4 minute read
Bæredygtighed – et stedbarn i pædagogikken
BÆREDYGTIG FAGLIGHED FOR PÆDAGOGER
Af Morten Hauge Nielsen, lektor, VIA Pædagoguddannelsen
Bæredygtighed
– et stedbarn i pædagogikken
Intentionen om bæredygtighed i pædagogikken flytter ikke bare noget på praksisniveau – det rykker ved selve fundamentet. For hvad sker der, når pædagogisk praksis får et fælles mål udenfor sig selv? Når pædagogik ikke længere blot må forholde sig til menneskenes forhold til sig selv, hinanden og til samfundet, men også må indarbejde hensynet til kloden?
Morten Hauge Nielsen argumenterer for, at man kan forstå bæredygtighed som en nytilkommet i pædagogikkens sammensatte familie. Et stedbarn, der kalder på en hidtil uset grad af empati og holisme.
Holistisk pædagogik
Med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling er menneskehedens og klodens usikre fremtid sat på dagsordenen. Vi står overfor udfordringer så alvorlige, at det er tvingende nødvendigt for vores overlevelse som art, at vi finder løsninger. VIA University College er med på vognen, og har gjort arbejdet med verdensmålene til en del af sin vision – ligesom en lang række andre institutioner, organisationer og virksomheder. I en pædagogisk-teoretisk sammenhæng kan hensynet til kloden og klimaet forstås som et stedbarn. En nytilkommet i pædagogikkens sammensatte familie, som vi naturligvis også skal tage os af. Når vi sidder rundt om bordet, har bæredygtigheds-dagsordenen fået sin helt indiskutable plads, og hensynet til kloden skal arbejdes ind på alle niveauer. Det post-
BÆREDYGTIG FAGLIGHED FOR PÆDAGOGER
moderne individ får omsider, hvad det fra starten har savnet: Jordnære problemer, som man ikke behøver at diskutere længe. DER ER noget, vi skal gøre, og vi skal gøre det nu! Eventuelle argumenter for og imod spilder dyrebar tid. På den måde sætter bæredygtigheds-dagsordenen det pædagogiske ideal om refleksion under pres.
Klima som en del af pædagogikken
Den pædagogiske opgave får en toning. Den handler ikke kun om at opdrage til frihed og fællesskab, men også om at passe på miljøet. Ud over borgere, beboere og børn og samfund skal al pædagogisk praksis nu også medtænke: Hvordan kan vi tilgodese klimaet? Det er på den ene side et mål for pædagogikken, der ligger uden for pædagogikken selv. Men på den anden side kan man argumentere for, at den pædagogiske omsorg bare udvides til at gælde alt levende. For med hvilken ret har pædagogikken gjort menneskets udvikling og trivsel så meget til centrum, at alt omkring mennesket er kommet ud i periferien af vores pædagogiske opmærksomhed? Med klimakrisen står det klart, at menneskerne ikke sådan rigtig kan trives, førend også vores medskabninger og omgivelser trives. Det er en oldgammel buddhistisk læresætning, men det er også logik.
Nye analysemetoder
Alt dette kalder på et en ny holisme i pædagogikken. I nyere teorier som Spiral Dynamics (Beck og Cowan, 2015: ’At mestre forandring: en introduktion til Spiral Dynamics‘) og ’Integral teori‘ (Ken Wilber, 2015: ’Videnskab og religion’) har denne tendens allerede fundet udbredelse. Missionen for en fælles bæredygtig fremtid starter som en tvingende nødvendighed, men den meget handlingsrettede impuls er bare
OM
Morten Hauge Nielsen mhn@via.dk
Morten Hauge Nielsen er lektor og underviser i pædagogik og praktik på VIA Pædagoguddannelsen.
Særlige interesseområder er: Følelsessociologi, moderne udviklingspsykologi og bæredygtighed.
BÆREDYGTIG FAGLIGHED FOR PÆDAGOGER
begyndelsen. I kølvandet følger et mere teoretisk fokus på alt det, der binder os sammen – det fælles i det forskellige. Man kan forestille sig, at ligesom vi i dag i særdeleshed analyserer teorier ud fra, hvad de er uenige om, således vil vi måske mere og mere – som et helt elementært analytisk greb – sammenstille teorier ud fra, hvorledes teoretikerne faktisk siger det samme – selv om den ene er sociolog og den anden psykolog. Vi lever trods alt i en fælles virkelighed.
Et empatisk kvantespring
Jeg argumenterer for, at holisme bliver et begreb, som pædagoger SKAL forholde sig til. Og det er frugtbart, for her finder vi også ansatserne til det mest pædagogiske element i bæredygtigheds-begrebet – den sociale bæredygtighed. Man kan hævde, at det i sig selv ikke er nyt. Klimavenlige pædagogiske institutioner, socialøkonomi og bæredygtighed som et fælles tredje i pædagogisk arbejde er ikke nogen revolution. På en lang række områder er det bare at fortsætte der, hvor vi slap den kritisk frigørende pædagogik i 70’erne. Det nye er måske, at det ikke er nok, når hele verden er på spil. Der skal mere til.
Hvis menneskeheden ikke overvinder sin primitive natur, er vi færdige (jævnfør de førnævnte kilder). Kort sagt. Den dominerende tankegang blandt mennesker, folk og stater har længe været egocentrisk. Det er den tankegang, der har skabt den verden, som nu er i krise. Kan det være anderledes? Det bliver vi nødt til at tro på. Men det kræver omhyggelig træning af empati på alle niveauer. Det enkelte menneske må lære at tage hensyn til flokken. Et hensyn, der kræver et empatisk kvantespring.
Pædagoger er velfærdsstatens frontløbere
Hvad betyder det for pædagoger? Pædagoger er velfærdsstatens frontløbere. De er mange, og de former de fremtidige generationer. Den pædagogiske opgave er central, hvis vi skal lykkes med at løse udfordringerne. Det næste spørgsmål er, hvordan pædagoger klæder sig så på til denne uhyre opgave? At løfte verden op på sine skuldre og hoppe ud af egocentrismen? Sådan helt konkret? Det er et godt spørgsmål. Men empati og holisme må være en del af svaret.
