Litteratur - om at analysere populisme

Mange teoretikere og analytikere identificerer umiddelbart populisme som ideologi, dvs. som et sæt af ideer eller et givet perspektiv på samfundet. En ideologi hvis hovedmodsætning er mellem folket og en mere eller mindre korrupt elite, hvor kampen står om at udtrykke og udfolde folkets sande vilje. Der er imidlertid tale om en ’tynd’ eller ufærdig ideologi, der derfor ofte også kombineres og udfoldes i kombination med andre ideologiske positioner. Ambitioner om at styrke folkets vilje kan altså afhængigt af den konkrete situation komme til udtryk i et tæt samspil med eksempelvis socialistiske eller konservative ideer. Det kan eksempelvis være i forskellige udgaver af nationalisme, hvor den basale modsætning mellem folk og elite er den bærende.

Denne position er udfoldet hos C. Mudde i The Populist Zeitgeist, i Government and Opposition nr. 4, vol 39 (2004). Mudde har siden skrevet talrige artikler og bøger om populisme, hvoraf C. Mudde & R. Kaltwassers Populism in Europe and the Americas: Threat or Corrective for Democracy? Cambridge: Cambridge University Press (2012) er vigtig. I samme trdition finder man J-W. Müller. Hvad er populisme? København: Informations forlag (2016).

I forlængelse af dette ideologiske perspektiv er der en del analytikere, der supplerer det med politiske lederes evner til at kommunikere til folket. Hvor den bærende analytiske dimension er kommunikationen fra et politisk lederskab til en befolkningsgruppe, med vægt på mobilisering mod eksempelvis uretfærdighed og korruption. Ofte ved at slå på modsætningsforholdet mellem folket og eliten. Her understreges det ofte, at der er tale om manipulationer og forsimplinger af komplekse politiske forhold og faktorer.

Susi Meret, Aalborg Universitet, har arbejdet med dette perspektiv, bl.a. i D.

Albertaqzzi & D. Vampa (ed). Populism and New Patterns of Political Competition in Western Europe. Oxon: Routledge (2021).

Andre har i forlængelse heraf koblet populisme op på ledende politikeres forsøg på at forsvare deres magt i relation til nogle grundlæggende forandringsprocesser, hvor man lover en bedre fremtid, hvis blot folket vil være med til at bære oprøret igennem. Det gælder en analytisk tradition, der ikke mindst arbejder med latinamerikanske samfund, og som lægger vægt på strategiske alliancer i forbindelsen med opbygningen af sociale bevægelser, med det mål at bevare og styrke en given magthaver.

Dette perspektiv er ikke mindst blevet opdyrket af K. Weyland, eksempelvis i Populism: A political-strategic approach, i C. Rovira Kaltwasser et.al. (ed.). Oxford Handbook of Global Populism. Oxford: Oxford University Press (2017). K. Weyland har fulgt denne analyse op med drøftelser af populismens autoritære træk, i Populism and authoritarianism, i C. De la Torre (ed.). Routledge Handbook of Global Populism. Abingdon: Routledge (2019).

En tredje position har nærmest stirret sig blind på mindre, militante gruppers autoritære adfærd i forhold til etablerede offentlige og private institutioner, og kommer på den måde nemt til at sidestille populisme med fascistiske og andre autoritære bevægelser, med den pointe af populisme rummer det autoritære i sig, og meget nemt kan ende som en totalitær magtposition.

Problemstillingen er behandlet i F. Finchelstein. From Fascism to Populism in History. Californien: University of California Press (2017).

En fjerde position arbejder med et diskursivt perspektiv, og her bliver populisme set som politikeres, partiers og bevægelsers evner til at etablere hegemoniske diskursive positioner i befolkningen, der gør det muligt at vinde magt og indflydelse. Disse diskursive positioner kan være udformet som traditionelle ideologier eller gennem italesættelse af andre modsætninger, som af borgere opleves som centrale. Her er der tale om en bred forståelse af populisme, der identificeres som evnen til at mobilisere befolkningsgrupper med udgangspunkt i en italesættelse af givne antagonismer, hvor styrkeforhold mellem forskellige grupper bl.a. er afhængigt af evnen til at få disse modsætninger til at stå skarpt og tydeligt for folket.

E. Laclou er den centrale tænker bag dette perspektiv, bl.a. udfoldet i hans Politics and Ideology in Marxist Theory. London: NLB (1977). Den er siden blevet fulgt op af E. Laclau. On Populist Reason. London: Verso (2005) og E. Laclau. Populism: What’s in a name? i F. Panizza (ed.). Populism and the Mirror of Democracy. London: Verso (2005). En anden central forfatter med dette perspektiv er C. Mouffe, der i For a Left

Populism. London: Verso (2018) forsvarer et venstreorienteret populistisk perspektiv.

Endelig findes der faktisk også en primært amerikansk tradition, der opfatter populisme som et opgør med traditionelle måder at tænke politik på, eksempelvis i form af en højre- og venstreorientering. Her vægter man alternativt en gensidig medborgerlig humanisme, der overflødiggør traditionelle politiske forestillinger om fremskridt og politik.

C. Lasch er den centrale forfatter for dette perspektiv, i den kritiske udgave. Bl.a. i C. Lasch. Det eneste sande paradis. Fremskridtet og dets kritikere. Aarhus: Hovedland (1993). Se også C. Lasch. Eliternes oprør – og forræderiet mod demokratiet. Aarhus: Hovedland (1995).

Alt sammen perspektiver, der kan være givende i forbindelse med analyser af forskellige former for eller sider af populisme. Men det er altså ikke perspektiver, der dyrkes i denne sammenhæng, først og fremmest fordi fokus for denne analyse er et andet, end det man traditionelt forfølger. Hvor de ovennævnte positioner ofte tager udgangspunkt i det institutionelle niveau, er målet her at identificere en mulig folkelig strømning, der naturligt bakker op omkring populistiske initiativer, bevægelser og institutioner. Her er det altså samspillet mellem medborgere, demokrati og politisk repræsentativitet i praksis, der står i centrum, med en vægtning af perspektivet nedefra og op. Altså et bottom-up perspektiv i modsætning til det traditionelle topdown perspektiv, for nu lige at nævne den politiske videnskabs traditionelle og meget nyttige måder at adskille analytiske perspektiver på.

Denne analyse er endvidere baseret på kvantitative data, i form af data indsamlet af Det danske valgforskningsprojekt i forbindelse med Folketingsvalget i 2019. Jeg vil ved hjælp af disse data finde ud af, hvor mange populister der findes i Danmark. Sådan ca. Hvis jeg nu ikke havde fundet nogen, var det selvfølgelig en vigtig pointe. Nu finder jeg en del, nemlig knapt 20 pct. af vælgerne. En andel der givet kan variere over tid, i takt med at udviklingen svækker eller styrker borgeres adgang til og oplevelse af primært velfærdsinstitutioners ydelser og politikeres lydhørhed. Et omfang på 20 pct. er et problem for tilliden i samfundet og for den kollektive vilje til at følge de demokratiske procedurer for løsning af konflikter. Vokser omfanget til 30 pct. eller mere, vil der for alvor være grund til at råbe vagt i gevær. Så vil det nemlig være selve fundamentet for den demokratiske kultur, der er udfordret. Med denne analyse håber jeg således, at jeg har peget på et vigtigt opmærksomhedspunkt.

104