FC Barcelona – tættere på end nogensinde før af Kasper Brinck Kristensen
Indledning
Jeg har i et eksamensprojekt undersøgt hvorvidt og hvorledes der er
opstået en stigende reterritorialiseret FC Barcelona‐fankultur i Danmark. Det vil sige, hvordan kulturen har løsrevet sig fra stedet (Catalonien) og finder nye steder at forankre sig. Dette har jeg gjort ved en online fællesskabsanalyse af fcbarcelona.dk/forum, i samspil med en diskursanalyse af samme, samt 23 interviews af danske FC Barcelona (Barca) fans.
Teoretikeren John Tomlinsons forståelse af globaliseringens primære
kulturelle effekter er de‐ og reterritorialisering – skilsmissen mellem kulturer og steder, og de deraf nye kulturelle praksisser, nye steder. Jeg har undersøgt hvordan den kulturelle praksis ændrer karakter i en oversættelse og adaptation i Danmark, og stillet spørgsmålet: hvordan lader det sig gøre at være tilhænger af en fodboldklub 2000 kilometer væk? Globaliseringsperspektivet
Globaliseringsteoriens grand old man, David Held, beskriver
globaliseringen som en proces hvoraf afstande for bl.a. varer og ideer forkortes; globaliseringen kan ifølge Held betragtes som det handler om væksten i intensiteten, hastigheden og betydningen af verdensomspændende forbundethed. Jeg er dog mere interesseret i globaliseringens identitetsmæssige og kulturelle implikationer, derfor er Tomlinson den rigtige at ty til. Han er interesseret i globaliseringens indvirkning på mennesker og fællesskaber; hvordan den øgede, men komplekse forbundethed, medvirker til nye, virtuelle fællesskaber hvori menneskers identitetsforståelse, meningskonstruktion og generelle værdier, har mulighed for at ændre sig på tværs af (gammeldags) kulturelt stedsbundne praksisser og fællesskaber. Dette sker som følge af den nærhed der italesættes, samt den tilgængelighed, som både internet og globale medier medvirker til. Kulturelle processer og konsekvenser opstår altså i kølvandet på denne nye forbundethed, og globaliseringen kan derfor betragtes
1
som direkte modstand eller hindring for det lokale og de værdier og kulturelle praksisser vi forbinder med steder. Det er Tomlinson (og jeg) dog ikke så bange for: intet er forsvundet eller komplet forvandlet, tingene ændrer sig ganske simpelt og for det meste i overskueligt tempo – og det ses i det lokale.
I denne case er det oprindelige sted Camp Nou, der historisk set var
ventilen for politiske og kulturelle udvekslinger for de undertrykte catalonierne. I dag fremstår handlingsmuligheden indsnævret for den reterritorialiserede danske praksis, hvis vi betragter en reel fysisk handling forbundet med stedet (at tage på stadion og være der) som en primær praksis. I mine interviews er det tydeligt, at reterritorialiseringens primære brist knytter sig til den fysiske, geografiske afstand, men som et paradoks er dette tilsyneladende ikke en hindring for den danske fan. Det er måske tvært imod en behagelig distance at have; at man aktivt kan vælge til og fra, og tænde og slukke, som man vil. Her skal Tomlinsons begreb om den øgede følelse af global nærhed igen fremhæves som en måde at forstå denne globaliseringstendens, da stedet for danske fans tilsyneladende bliver online‐fællesskabet og den medierede tilgængelighed.
FC Barcelona – kort om klubbens slogan
Football Club Barcelona blev grundlagt af den schweiziske erhvervsmand
Joan Gamper i 1899. Klubben har gennem tiden, ikke mindst under Franco‐ styret, oparbejdet et renommé som Cataloniens nationalklub. Klubbens slogan er ”Més que un club” og betyder mere end en klub. Dette opstod efter Francos død, men refererer i sin oprindelighed til klubbens betydning for Catalonien. I dag beskriver klubben sloganet med 4 kerneværdier: catalanitet, universalitet, solidaritet og demokrati.
Camp Nou – FC Barcelonas hjemmebane med plads til over 100.000
tilskuere – betragtes historisk som kamppladsen hvor både spillere og tilskuere måtte tale catalansk, og hvor man kunne besejre nationalstyret fra Madrid uden våben. Den danske praksis
Tomlinsons begreb om kompleks forbundethed hænger sammen med det
empirisk faktum at en intensivering af transnationale udvekslinger finder sted i
2
stadigt stigende grad i disse år. FC Barcelona som brand rækker da også vidt, da det tidligt var allerede et erklæret mål for klubben, at søge nordpå og ’udad’ i et forsøg på at lægge afstand til nationen Spanien. I dag har man bevidst valgt en velgørenhedsstrategi for også at nå ud til verdens U‐lande, med UNICEF på trøjen, hvilket medfører global bevågenhed, samt et sponsoreret, sympatisk værdisæt til klubben. Man adskiller dog i klubben spillet og spillerne på banen fra klubbens symbolske værdier, hvilket kom til udtryk da Barca spillede mod FCK sidste år: spillerne havde end ikke tid til autografer – de skulle koncentrere sig om den forestående kamp. Mange danskere tolkede dette som arrogance og mangel på global bevidsthed, men Barcas spillere var trods alt på arbejde og havde måske reelt ikke tid – desuden opretholdes fascinationen af klubben og dennes spillere som nærmest mytisk private og lokale ude i verden (spillernes træning er fx altid åben for lokalbefolkningen). Med Tomlinson kan man hævde at man som dansker kan plædere et identitetsmæssigt tilhørsforhold til klubben, igennem udøvelse af en kompleks kulturel praksis; en art reterritorialiseret hverdagsforsøg på at føle sig ’hjemme’ gennem identitetsfortællingen af kulturelle, præferentielle smagsmarkører – fx at man holder med ’smuk fodbold’.
Transformeret kulturel nationalisme
En af de kulturelle tendenser, der overføres fra Catalansk til dansk
Barcakultur, er hadet mod Real Madrid. For Catalonierne bunder det i hadet mod Francostyret og en livslang magtkamp mellem Catalonien og nationen Spanien, mens det for danskerne tilsyneladende bunder i en oversat kulturel markering, oversat fra en politisk diskurs (frisættelse, selvstyre i Catalonien, osv.) til en kulturel (det attraktive, offensive, intellektuelle pasningsspil). Fodbold i Spanien kommer fra bedsteborgerne og de intellektuelle, mens vi i Danmark måske i højere grad hæfter os på en Tysk og Engelsk fankultur, afstedkommende fra arbejderklassen. Som Tonny Vorm udtrykker det, bliver man som dansker lige så stille berørt af klubbens historie; det der har drevet den og næret den. Man kan (med en tolkning af nationalismeteoretikeren Michael Billig) måske hævde, at man lulles ind i diskursen der italesætter klubbens ideologier som banaliteter. I en adapteret form misforstår mange danskere dog tilsyneladende nationalismen: “… alligevel møder man ofte DF'ere der står og bræer højlydt om hvilket fantastisk
3
symbol FC Barcelona er for en nationalistisk bevægelse (…) De skulle slå deres folder i Real Madrids klamme historisk set facistisk/nationalistiskefanklub” (interview af dansk Barcafan).
I min diskursanalyse fremgår det tydeligt, at de danske Barcafans’
nodalpunkt er offensiv, sofistikeret fodbold; de synes ganske enkelt at mene, at Barca spiller den rigtige form for fodbold. Hegemonisk handler det derfor om at fastlåse den ’anden’ i en grimhedsdiskurs, gennem en negativ ækvivalenskæde: ”Forsvarsbetonkontrabold MÅ bare ikke sejre!” (rummenigge » 26. apr 2011, 12:06). Hermed artikuleres de tre begreber forsvar, beton og kontrafodbold i en sådan sammenhæng, og med afsæt i en dikotomisk relation til den antagonistiske diskurs, at disse begrebers identitet drejes mod en konstitutiv yderposition. Den ’anden’ tog i sidste sæson form af klubben FC Internazionale fra Italien, der med den sejrsvante træner José Mourinho i spidsen besejrede Barca i UEFA Champions League. Hans tilgang til spillet var ’destruktiv’ og blev af mange betegnet som ’anti‐fodbold’. Mourinho er nu i Real Madrid, og samler således de to lejre i hidtil usete skyttegrave, hvorfra der kæmpes gevaldigt om objektiviteten og hegemoniet. Mourinho udtalte for nyligt på et pressemøde: ”For nogen er god fodbold en masse boldbesiddelse, men sådan er det ikke. En stor kamp er også defensivt arbejde, kontraangreb, nedlukning af rum og at spille kollektivt.” (Mourinho, 21.04.2011). En flydende betegner må siges at være kollektivitet, da begge diskurser italesætter dette som et bærende element. Hvad dette element bærer af betydning, er det imidlertid stor forskel på, og det kan ses i citatet fra Mourinho: Barcas kollektiv spiller for at åbne rum, Mourinhos kollektiv spiller for at lukke rum. ’Den anden’ kæmper for at nedbryde de negative konnotationer for dennes klub – at disse ikke spiller ’rigtig’ fodbold og måske ligefrem antifodbold. De anklager derfor Barcafans for at helliggøre sig selv og deres klub: ”Store egoer. Fanatiske fans, der mener de (Barca) har patent på god fodbold.” (interview af dansk Barcamodstander). Tættere på – og alligevel ikke
Det kan være svært at pege præcist på, hvordan nærhedserfaringen
opstår for den danske Barcafan; følelsen af ikke at være adskilt. Umiddelbart synes internetfællesskabet (og dettes sporadisk forlængede liv i en fysisk social
4
virkelighed) at være væsentligt. Altså at man oplever kulturel samvær og tilhørsmæssig sameksistens på trods af den geografiske afstand. Med Tomlinson vil jeg argumentere for at man som dansk Barcafan kan opnå et identitetsmæssigt tilhørsforhold til klubben gennem udøvelse af en reterritorialiseret, kulturel praksis ‐ der primært er onlinebaseret . De adspurgte og forumanalyserede betragter afstanden til Camp Nou som eneste reelle hindring for at udøve en fuldstændig praksis. De markerer næsten alle et lokalt tilhørsforhold, men i samme vending nedgøres den hjemlige måde at praktisere fodbold: ”Dansk er mere resultatorienteret det er mere acceptabelt at spille "norsk" og vinde 10” (interview af danske Barcafans). Man tager altså på samme tid afstand fra sit geografiske hjemsted, mens man tilnærmer sig et reterritorialiseret kulturelt hjemsted. Dette kan betragtes i forlængelse af Barcas brandmæssige korstog; at klubben og dennes fodboldfilosofi er blevet en vare: en kommunikativ ting, som man kan tage til sig og bryste sig af, for at opnå større selvrespekt, eller for at fortælle sit selv og sin identitet på netop denne måde.
Med Michael Billig vil jeg hævde, at man som dansk barcafan kan lulles ind
i den diskurs, der italesætter klubbens (historisk nationale) ideologier som banaliteter – at man æder det hele råt så at sige, og frit oversætter og forsimpler komplekse myter og kulturelle diskurser for egen vinding. Det nationale begreb har i denne optik bredt sig ud til at dække over klubbens globale vingefang og adapteres i en dansk kultur, hvori en af de mest omdiskuterede kulturelle oversættelser er hadet mod Real Madrid, det nationale er altså her blot en betegner for det fællesskabsdannende.
Den eskalerende udveksling af spillere på tværs af klubber globalt, de
intensiverende transnationale turneringer hvori de største klubber tjener stadigt flere penge (Champions League), samt selvfølgelig den øgede tilgængelighed af flyrejser til Barcelona (kvantitativt og økonomisk) peger på en oplevelsesform der, på baggrund af denne forbundethed, og via den øgede tilgængelighed (både geografisk og virtuelt i fællesskaberne) skaber en immanent og let tilgængelig følelse af nærhed idet erfarings‐ og handlingsradiussen udvides. FC Barcelona er kommet ’tættere på’, men alligevel ikke.
5