![](https://assets.isu.pub/document-structure/200918080912-ae427726045b7c88a48615d54ea99bac/v1/fa795cbdc3eca6f88a5dc7e8ee572a49.jpg?width=720&quality=85%2C50)
1 minute read
Leder
LEDER
Deltagelse – en pædagogisk ambition
Deltagelse er et af de vigtigste begreber i pædagogers ordforråd. Uanset om vi arbejder med inklusion, integration, fællesskaber, relationer – så handler det grundlæggende om deltagelse. For det er bedre at være med, end ikke at være med.
Deltagelse har på den måde altid være en ambition i pædagogisk arbejde. Og stort set alt pædagogisk arbejde handler om at knytte bånd og skabe fællesskaber mellem mennesker. Det gælder i dagtilbud, i skoler og i socialpædagogiske indsatser for børn, unge og voksne.
Deltagelsens pædagogiske paradoks
Men der ligger et grundlæggende pædagogisk paradoks i at arbejde professionelt med deltagelse. For på den ene side skal vi opdrage, danne og uddanne myndige og selvstændige individer. Deltagere, der ikke er medløbere. Deltagere, der holder fast i sig selv og ikke forsvinder i gruppens vi. På den anden side skal pædagoger guide børn, unge og voksne, så de fungerer og kan deltage i mangfoldige fællesskaber. Støtte dem i at agere som de sociale individer, de er.
Deltagelse handler derfor om på én gang at lære at tage ansvar for sig selv og for gruppen. Der er altid en risiko for, at vi bliver ekskluderet fra gruppen, hvis vi bliver for selvstændige. Tilsvarende ekskluderes vi let, hvis vi ikke melder os på banen og bidrager til fællesskabet.
Find balancen
Dette komplekse balanceforhold skal pædagoger tage højde for, når de arbejder med deltagelse. Og derfor er arbejdet med deltagelse heller ikke noget, pædagoger nogen sinde bliver færdige med. Det er en dynamisk, udfordrende og dilemmafyldt opgave – som du kan læse meget mere om i dette temanummer.
God læselyst
OM
Peter Møller Pedersen pmp@via.dk Uddannelseschef for VIA Pædagoguddannelsen