![](https://assets.isu.pub/document-structure/210623120911-6e0d28bdda8cd6040434cacdb9862583/v1/e41cf7c5107fb98d0d125a7c3d470ae3.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
Bæredygtig pædagogik – håb, handling og holdbarhed.
LEDER
“And yes, we do need hope, of course we do. But the one thing we need more than hope is action. Once we start to act, hope is everywhere. So instead of looking for hope, look for action. Then, and only then, hope will come.”
Ordene er Greta Thunbergs. Et ungt, modigt og viljestærkt menneske, der ytrer sig – vedholdende og engageret – og som kalder på handling, og selv tydeligt viser handling i sin indsats for at skabe bæredygtighed. Vi skal lytte, når de unge ytrer sig. Vi skal lytte, når kunstnerne ytrer sig. Olga Ravn viser os med sin roman ”De ansatte” (2018) en fremtid, hvor kærlighed og menneskelighed er gået tabt. En fremtid, der er resultatet af, at vi ikke har lyttet til ungdommen, og ikke handlet for at sikre en bæredygtig udvikling.
En bæredygtig pædagogik er først og fremmest langtidsholdbar. Den rimer på børn, unge og voksnes muligheder for at være og at lære. En bæredygtig pædagogik er forankret i solid viden om menneskers eksistens og udvikling, den er modstandsdygtig overfor vildfarne modeluner og quickfix’es og samtidig modtagelig overfor nye perspektiver og ny viden. Den rummer håb og kræver handling.
Zoomer vi ind på FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, står pædagogisk arbejde tydeligst i mål 4: Kvalitetsuddannelse. Her udtrykkes en global forståelse af, at bæredygtig udvikling forudsætter en barndom præget af sundhed, trivsel, leg og fællesskab – og en erkendelse af, at en sådan barndom blandt andet fordrer adgang til dagtilbud af høj kvalitet for alle børn. Også FN’s mål 10: Mindre ulighed adresserer pædagogisk arbejde: ”Inden 2030 skal enhver, uanset alder, køn, handicap, race, etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk eller anden status, i højere grad inddrages i sociale, økonomiske og politiske beslutninger”. En tydelig understregning af det vigtige aspekt af pædagogisk arbejde, som handler om at inddrage alle, udligne ulighed og sikre mangfoldighed – så alle har lige ret til at være menneske og blive hørt.
En bæredygtig pædagogik er med til at danne væredygtighed for alle. Det er hverdagens konkrete pædagogiske handlinger, som fører til, at alle mennesker kan være, kære, lære og bære. Nu og i fremtiden. Så fremtiden ikke bliver som den fremstilles hos Ravn i vidneudsagn 091: ”Jeg tror ikke længere, jeg har noget hjerte”.
I dette nummer af Pædagogisk Extrakt gives der en række eksempler på, hvor flertydig, spændingsfyldt og relevant arbejdet med bæredygtig pædagogik er.
God læse- og lærelyst!
OM
Susanne Tellerup sute@via.dk
Uddannelseschef for VIA Pædagoguddannelsen