Tabu

ANNONCETILLÆG OKTOBER 2021

TABU Vi er nødt til at være der for hinanden Mød Anne-Grethe Bjarup Riis side 10-11

”Jeg drømmer om, at mine børn får den mormor, der dukker uanmeldt op fyldt med kærlighed” Læs mere side 4-5

Vejen ud af et komplekst alkoholforbrug Læs mere side 6

En hospitalsklovn er ikke kun for sjov Læs mere side 8

2 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Vejen tilbage I denne udgave af TABU har vi FOKUS på Vejen tilbage, og kommer i den forbindelse rundt om mange tabubelagte emner.

hospitalet i lange perioder, så er hårdt for hele familien. For mange er et hospitalsophold ensbetydende med en eller anden grad af smerte og utryghed, og for forældrene kan det være svært at holde barnets humør oppe, når de selv er overvældede af bekymring.

Den kun 12 årige Alberte, har været igennem utallige hospitalsbesøg og operationer, og vi hører om hendes unikke forhold til hospitalsklovnen Trudi, der har været ved hendes side hele vejen.

Vi hører om Landsforeningen Liv&Død’s podcast ”Jeg plejede at tro på for evigt”, hvor mennesker der har mistet deler deres oplevelser.

Vi hører b.la. om Sara, der ganske ung mistede sin mor efter et længere sygdomsforløb.

Vi stiller skarpt på misbrug og personer med dobbeltdiagnoser og taler i den forbindelse med fagchef Per Nielsen fra Ringgården, som fortæller om den følelsesmæssige belastning og ensomhed, der ofte er forbundet med at have et misbrug eller være pårørende.

Sidste men ikke mindst bringer vi det gribende interviewet med Anne Grethe Bjarup Riis, der er aktuel med dokumentaren ”Til Gilbert fra mor”, som er en meget rørende og personlig film om hende kræftsyge søns kamp.

Det er fire år siden, at Anne-Grethes søn blev erklæret rask, men familien er stadig i gang med at finde sig selv og hinanden efter en voldsom periode med angst og ensomhed.

Vi stifter også bekendtskab med ”Ida,” som endelig har fået sin mor tilbage efter et vellykket behandlingsforløb på Sydgården. Det er en rørende fortællingen om en pige, der hele sin barndom har følt konsekvenserne af at have en mor, der gang på gang har svigtet, som følge af et misbrug af alkohol, hash og hårde stoffer.

Når man har et barn der bliver indlagt på

Rådgivning for dig der har en psykisk sygdom eller angst, og dig der oplever at livet er svært.

Psykiatrifondens telefonrådgivning 39252525, mandag-torsdag kl. 10-22 og fredag-søndag og helligdage kl. 10-18.

Har du mistet en, der står dig nært?

Eller har alvorlig sygdom ramt en af dine nærmeste?

Sorglinjen 70209903 alle ugens dage 17-21.

Chat SMS 27272525.

VED AKUT HJÆLP RING 112.

Ansvarshavende redaktør Henning Andersen, henning@partnermedier.dk Projektleder Cita Hansen, cita@partnermedier.dk

Kære Læser

Journalister Pia Bundgaard Hansen, Christina Wex

Indholdet i denne udgivelse er bl.a. blevet til i samarbejde med vores

Grafisk produktion Majbritt Høger, majbritt@partnermedier.dk

mange sponsorer og annoncører.

Forsidefoto Anne-Grete Bjarup Riis

Vores tekstforfattere og journalister har gjort sig umage med at finde og

Udgiver: Medlem af Distribueret i samarbejde med Berlingske Media

Hold dig opdateret, følg din branche her

skrive indhold til dig, som vi håber vil give dig god information og inspiration.

God læselyst!

www.businessreview.dk

Vi tager forbehold for evt. trykfejl og farveafvigelser.

Rådgivning til dig der drikker for meget, og dig der er pårørende til en der drikker Alkolinjen telefonrådgivning 80 200 500 .

Mandag 9-17. Tirsdag-fredag 11-17.

Har du brug for HJÆLP? Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Livsliniens telefonrådgivning 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

Vi håber at udgivelsen kan bidrage til, at vi tør tale om alt det, vi går og gemmer på…

3 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Historier om kærlighed I podcasten ”Jeg plejede at tro på for evigt” deler mennesker, der har mistet, deres oplevelser i samtale med værter, som ved, hvordan det føles.

Af Christina Wex

dyb urimelighed over at være den, der skulle leve videre i sådan en smerte.” I det hele taget har modstridende følelser kæmpet i Sara, både i de år, hvor hendes mor var syg, og i alle årene efter.

Pernille mistede sin lillebror en sommer for syv år siden, netop som hun havde fået studenterhuen på og befandt sig midt i ungdommens mest sorgløse tid. Jonas forlod en fest, de begge var til, skød genvej over skinnerne og blev ramt af et tog. ”Der er et før og et efter. Indtil den dag havde jeg aldrig oplevet noget, der gjorde ondt, men med ét var min ungdomsnaivitet forsvundet,” siger Pernille Strøm Øster, som er vært på podcasten sammen med Jeppe Wad Vester.

Jeppe mistede sin mor for fem-et-halvt år siden.

Hun døde af kræft. Mens Pernille var god til at snakke om sin sorg, gjorde Jeppe det modsatte og udviklede på den baggrund en række diagnoser. ”Nu ved jeg, hvor vigtigt det er at tale om det, for jeg har oplevet, hvad der sker, hvis man lukker sine følelser inde,” fortæller Jeppe.

Moderkærligheden er en sindssyg kraft Der er gået mange år, siden Saras mor døde, og omgivelserne har det med at forvente, at man så er kommet over det og ikke længere har behov for at tale om det. ”Jeg vågner stadig op somme morgener og savner hende så forfærdeligt, at hele min dag forløber sig med dårligt humør. Men det er svært at italesætte efter så mange af sådanne morgener. Ordene bliver slidt, så man må evigt finde nye måder at forklare det samme på”.

Derfor var Sara glad for muligheden for at fortælle sin historie i podcasten. ”Det var dejligt at blive inviteret ind i et rum, hvor der var god tid til at fortælle. Især som bærer af en mere ’gammel’ sorg. I mit liv er min mor lige så død i dag, som den dag hun gik bort, og hendes død vil aldrig give mening for mig.

Men mit liv er fuld af mening. Vi vil ofte gerne have tingene til at gå op – men det behøver de heldigvis ikke.”

For Sara har det at miste en mor været helt fundamentalt. ”Moderkærligheden er en sindssyg kraft, derfor er det også så destruktivt at miste den. Det gik op for mig, at det er umuligt at genfinde den samme moderligt betingede kærlighed andre steder.”

Kun tavshed gør ondt værre I dag bruger Pernille og Jeppe deres smertefulde erfaringer, når de taler med andre, der har oplevet den sorg at miste en, som stod dem nær. ”Jeg ved, hvordan det føles, når politiet ringer på.

Jeg ville gerne have været de erfaringer foruden, men det, at vores gæster ved, at vi ved, hvordan det føles, skaber en naturlig samhørighed,” siger Pernille.

I hvert afsnit, lytter vi til en samtale om sorg, men også om det menneske, der døde. Det sker i et langsomt tempo, hvor der er tid til at få alle detaljer og følelser med. ”Det er vores opgave at vise, at der ikke er noget, der er farligt at spørge om,” siger Jeppe.

Udover at bruge sig selv i samtalen og gavmildt dele ud af egne oplevelser og erfaringer, er podcasten også et rum, der giver mening for Pernille og Jeppe. ”Det er et stort privilegium at lytte til mennesker, der fortæller om den, de elsker. Det er historier om kærlighed,” understreger Pernille.

30.000 lytter hver måned Podcasten er blandt de mest lyttede podcasts med 30.000 downloads om måneden.

Landsforeningen Liv&Død, som står bag podcasten, mener, interessen skyldes, at der er et stærkt behov for at tale om dem, man mister. ”Fra vores arbejde i Landsforeningen Liv&Død ved vi, at død og sorg for mange mennesker er tabubelagte og ubehagelige emner. Interessen for podcasten fortæller os, at der er et bredt ønske om at blive bedre til at tale om det at miste. Det mener vi er en positiv udvikling, fordi dem, som har mistet, dermed ikke står alene med deres sorg,” siger Kirsten Søndergaard, direktør i Landforeningen Liv&Død.

En persons død mindsker nemlig ikke betydningen af det forhold, vi har til dem. ”Gennem fortællingen er den døde fortsat en del

af de levendes liv. Det gør også en stor forskel, at dem, der har mistet, hører fra andre, at man kan lære at leve med sorgen” , siger Kirsten Søndergaard.

Modstridende følelser En af dem, der fortæller sin historie, er 25-årige Sara. Da hun var fem år, fik hendes mor konstateret en svulst i hjernen. Herefter fulgte syv lange år med skiftevis håb og fortvivlelse.

Sara husker tydeligt følelsen, da hendes mor blev

kørt væk en sidste gang. ”Et ’aldrig mere’ bliver pludselig helt konkret i sådan en situation. Den pludselige bevidsthed føles fysisk mest af alt som en mavepuster, hvor luften aldrig rigtig finder vej ned på samme måde igen.”

Selvom sorgen var dyb, var det også en lettelse efter så mange år. En følelse, der efterfulgtes af skam. ”Jeg følte længe en urimelighed over for min mor ved at skabe mig et liv, der kunne fungere uden hende. Samtidig var der også en følelse af

En podcast med fortællinger om at miste og savne, om sorg og minderitualer. Pernille Strøm Øster og Jeppe Wad Vester er værter, og hver uge har de en samtale med en person, der har mistet. Podcasten produceres af Landsforeningen Liv & Død i samarbejde med LOUD. Landsforeningen Liv&Død arbejder for at nedbryde tabu om sorg og død og sikre en værdig afsked med livet.

Læs mere på www.livogdød.dk

4 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Foto: Vibeke Johansson

”Jeg drømmer om, at mine børn får den mormor, der dukker uanmeldt op fyldt med kærlighed” Tomme flasker, spiritusånde, løgne og turbulente parforhold rev Idas mor væk fra hende.

Men på Sydgården fik den lille pige i Ida sin mor tilbage. Sammen med en terapeut på Sydgården har de endelig fået ryddet op i kassen med dårlige minder, tapet den til og sat den væk. Nu er mor og datter klar til at skabe nye minder sammen.

Af: Kristine Buske Ida står i opgangens kælder med ryggen til sin mor, Mette, som hun har fået besked på. De har lige været i supermarkedet for at købe en pakke Underberg, og Ida, der ikke er mere end ni år gammel, hører, hvordan hendes mor bunder de små plastikflasker. En efter en. Flaskerne bliver gemt væk nede i kælderen, inden Mette putter en mentollakrids i munden. Nu skal Ida gå hen og lugte til hendes ånde, sådan som hun altid plejer. Det er blevet deres rutine. For Idas far må ikke vide, at Mette har drukket alkohol.

Ellers bliver han sur. Og det kan hverken Ida eller Mette lide. Selvom de begge ved, at han opdager det alligevel.

Om aftenen sidder Ida på sit værelse med lukket dør. Hun kan høre sin far råbe inde i stuen.

Hun har lært, at det ikke nytter noget at gå ind og blande sig. Selvom hun har lyst til at råbe: ”Stop, du gør mor ked af det.” Men det vil kun gøre situationen værre. Så hun bliver inde på værelset og lader sin mor tage sit eget skrald. Ida kunne holde sig for ørerne eller tage et headset på. Alligevel piner hun sig selv med at høre, hvad der sker. Hun hører skældsordene. Hvert og et.

Og hun hører tumulten og ting, der bliver kastet

med, og som går i stykker. Hun hører sin mors skrækslagende røst. Hvad far gør ved mor, ved hun ikke. Men hun ved, at det er noget, der gør ondt. Både udenpå og indeni.

– Jeg har altid tvunget mig selv til at lytte, selvom det har knust mig. Jeg ville jo bare gerne passe på min mor, siger Ida. Folkeskolens dømmende blikke Gennem hele Idas barndom er der mange dage, der ser sådan ud. Mor og far skændes ofte, og mor drikker for at flygte fra problemerne. Ida må leve med svedige håndflader og bortforklaringer, når hendes veninder er på besøg, og de sætter sig på den store sæk med bamser, hvor der pludselig gemmer sig en hård flaske alkohol blandt de bløde teddybjørne. Og hun må undvige de dømmende blikke, når hun gang på gang kommer for sent i skole og kan se ind ad de små vinduer til klasseværelset. Nogle gange er det, fordi mor ikke kan komme op til tiden. Andre gange har far været sur ved morgenbordet og kastet med pålægget. Når hun træder ind i klasselokalet, har hun det, som om de andre har ventet på at se hendes flove ansigt.

Men mellem de mange flasker og hemmeligheder er der også stunder, hvor Ida og hendes mor

griner, som kun en mor og datter kan grine med hinanden.

Omkring syvende klasse går Idas forældre fra hinanden. Der bliver taget en beslutning om, at Idas far får forældremyndigheden. Ida bor mest hos sin farmor og farfar, og hun ser kun sin mor en sjælden gang i mellem. Desværre hjælper det ikke på Mettes misbrug at komme væk fra Idas far. Hun ender i et nyt turbulent forhold, og misbruget bliver kun værre og værre. Både alkohol, hash og hårde stoffer bliver hendes hverdag.

Mens det bliver Idas hverdag at tage telefonen og berolige sin mor, når hun igen igen er dybt ulykkelig.

– Jeg har trøstet min mor langt flere gange, end hun har trøstet mig, fortæller Ida. En chokbølge af skuffelse En dag sker der noget, der bliver dråben, som får alle Idas følelser til at flyde over. Ida sidder med sin far og en socialrådgiver, der fortæller, at Idas far og mor for et stykke tid siden er kommet alvorligt op at slås. Ida selv så dem forlade skadestuen helt forslåede. Hun så morens to blå øjne. Men hun købte søforklaringerne om, at forældrene var faldet ned ad trapperne. Nu

får hun at vide, at hendes far har jagtet hendes mor rundt i området foran opgangen. At han i en stærk rus af alkohol har banket hende.

Beskeden føles som elektricitet, der fylder hele Idas krop. Hun sidder bare. Kan hverken tale, kigge eller bevæge sig.

– Jeg havde jo set, hvor slemt det var, og da jeg nu fik at vide, at de havde løjet over for mig, følte jeg mig så dum. Kort tid efter gik jeg ned med stress og fokuserede kun på at overleve min folkeskole, fortæller Ida. Da Ida bliver ældre, kommer hun ind i et opslidende mønster, hvor hun skifter mellem at lægge moren på is og tage kontakt til hende igen. Hun bruger mere tid på at bekymre sig om sin mor end om at være teenager.

– Det var jo min mor. Jeg kunne ikke slippe hende, siger Ida. Tillykke med fødselsdagen, mor Årene går, og Ida får mindre og mindre kontakt til sine forældre. Hun er flyttet fra barndomsbyen på Sjælland til Jylland, har fået en sød kæreste og har netop afsluttet sin behandling hos TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere). For arrene fra barndommen har sat sig dybt, og de går nogle gange

5 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

”Vores beboere har mange svære følelser og ofte traumer med i bagagen, og når de ikke længere har misbruget som deres skjold, skal de til at lære at håndtere de ting.”

Susanne Dahl, Sydgaarden

ud over parforholdet. Ida er udadreagerende, starter skænderier, lader dem eskalere og vender så ryggen til, fordi hun ikke kan overskue det.

Ida lider også af angst og kan slet ikke håndtere at komme for sent, fordi det minder hende om de dømmende blikke fra folkeskolen.

Det er nu et år siden, Ida sidst har set sin mor.

Et godt år, hvor hun endelig har kunnet lægge hende helt på hylden. Men hun savner hende.

Da Mette har fødselsdag, beslutter Ida at sende hende en besked og ønske hende tillykke.

– Jeg var så nervøs for at sende den besked. Men min mor svarede hurtigt tilbage, og det var en voksen besked, jeg aldrig har set fra hende før.

Jeg kunne altid se på hendes SMS’er, når hun havde drukket, men nu lød hun pludselig moden, og som en mor skal. Det gjorde mig stolt. Vi aftalte, at jeg skulle komme og besøge hende på Sydgården, hvor hun var kommet i behandling, ikke langt fra hvor jeg bor, fortæller Ida. Et kram, der dufter af mor Da Ida og hendes kæreste kører ind på Sydgården, og hun gennem bilruden ser sin mor stå der og vente, bryder hun pludselig sammen. Selvom hun har lovet sig selv ikke at græde. Et løfte, hun plejer at kunne holde. Blomsterne, Ida har med,

bliver hurtigt smidt til siden. For nu skal mor og datter have det kram, de begge har længtes efter i årevis. Et kram, der ikke lugter af alkohol.

Men dufter af mor.

– Det var den lille pige inden i mig, der endelig fik lov at se sin mor. Jeg følte, jeg havde fået frarøvet hende, og nu fik jeg hende tilbage.

På Sydgården er det muligt at få en pårørendesamtale med en terapeut. Det tilbud takker Ida og Mette ja til. Ida får lov til at sige alt det, hun ikke før har fået sagt. Hun fortæller, hvor vred og ked af det hun har været.

– For første gang sad min mor bare og lyttede og tog alt det, jeg sagde, ind. Hun sagde undskyld, og jeg kunne høre, at hun mente det. Det var en snak, vi har haft brug for i mange år. Det føltes som at sætte låg på en gammel kasse, tape den til og gemme den væk. For vi skulle ikke bruge den mere.

Nye minder i sigte I dag er Ida 20 år gammel, og Mette og Ida kan grine sammen igen, som da Ida var en lille pige.

Mette er er ædru og er netop blevet udskrevet fra Sydgården. Hun har fået en midlertidig lejlighed i Jylland og kigger efter en fast bolig tæt på Ida. Noget, som både mor og datter ser frem til.

– Jeg drømmer om, at min mor bliver den mormor, der dukker uanmeldt op til kaffe med hjemmebagt kage og masser af kærlighed. Jeg har ikke selv haft en mormor, og det har været min største drøm, at når jeg får børn, så kan jeg give dem en mormor. Det tror jeg endelig på nu, at mine fremtidige børn kan få, siger Ida og tilføjer: – Selvom jeg i dag har mange men og psykiske ar, så er der altid en måde at komme videre på.

Man må for guds skyld ikke holde det inde, man skal bede om hjælp til sine problemer.

Ida og Mette er ikke deres rigtige navne. Af hensyn til deres familie og Idas far, der i dag er ædru og har et godt forhold til Ida, har de valgt at være anonyme.

Hvem er Sydgården?

Sydgården er et døgnbehandlingscenter, der hjælper mennesker med at finde en vej ud af misbrug. Hos Sydgården ved man også, at misbruget ikke kun går ud over den, der indtager rusmidler.

Det går også udover de pårørende, der bliver medmisbrugere. Derfor tilbyder døgnbehandlingscenteret beboerne en samtale med deres nærmeste pårørende og en terapeut.

Du kan læse mere om, hvordan Sydgården hjælper mennesker med misbrug tæt inde på livet her: www.sydgaarden.dk

6 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Vejen ud af et komplekst alkoholforbrug På Ringgården ved Middelfart får mennesker, der har et alkoholmisbrug kombineret med psykiske problemer, hjælp til at komme ud af deres misbrug, så de kan vende tilbage til hverdagen.

Af Pia Bundgaard Hansen Sundhedsstyrelsen estimerer at der er omkring 140.000 mennesker i Danmark, som er afhængige af alkohol, men det er kun omkring 12.000 der er i offentlig behandling, hvilket svarer til ca.

12%. Derudover er der ca. 585.000 mennesker med et skadeligt forbrug af alkohol. Et skadeligt forbrug defineres ved at alkoholforbruget på en eller anden måde har haft skadelig indvirkning på personens liv, f.eks. i form af leverpåvirkning, ulykker, konflikter i nære relationer, sygedage, eller afskedigelse.

"Selv om mange danskere er afhængige af alkohol, så er det et ensomt problem både for den afhængige og dennes familie. Mange pårørende oplever, at deres sociale liv begrænses i så stor en udstrækning, at det kan føre til decideret isolation. Dette skyldes ofte, at man bliver hjemme, enten for at passe på eller overvåge eller fordi det synes pinligt og skamfuldt at have den drikkende med i sociale sammenhænge” fortæller Per Nielsen, fagchef på Ringgården og han fortsætter: ”misbruget bliver ”elefanten i rummet” som ingen italesætter, og dermed bliver det styrende for en stor del af familielivet. Først når misbruget italesættes, sker der en begyndende ændring, men det kræver dog ofte professionel hjælp ” ”En del af de alkoholafhængige har samtidig psykiske lidelser, og de personer er ekstra sårbare og kræver en helt særlig kombineret behandling," fortæller Per Nielsen.

Drevet af fagligheden Ringgården, der er en selvejende institution, som blev etableret i 1972, var et af de første steder i Danmark til at tilbyde døgnbehandling til dobbeltbelastede personer med komplekse og alvorlige alkoholproblemer. På Ringgården arbejder medarbejderne på et professionelt fagligt grundlag på linje med det øvrige sundhedsvæsen.

"Vores behandling bygger på moderne misbrugspsykologiske principper. Vi har en bredt sammensat faggruppe med mange års klinisk erfaring. Derudover driver vi forskning på området," forklarer Per Nielsen.

Et af de helt centrale elementer i behandlingen er en hurtig udredning, så problemerne bliver klarlagt, og den rette behandling kan sættes sammen.

"Det handler ikke om, at vi skal strø om os med diagnoser, men at vi finder ind til kernen af problemerne, så vi både kan behandle alkoholmisbruget og de psykiske lidelser, da de ofte er betinget af hinanden," forklarer Per Nielsen og uddyber: "Det hjælper jo ikke noget, hvis kan gøre en person ædru, men at det kun holder i ganske kort tid, fordi de psykologiske lidelser, som eksempelvis depression får personen til at begynde at drikke igen. Derfor tilbyder vi den dobbeltfokuserede behandling. " Ringgården er Nationalt Kompetencecenter Ringgården er anerkendt som Nationalt Kompetencecenter for Dobbelt-fokuseret

Afhængighedsbehandling. Det betyder blandt andet, at Ring-gården er med til at efteruddanne medarbejdere på de kommunale rusmiddelcentre.

Derudover har Ringgården udarbejdet en instruktionsbog med fokus på behandling af dobbeltbelastede, som bruges rundt omkring i Danmark blandt andet på de kommunale behandlingssteder.

Personalet på Ringgården er også sammen med Sundhedsstyrelsen med til at evaluere andre behandlingstilbud.

Få selvværdet og livet tilbage Ringgården, der har plads til 32 beboere, ligger i naturskønne omgivelser i Middelfart. Stedet ligner mere en højskole eller et kursussted, og det er en helt bevidst strategi. Ringgården består af en hovedbygning med kontorer, terapirum og fælles faciliteter.

Omkring det centrale torv med de to glaspyramider summer det af liv. Herudover er der fire beboerhuse, et Kreativ-hus, hvor man kan sysle, samt en villa, der bruges til overnattende gæster.

"Vi har gjort meget ud af at skabe et trygt og imødekommende miljø, der giver beboerne overskud i hverdagen. De naturskønne omgivelser er også med til at give beboerne den ro, de har brug for.

Vi har kælet for omgivelserne inde, hvilket skal være med til at give beboerne den stolthed og styrke, det kræver at komme ud af misbruget," forklarer Per Nielsen .

Alle fortjener en god behandling Beboerne, der typisk opholder sig tre måneder på Ringgården, før de vender hjem til hverdag og job eller til videre behandling i kommunalt regi, evaluerer hele tiden behandlingen.

"På en skala fra 1 til 9 ligger vi på 8,6. Det siger jeg ikke, fordi jeg gerne vil score billige points. Jeg siger det, fordi der skal vi simpelthen ligge, når vi behandler mennesker med de her komplekse problemer. Det skylder vi dem," fortæller Per Nielsen.

Ringgården tilbyder døgnbehandling til personer med komplekse og alvorlige alkoholproblemer. Ringgården er en mulighed, når behandlingen på de kommunale rusmiddelcentre ikke længere slår til.

Læs meget mere på ringgaarden.dk

7 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Lad os tale om det Hvis vi skal komme igennem en krise, kræver det at vi tør italesætte de dæmoner vi kæmper med, og først når vi gør det, kan vi begynde at finde vejen tilbage. Her finder du en række bøger og podcasts som italesætter forskellige tabuiserede emner.

I Guds rige, Politikkens forlag "I Guds rige" er en gribende fortælling af AnneGrethe Bjarup Riis om opretholdelsen af håbet i sit livs sværeste øjeblik og om en families mørke hemmeligheder udkanten af Midtjylland i 1970'erne.

Anne-Grethe gennemgår sit livs mareridt, da hendes søn på otte år rammes af cancer. Familien splittes i sorgen over sygdommens uretfærdighed, og angsten for at deres elskede søn kan dø.

Jeg er hvad jeg husker, Gyldendal Jeg er hvad jeg husker er en selvstændig fortsættelse af Min mor var besat.

På forhånd frygtede han elektrochok som sit værste mareridt. Men behandlingen viste sig mirakuløs.

I januar 2018 blev Peter Øvig helbredt fra en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling. Først bagefter gik det op for ham, hvor store omkostninger sygdommen havde haft for ham selv og hans nærmeste. I en lang periode ville hans fjortenårige søn ikke se ham.

Jeg plejede at tro på forevigt, Podcast Vi skal jo alle sammen dø en dag – så hvorfor ikke starte med at tale om det noget før. Livet er skrøbeligt. Og døden er lige så vigtig at tale om inden som efter.

Podcast-serien er udarbejdet af landsforeningen Liv&Død i samarbejde med Loud.

Jeg er Nanna, People´s Press Nanna Hansen er storesøsteren fra TV-dokumentaren Anbragt i helvede, som udløste et stort sagsforløb med kommunen og plejefamilien. Jeg er Nanna er en rystende beretning om et råddent, grådigt og inkompetent dansk socialsystem, der ikke gør et liv med en helvedes barndom nemmere. Jeg er Nanna handler om opvæksten som nomade i et institutionssystem, hvor svigt på svigt er mere reglen end undtagelsen.

Linedanser, Podcast Det er Lærkes historie, men det er også din historie.

Lærke er i 20’erne, forvirret over livet og alt der følger med og fyldt med et hav af følelser.

Linedanser er en samtalepodcast, hvor Lærke i hvert afsnit taler med en ny gæst om alle de tanker, følelser og problemer, som mange af os har tilfælles, men som vi alligevel føler os alene med.

Podcasten præsenteres i samarbejde med We Care – online psykologhjælp.

8 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

En hospitalsklovn er ikke kun for sjov Danske Hospitalsklovne styrker indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem.

Bag sig har klovnene en solid uddannelse og mange timers træning i at møde og anerkende børnene, præcis hvor de er.

Af Christina Wex Det er nemt at sætte sig ind i, hvor vanskeligt det er for hele familien, når et barn indlægges på hospitalet. Nogle børn er på kort ophold, andre på meget lange. For mange er et hospitalsophold ensbetydende med en eller anden grad af smerte og utryghed, og for forældrene kan det være svært at holde barnets humør oppe, når de selv er overvældede af bekymring.

Det er her hospitalsklovnene kan gøre en stor forskel ved at tilbyde nærvær og rum til leg.

Hospitalsklovnen spiller ikke en rolle, men er hele tiden i en tilstand af åbenhed og rummelighed, så barnet og familien får det, der er behov for. ”Vi åbner vinduet, så den friske luft kan komme ind i rummet rent mentalt, og gør det ubærlige en lille smule lettere at bære,” siger Lykke Scheuer, som også går under navnet hospitalsklovnen Baglæns, og er med til at uddanne nye hospitalsklovne-kollegaer.

Empati er det vigtigste værktøj For nogle er det et fuldtidsjob, for andre et deltids, men fælles for alle hospitalsklovne tilknyttet

foreningen Danske Hospitalsklovne er, at det er et lønnet arbejde, der hviler på en 1,5 år lang uddannelse. Omkring 200 søger optagelse om året, og op til 12 ender med at tage uddannelsen. ”Man skal blandt andet have evnen til nærvær og modet til at gå ind i ekstremt sårbare og voldsomme situationer,” fortæller Lykke Scheuer.

Hospitalsklovnene bliver undervist i en bred vifte af kunstneriske værktøjer kombineret med træning i bl.a. relations-opbygning, neuropsykologi og samarbejde med personalet.

Man skal gribe nuet Selvom uddannelsen er grundig, er der ingen konkret manual for, hvad en hospitalsklovn skal gøre, når han eller hun møder det syge barn. ”Hvert møde er specielt. Kunsten er at gribe nuet og aldrig læne sig op ad ’plejer’,” siger Lykke Scheuer og fortsætter: ”Når vi træder ind i rummet, scanner vi det på flere planer og fornemmer stemningen. Vi mærker, hvor de mennesker er lige nu, og hvor vi skal hen sammen. Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi, eller måske er der brug for at vi sætter ord og krop på barnets smerte.”

Stærkt samarbejde med sundhedspersonalet Gennem århundreder har klovnefiguren været én, der kunne vende rollerne på hovedet og ændre stemningen i en given situation.

Derfor er figuren så effektfuld i arbejdet med børn.

Peter Ahlburg er overlæge på Aarhus Universitetshospital og har kun gode erfaringer med at have hospitalsklovnene med på arbejde. ”Jeg møder ofte børn, der er meget nervøse før en operation. Det kan være svært som fagpersonale at få ”hul igennem” til barnet, og i de situationer er det en stor hjælp at kunne trække på hospitalsklovnene,” siger han. ”Hospitalsklovnen er ufarlig, legende og kan lave skøre ting, der er ude af kontekst. Det letter stemningen, og gør mit arbejde lettere.”

Peter Ahlburg har for eksempel i 17 år haft et tæt samarbejde med hospitalsklovnen Trudi og betragter Trudi som en ligeværdig kollega, der bidrager med en anden faglighed. ”Trudi fornemmer, hvor barnet er, og hvad barnet har brug for. Hun ved meget om, hvordan man håndterer børn i de pågældende aldre, og hun er god til at aflæse dem,” slutter Peter Ahlburg.

• Danske Hospitalsklovne er på børneafdelinger over hele landet, hvor de besøger børn uanset sygdom. De kommer også på flere børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger og på institutioner inden for specialområdet.

• Der er 61 hospitalsklovne der arbejder for Danske Hospitalsklovne, og snart er der flere på vej, for rekrutteringen af et nyt hold indledes snart.

• Pengene til det vigtige arbejde kommer fra private, virksomheder og fonde.

Klik ind på Danske Hospitalsklovnes hjemmeside og se, hvordan du kan støtte: https://danskehospitalsklovne. dk/bidrag

Overlæge Peter Ahlburg fra Aarhus Universitetshospital betragter hospitalsklovnen Trudi som en ligeværdig kollega.

9 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Trudi er Albertes tro følgesvend, hver gang hun skal igennem en ny operation.

Det giver tryghed ikke kun for Alberte, men også for hendes forældre, Mette og Lasse.

“Hospitalsklovnen er mere end guld værd” For Alberte har mødet med hospitalsklovnen Trudi gjort nødvendige hospitalsophold fulde af leg og kærlighed.

Af Christina Wex Der er ingen tvivl om, hvem der har hjulpet Alberte igennem et utal af hospitalsbesøg og operationer. Det er hospitalsklovnen Trudi.

Alberte er født med en klumpfod – en lidt misvisende medicinsk betegnelse for en fod, der helt enkelt vender forkert og derfor skal opereres, typisk flere gange. For Alberte, der i dag er 12 år, har det betydet adskillige ophold på hospital, nogle gange til operation, andre gange til undersøgelser, og her har Trudi været hendes faste holdepunkt. ”Alberte mødte Trudi første gang, da hun var tre år gammel. Hun var indlagt i forbindelse med

Læs mere om Danske Hospitalsklovne her: www.danskehospitalsklovne.dk

en operation, hvor underbenet skulle drejes. Det er en stor operation, og hun havde haft en meget slem nat med store smerter. Alligevel var det første, hun spurgte om, da hun vågnede, hvornår hospitalsklovnen kom,” fortæller Albertes mor, Mette. ”Hun vidste ikke engang rigtig, hvad det var, men hun havde bare hørt om dem og var spændt.”

Alberte blev ikke skuffet, da Trudi og hendes kollega Petunia kom ind på stuen. ”Der opstod en øjeblikkelig forbindelse mellem Trudi og Alberte. Trudi fangede straks Albertes opmærksomhed, og i løbet af et øjeblik var Alberte optaget af det sjov og ballade, som Trudi fandt på, og glemte sine smerter.”

Man bliver aldrig for gammel Og sådan har det faktisk været lige siden. I de sidste ni år har Trudi været til stede, når Alberte har skulle igennem en ny operation, og det har stor betydning for Alberte. ”Jeg er meget bange for narkosen, men Trudi kender mig så godt og ved præcis, hvad jeg godt kan lide, så hun får mine tanker væk og over på noget andet,” fortæller Alberte selv. ”Man vænner sig aldrig helt til at skulle det igennem, men det hele går meget lettere, når Trudi er der. Vi prøver også altid at finde hende, hvis

jeg skal til undersøgelser, så vi bare lige kan sige hej, og man bliver aldrig for stor til at have brug for hende,” understreger Alberte.

Gør det også trygt for forældrene Også for forældrene er der en stor tryghed i at have Trudi med på sidelinjen. ”Det, at der er en voksen mere med igennem forløbet, som kender vores barn og ved, hvad hun har brug for i situationen, gør, at vi kan slappe bare en lille smule af,” siger Albertes far, Lasse. ”Klovnene er generelt enormt dygtige til at aflede børnene fra dét, det handler om, og de er gode til at fornemme, hvor børnene er på lige præcis det tidspunkt, hvor de kommer ind til dem. Det er en sjælden gave at være så meget menneskekender.”

Mette er enig: ”Trudi rummer det hele, hun er ekstremt dygtig til at afkode stemningen og gribe barnet. Hun kan hurtigt afkode, om det er alvor eller pjat og sjov, der er behov for, og det gør det så trygt for os som forældre.”

Forældrene har også for længst erkendt, at Trudi på mange måder spiller en vigtigere rolle, end de selv gør, når Alberte gøres klar til operation. ”Det er Trudis hånd, Alberte griber efter, når hun skal lægges i narkose – ikke vores. Alberte falder i søvn fyldt op af kærlighed, og bagefter følger Trudi os hele vejen ud og kan rumme vores

følelser og mange spørgsmål. Hun er mere end guld værd,” supplerer Mette. ”Trudi tager alvoren lidt ud af situationen, også for os. Det er aldrig sjovt at lægge sit barn i narkose, men det hele løfter sig med hendes tilstedeværelse,” siger Lasse.

Tæt kontakt til Trudi For familien giver det tryghed, når Trudi er på hospitalet. ”Under coronanedlukningen var vi udfordret, fordi Trudi ikke måtte bevæge sig mellem flere afdelinger, men heldigvis stod hun i stedet og ventede uden for børneafdelingen og fulgte Alberte ned til operation,” fortæller Mette. ”Faktisk er Albertes kærlighed til Trudi så stor, at hun på et tidspunkt gav udtryk for, at det var lige før, det var det hele værd at skulle gennemgå de mange operationer, bare for at have den tætte relation til Trudi.”

Nu skal Albertes klasse i gang med at sælge tilog-fra-julekort fra Hospitalsklovnene, og det er der selvfølgelig en rigtig god grund til: ”Vi vil rigtig gerne give tilbage, hvor vi kan. Det er en lille indsats, som kan få stor betydning for de andre børn, der er så heldige at have en hospitalsklovns støtte i en svær tid,” slutter Mette.

10 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Vi er nødt til at være der for hinanden Det er fire år siden, at Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn, Gilbert, blev erklæret rask efter et langt behandlingsforløb for leukemi, men familien er stadig i gang med at finde sig selv og hinanden efter en voldsom periode med angst og ensomhed.

Af Christina Wex Åbningsscenen er 8-årige Gilbert, der er i gang med at barbere sit hår af. Sådan fortsætter det til den allersidste scene, hvor Gilbert på 910. dagen spiser de sidste kemopiller. 100 timers optagelser med mobiltelefon igennem to-et-halvt år er skåret ned til en lille time.

Undervejs er Gilbert i smerte, ked af det, modløs og bange. Han kæmper med at sluge mange og alt for store piller, får kemo igennem en slange, der er opereret ind i hans bryst, og er stærkt påvirket af bivirkninger, som et par gange er ved at tage livet af ham; en cyste i maven, opkast,

næseblod, sår i munden, overvægt. Hver gang hans immunforsvar kommer op, får han en ny dosis kemo, der sender ham tilbage i helvede.

Man følger det hele i rå form i dokumentaren ”Til Gilbert fra mor”, der er tilgængelig på DR. Og det gør man, fordi sådan var virkeligheden. ”Nogle mennesker forarges over, at jeg viser alle de smerter, Gilbert gennemgår, men det er endnu sværere at komme igennem en krise, hvis vi skal lyve for at gøre virkeligheden spiselig for omverdenen,” siger Gilberts mor, filminstruktør og forfatter Anne-Grete Bjarup Riis.

Målet med at filme det hele var, at Gilbert skulle kunne se tilbage på det, når han var ude på den

anden side. På den måde blev processen en måde at holde fast i håbet på.

I dag er Gilbert 14 år og erklæret rask. Selv husker han ikke så meget fra en tid, som i en 14-årigs liv allerede ligger langt væk. Det gør den til gengæld ikke for familien. ”Vi er stadig i gang med at samle stumperne,” siger Anne-Grethe.

Man magter ikke at række ud Noget af det sværeste igennem hele forløbet var ensomheden. ”Man tager det som en selvfølge, at familien er den klippe, man kan holde fast i. Det er det

Anne-Grete Bjarup Riis er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole, forfatter til flere romaner, foredragsholder og filminstruktør.

Hun er gift med tv-producer Bo Mortensen og mor til Osvald, Yrsa og Gilbert.

Første juledag får Anne-Grethe Bjarup Riis’ tredje spillefilm, ”Hvidstengruppen 2 – De efterladte”, premiere. Det er kvindernes film og en skildring af bagsiden af medajlen.

fællesskab, vi er vokset op i, og som vi forventer det af. Når vi opdager, at den klippe ikke er der, er det virkelig ubehageligt. Set i bakspejlet kommer det alligevel ikke bag på mig.”

Familien er det sted, hvor vi sluger flest kameler, fordi det er så vigtigt for os at have en familie. ”Vi fejer generelt mange ting ind under gulvtæppet i stedet for at være ærlige, og derfor evner vi ikke at gå ind i noget, der ikke er pænt.”

Heller ikke vennerne forstod omfanget af den krise, familien befandt sig i. ”De fleste siger venligt; ’sig til, hvis der er noget, I har brug for’, men man har ikke overskud til at række ud. Efter at dokumentaren er blevet vist, har flere næsten bebrejdende sagt; ’ej, hvorfor sagde du ikke, hvor slemt det var’, men man kan ikke forklare sig over en hurtig kop kaffe, når hver dag handler om overlevelse.”

Vi skal hjælpe hinanden Vi lever i en kultur, hvor vi tæller point, mener Anne-Grethe. ”Det bliver sådan; ’nu har jeg prøvet to gange, så må hun sgu selv komme på banen, hvis vi skal ses’, men om det så står 100-0, skal man blive ved med at prøve at hjælpe, når nogen er i krise.”

Hvis vi viser svaghed, bliver vi set på som ufede. ”Viser du svaghed, flytter status sig, men når du en dag ligger for døden, er det ikke den store villa eller den fede bil, du snakker om. Det er de relationer, der har præget dit liv. Hvad pokker er det, der er så svært at forstå?”

Anne-Grethe bliver ofte spurgt, om hun ikke er taknemmelig, fordi Gilbert er blevet rask. ”Selvfølgelig er jeg dybt taknemmelig, men jeg er også ramt og ked af det, for der er så meget frustration, som ulmer, fordi man stadig føler sig svigtet og ikke-forstået – der er så meget efterslæb.”

Man bliver et grimt og mørkt menneske Udover ægtemanden, Bo Mortensen, der er tvproducer, består familien også af datteren Yrsa, der i dag er 17 år, og sønnen Osvald på 25. ”Yrsa blev et skyggebarn, der skulle leve med, at al familiens energi var fokuseret omkring hendes syge lillebror. Og Osvald, der var flyttet hjemmefra, forsøgte at puste liv og glæde i familien, når han kom på besøg, men stod alene med sin egen angst, når han kom hjem til sig selv.”

Parret mistede også forbindelsen til hinanden. ”Vi skiftedes til at være på hospitalet 24 timer ad gangen. Det første år var Gilbert stort set indlagt hele tiden. Vi forsøgte at gøre dagene lyse og glade på hospitalet, men om natten kom angsten.”

Begge begyndte at selvmedicinere med for meget rødvin, og skænderierne tog til og blev til korporlige slåskampe, når det gik rigtig galt. AnneGrethe var ikke i stand til at arbejde, mens Bo fik et halvtidsjob, og det var kilde til stor frustration.

11 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold

Dokumentaren ”Til Gilbert fra mor” følger Gilbert gennem et voldsomt sygdomsforløb, fra han som 8-årig får konstateret leukemi, og til han tager de sidste kemopiller to-et-halvt år senere.

”Han var ude at få sit sociale kick, mens jeg levede nærmest isoleret i en joggingbuks og permanent lignede en gammel hængt kat. Alle de følelser, der kommer op, jalousi, raseri og mistænksomhed, tager magten fra dig. Fordi du er i så stor krise, bliver du et lille bitte grimt og mørkt menneske.

Og også det er tabu.”

Parret søgte hjælp hos Rigshospitalets præst, Christian Busch. ”Han sagde; jamen I er jo forsømte, har I ikke snakket med nogen? Og nej, det havde vi ikke, for det er der ikke plads til i systemet. Man er fuldkommen overladt til sig selv. Det burde være en naturlig ting, at man blev tilbudt en samtale, når ens barn kan risikere at dø, men i stedet får man stukket en pjece i hånden.”

I Guds rige For et år siden udgav Anne-Grethe Bjarup Riis romanen ”I Guds rige”, der i to parallelle forløb skildrer Gilberts sygdom og Anne-Grethes egen opvækst. Som 8-årig blev hun revet op fra sin vante hverdag i Herning og placeret i Søby Brunkulsleje, et kæmpe areal i Midtjylland, hvor man fra 2. verdenskrig og helt frem til 1970 gravede efter brunkul. Der opstod en hel by omkring lejerne, bygget op af interimistiske træhuse, der fik tilnavnet Den Jyske Klondike og var kendt for omfattende hasardspil og sortbørshandel. ”Min far kom en dag hjem og meddelte, at han havde fået et job med at passe 1.500 svin på området, og at vi skulle flytte. Familien blev ikke taget med på råd.”

Pludselig kunne hun se, hvordan både hun og sønnen som 8-årige var blevet indespærret i en boble, der ingen forbindelse havde til den virkelighed, de havde forladt. Hun begyndte også

at få tanker om, at der hvilede en forbandelse over familien, og at det kunne betyde, at et barn i hendes egen familie skulle dø, ligesom hendes egen storesøster var død kun syv timer gammel.

I bogen folder Anne-Grethe en hel kultur ud omkring skyld, skam, tabu og svigt – uden at lægge fingre imellem. ”Til gengæld sidder jeg i dag tilbage med en hæslig masse skyld og skam over, hvad jeg har budt min familie ved at være så ærlig. Jeg var ved at kapitulere 100 gange undervejs, og det tog mig tre år at skrive bogen, men det var sådan det var, og den eneste måde, vi kan bryde tabuer på, er ved at være ærlige.”

Mange har kunnet spejle sig i hendes fortælling, det bekræfter antallet af beskeder, hun stadig modtager hver eneste dag. ”Folk skriver; du har skrevet om mig. Jeg bliver så glad, fordi det betyder noget. Efter at Gilbert har været syg, kan jeg mærke, at det, jeg skal lave, det skal gøre en forskel. Jeg ville meget gerne have været det hele foruden, men i det mindste er jeg i dag bevidst om, at vi skal gøre os umage i livet, og at tingene skal give mening.”

Ny film på vej Efter at have brugt tre år på at skrive I Guds rige, gik Anne-Grethe Bjarup Riis i gang med at skabe ”Hvidstengruppen 2 – De efterladte”, som får premiere i biograferne 1. juledag. ”Det er kvindernes film,” understreger hun. ”Den handler blandt andet om Tulle Fiil, den ældste datter af lederen af Hvidstengruppen, som mistede både sin far, sin bror og sin mand, da de blev henrettet af tyskerne.”

Også Tulle blev dømt til døden, men dommen blev omstødt til livsvarigt ophold i tugthus.

I romanen ”I Guds rige” skildrer Anne-Grethe Bjarup Riis dels sin egen barndom, fra hun som 8-årig flytter fra trygge omgivelser til en helt anden verden, og dels sin 8-årige søns sygdomsforløb.

Hun skulle afsone i Tyskland, og det samme skulle hendes søster Gerda, som var blevet idømt to år, og vi følger dem på turen derned. ”Det er et kapitel, der er udeladt af danmarkshistorien, men der var mange kvinder, som også led en grufuld skæbne. Det er ikke en heltehistorie, men den mørke bagside af krigens rædsler.

Kvinderne fra Hvidsten Kro blev ikke henrettet – men måske betalte de den højeste pris.”

Vi har brug for håb Hvordan magter man gå ind i en så forfærdelig fortælling efter at have været igennem en personlig krise af så voldsom karakter? ”Måske har jeg haft en forståelse for instruktionen i det, fordi jeg selv har været igennem nogle hårde ting, men det var hårdt for os alle at lave.

Det er rigtige mennesker, vi portrætterer, og vi græd hver dag på settet. Man har ikke fantasi til at forestille sig elendigheden og ondskaben. Og så har vi endda ikke taget det værste med, for det kan man ikke holde ud at se på.”

Selvom historien er 77 år gammel, er filmen stærkt aktuel. ”Hvis vi ser på, hvad der sker i verden, bliver vi bekræftet i, at vi er nødt til at fortælle de her historier i håbet om, at det giver stof til eftertanke.

Alt for meget i vores samfund handler om at være sig selv nærmest, og selvom historien er forfærdelig, er det også smukt at skildre nogen, der bevarer en værdighed og løfter hinanden.

Der er et håb i fortællingen, som vi har brug for at holde fast i.”

ANNONCE

Læger uden Grænser:

Arbejder i verdens brændpunkter Læger uden Grænser er verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation. Vores medarbejdere redder hvert år millioner af liv verden over. Vi hjælper ofre for krige, konflikter og katastrofer, men kæmper også for adgang til livsvigtig medicin og behandling.

Læger uden Grænser yder medicinsk nødhjælp - oftest til mennesker som ellers ikke ville få hjælp. Når katastrofen indtræffer, er Læger uden Grænser ofte blandt de første, der når frem med hjælp. I mange områder er vi den eneste lægehjælp overhovedet. Det er de nødlidendes behov, der styrer vores hjælp. Vi lader os ikke stoppe af landegrænser, men hjælper, hvor nøden er størst, uanset etnicitet, køn, religion og politisk overbevisning.

En gave der giver liv Hos Læger uden Grænser modtager vi ingen penge fra den danske stat, hvilket gør at vi ikke er afhængige af politiske dagsordener. Til gengæld

DR Congo har i de sidste år været hærget af flere forskellige sygdomme på én gang. Midt i et ebolaudbrud blev landet også ramt af den største mæslingeepidemi i årtier. Læger uden Grænser har været til stede og hjulpet tusindvis af mænd, kvinder og børn med vacciner og anden humanitær hjælp.

Her ankommer en sendning vacciner til Kwamouth i DR Congo. Læger uden Grænser har i 2019 og 2020 vaccineret flere hundredetusinde børn i landet.

er vi dybt afhængige af privat støtte for fortsat at kunne hjælpe. Heldigvis vælger mange at give faste bidrag hver måned, og mange betænker også Læger uden Grænser i deres testamente.

nød. Ved at oprette et testamente gør du samtidig mange ting lettere for dine pårørende. Med testamentet skal de ikke være i tvivl om dine ønsker for, hvad penge og arv skal bruges til.

”Vi kan se, at mange mennesker, der efterlader en arv til deres nærmeste, samtidig har behov for at betænke en sag, som betyder noget for dem.

Noget, som kan være med til at gøre en forskel for andre.” siger Malin Palmér, direktør i Læger uden Grænser Danmark.

Din vigtigste arving kan være en, du aldrig har mødt Med en testamentarisk gave til Læger uden Grænser er du med til at give nødlidende børn og voksne håb – og en fremtid.

Behovet for humanitær hjælp rundt om i verden er svært at forudsige. Desværre er der dog ikke meget, der tyder på, at det bliver mindre med årene. Mange mennesker rundt om i verden vil også fremadrettet have brug for medicinsk nødhjælp.

“Vælger du at betænke Læger uden Grænser i dit testamente, vil du være med til at sikre, at hjælpen kommer frem til de mennesker, som har mest brug for den – uanset hvor de er, og hvem de er. Du vil være med til at redde liv, som ellers kunne gå tabt.

Det viser en grundlæggende omsorg for andre og det gør en stor forskel – uanset størrelsen af arven.” slutter Malin Palmér.

”Vi ser det som et udtryk for en stor tillid og opbakning til vores arbejde, at være betænkt i et testamente” – Malin Palmér, direktør i Læger uden Grænser i Danmark.

Arv udgør en vigtig del af de samlede bidrag til Læger uden Grænser.

Hvis du overvejer at betænke Læger uden Grænser i dit testamente, kan du få gratis rådgivning og bistand til at udfærdige dit testamente hos Moltke-Leth Advokater.

Kontakt Vibeke Samuelsen på telefon 33 11 65 11. Alle oplysninger behandles fortroligt, og advokaten har tavshedspligt. Du kan også bestille vores arvefolder på arv@msf.dk Du kan læse mere om Læger uden Grænser på www.msf.dk

Fritaget for boafgift Velgørende organisationer er fritaget for den såkaldte boafgift til staten. Det betyder, at det beløb, der testamenteres til os, går ubeskåret til Læger uden Grænsers arbejde for mennesker i

Læger uden Grænser • Strandlodsvej 44, 2. • 2300 København S • Tlf. 3977 5600 (mandag til fredag 09:00 - 16:00) • www.msf.dk