BLEUSE & RAKHMANINOVS 2. SYMFONI
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Olivier Latry, orgel
Alexandr Borodin: Polovetserdanse (1833 - 1887) - fra operaen Fyrst Igor
Varighed: ca. 11 min.
Kaija Saariaho: Orgelkoncert - Maan varjot (1952 - 2023) - Jordens Skygger
Varighed: ca. 18 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Sergéj Rakhmáninov: Symfoni nr. 2, e-mol, op. 27 (1873 - 1943) I Largo - Allegro moderato
Varighed: ca. 60 min.
MUSIKKENS GRUNDSTEN ÉN FOR ÉN
Aftenens tre værker er hver især eksponenter for én af musikkens tre grundelementer: rytme, klang og melodi. Al musik har selvfølgelig alle tre elementer i én eller anden udstrækning, men ofte vil man kunne fremføre, at én af elementerne står lidt stærkere end de andre.
RYTME
Og i aftenens første værk, som er 8 sammenhængende danse, er det ikke overraskende rytmen og det dansante, der er i centrum. Polovetser-dansene stammer fra operaen Fyrst Igor, ét af de få værker, Alexander Borodin efterlod sig ved sin død i 1887. Borodins magre værkfortegnelse skyldes ikke, at han døde urimelig tidligt som så mange af hans kolleger i 1800-tallet, men simpelthen at han havde andet at give sig til: Borodin var læge og kemiker, forsker med over 40 publicerede artikler, aktiv kvindeforkæmper (han grundlagde Ruslands første lægeuddannelse for kvinder) og professor ved Skt. Peterborgs Universitet - og betegnede da også sig selv som “søndagskomponist”.
Det er i dét lys vildt imponerende, at de få værker, han skrev, er af så indlysende høj kvalitet. Han var da også et markant medlem af Den Mægtige Håndfuld, en gruppe af russiske komponister, der ville finde en ny russisk klassisk musik, og her gjorde han sig først og fremmest bemærket for sine meninger om musiklivet og sin skarpe sans for kvalitet mere end for sine sparsomme kompositioner. Hans eneste opera, Fyrst Igor, som bygger på en myte helt tilbage fra 1100-tallet om Prins Igors mislykkede militære fremstød i moderlandet, blev da heller aldrig færdig - det er altså svært
OLIVIER LATRY
at skrive en opera kun på søndage! - men vennerne fra komponistgruppen skrev den færdig for ham, så den kunne opføres i 1890, tre år efter hans død.
Den er nu dog mest kendt for disse forrygende danse, der i operaen bliver danset for den tilfangetagne Prins Igor og hans sønner af de sejrrige polovetsere (eller rettere: deres slaver) for at muntre dem lidt op i deres fangenskab. Og selv om der også er gode melodier og smukke klange, så er det de fyrige rytmer, der driver os igennem disse festlige danse, hvor man formelig næsten kan se de løse kostumer hvirvle i luften.
KLANG
Det andet stykke inden pausen er i en helt anden boldgade, og selvom der selvfølgelig er masser af rytmer og anløb til melodier i finske Kaija Saariahos Maan Varjot, så er det i langt højere grad et klangligt lydunivers, man kan gå på opdagelse i.
Saariaho var selv uddannet organist, men skrev ikke ret mange værker for instrumentet i sin lange, glorværdige karriere, hvor hun både vandt den prestigefyldte Grawemeyer-pris og modtog Sonning-prisen for sine nyskabende værker, der ofte har et elektronisk touch; hun var i mange år tilknyttet det franske IRCAM-institut for elektronisk musik og boede da også fra 1982 til sin død i 2023 i Paris.
Men i Maan Varjot, der kan oversættes til Jordens Skygge, er det tydeligt at høre, at hun kender orglet bedre end de fleste komponister. Hun har med vilje ikke kaldt sin komposition for en orgelkoncert, for hun ønsker ikke, at man skal sidde og vente på den musikalske brydekamp, der ofte udspiller sig i instru-
Foto: Son
mentalkoncerter, for, som hun siger: det ville være en ulige kamp, som orglet til hver en tid kunne vinde ved blot at hive alle registre ud.
I stedet har hun ønsket at lade de to meget væsensforskellige organismer, orglet og orkestret, fremvise deres forskelligheder på mere subtil vis: orkestret har jo en enorm fleksibilitet mht. glissandi, mikro-tonaliteter og klangfarver, samt forskellige bi-lyde fra de mange instrumenter, der alle har deres helt eget særpræg og bliver spillet af mange personligheder, der fraserer forskelligt, hvorimod orglet er et meget præcist og uniformt instrument, styret af kun ét menneske. Orglet er på sin vis også et lidt u-menneskeligt instrument, idet tonen dannes meget langt fra musikeren, ligesom det også har mulighed for uendeligt udholdte toner uden hensyntagen til vejrtrækning eller buestrøg.
Saariaho lader i Maan Varjot disse to fremmedartede organismer vokse sammen i en uendelig forgrening af klange og har selv udtalt, at det er “et værk med en fremtrædende solo-orgelstemme, en form for frugtbart og inspirerende kammeratskab, hvor to stærke, men civiliserede personligheder eksisterer sammen uden at skulle kæmpe for meget om pladsen i solen”. Og altså et værk med klangen i centrum; man kan ofte komme til, når man hører klangbåret musik, at komme til at sidde og lytte frustreret efter genkendelige rytmer og melodier, men det er netop IKKE meningen her. Prøv i stedet at gå med Saariaho her i hendes sublime udforskning af en ukendt klangverden, hvor lag af lyd bliver ved med at bringe nye oplevelser i et subtilt samspil mellem to enorme lydmaskiner.
Værket, der slutter meget markant med en næsten uendelig, ensom lys orgeltone, er skrevet til minde om hendes far, inspireret af en ode til John Keats af digteren Percy Bysshe Shelley, der lyder således:
The One remains, the many change and pass; Heaven's light forever shines, Earth's shadows fly
MELODI
Og så er vi nået til aftenens musikalske hovedret og et værk, der svælger i den tredje musikalske ingrediens: Rakhmaninovs 2. symfoni er så ødsel med de gode melodier, at det næsten kan være helt svært at skelne dem fra hinanden, som de slynger sig ind og ud som fede vinranker.
Den tårnhøje russiske komponist havde oplevet sit livs største fiasko under opførelsen af sin ellers virkelig udmærkede 1. symfoni i 1897, der af en besk anmelder blev beskrevet som lyden af et konservatorium fra Helvede: dirigenten var fuld, prøvetiden havde været sparsom, og værket var faktisk svært og ambitiøst - så det måtte gå galt, og det gjorde det: komponisten overværede den kæntrende musikalske skude fra bagscenen, grædende, og skrev derefter ikke en tone i
henved tre år, men sank ned i en alkoholisk depression, der kun blev kureret med hjælp af psykohypnose - en proces, der endte forløsende med kompositionen af hans allerstørste hit, den 2. klaverkoncert.
Derfor har det nok også været med rystende hånd, at han har skrevet ‘Symfoni nr. 2’ øverst på det blanke nodepapir, omend han her, 10 år og mange succeser senere, selvfølgelig havde et helt andet udgangspunkt for at give sig i kast med genren. Men det har uden tvivl krævet en del mod af den travle koncertpianist, operadirigent og familiefar at begive sig ud på dén rejse, som en symfoni jo er. Han var også fysisk rejst - til Dresden - væk fra dén tumult og uro, der fulgte i kølvandet på den første store revolution i 1905. Og her, i den smukke, rolige by, skrev han et værk, der trækker veksler på alt dét, der gør Rakhmaninov til Rakhmaninov: de brede lyriske passager, metoden til at udvikle hele forløb fra små musikalske ‘celler’ og de frække idéer hvad angår form og struktur.
Og Rakhmaninov er en mester ud i det melodiske - på sin helt egen, specielle måde. Hans melodier bevæger sig som klatreplanter, med små intervaller, op og op, og ned og ned, og til sidst opdager man, at han har taget os viden omkring. Han er glad for de helt små intervaller, og de fleste af hans melodier snor sig afsted ved hjælp af små og store ‘sekunder’, altså tonerne lige ved siden af hinanden på et klaviatur.
Foto: Julia Severinsen
Og det gælder om at spidse ører helt fra start her: de første 7 toner (skalatonerne 3-4-3-2-1-2-1), som bliver spillet i de dybe strygere, er symfoniens ‘motto’ og bliver afsæt for alt dét, der følger! Hvis du vil med på den symfoniske rejse med mere end hjertet (hvilket bestemt også er en oplagt - og ikke dårligere - måde at lytte til Rakhmaninov!), så prøv virkelig at bide mærke i den lille melodiske bevægelse i de 7 første toner: den kommer igen og igen gennem hele den næste time i forskellige forvandlinger.
Førstesatsen starter som sagt med den lille 7-tonige celle som en del af en vægtig og langsom introduktion, hvor den lille celle langsom bliver udviklet, men hvor der ikke er en følelse af, at vi skal nogen steder hen. Introduktionen kulminerer med en uhyre smuk passage, hvor strygerne nærmest falder over hinanden i en kraftfuld imitation af ‘cellen’, og efter hele 5 minutters introduktion (så ved vi, det bliver en dejligt lang symfoni!), annoncerer solo-engelskhornet den egentlig 1.-sats, en moderat hurtig sats, der (selvfølgelig) også lægger fra land med mottoet.
Og herfra føles resten af satsen nærmest som én lang melodi! Det er saftigt, det en følelsesfuldt, det er stort, svulstigt og helt forrygende. Rakhmaninovs forkærlighed for de helt små intervaller sammenholdt med hans trang til at bevæge sig vidt omkring både tonalt og i tonehøjderne resulterer i nogle enormt lange melodiforløb: når musikken skal langt og højt omkring, men kun kan bevæge sig med museskridt, ja, så bliver det nogle meget store musikalske bjerge, vi skal bestige. Når vi hører den korte violinsolo, så har vi fået alle temaerne præsenteret, og udviklingsdelen af den store sats kan gå i gang, og dét går ikke stille for sig! Her er der fuld smæk på fremdriften, det tunge messing kommer på banen, og det hele kulminerer i et nærmest orgiastisk højdepunkt (allerede!), inden satsen falder til ro igen og spejler den helt spæde start med de syv toner, spillet dybt nede igen. Hvis man føler sig hensat til den berømte og berygtede 3. klaverkoncert af samme komponist, så er det ikke helt galt; dén skrev han kun to år senere, og begge værker er udtryk for en moden og fuldt flyvefærdig komponist og en del gode passager er spildt over fra symfonien til klaverkoncerten. Til allersidst får vi en dramatisk og heftig coda, der slutter med et ekstremt resolut paukeslag - BUM! Så er vi igennem 23 minutters tonal og især melodisk udforskning af, hvad det lille motto kunne drives til. Og vi er jo slet ikke færdige endnu!
Den livlige scherzo-sats har noget superhelt over sig! Messingens blanke og kraftfulde åbningsmotiv er selvfølgelig udledt af motto-temaet fra 1. sats, men har en helt anden energi. Som alle scherzo-satser er også denne tredelt: den indledende musik vender næsten uændret tilbage i en stor ABA-form - men denne scherzo er mere end som så. For de tre sektioner er også alle hver især opdelt i tre undersektioner, så der er altså 9 små afdelinger at holde styr på. Men mere interessant end at sidde og tælle på fingrene er det at lytte sig ind i, hvordan Rakhmaninov også her næsten udelukkende bruger de helt små intervaller, nu bare i
et opskruet tempo. Men effekten er den samme - lange forløb, der vokser og falder organisk, og så slipper vi heller ikke her for en brandgod melodi, der jo heldigvis pga. strukturen får lov at spille to gange.
Og så er vi nået til det: melodien. Den tredje sats er så proppet med melodier, at det næsten helt svært at skelne dem fra hinanden, men åbningsmelodien er så iørefaldende og åbenlys sangbar, at den af Eric Carmen blev planket 1:1 i hans kæmpehit “Never Gonna Fall In Love Again” fra 1976. Her afviger Rakhmaninov lidt fra sin modus operandi og lægger fra land med en firklang, og efter de mange, mange små intervaller, vi har hørt i de to første satser, gør det indtryk helt ind i de mest purpurfarvede velourhjørner af éns romantiske sjæl. Og hvis man tænker på, at denne musik blev skrevet af en russisk komponist kun ganske få år, før en anden russisk komponist, Igor Stravinsky, med sine eksperimenterende og kradse balletter sprængte rammerne for, hvad man kunne slippe afsted med i klassisk musik, ja, så kan man måske godt forstå, at nogle kritikere i samtiden mente, at det var lige meget nok af det gode med alle de melodier; i temmelig mange år var Rakhmaninov derfor lidt ‘bad taste’, men vi er da heldigvis blevet klogere, for det er bare djævleblændt god musik. Og når åbningstemaet vender tilbage igen i fuld udfoldelse hen mod slutningen af denne vidunderligt varme sats, så er det altså helt OK at få en smule ståpels - det skal man slet ikke skamme sig over, for det er melodiarbejde af allerfineste karat. Vi bæres blidt, og på bittesmå intervalstiger, ned fra de svulmende højder igen og lander på et par svulstige akkorder i varme strygerklange. Og så er vi klar til sidste sats!
Fjerdesatsen lægger fra land med en så uindpakket livslyst, at den uden omskrivning kunne bruges som åbning på en Rodgers&Hammerstein-musical fra 50’erne. Det er en danseinspireret tarantella-sats, men læg mærke til de musikalske bevægelser, der gemmer sig bag det ekstatiske udtryk: det er, rigtig gættet, stadig det lille motto fra starten af førstesatsen og de bittesmå intervaller, der er i spil, nu komplet forvandlet – og rigtig meget i dur! Vi får selvfølgelig også endnu en overdådig melodi præsenteret, spillet i violinerne med kælne træblæserne omkring, og her er der virkelig smæk på kromatikken på en måde, der bringer både den 2. og den 3. klaverkoncert i erindring, hvis man kender dem godt. Senere i satsen bliver den nye udgave af mottoet til en dæmpet march, et andet Rakhmaninov-særkende, og én efter én begynder melodierne fra de forrige satser at titte ud gennem de mange toneranker. Mest iørefaldende får vi, heldigvis, et genhør med hit-temaet fra 3. sats, spillet højt i strygerne, og satsen kulminerer med en virtuos brug af hele orkestret, ikke mindst slagtøjet, så vi næsten letter i sæderne. Og nu i dag, mange år efter modernismens frembrud og i en tid, hvor melodierne ikke længere er ugleset, er vi ikke i tvivl om, at vi netop har hørt én af de helt store symfonier fra én af de største melodikere nogensinde.
Programnote af Ole Bartholin Kiilerich
Pierre Bleuse, dirigent
Vores franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland. Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble Intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse. Pierre er en visionær energi-bombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati.
Jobbet som OS’ chefdirigent indebærer, at Pierre dirigerer seks-syv forskellige koncerter om året hos OS. Han er derfor uden sammenligning den dirigent, der er i huset flest gange på et år, og han kender derfor orkestret rigtig godt og ved, hvad der er vigtigt at arbejde med på både kortere og længere sigt. Pierre er også ansvarlig for både programlægning og solistvalg til sine egne koncerter, ligesom han også giver sit besyv med til de omkringliggende koncerter i løbet af sæsonen.
Olivier Latry, orgel
Den franske organist Olivier Latry er født i Boulognesur-Mer i 1962, hvor han påbegyndte sin musikalske karriere. Han startede med at spille klaver som syvårig, inden han som 12-årig forelskede sig i orglet. Under sin uddannelse hos Gaston Litaize på konservatoriet vandt han en række konkurrencer og priser, bl.a. for sin evne til at improvisere. Allerede da han var 23 år gammel vandt han sin plads som én af de tre titulære organister i Notre Dame. Udover sit arbejde i Notre Dame er han underviser ved konservatoriet i Paris og er derudover kendt for sine mange koncerter og indspilninger verden over. Latry har besøgt OS i Odense én gang før; det var i oktober 2019 i forbindelse med åbningen af Odense Internationale Orgelfestival, hvor han spillede Joseph Jongens orgelkoncert.
HVIS DU KUNNE LIDE AFTENENS
KONCERT, SÅ VIL DU HELT
SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE
DISSE KONCERTER
SJOSTAKOVITJ & TJAJKOVSKIJS 4. SYMFONI, 6. FEBRUAR - KL. 19.00
Glæd dig til endnu mere storslået musik fra to andre kæmpe russiske komponister: Sjostakovitj og Tjajkovskij. Som begge frembragte noget af verdens bedste musik i skyggerne af et undertrykkende regime.
BLEUSE & SJOSTAKOVITJS 5. 21. MARTS - KL. 19.00
Næste gang vores chefdirigent Pierre Bleuse er på besøg er det både med Sjostakovitjs berømte 5. symfoni, den episke Romeo og Juliefantasiouverture samt en helt ny basunkoncert spillet af Jörgen van Rijen, der er 1. solobasunist ved Royal Concertgebouw Orchestra i Amsterdam.
BEETHOVENS 6. SYMFONI, 8. MAJ - KL. 19.00
Endnu en nyklassiker er på programmet, nemlig Bacewicz’ Bratschkoncert, som spilles af den altid fremragende Lawrence Power. Dette kombineres med ouverturen til Mendelssohns Hebriderne og ikke mindst: Beethovens smukke pastoralesymfoni.
KOMMENDE KONCERTER
SCHUMANNS KLAVERKVINTET - PRO MUSICA, KAMMERKONCERT
28. jan 2025 - kl. 19.00
KRIGENS STEMMER - KONCERT & TALK
1. feb 2025 - kl. 18.30
SJOSTAKOVITJ & TJAJKOVSKIJS
4. SYMFONI
6. feb 2025 - kl. 19.00
BAMSEKONCERT
8. feb 2025 - kl. 11.00 & kl. 13.00
VERDENS BEDSTE FILMMUSIK
20. feb 2025 - kl. 19.00
21. feb 2025 - kl. 19.00
SØNDAGSMATINÉ
23. feb 2025 - kl. 11.00
GRIEGS KLAVERKONCERT & DVOŘÁKS 9.
27. feb 2025 - kl. 19.00
28. feb 2025 - kl. 19.00
SIGURD & SYMFONI ORKESTRET
4. mar 2025 - kl. 14.00
5. mar 2025 - kl. 14.00
6. mar 2025 - kl. 14.00
7. mar 2025 - kl. 14.00
MOZART, SJOSTAKOVITJ & JANÁCEK - PRO MUSICA, KAMMERKONCERT
11. mar 2025 - kl. 19.00
EN VERDEN AF MUSICALS
13. mar 2025 - kl. 19.30
14. mar 2025 - kl. 19.30
15. mar 2025 - kl. 16.00
FÊTE GALANTE - DEN JYSKE OPERA
17. mar 2025 - kl. 19.30
BLEUSE & SJOSTAKOVITJS 5. 21. mar 2025 - kl. 19.00
MENDELSSOHN, GADE & KOR72
29. mar 2025 - kl. 15.00
CHOPINS 2. KLAVERKONCERT
3. apr 2025 - kl. 19.00
1. violin
Eugen Tichindeleanu
Erik Heide
Signe Madsen
Esther Mielewczyk *
Hana Kovacˇ
Stinus Christensen
Ulrike Kipp Christensen *
Valeria Stadnicki
Sofie Qvamme (orlov)
-
Aisté Juodagalvyté **
Jacob Agerskov Buur **
Amandus Lind **
Vilma Tumanoff **
Martyna Kulpinska **
Alva Holm **
Zhe Deng **
Raven Mischke**
2. violin
Simona Bonfiglioli
Jovana Vukušić *
Jan Erik Schousboe
Carl Sjöberg *
Stig Andersen (orlov)
Kathrin Kollecker *
Mads Haugsted
Veronika Krauß Mojzešová
Katerina Jelinkova
Kristyna Duchonova **
Ikuko Takahashi **
Karoliina Koivisto **
Bratsch
Rafaell Altino *
Martin Jochimsen
Dorthe Byrialsen
Gertrud Ludwig
Dorota Kijewska
Christian Bønnelykke
Victor Sørensen
-
Malte Bjerkø **
Barbara Anna Kammer **
Cello
Jonathan Slaatto (orlov)
Anna Dorothea Wolff (orlov)
Chatarina Altino *
Michaela Fukacˇová *
Anna Pettersson
Mette Spang-HanssenPerrine Pacherie **
Hannah Suhyoung Eichberg **
Michal Panasiuk **
Martin Bzirsky **
Kontrabas
Peter Prehn *
Maria Frankel
Jens Krøgholt
Andreas Hjorth Jessen
Malte Schmidt-Hemmet **
Fløjte
Rune Most
Ragnhildur Josefsdottir
-
Neus Signes **
Dóra Seres **
Obo
Henrik Skotte
Albrecht Krauß
Pina Mohs (engelskhorn)
Carl Marttala **
Klarinet
Svante Wik
René Højlund Rasmussen
Kenneth Larsen (basklarinet)
Fagot
Morten Østergaard
Xanthe Arthurs
Lars Mathiesen (kontrafagot)
Horn Tone Sundgård Anker
Niels Aamand Güntelberg
Nicolai Sell (orlov)
Philip Sandholt Herup Andersen
-
Emmett Hartung **
Marte Rolfsen **
Trompet
Per Morten Bye
Victor Koch Jensen (orlov)
Henrik Hou
Cecile Eikaa **
Basun
Robert Holmsted
Lukas Winther Andersen
Tobias Larsen **
Basbasun
Alf Vestergaard Nielsen
Tuba
Carl Boye Hansen
Pauke
Thomas Georgi
Slagtøj
Jonas Bonde-Nielsen
Laurids Hvidtfeldt Madsen
Lennart Gruvstedt **
Per Børge Jensen *'
Harpe Alexandra Guiraud **
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
BARENS VINSORTIMENT
SPRING KØEN OVER!
kr. 70,2 for kr. 120,kr. 65,2 for kr. 110,-
