Min Vildmarkshytte

Af Lars Nyhuus - I 2011-2012 tog familien og jeg et år i den svenske vildmark. Vi boede i Flottarkojan med 7 km til postkassen og 50 km til købmanden. De nærmeste naboer var elge, bjørne og bævere.

Da vi kører over Øresundsbroen i sommeren 2011, er det et farvel til lærerværelset for Mariette og mig selv. Vores børn var 6 og 11 år, da vi tog afsted. Vi skulle undervise børnene selv, fiske og klare os selv. Vi havde om foråret købt Flottarkojan, som er en nedlagt skovarbejderhytte. Indtil 1960’erne havde skovarbejderne boet her om foråret, hvor de havde trukket tømmer ud på isen, for senere at stage det ned af åen til de store træindustrier i Siljansøen. Hytten havde siden været brugt til sjældne fisketure, indtil en tidligere ejer begik mord og kom i fængsel. Hytten ligger midt i et stort naturreservat i bunden af en lav fjeldgang - 660 m.o.h.

Vi tog afsted på orlov uden løn, så vi havde vores opsparing på 50.000 kr at leve for året ud. Vi havde udlejet huset hjemme i Vrads, så pengene skulle dække forsikringer, bil, brændstof og mad. De gjorde de: Da vi kom hjem igen, nåede vi 68 kroner på kontoen, dagen inden vi fik vores første løn.

Dagene i hytten gik med daglige rutiner og små og store eventyr. De daglige rutiner var på mange måde helt modsat lærerværelset - der var

sjældent problemer, vi ikke kunne løse med handling, og aldrig lange og koncentrerede møder. Hele familien blev bundet sammen af de daglige rutiner, såsom vandhentning, brænde, madlavning, samle bær, tøjvask, fiskeri, rydde sne m.m. Når opgaverne er meget konkrete, kan de på en eller anden måde også føles meget meningsfyldte. Vi har brug for vand, hvis vi skal lave morgenmad og vaske tøj, så afsted til åen med en vandspand. Det kan måske udefra lyde slidsomt, men sådan oplevedes det ikke - tværtimod gav det fællesskab og sammenhold i familien. De større eventyr rettede sig blandt andet mod samerne. Vi blev gode venner med flere samiske familier og fik småtjanser med at hjælpe med ‘rengärda’, samling af 1000-vis af dyr på fjeldet, som skulle øremærkes, vaccineres, slagtes eller sættes fri på fjeldet igen. De 7 familier i samebyen ejer tilsammen godt 6.000 dyr, som lever i et fjeldområde på størrelse med Fyn. Arbejdet foregår sommer og vinter, med snescooter, kikkert og walkie talkie. Vi blev betalt i rigelige mængder kød og skind som tak for indsatsen.

Vinteren i fjeldene kan være kold. I højvinteren når temperaturen et lavpunkt på -40C. Her står hele skoven stille. Ikke en lyd, bortset fra den knirkende lyd af sne under støvlerne. Det eneste tegn på liv man kan se, et sneharens og elgens spor i sneen. Både bæveren og bjørnen ligger trygt og varmt i boet. Bjørnen ligger i hi fra december til engang midt i april. Når foråret kommer, kan man se bjørneaktivitet overalt i skoven. Den kan have tabt op til 40% af kropsvægten hen over vinteren og er møg-sulten. Enhver myretue bliver gravet op, og æg og insekter spist som tidlig morgenmad. Overalt i den varme forårssne ser man spor, ligesom træerne bliver kradset med det obligatoriske ‘her-bor-jeg’ mærke. Efter 355 dage satte vi os ind i bilen og strøg sydpå til huset i Danmark igen. En hel del oplevelser og erfaringer rigere. Vi ejer stadig hytten i Sverige og kommer afsted lige så tit, vi har mulighed.

SPAR PENGE NU!