8. Populister og deres partier

KAPITEL 8

Populister og deres partier

IDEALTYPER OG POLITISK ORIENTERING

Tidligere gjorde jeg en del ud af, at når jeg taler om populister, er der tale om en idealtype. Altså en abstraktion eller generel beskrivelse, der sammenfatter en række centrale kendetegn i en bestemt kategori eller et begreb. Inden for rammerne af disse idealtyper kan der sagtens identificeres en lang række variationer, på samme måde som der er masser af variationer på spil, når man taler om unge eller om gamle. Jeg har altså i denne analyse forfulgt populister som en idealtype, i sammenhæng med de to andre idealtyper, de kritiske og de tilfredse medborgere, for at identificere centrale fixpunkter i medborgeres politiske identiteter og univers. Identiteter der i praksis omsættes til eksempelvis partivalg, når der er folketingsvalg.

Som udgangspunkt kan der være mange motiver til at stemme på et givet politisk parti. Men når det drejer sig om populister er antagelsen, at de primært vil stemme på relativt få af de politiske partier, og at man derfor med god ret kan karakterisere disse partier som populistiske. Her er det altså ikke analyser af partiernes holdninger eller kommunikation, der er det centrale, når de populistiske partier i Danmark skal identificeres. Det er derimod den særlige karakter af tilslutning fra neden, hvor oplevelsen af politisk, demokratisk og social marginalisering resulterer i, at man stemmer på nogle bestemte partier. At man så samtidig kan supplere disse analyser med undersøgelser af partiers kommunikation og holdninger, er selvfølgelig helt oplagt. Det er bare ikke det, der er det centrale i denne sammenhæng.

Det betyder, at andre grupper i samfundet sagtens kan stemme på de samme par-

tier som populister, men at det vil ske i noget mindre udstrækning og af nogle andre grunde. Det vil de muligvis gøre, fordi de er optaget af nogle af de samme problemstillinger som populisterne, og fordi de deler nogle af deres synspunkter, uden at de samtidig deler oplevelsen af at være marginaliseret socialt, politisk og demokratisk. Det kan også ske, fordi man finder, at et givet politisk parti har taget fat på et politisk spørgsmål på en særlig god eller overbevisende måde. Har kan man tænke på stramninger i forhold til indvandringen, som startede som en sag for et enkelt parti, der bl.a. af den grund blev kaldt for et populistisk parti, men efterhånden er denne holdning blevet overtaget af flere partier, herunder også de store folkepartier omkring midten i dansk politik.

Det er netop styrken ved at arbejde med idealtyper, at man kan identificere sådanne forskelle og ligheder. Endvidere kan det forholde sig sådan, at nogle af de tilfredse og kritiske medborgere lader sig overbevise af de populistiske partiers kommunikation og synspunkter. Åbenheden overfor forskellige motiver til at stemme på et givet parti er altså vigtig, når man arbejder med de dynamiske og komplekse sammenhænge, der gør sig gældende, når vælgere skal finde frem til det parti, de vil stemme på.

POPULISTER ER HURTIGERE, MERE DYNAMISKE OG MERE KYNISKE

40 pct. af populisterne er tilhængere af et bestemt parti. Det er noget lavere end gennemsnittet, og især de tilfredse medborgere. Her er næsten 60 pct. tilhængere af et bestemt parti. Populisterne har også den laveste andel, der er medlem af et politisk parti. Det med tætte bånd til et parti er altså ikke nær så udbredt blandt populister, som det er i resten af befolkningen.

På den anden side kan de godt være hurtige på aftrækkeren. 42 pct. af dem vidste godt, hvem de ville stemme på i 2019, før valgkampen gik i gang. Det er den største andel. Hos populister stemmer 60 pct. personligt, og det er lige over gennemsnittet. Her valgte rigtigt mange af dem at stemme på en mand, mens de øvrige grupper i lidt større udstrækning også stemte personligt på en kvinde.

Vigtigere er det måske, at 42 pct. af dem skiftede parti i forhold til valget i 2015. Det er den højeste andel partiskiftere i de tre grupper. Og det er også her man finder den største andel, der krydser fra blå til rød blok, nemlig 9 pct. Det er over gennemsnittet på 7 pct., og det er jo ikke mindst disse vælgere, der er medvirkende til, at styrkeforholdet mellem blokkene ændres.

Samlet kan man altså konstatere, at populister er hurtigere end resten af befolkningen til at finde frem til deres parti, og at de er mere dynamiske, når det drejer sig om at skifte mellem partierne. Samtidig kan man også konstatere, at de ikke involverer sig helt så meget i valgkampens aktiviteter end resten, hvilket kan hænge sammen med både oplevelsen af at være marginaliseret i forhold til processen, og med den udbredte mistillid, de nærer til politikere. Noget som måske viser sig i form af en relativt udbredt kynisme i forhold til et folketingsvalg.

En kynisme der viser sig på den måde, at de har lavere tillid end andre til den måde, folketingsvalgene afholdes på. Der er også rigtigt mange populister der er af den opfattelse, at fremmede lande har forsøgt at påvirke udfaldet af folketingsvalget. Og på deres bundlinje står der, at det ikke gør den store forskel, hvilket parti der vinder valget. Et synspunkt der deles af mere end halvdelen af populisterne, mens det kun er deles af omkring 25 pct. i resten af befolkningen.

Måske er ’kynisme’ ikke det rigtige ord i denne sammenhæng. Måske er der tale om forvirring, usikkerhed eller ligefrem et manglende engagement, som så viser sig på den måde, at man er lige glade med resultatet af et valg, for det gør ikke den store forskel. Derfor engagerer man sig heller ikke specielt meget i det politiske, hvilket er ensbetydende med, at populisters vidensniveau er lavere end det, man finder hos resten af befolkningen. Og deres oplevelse af at være fremmedgjort i forhold til de politiske processer, eksempelvis når politikere diskuterer politik og især økonomi, er højest.

Generelt deltager populister lige så meget i de almindelige valgkampsaktiviteter som andre. Det drejer sig om at modtage pjecer, at få besøg af kandidater i gadedøren, at møde kandidater på gaden, at gå ind på partiers hjemmesider og at gå ind på avisers hjemmeside, for at tage en såkaldt partitest. Her udviser de nogenlunde det samme engagement som resten. Der hvor de adskiller sig er i graden af viden, graden af oplevet fremmedgørelse og graden af oplevet indflydelse på valgkampens resultat. Her deler mange af dem den holdning, at det ikke gør den store forskel, hvem der vinder valget. Enten fordi der ikke er den store forskel på regeringspartierne, eller fordi udenlandske lande forsøger at påvirke valget. Altså endnu en elite i form af fremmede magter, man kæmper imod.

Derfor er nok heller ikke så overraskende, at populister stemmer i lidt mindre udstrækning end resten af befolkningen. Et forhold en undersøgelse som denne imidlertid er rigtigt dårlig til at indfange, da det især er borgere der stemte ved folketingsvalget 2019, der har svaret. Dem der ikke har stemt, glimrer ved deres fravær i sådanne undersøgelser. De kan altså ikke bruges til at identificere de såkaldte sofa-

vælgere. Alligevel ligger populisterne lidt over resten, blandt de få der oplyser, at de ikke har stemt.

DER ER TRE POPULISTISKE PARTIER I DANMARK

Nået så langt kan det nu konstateres, at der er tre populistiske partier i Danmark. Forstået på den måde, at der er tre partier, som populister især har sat deres kryds ved på stemmesedlen. Her bestemmes populistiske partier altså ikke ud fra, hvordan de kommunikerer eller hvilke politiske spørgsmål, de især har profileret sig med. Her er det tilslutningen fra neden, der afgør, hvilke af partierne der især kan identificeres som populistiske. Det er altså de partier, hvor populister er markant overrepræsenterede. Det fremgår af tabel 8, der viser medborgeres politiske orientering og stemmeafgivning, i pct. Umiddelbart falder to partier i øjnene som populistiske partier. Det er Enhedslisten og. Dansk Folkeparti. Hos Enhedslisten kan man se, at 36 pct. af venstreorienterede

Tabel 8. Medborgergruppers politiske orientering og stemmeafgivning

ALT ENL SF SD RV VEN LA KON DF NB

POPULISTER: Venstreorienterede 9 36 11 32 2 2 0 0 4 4 Midt orienterede 3 7 9 29 5 13 0 12 19 2 Højreorienterede 0 7 7 11 7 25 0 14 23 7 Populister i alt 4 13 9 26 5 13 0 10 17 4 KRITISKE MEDBORGERE: Venstreorienterede 6 32 25 19 4 13 0 1 1 0 Midt orienterede 3 3 9 29 16 23 3 6 7 1 Højreorienterede 1 1 2 13 2 33 8 12 18 11 Kritiske medborgere i alt 3 9 11 24 10 23 4 6 8 3 TILFREDSE MEDBORGERE: Venstreorienterede 8 17 20 34 4 10 0 0 8 0 Midt orienterede 1 3 6 28 17 30 3 67 5 1 Højreorienterede 1 1 0 9 2 55 7 16 7 3 Tilfredse medborgere i alt 2 5 7 24 11 33 3 7 6 1 I ALT 3 8 9 24 10 25 3 7 9 2

N: 1357 / Kun partier der er repræsenteret

populister stemmer på partiet, hvilket giver partiet en stærk position blandt populister generelt. Det samme er tilfældet for Dansk Folkeparti, der naturligt nok især henter deres vælgere hos højreorienterede populister og populister på midten. For begge partier gælder det, at deres gevinster blandt de populistiske vælgere langt overgår deres endelige stemmetal.

Hvis man sammenholder højreorienterede populisters holdninger med dem, man finder hos Dansk Folkeparti, kan man sagtens se et sammenfald. Det gælder både partiets prioritering af vigtige emner og profilen i deres kommunikation, hvor de gør en dyd ud af at kommunikere ligefremt, emotionelt og med kritisk brod mod alle former for tendenser til dannelse af offentlige eliter. Sådan har det været længe, og sådan var det også ved folketingsvalget i 2019, hvor partiet imidlertid led et meget stort nederlag.

Et nederlag der nok mere skyldtes Dansk Folkepartis overvældende succes ved valget i 2015, end at det pludselig mister dets tag i populistiske vælgere. I 2015 hentede Dansk Folkeparti mange vælgere fra bl.a. Venstre, der ikke mindst tabte på grund af Lars Løkke Rasmussens adfærd op til dette valg. De blev stort set vundet tilbage igen i 2019, mens Dansk Folkeparti landede lige under det niveau, det havde haft ved en stribe valg op gennem 2000’erne. Derfor er det ikke den store overraskelse, at Dansk Folkeparti også i denne sammenhæng kan karakteriseres som et populistisk parti.

Lidt mere overraskende er det måske, at Enhedslisten også kan karakteriseres som et populistisk parti. Men det er ret tydeligt, når man ser på partiets styrkeposition, som ikke mindst er hos venstreorienterede populister. I samme moment skal det imidlertid også med, at partiet står rigtigt stærkt hos de kritiske venstreorienterede og delvist også hos de venstreorienterede blandt de tilfredse medborgere.

At partiet står stærkt hos venstreorienterede populister, er imidlertid lidt tankevækkende, fordi venstreorienterede populisters politiske univers forekommer at være ret ensidigt rettet mod mere og bedre velfærd, og dermed er det ikke ret udfoldet, i modsætning til Enhedslistens politiske profil, der både er mere komplekst, har flere elementer med og er baseret på relativt tydelige strategiske overvejelser. Vælgerne vægter velfærd og delvist også klimaet i en ret simpel udgave, og den prioritering genfinder man så umiddelbart hos Enhedslisten. Her må det betyde ret meget, at Enhedslisten generelt optræder både beslutsomt og kritisk, når det drejer sig om at stille krav om mere og bedre velfærd, ligesom man jævnligt har mange kritiske bemærkninger til både politiske modstandere og medspillere, når spørgsmålet diskuteres. På

den måde kan man godt antage, at partiets kommunikation er med til at give populister en fornemmelse af, at det vil være et godt sted at sætte deres kryds. Ligesom deres kommunikation og engagement generelt også er med til at åbne for dele af de kritiske medborgere.

Det stopper imidlertid ikke her, for der er endnu et parti, der står stærkt hos populisterne, og det er Socialdemokratiet. Partiet henter rigtigt mange vælgere hos både venstreorienterede populister og hos dem på midten. Så mange, at deres andel af de populistiske vælgere relativt set er med til at gøre de populistiske vælgere til deres stærkeste bastion. Endnu engang passer det fint med dele af partiets profil. Kampen for at give Arne og hans ligesindede en særlig pension har uden tvivl spillet en vigtig rolle her, sammen med partiets generelle vægtning af god, gammeldags velfærd, kombineret med en kritisk linje overfor indvandring, hvilket matcher holdninger hos populister på midten.

Bundlinjen er altså, at der i 2019 er tre populistiske partier i Danmark, nemlig Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Dertil kommer, at nogle partier også har opnået en vis succes blandt populister, men dog ikke så stor, at man kan karakterisere dem som populistiske partier. Det drejer sig om Alternativet, Det Konservative Folkeparti og til en vis grad også Nye Borgerlige. For de to sidstnævnte er det imidlertid påfaldende, at deres styrkepositioner relativt set er langt stærkere hos hhv. de tilfredse og de kritiske medborgere. Derfor vil jeg heller ikke karakterisere dem som populistiske partier. Heller ikke Nye Borgerlige, der ellers jævnligt karakteriseres som et populistisk parti. Men når det ikke rigtigt giver mening, hænger det ikke mindst sammen med, at store dele af deres vælgere kun i begrænset udstrækning kan karakteriseres som marginaliserede.

Alternativet er nok det parti, der kommer tættes på de tre populistiske partier. Men deres position er næsten lige stærk hos hhv. populister, de kritiske og de tilfredse medborgere, så derfor er det nok lige så oplagt at karakterisere partiet som et protestparti eller som et parti for folk med overskud og lyst til at eksperimentere med bl.a. demokrati.

For de øvrige partier er det relativt klart, at her er der ikke tale om populistiske partier, selv om populister også stemmer på dem. Deres styrkepositioner ligger imidlertid i langt større udstrækning hos de kritiske og de tilfredse medborgere.

Der er altså tre populistiske partier i Danmark. Forstået som partier, populistiske vælgere har relativt let ved at identificere sig med, og derfor også let ved at give deres kryds. Det ændrer ikke ved, at populister også stemmer på andre partier, og at andre

vælgere stemmer på de populistiske partier. Her skal man især notere sig, at Socialdemokratiet står stærkt i alle former for borgergrupper, især de dele der er placeret til venstre og på midten i det traditionelle højre-venstre univers. En opgørelse over valget i 2022 vil uden tvivl vise, at også Danmarksdemokraterne står stærkt blandt populister, og derfor også kan karakteriseres som et populistisk parti. Disse data er imidlertid ikke tilgængelige i skrivende stund.