
1 minute read
Forord
KÆRE LÆSER
Fodbolden er inde i en rivende og konstant udvikling, og i dansk fodbold arbejder vi målrettet på at følge udviklingen, så vi kan stå stærkest muligt i forhold til de internationale konkurrenter.
Derfor laver vi nu på tredje år Performance Rapport - det tidligere Teknisk Rapport - som skal give et indblik i, hvordan dansk fodbold udvikler sig i forhold til taktiske trends og tendenser i 3F Superliga.
Rapporten belyser udviklingen på liganiveau, både med baggrund i data, men også med baggrund i observationsrapporter fra fem højtkvalificerede observatører, som tilsammen har set 30 kampe i slutspillet i 3F Superliga.
I forhold til tidligere år, er der også observeret kampe fra Kvalifikationsspillet, så både dette og Mesterskabsspillet er inddraget i analysen af trends og tendenser.
Herudover er der en særskilt analyse af finalen i Sydbank Pokalen, hvor to observatører, assisterende landstræner Morten Wieghorst samt U21-landstræner Jesper Sørensen, var på plads med deres skarpe blik.
God fornøjelse med læsningen. Thomas Christensen Formand, Divisionsforeningen