Mater og den højtelskede publikumsfavorit, serenaden for strygeorkester i E-dur, ud af. I samme årti blev ægteparret Dvořák ramt af en så hjerteskærende hale af tragedier, at man næsten ikke kan bære det: Deres andet barn, datteren Josefa, døde to dage efter sin fødsel i 1875. Og som om det ikke var grufuldt nok, måtte Dvořák halvandet år senere lægge endnu et barn i graven, da hans étårige datter Ruzena ved et uheld drak af en fosforopløsning (som man opbevarede for at kunne fremstille svovlstikker) og døde kort efter. Og kun tre smertelige uger efter dette bukkede parrets sidste barn, den treårige søn Otakar på sin fars 36-års fødselsdag under for kopper.

Det er ikke til at begribe, at nogen kan skabe kunst i skyggen af en så knusende familietragedie. Dvořáks febrilske produktion i disse år vidner om, at han måske netop betragtede sin musik som en lindrende åre – det rasende tempo, han lagde for dagen i kompositionen af Stabat Mater (som lå færdig blot et par måneder efter sønnens død og netop omhandler tabet af et barn, nemlig Jomfru Marias reaktion ved synet af sin korsfæstede søn) tyder på det samme. Det hører heldigvis også med til historien, at Dvořáks fjerde barn, datteren Otilie, blev født næsten på dato ni måneder, efter lille Otakar døde. Og så fandt han altså også anledning til at skrive serenaden, som vi skal høre i aften. Brahms var begejstret, da han så partituret i 1878. ”Kig Dvořáks serenade for blæseinstrumenter igennem,” skrev han til sin ven, violinisten Joseph Joachim. ”Jeg håber, du vil nyde den lige så meget, som jeg gør. Det ville være svært at få øje på et finere, mere forfriskende, rigt og charmerende, kreativt talent. Få den spillet for dig; jeg er sikker på, at musikerne vil nyde det!”.

Hvis man lukker øjnene og lytter, kunne man umiddelbart foranlediges til at tro, at serenaden er skrevet af Mozart. Der er næsten hundrede år mellem d’herrer, så dette udsagn burde være noget sludder. Men én ting havde de til fælles, i øvrigt også med Joseph Haydn: Et stort output af Harmoniemusik. Begrebet dækker over musik skrevet til et harmoniensemble, måske blæsersektionen i et orkester eller en gruppe på 6-12 musikere specifikt hyret til at opføre udendørskoncerter. Og nok er den (fløjteløse) besætning mozartsk, men Dvořák tilfører musikken hele sit arsenal af slavisk fyrighed og folkelige danse. Vi hører tolv musikere: to oboer, to klarinetter, to fagotter, en kontrafagot, tre horn samt cello og kontrabas. Dvořák følger traditionen for blæserserenader ved at lægge ud med en march spillet af hele ensemblet, efterfulgt af en roligere midtersektion. Temaerne i anden sats er baseret på to tjekkiske folkedanse, en lyrisk sousedská og en stormfuld furiant. Tredje sats er en lang, romantisk duet spillet primært af obo og klarinet, og den sidste sats starter som en fyrig version af førstesatsens marchtema og når omkring flere underfundige mellemspil, før marchtemaet reelt vender tilbage og snor sig ud i en festlig og fanfarefyldt finale.

Programnote af Katrine Nordland

MEDVIRKENDE

Michaela Fukačová, cello

Iva Navratova, klaver

Ulrike Kipp Christensen, violin

Stinus Christensen, violin

Victor Sørensen, bratsch

Marie Louise Jensen, bratsch

Mihai Fagarasan, cello

Pina Mohs, obo

René Højlund Rasmussen, klarinet

Tine Maj Antonsen, klarinet

Foto: Justin Hummerston

Rune Most, fløjte

Louisa Schwab, cello

Lars Mathiesen, fagot;

Tone Sundgård Anker, horn

Emmett Hartung, horn

Xanthe Arthurs, fagot

Christina Andersen, fagot

Philip Sandholt Herup Andersen, horn

Anna Dorothea Wolff, cello

Maria Frankel, bas

NYHED: VINSMAGNING INDEN KONCERT Få en hyggelig start på aftenens koncert med en symfonisk vinsmagning.

• • • • •

Kl. 17.30 - 18.30.

3 store smageglas vin Let anretning som passer til vinene Vinene præsenteres af vores vin-partner SG-gruppen Dan Lysemose Vinsmagningen foregår i hyggelige rammer i foyer-balkonen.

TILKØBSMULIGHED TIL •

30. NOV - LIGETI, HAYDN & SCHUBERTS 9.

se mere på odensesymfoni.dk GRUPPEN Slots Garagen ApS

sgvin.dk

PARTNERSKABER

23. NOV 2023 ODENSE KONCERTHUS ODENSE SYMFONIORKESTER En aften med musik, fortællinger og kulinariske oplevelser fra havet.

Dirigent: Mei Ann Chen Britten: Four Sea Interludes Grace Williams: Sea Sketches Ethel Smyth: On the cliffs of Cornwall Debussy: La Mer

BESTIL BILLETTER PÅ

ODENSESYMFONI.DK

DEBUSSYS

LA MER