CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
21. MARTS 2024 KL. 19.30
KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
BOLERO & BLEUSE
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Pierre Bleuse
Maurice Ravel: Alborada del gracioso (1875 - 1937)
Varighed: ca. 8 min.
Georges Bizet:
Carmen Suite nr. 1 (1756 - 1791)
I Prelude et Aragonaise
II Intermezzo
III Seguedille
IV Les Dragons d'Alcala
V Les Toreadors
Varighed: ca. 14 min.
Carmen Suite nr. 2
I Marche des Contrabandiers
II Habanera
III Nocturne
IV Chanson de toreador
V La garde montante
VI Danse Boheme
Varighed: ca. 19 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Manuel de Falla
Den Trekantede Hat, suite nr. 1 (1876 - 1946)
I Introduction - Afternoon
II Dance of the Miller's Wife - Fandango
III The Corregidor
IV The Grapes
Varighed: ca. 12 min.
Maurice Ravel Bolero (1875 - 1937)
Varighed: ca. 16 min.
SPANSK – PÅ FRANSK!
Hola! Velkommen til en koncert helt i de æggende spanske rytmers tegn. Der bliver sved på panden og røde kinder, når vores skønne chefdirigent skruer helt op for charmen og præsenterer en perlerække af den allerbedste spanske musik – uanfægtet at det meste er skrevet af franskmænd! Det bliver en aften i forførelsens tegn, en aften, hvor musikken skal mærkes mere end noget andet, og hvor vi byder på hits i verdensklasse. Og vi starter og slutter med mesterinstrumentatoren over dem alle: Maurice Ravel. Med andre ord: ¡estará bueno! Det bliver godt, det her!
RAVELS SPANSKE INKLINATION
Da Manuel de Falla kom til Paris en varm sommer i 1907, bad han med det samme sin og Ravels fælles ven, pianisten Ricardo Viñes, om at arrangere et møde, så de Falla kunne møde sit store idol. Ved en, sikkert glohed, eftermiddagsseance spillede Ravel og Viñes Ravels nyligt færdiggjorte Rapsodie espagnole for den måbende de Falla, der ikke kunne tro sine egne ører. For hvordan kunne en fransk komponist skrive spanske temaer med ægte spansk temperament, når han ikke havde andet forhold til Spanien end at være født tæt på den spanske grænse af en baskisk mor? Men efter at have mødt Ravels mor, skrev han i sin dagbog:
”Mysteriet blev hurtigt opklaret: Ravels Spanien var et land, han havde oplevet på en idealiseret måde gennem sin mor. Hun var meget dannet kvinde, der talte flydende spansk, hvilket jeg nød i fulde drag, da hun levende fremkaldte sine ungdomsår i Madrid – en epoke tidligere end min egen, men med stærkt genkendelige træk. Så forstod jeg, med hvilken fascination hendes søn må have lyttet til disse minder, der utvivlsomt blev forstærket af den ekstra kraft, som al erindring får fra dén musik, der er uadskilleligt forbundet med dem.”
Når man dertil lægger, at det baskiske sprog, euskara, er et hovedsageligt mundtligt overleveret sprog, helt urelateret til andre moderne sprog, så forstår man måske, at moderen har insisteret kraftigt på sit baskiske ophav og været ekstra stolt derved, ikke mindst i opdragelsen af sin søn - og hvorfor det senere skulle komme så let til den store franske instrumentator at ramme den spanske folkesjæl. Det 7 min lange – eller korte – værk Alborada del gracioso skrev Ravel i 1904-05, altså nogle år inden de Fallas besøg, men der er ikke tale om et forstudie på nogen måde: det er et imponerende værk helt i sin egen ret og bliver faktisk ofte omtalt som det måske sværeste af alle Ravels orkesterværker – og der er ellers nok svære værker at tage af!
Musikken er ekstremt stramt og præcist komponeret – Ravel sammenlignede det over for en elev med Bachs fugaer – og ikke mindst, så er det spansk, så det driver. Hvis du lukker øjnene, så vil du ofte blive forført af harpen og de plukkede strygeinstrumenter, så du tror, scenen er sat med spanske guitarer i hobetal –eller måske én kæmpestor. Ravel er fræk, humoristisk
(violinernes piiiift op og ned er enestående og meget frække!) og fuld af idéer - så mange, at det næsten er svært at forstå, at man kun har overværet 7 minutters musik.
Titlen Alborada del gracioso er nærmest umuligt at oversætte, da en gracioso er en drilsk spansk scenefigur, der efter sigende skal opleves og ikke kan genfortælles, men nok minder en del om den russiske Petrusjka, og en alborada er en slags morgensang. Af samme årsag ville Ravel selv ikke oversætte titlen – den giver mening for dem, den er skrevet til: vi andre må gætte, mens vi med ørerne følger den skønne musik-gestalt rundt i Ravels geniale instrumentation. Og vi kan, endnu engang, takke den allestedsnærværende balletimpresario Sergej Diaghilev for, at det, der, som så mange af Ravels kompositioner, blev født som et klaverstykke, i 1918 blev til den fuldendte lille perle af et orkesterstykke, vi skal høre i dag. For efter en tur til Spanien i 1916, hvor han også mødte de Falla (mere om det senere!), blev Diaghilev så forelsket i den spanske folkelyd og -sjæl, at han straks måtte lave en ballet og udså sig Alborada del Gracioso til det formål – for hvem er bedre til at beskrive netop den end franskmanden Maurice Ravel?
STAKKELS BIZET – OG OS!
George Bizet er én af musikhistoriens mest ulykkelige skæbner. Han var et uforligneligt talent, uden tvivl på højde med de allerstørste, men et liv i fattigdom tvang Prix de Rome-vinderen til at arrangere andre komponisters værker, og af de 30 operaer, han påbegyndte, blev han kun færdig med de fem, og det var først med den allersidste, Carmen, at han for alvor fandt sin stemme som komponist. Og just som han stod på kanten af et enormt gennembrud, døde han af ikke bare ét, men to samtidige hjertetilfælde i en sørgelig ung alder. Carmens far blev 36 år og oplevede aldrig, at hans opera blev den mest opførte nogensinde i musikhistorien. Melodierne derfra sidder så dybt i de fleste af os, at de føles som vore egne, og det er svært at forestille sig en verden uden toreador-temaet, habaneraen eller toreadorens store arie, på dansk så skønt klodset undersat til ”Jeg elsker Carmen, og Carmen elsker mig!”. Og det er underligt at tænke på, hvor mange lignende melodier, vi ikke kender, der gik i graven med den alt for unge Bizet i 1875.
Ernest Guiraud sammensatte lynsnart et par orkestersuiter fra sin afdøde vens formidable operamusik, og de blev lige så populære som operaen selv og har bidraget yderlige til musikkens udbredelse, og i dag skal vi høre dem begge. Man kan skrive stolpe op og stolpe ned om, hvor præcist i operaen, musikken forekommer, men det tjener ikke lytningen af musikken. De overdådige temaer og den smukke, overraskende og ferme brug af orkestret kan sagtens stå alene uden forklaringer, og jeg vil opfordre dig til blot at læne dig tilbage og lytte på de 2 x 6 satser som et stykke orkestermusik af fineste spanske karat og måske drømme lidt om de mange vidunderlige temaer, vi aldrig fik at høre fra den ulyksalige franskmand.
LIDERLIGHEDENS LATTERLIGGØRELSE
Aftenens eneste spanske musik skrevet af en helt ægte spanier er den lille suite fra første akt af Manuel de Fallas ballet Den trekantede hat – og det lyder endnu mere fjollet på originalsproget: El sombrero de tres picos, især hvis man kender slang-betydningen af picos i visse spansktalende lande. Det er en fjollet titel, men det er meningen – for den handler om en fjollet (og liderlig!) byretsdommer, der, iklædt sin dumme, trekantede hat, prøver at forføre møllerens kone, men ender latterliggjort og fornedret, som det sig hør og bør. Men dén historie var aldrig kommet for en dag, hvis ikke de Falla i 1916 havde mødt ballet-impresarioen Diaghilev på dennes føromtalte tur til Madrid – for øvrigt i selskab med selveste Igor Stravinskij. Diaghilev kunne slet ikke få nok af det spanske og var ovenud begejstret for de Fallas musik til en lille pantomime med den før beskrevne handling, og han udbad sig straks en hel ballet med den fejende flotte, spanske musik. Og som altid, når Diaghilev var indblandet, blev der sat handling bag ordene: Diaghilev, hans koreograf Léonide Massine og de Falla rejste den iberiske halvø tyndt for at opfange de helt rigtige spanske lyde, et stort – og sikkert nydelsesfuldt – arbejde, som tre år senere bar frugt ved premieren på Den trekantede hat i London med scenografi af selveste Picasso.
I første sats ser vi tæppet gå op for den idylliske mølle, hvor handlingen skal foregå. Alt ånder fred og ro – med spansk temperament under overfladen, forstås. I anden sats ankommer den kiksede og mere end smålumre byretsdommer i fagottens naragtige skikkelse, og dramaet begynder. Møllerens kone danser og driller, lokker ham med druer og dét, der er værre, hvorpå hun løber væk (i et lækkert dramatisk accelerando i musikken), og i tredje sats fanges manden med hatten i et baghold, bliver slået med en kæp af mølleren selv, og han ender i mølleåen, stadig med den latterlige trekantede hat på til en forrygende spansk fanfare med HELE udtrækket – og denne gang af en rigtig spansk komponist – fra Spanien!
RAVEL ÆGGENDE EKSPERIMENT
“Jeg er specielt nervøs for, om der skulle opstå misforståelser angående min Boléro. Det er et eksperiment i en meget særlig og ensporet retning, og den bør ikke mistænkes for at ville opnå andet eller mere, end den rent faktisk gør. Før den første opførelse udstedte jeg en advarsel om, at det, jeg havde skrevet, var et stykke bestående udelukkende af orkestral tekstur uden musik - i ét langt, meget gradvist crescendo. Der er ingen kontraster, og der er så godt som ingen musikalsk udvikling udover disponeringen og måden at udføre den på. Temaerne er upersonlige - folkemelodier af den sædvanlige spansk-arabiske slags. Hvad end der er blevet sagt herom, må jeg fastslå, at instrumenteringen er simpel og ligefrem hele vejen igennem, uden det mindste forsøg på virtuositet. Jeg har gjort præcist, hvad jeg satte mig for at gøre, og det må være op til lytterne at holde af det eller lade være!”.
Ovenstående underspillede beskrivelse fra Maurice Ravels egen hånd gør ikke meget for at kaste lys over, hvorfor Boléro, som oprindeligt er en – selvfølgelig –
spansk dans, står tilbage, blandt tusindvis af værker i den klassiske musiks enorme repertoire, som ét af de mest elskede, mest spillede værker. For den lille melodi, som Ravel pludselig hørte for sig, da han i en vens sommerhus, iført sin smarte, lyserøde heldragt, var på vej ud på sin morgensvømmetur, havde ganske rigtigt, som han råbte, da han løb ind omkring klaveret og spillede den for vennen, ‘en særlig insisterende kvalitet’, men hvad er det, der løfter den helt op i superligaen i det symfoniske repertoire?
Er det den meget subtile måde, hvorved han får orkestret til at vokse gennem samtlige 16 min? Ved at lade det soloinstrument eller den gruppe, der lige har spillet temaet, synke ned i akkompagnementets insisterende rytme i næste temagentagelse? Eller er det mon fordi, at han, når crescendoet - akkumuleringen af lyd - ikke længere synes muligt at fortsætte, på genial vis løfter hele massen af lyd fra den C-dur, vi har hørt på i 15 minutter, til en lysende E-dur, hvorefter Boléro-dyret strækker og vrider sig i dødskramper og imploderer under sin egen vægt? Eller den mekaniske fascination det er at opleve den stakkels slagtøjsspiller spille den samme, insisterende rytme i samfulde 16 min - hver gang med den lille, velkendte forskydning i rytmen, som gør lige godt hver eneste gang? Eller er det simpelthen, som musikhistorikeren Allan Bloom skriver, fordi Boléro nok den ultimative musikalske beskrivelse af forplantningens fornemme kunst? Sex sat på musikalsk formel… Ja, vi ved det ikke, men uanset hvad vores fascination af dette vidunderlige stykke musik skyldes, så kan vi ikke undgå at gå fra koncertsalen i dag med blodet sat i rytmiske, iberiske svingninger af den lille, undselige franskmands frække musikeksperiment.
Programnote af Ole Bartholin Kiilerich
MEDVIRKENDE
Pierre Bleuse, dirigent
Vores franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland. Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som kommende chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse. Pierre besøgte OS første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energi-bombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Pierre har netop forlænget sin kontrakt med OS, og vi er så glade for, at vores samarbejde fortsætter til slutningen af 2026.
HARPENS ÅR
Vores fantastiske venneforening har sat “Harpens År” i gang, hvor de samler ind til en ny harpe til orkestret!
Støt indsamlingen her, eller se mere om foreningen på hhv.: facebook.com/OSVenneforening
os-venner.dk
