OM AT TAGE DEL I GUDSTJENESTEN

Hvordan kan nyere gudstjenesteformer i særlig grad siges at delagtiggøre deltagerne på mangfoldig vis? Bliv klogere på det her, hvor vi har fået lov at bringe et fyldigt sammendrag af først del af Jette Bendixen Rønkildes kapitel: ”Tag del. Delagtighed som praktisk og teologisk omdrejningspunkt” fra Mellem a brydelse og forkyndelse. Gudstjeneste til tid og sted.

Rønkilde vil på Organistforeningens årsmøde mandag den 15. maj stå for et tema om nyere gudstjenesteformer. Her vil der blandt andet også være oplæg fra sognepræst Anja Worsøe Reiff, som i Alsønderup Kirke nær Hillerød inviterer til dansegudstjeneste – én af ti særlige gudstjenester, som beskrives i bogens første del. Rønkildes kapitel indgår i bogens anden del, hvor en række forfattere belyser og diskuterer gudstjenestebeskrivelserne ud fra forskellige vinkler.

Af Jette Bendixen Rønkilde

Delagtighed. Det er svært at inde et mere præcist ord til at beskrive det, som særligt kendetegner gudstjenestefornyelse og reformprocesser i de evangelisk-lutherske kirker. (…)

Gudstjenestebeskrivelserne [er] i høj grad inspireret af og tilrettelagt omkring en større grad af deltagelse og medansvar. [De] understøtter for en stor dels vedkommende den opfattelse, at det er nødvendigt at udvide den traditionelle forståelse af kirkegænger og menighed som passivt modtagende til langt mere aktiv gudstjenestedeltagelse. (…)

Den svenske biskop Martin Modéus fremhæves som en kilde til arbejdet med delagtighed i gudstjenesteformerne. [Hans de initioner] bidrager til at sætte begrebet deltagelse ind i en større sammenhæng og giver mulighed for at forstå delagtighed på en mere grundlæggende måde end ‘bare fysisk aktivitet’. (…)

Modéus’ arbejde med gudstjenestedeltagelse relaterer sig til, [at] færre kommer til søndagens gudstjeneste. For at imødekomme den udfordring præsenterer Modéus en ritualteoretisk funderet gudstjenesteteologi med det klare ærinde at manifestere søndagens gudstjeneste som en menneskelig og inkluderende gudstjeneste centreret om gudstjenestens afgørende relationer: kirkegængernes relation til sig selv, til hinanden og til Gud. (…)

Martin Modéus (f. 1962) var biskop i Linköping i 2011-2022, men blev i december viet til ærkebiskop og dermed øverste leder for Svenska kyrkan. Han har blandt andet skrevet en række bøger om gudstjenesten. På dansk inder man bøgerne ”Menneskelig gudstjeneste” (Alfa 2007) og ”Gudstjenestens kerneværdier” (Eksistensen 2015).

Delagtighed [skal] bidrage til, at mennesker oplever at være eksistentielt engageret i gudstjenesten med mulighed for at erfare Gud som nærværende. I sin indkredsning af begrebet beskriver Modéus fem former for delagtighed, som gør sig gældende for en gudstjeneste: praktisk delagtighed, repræsentativ delagtighed, dialogdelagtighed, perspektivdelagtighed og magtdelagtighed.

1) Praktisk delagtighed er med til at tydeliggøre, at en gudstjeneste er en fælles begivenhed, som fejres af alle tilstedeværende. Praktisk delagtighed handler om, at de opgaver, “der er brug for at udføre”, gøres af andre end præsten. Det handler om medskabelse, medejerskab og medind lydelse. (…)

Et gennemgående træk [i gudstjenestebeskrivelserne] er, at (...) gudstjenestedeltagerne involveres i en praktisk delagtighed. (…) I dansegudstjenesten læses evangelieteksten i fællesskab, således at deltagerne læser “en lille bid hver”, ligesom den indledende bøn læses i fællesskab, og nadverbrødet brydes i fællesskab og sendes rundt i dansecirklen.

Men der stilles også spørgsmål ved den praktiske delagtighed i beskrivelserne (…), [f.eks. at] ”der er gode kirkelige og teologiske argumenter for læglæsere, men læsning rummer også nogle faglige krav, som den uøvede ikke kan forventes at honorere” [citat: Per Melhof].

Alligevel synes gudstjenestebeskrivelserne at demonstrere en betydelig større vægtlægning på praktisk delagtighed – ofte som en bevidst strategi i forhold til højmessen og dens “[…] uformidlede liturgiske gang, […] de fremmede og dermed ikke særlig menighedsinddragende menighedssvar, den jerne trosbekendelse, de mange ukendte salmer, de uforståelige læsninger og den stivhed og tunghed, der ligger i højmessen” [citat: Birgitte Kragh Engholm].

2 Repræsentativ delagtighed refererer til, at det enkelte menneske skal kunne identi icere sig med andre, som “er synlige i liturgien”. Det handler ikke kun om at lade sig repræsentere af “sin egen type”, men om at lade gudstjenesten blive præget af mangfoldighed (…).

Selvom der er en del af gudstjenesteformerne, der direkte nødvendiggør, at deltagerne er synlige i liturgien, (…) er det ikke tydeligt, om gudstjenesterne lægger op til en repræsentativ delagtighed. På den ene side synes en del af gudstjenesteformerne at være motiverede af at skabe en gudstjenesteform for de søgende. (…) Men på den anden side kan den repræsentative delagtighed også være den prøvesten, som enhver gudstjeneste må holdes op imod, netop i forhold til spørgsmålet om delagtighed.

En risiko ved gudstjenesteformerne er, at de bliver for partikulære og indforståede i deres repræsentativitet, praksisform og trosudtryk, så de kun henvender sig til en bestemt gruppe af mennesker. Samme kritik må dog også gøres gældende i forhold til højmessen.

Det nuanceres dog af det billede, som gudstjenestebeskrivelserne også er med til at tegne: størstedelen af gudstjenestedeltagerne er nogle, som ikke kommer til højmessen, men der deltager også folk, som både kommer til højmessen og en anden gudstjenesteform. Det synes dog sjældent at gælde den anden vej rundt: de nye gudstjenesteformer leder ikke automatisk til, at de deltagere, som primært kommer til en anden gudstjeneste, siver over i højmessen. For nogle deltagere bliver de nye gudstjenesteformer gudstjenesten (...).

3 Dialogdelagtighed dækker over, at folk inviteres med ind i gudstjenestens forløb og fx tager del i læsning, lovsang og bønner. Bag Modéus’ de inition af dialogdelagtighed klinger Luthers forståelse af en gudstjeneste som en samtale, hvor Gud taler i sit ord og mennesket svarer med bøn og lovsang. Dialogdelagtighed skal medvirke til, at folk involveres i guds-dialogen, så de gudtjenestefejrende ikke føler sig hensat i en ren tilhørerposition. (…)

Et kendetegn ved gudstjenesterne er, at der skal mere til end korsvar, fælles fadervor og salmesang for at etablere en oplevelse af det, Modéus kalder dialogdelagtighed. Kantategudstjenesten og fyraftensgudstjenesten lægger eksplicit vægt på, at gudstjenestens form primært er dialogisk, hvor Guds ord “kommer og a bryder os” [citat: Morten Fester Thaysen]. Til det formål inddrages musik, kunst og andre tekster. (…)

Nyere gudstjenesteformer

I bogen Mellem afbrydelse og forkyndelse kan man læse grundige præsentationer af følgende ti eksempler på nyere gudstjenesteformer. Forfatterne beskriver idéen bag gudstjenesten, motivationen for at arbejde med gudstjenestefornyelse, de teologiske overvejelser, giver eksempler på det liturgiske forløb og fortæller om, hvordan gudstjenesten er blevet modtaget.

· ART-Gudstjeneste, ved sognepræst Ane Ørgård Bramstoft, Egå Kirke

· Kantategudstjeneste, ved Søren Christian Vestergaard og Erik Høegh-Andersen, Trinitatis Kirke, København

· Sacred Space, ved Martin Drengsgaard, Bethlehemskirken, København

Vægtlægningen på en større grad af fysisk aktivitet kan ses som en nyfortolkning af højmessens korsvar. Gennem bevægelser, mindfulness, askekors, dans mm. åbnes der for nye måder at modtage og svare på det “ lerdimensionale gudsnærvær”, som erfares i gudstjenesten. (…)

Samtidig viser både ART-Gudstjeneste, kantategudstjeneste, lyrikgudstjeneste og fyraftensgudstjeneste, at atmosfæren eller transcendenserfaringen kan stimuleres ved at inddrage musik, lyrik, kunst og litteratur. Disse elementer er med til at forstærke erfaringen af resonans i gudstjenesten – at Gud henvender sig til mennesket.

Både de kropslige udtryk og de kunstneriske udtryk kan bidrage til at tydeliggøre gudstjenestens begivenhedskarakter: at Gud åbenbarer sig og folk berøres eksistentielt. Den udvidede dialogdelagtighed bidrager til at fastholde det protestantiske blik på, hvor tæt sammenvævet Guds og menneskers handlen er i en gudstjeneste, og at mennesket har brug for delagtighedsformer til at udfolde sin respons. >>

· Fyraftensgudstjeneste, ved Morten Fester

Thaysen, Sct. Jacobi Kirke, Varde

· Lyrikgudstjeneste, ved Per Melhof, Hørsholm

Kirke

· Askeonsdagsgudstjeneste, ved domprovst Anne Birgitte Reiter, Maribo Domkirke

· Halloween-gudstjeneste, ved kirke- og kulturmedarbejder Mettelene S.D. Kristensen og

Karina S. Dahlmann, Hannerup Kirke

· Dansegudstjeneste i Alsønderup kirke, ved sognepræst Anja Worsøe Reiff

· Sanselig gudstjeneste, ved Maria Louise Bøg

Sørensen og Lærke L. Hansen

· MindfulnessGudstjeneste, ved Birgitte Kragh

Engholm, Sct. Matthæus Kirke, København

4 Perspektivdelagtighed stiller spørgsmål ved “gudstjenestens grundperspektiv”. Hvilket sprog anvendes fx i bønner og salmer? Er det inkluderende og åbent, så der ikke skabes skel (…)?

Flere arbejder bevidst med sproget i gudstjenesterne. (…) I dansegudstjenestens bønner anvendes også et “enkelt, uhøjtideligt sprog”. (…) I MindfulnessGudstjenesten skal gudstjenesten være livsnær og vedkommende, og derfor anvendes der nye salmer (…).

De sproglige strategier i gudstjenesterne kan forstås i lyset af Modéus’ perspektivdelagtighed. Gudsforholdet beskrives som det nære gudsforhold, hverdagen er stedet for Guds åbenbaring. De nye gudstjenester reproducerer ikke nødvendigvis det fortegn for gudstjenesten, som de to autoriserede indgangsbønner i højmesseordningen giver udtryk for: at mennesket kommer til gudstjeneste for at lære “at sørge over (for) mine synder” eller “lære at angre mine synder”.

Ved at tage livtag med og give sprog til folks hverdagserfaringer og livsverden er gudstjenesterne medvirkende til at udvikle folks religiøse tydningshorisont med nye billeder og en tættere forbindelse mellem erfaring og det religiøse univers. (...) En væsentlig udfordring [er, at det i delagtighedens perspektiv bliver] helt uomgængeligt, at sproget hele tiden må være i bevægelse og derfor underkastes kritisk bedømmelse af andre end den, som bruger ordene i gudstjenesten. (…) sten skal forvaltes i forhold til individuelle behov, kirkens tradition og den kristne kirke i verden. (…)

Gudstjenesteformerne er præget af et stort lægmandsmandat. (…) Fyraftensgudstjenesten er udviklet, fordi folk i byen efterspurgte en “kort gudstjeneste midt på ugen”. Askeonsdagsgudstjeneste blev ligeledes efterspurgt af en mand, som havde været til en lignende gudstjeneste i Sverige. (…)

Et andet gennemgående træk ved de nye gudstjenesteformer er, at de både er lokale og mere end lokale. De nye gudstjenesteformer forvaltes i relation til folkekirkens liturgiske tradition med tydelige referencer til højmessen, men de har også en økumenisk dimension. De inddrager både elementer fra den katolske kirkes liturgiske tradition, keltisk tradition og oldkirkelige elementer.

Derudover er de samtidig både interkulturelle og modkulturelle. (…) Gudstjenesterne [er] et forsøg på at skabe et kultur-gudstjenesterum, hvor folk får del i en religiøs hverdagspraksisform, så hverdagslivet forløses og får retning. Måske skal de ses som en genetablering af en folkelig andagtsform, som tidligere var hjemmenes religiøse praksisform, men som i dag i langt højere grad er rykket ind i folkekirken.

5 Magtdelagtighed refererer til, at en gudstjeneste først og fremmest er de forsamledes gudstjeneste. Ifølge Modéus er det de forsamlede, som har magten over gudstjenesten, og beslutningerne om gudstjenesten kan ikke tages af andre. Men den magt over gudstjene-

Overordnet er det] værd at bemærke, at Modéus lægger sit arbejde til rette med henblik på en styrkelse af søndagsgudstjenesten. Der skal arbejdes for, at det er den allerede eksisterende praksisform, der styrkes, så deltagerkrisen vendes. Her er det muligt at se en interessant kontrast til det, som bogens gudstjenestebeskrivelser vidner om. Det er måske ligefrem et dansk særkende, at højmessen efterlades relativt urørt i forhold til de store omskabelser, som er på spil i de andre gudstjenesteformer.

Så hvor deltagelse og delagtighed utvetydigt gives et centralt fokus i forhold til søndagsgudstjenesten i både Sverige og Norge, så er det i forbindelse med de andre gudstjenester, det særligt nævnes i Danmark. (…) Det vil være nødvendigt på sigt at skulle forholde sig til (…), om højmessen har en særstatus i folkekirkens gudstjenesteliv, som kan “friholde” den fra de diskussioner og tiltag, der former og formes af andre gudstjenesteformer.

Jette Bendixen Rønkilde fortsætter i den sidste del af sit kapitel med især at diskutere inddragelsen af fysisk aktivitet i gudstjenesten. Er der ikke risiko for, at eksempelvis en dansegudstjeneste for nogle vil virke grænseoverskridende? Eller kan dansen snarere åbne op for evangeliet og gudsrelationen såvel som en følelse af fællesskab i menigheden? Læs videre om dette i bogen (se boks).

Læs desuden på side 10 om Jette Bendixen Rønkilde og om 2023-stævnets gudstjenestetema.

Gudstjeneste til tid og sted

Eksistensen 2020

316 sider

300 kr. hos eksistensen.dk

”Fra at være forholdsvis monokulturel med højmessen som den primære gudstjenesteform og søndagsmenigheden som den primære menighedstype er folkekirken i dag mere diversitetskulturel i sit gudstjenesteliv med mange forskellige gudstjenester i løbet af ugen og året og nye menighedstyper. Grundene til den udvikling er mange, og bogen er med til at pege på nogle af tendenserne,” skriver redaktørerne i bogens forord.

Den er i to hoveddele – se indholdet af første del i boksen side 15. I anden del er der et kapitel af komponist og kirkehistoriker Nils Holger Petersen med overskriften ”Musik og gudstjeneste, hvorfor og hvilken musik?”. Desuden bidrag af filosof Dorthe Jørgensen, professor Hans J. Lundager Jensen, lektor Marie Vejrup Nielsen, lektor Kirstine Helboe Johansen, sognepræst Jørgen Demant, sognepræst Bo Kristian Holm, sognepræst Peter Nejsum, udviklingskonsulent Berit Weigand Berg samt kapitlet af Jette Bendixen Rønkilde, som vi bringer uddrag fra her.