1
Frygtens paradis Når modsætninger mødes
2
3
4
Billedkunstnerne Jens Ulrich Petersen og Per Eli, begge bosiddende i Odense-området, har kendt hinanden i mange år. De er voldsomt inspirerede af hinanden – der går sjældent en dag, hvor de ikke taler sammen – og dog skal man lede længe efter to visuelle udtryk så forskellige fra hinanden, som disse er. Stilles de to forskellige billedsprog op overfor hinanden, finder man nogle af de mest klassiske modsætningspar indenfor billedkunst: abstrakt overfor figuration, intuition overfor intellekt, den hæmningsløse vildskab overfor det analytisk kontrollerede. Hvor JUP bevidst bruger og aktiverer det tomme rum, søger Per Eli at fylde det ud. Også deres respektive arbejdsprocesser er meget forskellige, men fælles for dem begge er et stort fokus på processen. For JUP er det ikke så meget den håndværksmæssige maleproces, men den foregående tankeproces, han tillægger betydning. Hans kollega derimod får modspil af sine malerier, mens han maler dem, som var de mennesker. Hos JUP er det tydeligt, at kompositionerne såvel som beskæringerne af billederne er velovervejede – Per Elis bærer i højere grad præg af at være opstået undervejs. Men det er netop forskellene, der gør, at sparringen kunstnerne imellem bliver så frugtbar – og derfor de to kunstneres værker fungerer så godt side om side: i kraft af kontrasten. JUP har det kafkaske indhold, mens hans udtryk er ganske klart – derimod fristes man til at sige, at Per Eli har det kafkaske i udtrykket. Nok maler JUP historier og Per Eli følelser, men historier fremmaner følelser, og af følelser udspringer historier.
Ursula Klindt, mag. art, kunsthistoriker
Frygtens paradis Denne udstilling har med spørgsmål, vi har stillet hinanden gennem nogle år, at gøre. Spørgsmål som: Hvad koster lykken? Er livet det vi ser eller det vi føler? Har vi forskanset os bag ligusterhækken på villavejen? Er stilhed blevet det samme som tomhed og ensomhed? Sælger vi ud af vores selv for kortvarig materiel glæde? Er det distinktionen mellem livet og verden, som vi normalt ikke ser; blander vi begreberne sammen. Verden er vel det vi skaber; og livet er det vi har fået , i al sin enkelhed, men måske ofte glemmer. med denne udstilling er det vores håb, at skabe debat og eftertanke på det vi ser og det vi føler . Jens Ulrich Petersen. www.jup.dk Per Eli www.pereli.dk.
5
6
”Hvor er i” 70 x 50
7
”Kommer i” 28 x 38
8
”Flugten” 120 x 100
9
”Skygger” 74 x 60
10
”Frygtens paradis” 120 x 150
11
”Er vi sammen” 100 x 120
12
”Solens mirakel” 100 x 100
13
”Mennesker” 100 x 120
14
”Menneske dyret” 100 x 120
15
”Lykkens angreb” 80 x 60
16
”Ring til mig” 100 x 80
17
”Bedre tider” 100 x 80
18
”Rummeligt nærvær” 120 x 80
19
”Familie portræt” 100 x 100
20
”Penge i kassen” 100 x 120
21
”Moderkærlighed” 100 x 80
22
”Stilhed” 100 x 120
23
”Selvudslettelse” 120 x 100
24
”Bryllups festen” 120 x 90
25
�Livet er vindunderligt� 100 x 120
26
”Opstandelse” 90 x 120
27
”Evige horisonter” 100 x 120
28
”Sårbarhedens demoner” 90 x 120
29
”Det svære valg” 100 x 100
Jens Ulrich Petersen: Tilværelsens tragikomik
30
Engang sagde JUP til mig: ”Jeg maler ikke billeder, jeg maler fortællinger.” Og betragtes hans malerier, fremstår dette tydeligt som kunstnerens maleriske projekt, for hans malerier forekommer ofte at være reducerede til ren fortælling: Aktørerne er trådt i stilling, men scenen er bar og kun de mest essentielle rekvisitter taget i brug. Det er finurlige og humoristiske, men samtidigt også alvorstunge og absurde historier, der fortælles for vore øjne – tilværelsens tragikomik står i centrum. Den høje eller lave horisontlinje er et af de visuelt spændende træk ved JUP’s malerier: På en baggrund af én, ren farve, som ofte dominerer billedfladen, bevæger en figur sig rundt i det for kunstneren karakteristiske skæringspunk ude i siden af maleriet. Og ofte leger hans malerier med ekstreme perspektiver: Dette ses eksempelvis i rækken af malerier, som viser gadens enten målrettede eller formålsløst omvandrende fodgængere set oppefra kastende lange, dramatiske skygger efter sig, der danner smukke kompositioner på billedfladen. Er der ét tema, det er særligt værd at fremhæve, og som er gennemgående i JUP’s billeder, er det ensomhed. Ensomhed i hjemmet, i byen, i alderdommen; ensomhed i mængden. Et anstrøg af serialitet underbygger følelsen af tomhed, som det fx kommer til udtryk i endeløse rækker af upersonlige vinduer i en boligblok, hvorfra et enkelt individ stikker hovedet frem fra sin lejlighed, og får alle de andre eventuelle beboere til at glimre ved deres fravær. Ligeledes peger en enkelt person i en dobbeltseng på et lammende fravær. Og menneskene selv bliver serielle, som de med bortvendte ansigter går i linje eller går hinanden forbi. En anden ting, der er mærkbart fraværende i stort set alt, der er kommet fra kunstnerens hånd, er naturen. Det er kulturen i ren form, vi ser – indtil man opdager naturen snige sig ind, når kulturen går i forfald. Ensomhedsfølelsen kommer således også frem i form af forladte bygninger: Det menneskeskabte, som intet menneske er at se i nærheden af, er dybt fascinerende. I denne kontekst kommer atter de store, altopslugende farveflader ind i billedet som en ytring om tomhed – tomhed der potentielt kan fyldes ud. Den er med til at underbygge den afventende stemning og magtesløsheden, som præger
mange af billederne. Idet farvefladen eller et mosaikmønster ofte indtager værkets centrum, får det en meditativ karakter og bliver ladet med betydning. Kunstneren er for tiden særligt optaget af prostituerede og hjemløse, og disse samfundets udskud befolker hans nyere motivverden. I serien Faces of a City ses motiver, hvor det rodløse persongalleri kommer i spil, men som afløses af billeder, hvor det rent æstetiske mønster får fortrinsret – som fx i de skygger, anonyme fodgængere danner på vejen. Men det æstetiske og socialrealistiske finder også plads indenfor samme billedramme, såsom i et motiv med en vagabond, der sover på brostenene: Dette hans hårde underlag er minutiøst udført paradoksalt som et delikat mønster, og stjæler billedet fra den sovende og situationens hårdhed. Heri ser vi JUP, når han er bedst: Når den æstetiske form og det socialrealistiske indhold sammensmeltes og kappes om opmærksomheden. Der er noget i JUP’s stil, både på udtryks- og indholdsplanet, der minder om billedkunstnere som den amerikanske realist Edward Hopper, mest kendt for sine nattemotiver, der viser byens omstrejfende og ensomme natteravne. Blandt kunstnerens egne inspirationskilder er Edouard Manet, realismes fader, som har sat sine tydelige spor hos JUP. Paralleller kan også drages til Wilhelm Hammershøjs stil i de dominerende farveflader med enkelte mennesker, gerne rygvendte. Eller af nyere kunstnere Erik Frandsen, der i forfinede udtryksformer som mosaik, ophøjer motiver med hjemløse til værdige for dette medie. Dog er der en ting, der falder én ind: JUP er ikke nær så inspireret af kollegaerne indenfor maleri, som han er af litteraturens mestre. Her indenfor er han særligt optaget af de modernistiske forfatteres beskrivelser af rodløsheden og anonymiteten i den moderne storby, bl.a. Kafkas univers, hvor hjælpeløse mennesker er fanget i et meningsløst, labyrintisk bureaukrati; de ved ikke, hvordan de er havnet der, og kan ikke finde en udvej, men render rundt i forvildelse, konstant søgende. Dette ses tydeligst i de motiver, hvor mennesker bevæger sig rundt i et tomrum omsluttet af vægge og drages imod smalle, lysfyldte åbninger, uden at de, eller vi som beskuere, ved, hvad der ligger
31
for den anden ende. Og det er eksplicit i malerier betitlet efter Kafkas hovedperson med det anonyme navn K. Også Sisyfos-myten har pirret JUP’s interesse. Hans små, karakteristiske figurer, har sjældent magt over den situation, kunstneren nådesløst har valgt at placere dem i. I deres magtesløshed hænger de derimod i snore eller kravler kuede om på jorden. Som maler er JUP autodidakt, om end han har haft to kortere studieophold på henholdsvis Accademia dell' Arte i Venedig – 15 måneder ved professor Mario Abis – og på Hochschule für bildende Künste i Stuttgart – ni måneder ved professor Per Kirkeby – i 1980’erne. Kunstnerens hjemmeside: www.jup.dk 32
Ursula Klindt, mag. art, kunsthistoriker
Per Eli: Multikunstens metamorfose Per Elis ideal om maleriet er, at man skal kunne opdage noget nyt i det hver dag – og foranderlighed i det ellers fastfrosne medie, som maleriet er, er netop hvad vi finder i hans egen værker: Mindelser om dyre- og menneskefigurer deles om konturerne, flyder sammen og forvandles for øjnene af os til noget nyt; Per Elis værker er metamorfoser. Kunstværket er foranderligt og uendeligt. Per Eli arbejder primært abstrakt i CoBrA-stilen og -ånden, med elementer af figuration, og hans værker vækker klare mindelser om Asger Jorn. De har samme kraft til at dominere en væg – men de er helt deres egne. Fantastiske og foruroligende farve- og følelseseksplosioner springer ud imod beskueren og kræver éns opmærksomhed. Eksplosionen er det visuelle vidnesbyrd om de følelser og den skabertrang, kunstneren har inden i sig, men i en periode lagde låg på. Han var nemlig ikke klar til at udstille sin sjæl. Hele livet har han malet, men først for et par årtier siden lod han for alvor alle motiverne slippe ud på lærredet. En ukontrolleret masse af fabeldyr og dyriskhed blev vækket til live og et utal af øjne stirrer imod os fra billederne. I værkerne mærkes en dynamisk bevægelse bevirket af dristige diagonaler, kontrastfyldte og aggressive farvesammenstød og ditto følesessammenstød – som når man øjner det melankolske overfor det vrede ansigt. Den verden, Per Eli præsenterer os for, består af én samlet massekrop, hvori individet smelter sammen til en del af hybriden, man omslutter og omfavnes af verden og hinanden. Den enes ulykkeståre er den andens griske tand, den enes øje er den andens brystvorte. Malerierne indeholder en formel tvetydighed, som forårsager, at hvad der på ét tidspunkt synes et være en profilkontur, i det næste er en frontal. Det giver dynamikken en overordnet balance, harmoni i disharmonien, at de mange væsener også udgør en helhed. De er en del af den levende organisme, som former sig af, hvad der synes at være en egen indre urkraft. Per Eli arbejder grundlæggende med sine mest basale og
33
34
intuitive emotioner, men også alt det, han ikke selv er, men gerne vil i kontakt med. Således kommer hans henholdsvis maskuline og feminine side til syne i de enten skarpe konturer eller lette linjer, der giver værkerne deres eget særpræg; de er alle karakteristiske men med en enorm variation værk til værk. ”Jeg er alt, men jeg er ingenting uden dig.” Sådan lyder et af Per Elis mantraer, og det udtrykker, den store vægt han lægger på samtalen: Samtalen mellem sig selv og sit værk under tilblivelsesprocessen, hvor motivet giver sig til kende overfor ham; samtalen mellem værk og beskuer; og den samtale, værket potentielt åbner beskuere imellem. Nok kan et billede effektivt projicere en følelse over på beskueren, men beskuerens sindstilstand kan omvendt projicere sig over i maleriet, og således give det en ny emotionel kulør hver dag. Nok kan kunstneren have en idé om sit motiv, før han fører penslen til lærredet, men værket vil nogle gange en anden vej end han. For Per Eli er det vigtigt, at ånden er med i selve maleprocessen. Det må ikke blive fortænkt eller for meget et håndværk. Skabelsen sker i malerprocessen, med følelserne – ikke i hovedet. Det handler for ham om at give slip, turde ikke at låse sig fast på en komposition, men at gå i den retning, den inspirerer til. For i glæden og spontaniteten ligger fornyelsen. Dertil kommer, at Per Eli er ramt af horror vacui, angst for det tomme. Et lærred kan ikke få lov til at stå tomt i for lang tid i hans nærhed. Dette er en medvirkende faktor til hans store produktivitet. Historien om Per Eli stopper imidlertid ikke med maleriet: Musiker, digter og skulptør er nogle af de andre titler, han også kan kalde sig. Men det hele flyder sammen i slet og ret Multikunstner, da hvert medie forsætter samme ærinde. Per Eli ynder da også at lade sine forskellige værker sammenstille, inspirere hinanden og udspringe af hinanden, hvilket bl.a. illustreres i forskellige bogudgivelser, hvori digt stilles overfor maleri, eller bronzeskulptur stilles overfor en figur fra et maleri, som skulpturen er formet med udgangspunkt i. Det er altså ikke blot indenfor maleriet, at en figur forvandles – nogle gange finder den en trang til at komme til live udenfor maleriet i et andet medie. På
samme müde er der en art musikalitet over maleriernes strøg, som undviger det statiske. Derfor passer abstraktion kunstnerens temperament og musikalitet sü godt. Kunstnerens hjemmeside: www.pereli.dk
Ursula Klindt, mag. art, kunsthistoriker
35
36
Ó Per Eli Stenderup www.pereli.dk / Jens Ulrich Petersen www.jup.dk Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark Tryk: Books on Demand GmbH, Nordenstedt, Tyskland ISBN: 0010277013 Layout: Harris Knudsen
37
”Frygtens spejl” 80 x 100
38
Kunstbygningen "Filosoffen", Odense 24.09.2013 - 06.10.2013
39
40
paradis
FRYGTENS
Kunstbygningen "Filosoffen", Odense 24.09.2013 - 06.10.2013 Billedkunstnerne Jens Ulrich Petersen og Per Eli. to forskellige billedsprog overfor hinanden, her finder man nogle af de mest klassiske modsætningspar indenfor billedkunst: abstrakt overfor figuration, intuition overfor intellekt, den hæmningsløse vildskab overfor det analytisk kontrollerede. historier fremmaner følelser, og af følelser udspringer historier. Ursula Klindt, mag.art.,kunsthistoriker
Besøg udstillingen - fri entre
41
42
www.jup.dk www.pereli.dk