Anmeldelse

ANMELELSE

Af Jeanette Svendsen, lektor VIA Pædagoguddannelsen

Den magiske leg

Ny antologi gør os klogere på det professionelle arbejde med små børns leg. Med en blanding af personlige legeerindringer og teoretiske perspektiver på legen kommer vi rundt om og i dybden med legen som begreb og pædagogisk praksis.

Antologien Legens magi bør stå på alle småbørnspædagogers ønskeliste – ikke fordi den er banebrydende, men simpelthen fordi den vedvarende insisterer på, at børns egne frie lege, det skøre, sjove, pjattede, vilde og magiske, har en værdi i sig selv.

Antologien, der er redigeret af Lise Hostrup og Hanne Hede Jørgensen, er spækket med tankevækkende og inspirerende praksisnære beskrivelser af børns lege. Og en lang række eksempler på mulige måder, man som pædagog kan gribe dette hemmelighedsfulde rum an på.

Mange perspektiver på legen

I 14 kapitler udfolder antologien en vifte af indfaldsvinkler til begrebet leg. De fleste kapitler er skrevet af lektorer ved landets pædagoguddannelser. Man kan læse om observation af børns lege, om børns lege i vuggestuer, om handicappedes, minoritetsbørns og hospitalsindlagtes børns lege. Om måder at berige børns lege – men også spænde ben for dem, om de eksistentielle temaer i leg, og om arkitekturen og indretningens betydning for leg – og flere andre perspektiver.

Nedslag i legens historie

Vi kommer (næsten!) hele vejen rundt om legen som begreb og udtryk – og dette er på en og samme gang både antologiens styrke og dens svaghed. Vi hører fx i flere af bogens kapitler om Johan Huizingas legebegreb (hollandsk kulturhistoriker, der har skrevet Homo Ludens – om kulturens oprindelse i leg, som er ét af legens hovedværker) og flere gange om, hvordan pædagogen kan blande sig for lidt eller for meget, for uopmærksomt eller for normativt.

Dette gør antologien en smule redundant, og det kan ikke anbefales at læse den fra ende til anden. Dog bør man som minimum læse Karsten Tufts kapi

ANMELELSE

tel Leg i børnehavens historie. Kapitlet er en almendannende introduktion til de belæste og internationalt orienterede kvinder, der etablerede de første børnehaver og seminarier – længe inden der var noget, der hed læreplaner og skoleparathed. Og med denne kulturhistoriske generindring i baghovedet kan man kaste sig over de kapitler, der har ens egen særlige faginteresse – udbuddet er stort.

Hvad med pædagogens egen legestemning

Efter endt læsning af ’Legens magi’ er der to ting, jeg savner. Det ene er i kapitlet om legens eksistentielle betydning. Her savner jeg nogle flere nuancer – fx den tyske fænomenlog Eugen Finks legebegreb, der sætter fokus på, hvordan legen altid er en form for genfortolkning af de eksistentielle temaer. Det andet er et selvstændigt kapitel, der giver gode ideer og inspiration til, hvordan den fagprofessionelle kan udvikle og styrke sin ”indre leger”. Antologien stiller nemlig rigtig mange steder skarpt på pædagogens rolle og evne til at lege med, så man som læser bliver nysgerrig på, hvordan den kompetente voksne træner eller opøver sin fornemmelse for den særlige legestemning.

Antologien insisterer vedvarende på, at børns egne frie lege, det skøre, sjove, pjattede, vilde og magiske, har en værdi i sig selv.

Bogfakta

Titel: Legens magi

Forfatter: Redigeret af Lise Hostrup Sønnichsen og Hanne Hede Jørgensen

Sider: 277

Forlag: Akademisk forlag

Anmeldt af: Julie Kirkegaard jujoki@gmail.com juliekirkegaard.dk

Julie er uddannet cand. pæd.fil og har indtil for nylig arbejdet i hhv. en behandlingsbørnehave og en institution, der har særligt fokus på kunst og kreativitet.