
1 minute read
Legekunstvejleder får bærende rolle
SKAB LIDT MERE PLADS TIL LEGEN
Af Stine Del Pin Hamilton, VIA Pædagoguddannelsen og Birthe Nielsen, børnehusleder og pædagog, Børnehuset Teglgården
LEGEKUNSTVEJLEDER
får bærende rolle
En af de centrale funktioner i Legekunst-projektet er legekunstvejlederne. Kunstvejlederen er i mange tilfælde en pædagog eller en kulturmedarbejder i kommunen, der er koblet på alle legekunstforløbene i den konkrete kommunes institutioner. I Viborg Kommune er Birthe Nielsen legekunstvejleder. Udover at være leder i Børnehuset Teglgården har hun således det overordnede ansvar for at følge de Legekunstprojekter, der sættes i gang i Viborg kommune.
Birthe Nielsen er med ved opstart af de lokale legekunst-forløb og deltager i nogle af de såkaldte refleksionsværksteder, der løbende afholdes. Det er også hendes rolle at hjælpe pædagoger og den tilknyttede kunstner med at holde fokus på æstetik, dannelse og leg igennem forløbet i institutionerne. Birthe Nielsen har derudover ansvaret for at følge med i de snip-, snap-, snude-fortællinger, der løbende opstår og udvikles igennem Legekunst-projektet i den enkelte vuggestue eller børnehave – ligesom hun har det afsluttende ansvar for at skrive de ude-fortælling, som opsummerer og afslutter projekterne i de enkelte dagtilbud.
Sparring og uddannelse af flere vejledere
Birthe Nielsen har allerede stor erfaring med at arbejde med kunst, kultur og æstetik fra tidligere projekter og hun brænder for samarbejdet mellem kunstnere og dagtilbud. Hun trækker derfor på sin store erfaring og viden fra tidligere, når hun bistår med rammesætning, organisering og deltagelse i de nye Legekunst-forløb.
Igennem projektperioden mødes Birthe Nielsen med andre vejledere i hele regionen og på tværs af landet for at udveksle erfaringer om vejlederrollen og for at udvikle viden på tværs af projekterne. Målet er, at der gennem den fireårige projektperiode skal uddannes flere kunstvejledere, der kan supplere og udvide Birthe Nielsens og de andre vejlederes arbejde og bidrage til, at den nye legekunstpraksis bliver solidt forankret i dagtilbud i Viborg kommune såvel som i resten af landet.
Min opgaver er at forankre den nye legekunstpraksis lokalt og nationalt.
