Readysethike

Readysethike og vores historie

Hvad får to gode kammerater til pludselig at smide computerspillene ud og impulsivt vandre Danmark på kryds og tværs uden planlægning? Hvad fik os til at tage en så markant drejning i livet, der strider med den ret så stereotypiske opfattelse af vores generation?

Tiden gik langsommere end nogensinde, det var en sær tid at leve i. Vi brugte det meste af tiden på at se film og spille spil. Tiden gik og så dog ikke alligevel. Livet blev ensomt og kedeligt, forsamlingsforbuddet her midt i Corona-pandemien blev skærpet, og vi måtte nærmest ikke bevæge os ud fra egen husstand. Cirka i slut februar 2021 besluttede vi os for at mødes og gå en tur. Vi gik ude igennem Munkholmskoven i bunden af Holbæk Fjord, turen var cirka 8 km. Vi havde det hyggeligt, snakkede om alverdens ting og nød egentligt at bare socialisere en lille smule igen. Efter vores tur var vi stolte af os selv, da vi aldrig havde gået så meget “frivilligt”. Det var starten på vores eventyr. Med tiden fik vi blod på tanden for at presse vores grænser til det yderste, 8 kilometer blev til 16 kilometer, 16 blev til 28 kilometer og 28 blev til 48 kilometer. Turene strakte sig på kryds og tværs af Sjælland: • Munkholmskovene • Ejby til Holbæk • Ejby til Ringsted • Kirke Hyllinge til Roskilde

VORES LÆNGSTE DAGSTUR Vores hidtil længste dagstur var på lidt over 9 timer og strakte sig fra Nykøbing Sjælland til Ejby en tur på 52 kilometer. Turen startede kl. 07:00 om morgenen på Roskilde Station, hvor vi tog toget til Holbæk, her skiftede vi til lokalbanen imod Nykøbing Sjælland. Turen var et eksperiment, hvis formål var at finde vores fysiske grænse og skubbe os selv til det maksimale både fysisk og psykisk. Det var lige blevet forår, blade og blomster sprang ud. Vi mødte mange mennesker på vores vej, de spurgte os om, hvor vi var på vej hen, og at “det sjældent var at man så sådan tre unge gutter begå sig frit ude i naturen.” Det skal lige nævnes, at den tredje kammerat var en fælles ven, som vi efter lang tids argumentation fik til at prøve kræfterne af med os. Selve vandreturen startede kl. 09:30 på stationen i Nykøbing med 52 km til målstregen.

Himlen var dækket af et lignende jerntæppe af skyer. Det var koldt, men det hverken regnede eller blæste, så det skulle nok blive en god tur. Vi fyrede op for vores lille højtaler og travede vemodigt afsted. Vi havde et par pauser på vejen, hovedsageligt når sulten blev til at mærke på hinanden, eller når der dukkede et supermarked op. Man bliver lidt skør på lange ture og ens humør bliver kun sjovere. Vi kan huske, at vi sad en halv time på en bro og kastede chips efter en gennemgnavet rødspætte fordi “den så lidt tynd ud”. Det gik vi og grinede længe over. Dette er en af de vigtigste ting, vi har taget med os. Humøret spiller en vigtig rolle for at kunne holde sig kørende, da det mentale spiller nærmest en større rolle end det

fysiske. Efter vores humorfyldte pause fræsede vi atter afsted igen. Vi fik krydset marker, gået langs vand, bugter og krydset dæmninger. Efter 8 timer kunne vi mærke sejren være nær. Vi var ankommet til Holbæk, og vores ven tog toget hjem. Derefter spiste vi aftensmad og fortsatte trætte og udkørte men glade. Vi manglede kun 12 kilometer. Vi prøvede at køre hinanden op og holde humøret oppe, for vi var helt smadrede for at sige det mildt. Vi nåede Munkholmkrydset, og der kunne vi for alvor mærke turen i vores led og knogler. Vi var så udkørte, at vi de sidste 5 kilometer blev nødt til at sætte os ned og tage en pause. Samtidig skulle vi undgå, at vores kroppe blev kolde. Efter 20 pauser spredt over en time kom vi i mål, og vi kan begge skrive under på, at vi i det sekund, vi hver især ramte vores seng, gik vi ud som et lys (mad var nederst på prioriteringslisten). Vi besluttede i 2021 at samle en masse billeder fra vores ture i en instagram-profil. Interessen for fotografi steg,da vi blev bedre til at tage billeder og efter at se den positive respons, vi fik på vores billeder fra mennesker verden over, men også fordi at de billeder, vi får taget på vores tur, er en form for minde. Instagram-profilen er til for at dele de mange smukke landskaber samt eventyrlige natur, vi opdager på vores vej. Man kan sige, at vores instagram er en scrapbog fyldt med gode minder. Vi fik kombineret vores interesse for fotografi med den nyopståede interesse for outdoorlivet og fik sat den kombination ind i verden i form af en instagramside. Ud over

det fik vi et klart billede af, hvad vores fysik kunne opnå, men også hvor stor en rolle det psykiske spiller for at kunne præstere udover sit maksimale. Vi fandt ud af at de lange vandreture ikke kun vil gavne os fysisk, men at det også styrkede os fagligt i gymnasiet. Det gav os et pusterum fra hverdagens stress, det var som at tømme hovedet for alle de unødvendige bekymringer og tanker, som mange unge går og døjer med. Vandring er en god måde at knytte bånd med folk på. Det har vi selv oplevet, da vi har lært hinanden bedre kende i de to år, vi har vandret sammen, end vi gjorde gennem hele folkeskolen. Vi har lært at håndtere hinanden og snakke om tingene i stedet for at lade unødige frustrationer tage overhånd og skabe konflikt. Vi har også fundet ud af at at vandre er en god terapi til for at snakke om problemer og andre ting, der går en på. Man kan se på det som en mere ekstrem og effektiv udgave af walk-and-talk. Vandring har styrket vores venskab, og vi ser nu hinanden mere som brødre. Når vi fortæller om vores eventyr, plejer de fleste af vores jævnaldrende enten at tro, "at vi lyver, eller at vi er sindssyge"