Nordkalottleden - Efterår i fjeldet

Nordkalottleden og Treriksröset del 1

EFTERÅR I FJELDET AF BRIAN PIHL JOHANSEN OG CHRISTIAN MILBO

Som altid bliver det en tur med udfordringer på søvn og overnatningspladser. De sidste er vi dog nogenlunde gode til at finde bjergvej. Vi havde egentligt fundet to shelters hjemmefra, men da vi kommer frem kl. 02 om natten, er der ikke nogen. Det spilder vi ca. 40 min. på. Vi finder dog to vendepladser tæt på, hvor det umiddelbart ser ud til, at vi kan banke teltene op. Det lykkes os på den sidste. Dagen efter oplever vi Höga Kusten, hvor jeg Christian vandrede med min datter for nogle år siden. Det er et virkelig flot område, som jeg kun kan anbefale dig! Læs mere om den flotte tur her: Vi når også forbi Fjällräven Outlet, og herfra er det ellers nordpå. Vi passerer polarcirklen kl. 01 om natten og er i Abisko kl. 3. Her overvejer vi at sætte teltene op, men vi kunne kun få 3-4 timer med stress næste dag, så vi aftaler at se, hvor langt vi kan køre. Vi når faktisk i mål i Storfjord, og vi har endda sat vores mad-depot ud i Dividalen. Dette skal vi hente om ca. 10 dage. Vi slår teltene op kl. 9 og kan så sove til 13:45 og vågne uden stress, før vi skal have bussen ud kl. 14:45.

DAG 1 Signaldalen er smuk med spændende fjeldformationer og høje fjeldsider, der troner over de frodige marker. Der er bær overalt, og en række fosser løber sammen til en stor. Vi skal op i Parasdalen, hvor vi skal finde nogle lejrpladser efter ca. 4 km. Dalen er kendt for nogle monumenter fra 2. verdenskrig, men vi skal ikke forbi dem. Vi starter vores vandring, og det er godt at være i gang. Benene skal lige vænne sig til de 36 timers inaktivitet i bilen, men det går faktisk fint for os begge. Vi er ikke i topform, men vi klarer de ca. 3,5 km og 250 højdemeter fint. Det går jævnt opad, og vi tager den med ro. Der er birkeskov og fyrskov, masser af bær samt fosse og bække alle steder. Stien er god og giver os ingen problemer. Træerne bliver langsomt lavere, og udsigtspunkterne kommer frem. Parasfjeldet er flot, dér i centrum af dalen, men det er også mange andre fjelde at kigge på. Vi kommer op til et grønt område uden så mange træer, hvor der er god udsigt tilbage mod Signaldalen. Her telter vi på nogle gode lejrpladser. Kl. er allerede 19, så vi beslutter at gå hver til sit og nyde aftenen i teltene. Det regner lidt nu og her, jeg læser lidt, skriver lidt, laver mad og hygger ellers med udsigten. Det er sjældent, jeg er alene - jeg har tre børn, så jeg skal lige vende mig til stilheden og have tid til mig selv.

DAG 2 Vi vågner stille og roligt og spiser lidt morgenmad. Det er overskyet men egentlig godt vejr. Ikke for varmt ikke for koldt. Vi pakker teltene ned og begiver os mod højfjeldet. Dalen er stadig frodig og træerne høje, men man kan nærmest se højden forsvinde fra skridt til skridt. Det går opad og vil nok gøre det det meste af dagen, hvor vi kun kun har en brat stigning foran os, men ellers er resten bare stødt opad. Vi går forbi Skolehytta, der er en smuk rød træhytte, og videre opad. Snart kommer vi fri af trægrænsen, der her er ca. 600 m. o. h. Fjeldet åbner sig lidt mere op, men vi er stadig i dalen og kan derfor ikke se så langt igen. Hurtigere end jeg havde regnet med, kan vi se fjeldene fra nabodalen der hedder Stordalen. Vi ser Parestinden dukke frem for alvor . Fjeldene i stordalen Márkos-Malta er ret flotte og “underligt todelte”. Solen kommer frem, og vi vandrer et sted, hvor vi er i læ for vinden. Vi beslutter os derfor for at holde frokost. Jeg skal have knækbrød med spegepølse. Det vælger jeg som regel, når det er godt vejr. Så kan

jeg sidde og hygge med det. Ellers laver jeg varme retter, når vejret er koldere/værre. Efter frokost kan vi se toppen af Gáhppoivi fjeldet, hvor Gappohytta ligger. Her skal vi mod øst og mod Treriksröset. Vi kan se flere og flere fjelde mod øst, men vi er ikke helt oppe, hvor hele området kan ses. Landskabet ændrer sig, og vi går nu i “rutchebane” landskab. Op og ned. Det er nu ikke slemt, og på trods af, at det er dag 2, har benene og kroppen det rigtig godt. Stien er også let vandret og vejret fint. Dog er skyerne kommet tilbage.

Moskkugáisi (1522 m. o. h. ) og Bealcàn (1442 m. o. h. ) dukker op mod syd, og der er nysne på toppen. Rigtig flot syn. Jeg havde egentlig regnet med, at Gappohytta ville være synlig nu, men den venter nok på sig. Det er enten sådan, at man kan se hytterne alt for langt væk (5-10 km afstand), hvilket er demoraliserende, da de ikke rigtig kommer tættere på, eller også dukker de først op, når man nærmest går ind i dem. Og ganske rigtig - Gappohytta kommer først til syne, da vi er 100 meter fra den. Der kommer en person ud, men hun ser os ikke. Vi skal videre og vikle os ud af det virvar, der er af ruter fra hytten. En af ruterne går mod Pältsastugan i Sverige, en anden mod Rostahytta og den sidste mod Goldahytta. Den er den rute, vi skal have.

Men før vi finder ud af det, kommer der pludselig tre kvinder ud af hytten. Den ene råber “vi I se en bjørn” til os. Brian og jeg kigger på hinanden: “Bjørn?”. Det vil vi selvfølgelig gerne, så vi skynder os over til dem. Jeg kan ikke se noget som helst. Jo et rensdyr, men de andre bekræfter hele tiden, at bjørnen er der. Til sidst finder Brian og jeg ud af, at det er rensdyret de forveksler med en bjørn. Nuvel det var også et stort rensdyr.

Vi tager rygsækkene og hyggesnakker lidt med kvinderne, der dog er lidt flove over at have råbt bjørn. Det skal de ikke være. Hellere en gang for meget end en for lidt, for sådan en vil man gerne se (på afstand). Vi driller dem dog venligt med, at det er to danskere, der skal forklare forskellen mellem rensdyr og bjørn til nordmænd. Det må være første gang i historien…

Vi finder ruten videre og krydser nu grænsen ind til Sverige. Den er markeret med stolper hele vejen ved hytten. Vi går ved foden af Goppoaivi og hiver kortet frem. Vi taler lidt om evt. lejrplads, men der er ikke så mange fosser ned fra fjeldet og heller ingen søer. Her i efteråret er der ikke meget smeltevand tilbage, så det skal man være opmærksom på. Vi finder hurtigt ud af, at de fleste fosser er indtørret, men 80 meter over ruten skulle der være en sø. Vi går op i terrænet og finder hurtigt søer. Der er heller ikke meget vand tilbage, men der er heldigvis stadig tilløb af vand til søen, så vi tør godt at drikke fra tilløbet. Solen er igen kommet frem, og vi ligger lidt i læ for vinden. Det er derfor hurtigt at slå telte op og rede senge. Klokken er ca. 15. 30, og vi har tilbagelagt 10 km og gået 700 højdemeter op og ned. Det er fint for en dag to, hvor rygsækkene stadig er tunge med mad, og kroppen stadig er i kageform. Vi hygger i teltet kun afbrudt af en omgang blåbærplukning, som vi kan forfriske morgenmaden med - skønt. Klokken 21 går vi hver til sit, og der er læsning og skrivning før sengetid.

DAG 3 Vi starter dagen med et “bad”. Det er solskin og uden en eneste sky på himmelen. Med andre ord perfekte forhold til lidt hygiejne. Det er kun 12 grader, men nok til at man lige kan holde det ud. Vi pakker sammen og vandrer kl. 10. Det er lidt sjovt at tænke på, at vi som regel skal stresse lidt for at nå det hele til kl. 9, når vi er turledere. Klokken 9 er nemlig det faste starttidspunkt, når vi har folk med på kursus eller tur. En halv til en hel time mere gør, at der er tid til det hele. Ruten er stadig let vandret uden for mange forhindringer såsom blokmark, mose osv. Det er super skønt at kunne nyde vandringen, kigge rundt på fjeldene og så endda i godt vejr. Vi holder frokost ved den største fos på dagens etape.

Der er lige lavet en bro over fossen, men den er ikke på kortet. Da det er efterår, og smeltevandet er begrænset, kunne vi have taget den tørskoet og uden at vade, men om sommeren ville vi skulle vade den, kan man se. Men nu er der altså en bro. Frokoststedet er rigtig godt. Ikke den bedste udsigt, men i æ, på en lille bakke, der også yder god rygstøtte. Vi ser en solohiker med en lille rygsæk samt to par der går i hver sin retning. Det er ret overraskende sæsonen taget i betragtning. Vi kigger lidt kort og opdager noget der kunne være en smutvej. Vi kan afkorte ruten med 4 km ved at gå væk fra stien og ud i terrænet. Det beslutter vi os for. Turen er igen let vandret, og vi skyder 3,3 km/t, hvilket er rigtig pænt i usporet terræn. Undervejs finder vi rensdyrgevir, men det er stadig for tidligt på ruten til at tage dem med i rygsækken. Vi finder også multebær, hvilket hæver humøret endnu mere. Vi når næsten frem til stien, der er vores mål for dagen, men inden da finder vi nogle flotte teltpladser lige ved et vandløb. Vi banker lejren op, spiser aftensmad og har aftenhygge. DAG 4 Vi skal i dag vandre fra Treriksröset til Pältsastugan, 12 km med masser af højdemeter. Vi vågner begge kl. meget tidligt. Af en eller anden grund næsten samtidig. Jeg laver lidt kaffe og kigger på uret. Klokken siger kun 04:50. Vi har sovet meget de sidste par nætter, så kroppen er nok ved at være udhvilet. Efter 1,5 time falder jeg dog i søvn igen og bliver vækket af Brian kl. 8. Vi pakker lejren ned og vandrer derudaf. Vejret er rigtig flot, men der er heldigvis lidt vind. Ellers havde etapen været uudholdelig. Vi skal opad, men det ser ikke ud til, at det er så længe. Det snyder dog meget. Vi fortsætter opad - i en uendelighed. Så kommer der et plateau, hvor det går lige ud. Det er meget mindre, end det synes på kortet, og herefter en rutschebanetur op og ned. 200 ned, 200 meter op. Sådan fortsætter det. Men her er flot. Fjeldet er ikke goldt men meget frodigt. Solen står flot på himlen uden skyer, så der er absolut intet, vi kan klage over her i efteråret. Nu to dage med rigtig flot vejr. Det skal nok ændre sig - statistisk set. Vi kigger lidt kort og ser på mulighederne for at fiske undervejs. Der kommer tre mindre søer, hvor vi måske kan kaste lidt. Da de dukker op, har de ikke meget vand i sig, og vinden står også forkert (modvind). En af fordelene ved efterår i fjeldet, er, at der ikke er meget vand. Vandløb er udtørret. Moser/rismarker kan man vade tørskoet, de fleste fosser ligeså. Ulempen er så, at man ikke kan fiske så mange steder, men når vi forbi Pältsastugan i dag, ligger der en større fos, vi kan kaste lidt i.

Vi når til den sidste ned- og opstigning, og den ser lidt lettere ud end de andre. På bunden holder vi frokostpause, og tager os god tid. Det er lækkert bare at kunne det. Som jeg har skrevet tidligere, er der stor forskel på at være turleder og være alene på tur. Begge har sin charme, men det med tiden nyder jeg virkelig.

Efter frokost går det opad og så nedad i en uendelighed. Vi kan se stugan (hytten) nærmest fra toppen, og den kommer ikke tættere på. Desværre fejlbedømmer jeg afstanden på det sidste træk, så jeg kommer meget foran Brian. Det er ikke fedt i dette terræn, for vi er

kommet ned i skov igen. Hvis han falder, har jeg ingen mulighed for at vide det med det samme. Vi har begge Garmin InReach med, hvor vi kan komme i kontakt med hinanden, men vi har aftalt at gå sammen. Det er derfor helt klart min fejl, og Brians udskældning er helt fortjent. Jeg troede, vi var der om 5 min. Reelt var der 15-20 min. Afstande kan drille i fjeldet.

Vi når frem til hytten, der er ved at blive klargjort til sæsonlukning. Der bliver malet og vedligeholdt, så hytten er klar til efteråret og vinteren. Hytteværten er flink og snaksaglig, og hytten her er Sveriges nordligste hytte. Vi tager den sidste kilometer ned til fossen, hvor der er nogle geniale teltpladser. Det er helt efter planen - det er sjældent i fjeldet. Vi vasker lidt tøj, hygger med aftensmad, og da det nu er fredag, har jeg chokolade og rom/cola med som surprice. Vi snakker om ekspeditioner, store bedrifter og eventyr, indtil klokken bliver 21. Det er som altid piv koldt udenfor, når der ikke er skyer på himlen, men skyerne er på vej ned over Moskángáisi massivet (virkelig imponerende massiv! Det skal du opleve). I morgen lover de tåge indtil op ad dagen, så vi må se, om vi kan komme herfra om morgenen, eller om vi må vente, til tågen er lettet.

DAG 5 Vi vågner til overskyet vejr, men det er ikke tåget. Vi tager en rolig morgen, og mens vi slapper af, letter skyerne lidt, og solen titter lidt frem. Efteråret viser sig virkelig fra sin smukke side. Klokken 8:30 har vi pakket alt ned og er klar til at vandre. Vi skal fra Pältsastugan i Sverige til Moskánjávri søen i Norge. Der er 1011 km. Dagen starter med en opstigning. Vi skal ca. 200 meter op fra 580 m. o. h. til 760 m. o. h. Opstigningen er en af de bedste, jeg har prøvet. Det går opad, men der er hele tiden pustepauser mellem stigningerne, så vi skyder en god fart. Hurtigt har vi vandret 4 km og holder derfor et lille hvil bag nogle sten. Vinden er taget til og er tilmed blevet lidt kold, når solen ikke skinner.

Vi opdager nogle lavthængende skyer, og dem holder vi øje med. Moskángáisi-massivet deler skyerne i to retninger. En ud over dalen og en langs fjeldet. Det ser ret vildt ud, men de store massiver har det med at influere på vejret. De lavthængende skyer kan dog pludselig rive sig fri og komme vores vej eller dække vores videre færd. Tåge i fjeldet kan være ret seriøst, men ikke værre end at man blot må sætte sig ned og vente, til det er overstået. Mens vi holder pause, damper skyerne lidt af, og vi kan roligt fortsætte. Vi er på det højeste punkt på dagens etape, så herfra går det kun nedad. Og sikke en god nedstigning. Det går nedad men ikke noget slemt for knæ og hofter. Denne tur op og ned er den bedste i fjeldet, vi endnu har set. Det er vi enige om. Nede i den nye dal hænger skyerne tungt, og vinden er stadig hård (8-11 m/s - Brian har vindmåler

med). Men der er smuk udsigt over hele dalen og søerne. Også vores destination er synlig, selvom der er 6-7 km tilbage. Der er fugtigt i dalen, og vi kan se, at her er rigtig meget smeltevand fra massivet i foråret og sommeren. Der er stadig lidt vand tilbage her i efteråret, men intet der generer vores vandring. Vi holder frokost ved en smuk lille bæk, hvor nogle tuer giver os ly for vinden. Tuerne agerer også perfekte stole, så vi nyder hvert et minut her. Solen er fremme, og maden er god.

I dalen er der også rigtig mange rener, hvis spor går på kryds og tværs af stien. De er også synlige her og der, og vi overrasker en gruppe, der ikke har opdaget os på grund af vindretningen og en lille høj, som vi kommer op bag. De skynder sig at løbe videre, men vi når lige et par billeder. Ruten er meget flad, kun afbrudt af få tuer og bakker. Intet af betydning. Vi skyder derfor stadig god fart, og før vi ved af det, er vi fremme. Klokken er kun 15. Vi spilder dog lidt tid med at finde passende teltpladser. Der er masser af gode spots, men de ligger for udsat i vinden. Vinden er ikke slem, men der er nu rart med lidt læ. Efter noget tid finder vi læ bag en meget lille høj, hvor der også er gode lejrpladser til teltene. Der er ret fladt i dalen, og der hvor der er lidt ly, er der bunkevis af sten og tuer. Vi slapper af i teltene, laver aftensmad og nyder en god dessert, jeg har med; budding med jordbær fra Summit To Eat. Vi går herefter hver til sit, og jeg har vaskedag (af mig selv) og tøjskift. Jeg har en ekstra t-shirt og underbukser fra Aclima med, og i vores depot er der endnu mere. Det er ret lækkert med noget hygiejne på tur.

Følg med i næste udgave af magasinet, hvor vi - Brian og Christian - endelig møder efterårsvejret og kommer i problemer…