Til kamp mod vindmøllerne! Af John Poulsen
Organistforeningens sekretariatsleder fra 2005 til 2018 ser her tilbage på indførelsen af den danske model i folkekirken i form af overenskomster for de fleste af dens ansatte. John Poulsen ydede desuden selv en stor indsats i udviklingen af det folkekirkelige samarbejde om arbejdsmiljø, hvilket han også kommer ind på. “Den, som tror at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, han ikke bør tro”. Således belærte den idealistiske ridder Don Quijote sin tro våbendrager, Sancho Panza. Er det mon den samme lærdom, de danske lærere og sygeplejersker sidder tilbage med, efter deres drabelige kamp mod vindmøllerne i den offentlige sektors udgave af “den danske model”? I 2005 startede afviklingen af systemet med tjenestemandsansættelser for hovedparten af faggrupperne i folkekirken. Der skulle i stedet indgås kollektive overenskomster og organisationsaftaler. Organistforeningens (og DOKS’) første overenskomstaftale trådte i kraft i 2009. Nu skulle den danske model implementeres i den danske folkekirke. Som udgangspunkt bygger den danske model på, at løn og arbejdsforhold aftales mellem arbejdsmarkedets parter uden indblanding fra statens og lovgivernes side og at konflikter på arbejdsmarkedet løses af arbejdsmarkedets parter selv inden for nogle aftalte rammer (bl.a. i Septemberforliget 1899). At det danske aftalesystem kaldes den danske model (eller den nordiske, for den sags skyld), skal ses i modsætning til de fleste andre lande i EU, hvor man opererer med en lovbaseret mindsteløn. Derfor ser man også, at der i EU til stadighed advokeres for, at der generelt i EU skal fastsættes 24
en lovmæssig mindsteløn. Danmark og de øvrige nordiske lande er stærke modstandere heraf, da det vil true bl.a. den danske model. For hvorfor være medlem af en fagforening eller arbejdsgiverforening, hvis det alligevel er folketinget eller EU -kommissionen, der fastsætter mindstelønnen?
Vanskeligt i det offentlige Men den danske model har et tvist, når det kommer til den offentlige sektor. Rammerne for overenskomstindgåelse i såvel den private som den offentlige sektor skal sikre, at både lønmodtagere, arbejdsgivere og samfundet finder de indgåede aftaler både gode og rimelige. Kan man ikke blive enige, er det aftalt hvilke kampskridt (strejke og lockout), der kan bringes i anvendelse for at presse modparter til at indgå aftaler. Kampskridtene indebærer, at lønmodtagerne mister løn og arbejdsgiverne mister produktion. Disse rammer og dermed den danske model har været en ubetinget succes i den private sektor. I relativt sjældne tilfælde er en overenskomstkonflikt gået i hårknude. Hvis konflikten direkte eller indirekte har ramt vigtige samfundsmæssige områder, har regeringen været nødsaget til at gribe ind med lovgivning – som regel ved at ophøje det mæglingsforslag som forligsmanden har fremsat efter forhandling mellem parterne i konflikten til lov. I den offentlige sektor er udfordringen med den danske model imidlertid, at muligheden for at køre en offentlig arbejdsgiver (f.eks. den danske stat) økonomisk mør, er illusorisk. Samtidig er det kun i ringe omfang den offentlige arbejdsgiver der rammes direkte af en konflikt. Det er borgerne, patienterne, skolebørnene, forældrene m.fl., der rammes. Et regeringsindgreb er sjældent populært. Hvis én af parterne føler sig “kørt over”, svækker det samtidig tilliden og tiltroen til den danske model. Især
