Taktiske tendenser

TAKTISK FLEKSIBILITET, GENNEMBRUDSSTRATEGIER, STRATEGI VED STANDARDSITUATIONER OG VED MÅLSPARK, OMSTILLINGER, PRESSPIL, BACKS OG 9’ERENS ROLLE VAR NOGLE AF DE PUNKTER, DER VAR I FOKUS, DA OBSERVATØRERNE ANALYSEREDE 30 KAMPE I MESTERSKABS OG KVALIFIKATIONSSPILLET I 3F SUPERLIGA.

De tidligere år har Teknisk Rapport i 3F Superliga på observatørniveau handlet om Mesterskabsspillet, men i sæsonen 2021/2022 blev 15 kampe i både Mesterskabsspillet og Kvalifikationsspillet observeret. Det for at give et bredere indblik i den taktiske udvikling i ligaen. Observatørerne blev sendt ud med samme opdrag uanset om det var Mesterskabsspil eller Kvalifikationsspil, fokus skulle være på taktisk fleksibilitet, gennembrudsstrategier, strategi ved standardsituationer og ved målspark, omstillinger, presspil, backs og 9’erens rolle.

Både Mesterskabsspillet og Kvalifikationsspillet bød på et væld af meget jævnbyrdige kampe, og ofte var det små marginaler og et enkelt mål der afgjorde kampene. Især i Kvalifikationsspillet var jævnbyrdigheden stor, og hele 14 af 30 kampe sluttede uden vinder. Netop de tætte kampe gjorde, at der kunne drages mange taktiske dispositioner ud af opgørene, især på den defensive front.

I Mesterskabsspillet blev guldet hentet af F.C. København med et pointsnit på blot 2,13, hvilket godt nok er højere end Brøndbys 1,91 fra foregående sæson, men som ligger et stykke under FC Midtjyllands 2,28 året forinden. Sidst F.C. København vandt mesterskabet, i sæsonen 2018/2019, var det ligeledes med et pointsnit på 2.28.

Flere observatører peger på, at især Kvalifikationsspillets mange uafgjorte kampe var et resultat af, at to hold, SønderjyskE og Vejle Boldklub, ved afslutningen af Grundspillet lå langt efter de øvrige hold, og derfor kunne holdene over de to bundhold bedre leve med en uafgjort frem for at satse på en sejr, med frygten for at lide et nederlag. Ligeledes peges der på, at duellen i toppen af Mesterskabsspillet mellem F.C. København og FC Midtjylland gjorde, at de øvrige fire hold kunne spille mere frit, når de mødte topholdene, da al presset var på guldduellanterne.

Den følgende taktiske analyse er med baggrund i observatørernes kamprapporter og efterfølgende drøftelser mellem observatørerne. Den taktiske analyse tager kun udgangspunkt i Mesterskabsspillet og Kvalifikationsspillet,

‘‘ Generelt anvendes mange udskiftninger – men næsten udelukkende én til én. Det vil sige en spiller ind på samme position.

Dette kan indikere, at det fysiske aspekt, at få friske kræfter ind, vægtes højt.

’’

hvor i alt 30 kampe er observeret, og kigger altså ikke på Grundspillets 22 spillerunder. Faktaboksene i forbindelse med den taktiske analyse tager udgangspunkt i tal fra hele sæsonen, med mindre andet er angivet. TAKTISK FLEKSIBILITET

UEFA har i deres Tekniske Rapport fra Champions League stor fokus på holdenes taktiske fleksibilitet. Holdene har ikke nødvendigvis en klar Plan A, men derimod en række planer for kampen, så taktikken kan justeres ud fra modstandernes ageren eller kampens forløb. I 3F Superliga er der ifølge observatørerne i højere grad en ganske klar Plan A, mens det for nogle hold kniber mere med de følgende planer, såfremt Plan A ikke fungerer. Det noteres af flere observatører, at man i 3F Superliga, både i Mesterskabsspillet og Kvalifikationsspillet, oftest så én til én-udskiftninger, altså en back for en back og så fremdeles, frem for udskiftninger som et middel for at ændre den spillemæssige formation på banen. Blev der endelig skiftet ud med taktiske justeringer for øje, var det oftest i form af en indadgående kant frem for en bred kant, eller i nogle tilfælde en dybdeløbende 9’er frem for en mellemrums-9’er.

“Generelt anvendes mange udskiftninger – men næsten udelukkende én til én. Det vil sige en spiller ind på samme position. Dette kan indikere, at det fysiske aspekt, at få friske kræfter ind, vægtes højt,” noterer observatører Peter Rudbæk.

Den meget tydelige Plan A så man hos stort set samtlige 12 mandskaber i 3F Superliga, da der taktisk meget sjældent blev justeret på den taktiske opstilling fra start. Et eksempel på et hold, der ændrede Plan A i Mesterskabsspillet var Brøndby IF, der, efter at have spillet med tre spillere i bagkæden i de første to kampe, skiftede til at spille med fire

i bagkæden i de resterende otte kampe i Mesterskabsspillet. Den taktiske ændring i Plan A betød, at Brøndby gik over til at spille med en diamant på midtbanen, for både at understøtte de to angribere bedre, men også for at give mere motorkraft centralt i banen.

I Kvalifikationsspillet så man i højere grad end i Mesterskabsspillet taktisk fleksibilitet i slutfasen af kampene, ikke mindst på grund af de mange tætte opgør. Dermed var der ofte hold, der skulle jagte en udligning eller et afgørende føringsmål til slut i kampene, og det førte til taktiske justeringer i de døende minutter. Et eksempel på dette så man i 27. spillerunde, hvor Vejle Boldklub i jagten på et føringsmål mod bundrivalerne SønderjyskE ændrede taktik.

“Vejle Boldklub justerede til allersidst deres 3-5-2 ved at sende stopper Denis Kollinger på top i en nærmest 3-4-3-opstilling for at udløse mere pres på feltet, i jagten på en nødvendig sejr,” noterer Troels Bech i sin rapport fra kampen.I parentes kan det bemærkes, at Vejles taktiske ændring her bar frugt, da Rául Albentosa i kampens overtid sikrede vejlenserne en 1-0-sejr.

Et eksempel på den taktiske fleksibilitet i forhold til at ændre udseende på en taktik, med brug af én til én-udskiftninger, noterede Troels Bech i sin rapport efter OB’s opgør mod AGF i 28. spillerunde. Her var OB tidligt kommet foran, men ændrede alligevel på det taktiske udtryk, da man med tyve minutter igen foretog et par udskiftninger.

“Nok blev formationen fastholdt, men fra 73. minut blev der med udskiftning i toppen af holdet ændret fra en næsten falsk 9’er, Issam Jebali, og en bred bred kant, Jakob Breum, til ny, dybere 9’er i Max Fenger og en indadgående kant i Sander Svendsen.”

Som i den foregående sæson, var der i 2021/2022 mulighed for at benytte sig af fem udskiftninger i løbet af kampene, men det blev ifølge observatørerne altså primært brugt til at sætte friske kræfter på banen, eller for at få nye individuelle kvaliteter ind, frem for taktisk at foretage mindre revolutioner.

“Holdene har en klar Plan A, men Plan B ser man ikke ret tit. Holdene bruger rigtig mange udskiftninger, også flere end man måtte tidligere, og nogle skifter også tre af gangen, eksempelvis AaB. De skifter tre mand efter en time, og så tænker man ‘tak skal du have, nu skal der ske noget’. Men hvis der skal ske noget så synes jeg at det virker som om, at det bliver på det individuelle plan,” siger Peter Rudbæk.

“Og hvis man skal være lidt polemisk der kan man sige, om man kan have et håb om, at dem man har sat på bænken, kan gå ind og ændre tingene, når der er tale om én til én-udskiftninger. Selve spillet, bliver der måske ikke ændret så meget i. Når først man er startet er det også meget tit der, man slutter. Det kan jo være godt nok, specielt hvis man har de bedste spillere, men ellers plejer man jo at sige, at taktik kan være de svages våben, Men jeg synes ikke, det bruges åbenlyst meget.”

Observatør Troels Bech så som Rudbæk ofte direkte udskiftninger, og han bemærker, at selvom der som type

blev skiftet på en position, havde det ikke nødvendigvis en taktisk effekt på holdet som sådan. “Jeg synes jeg så lidt flere tendenser til at skifte en anden type ind, eksempelvis fra udadgående til indadgående kant. Ikke at ændre formation, men alligevel en variation i den type spiller, der var på banen”

“Men det, jeg undrede mig over, var, at hvis det var en kanttype der blev skiftet, så ændrede backens opgaver sig ikke væsentligt. Jeg holdt lidt øje med, om det havde nogen indvirken på andre pladser, når man ændrede type på den enkelte position, men det så jeg ikke så tit.”

“Jeg så heller ikke ret mange benytte en Plan B, hvis Plan B er en anden formation, eller at springe faser af spillet over. Til gengæld så jeg mere, at der blev justeret med små håndtag inden for det, der blev startet ud i, så man måske mere kan snakke Plan A1, Plan A2 og Plan A3.” Lars Knudsen er på linje med sine observatørkolleger, men han så dog et enkelt hold vise taktisk fleksibilitet, uden dog for alvor at drage nytte af det spillemæssigt.

“Det eneste hold jeg så, hvor man kan tale om, at der var forsøg på taktisk fleksibilitet, var FC Midtjylland, som har nogle rotationer i deres hold, men som alligevel spiller på en måde som gør, at jeg ikke kan få øje på, at de får speciel fordel af at gøre det,” forklarer Lars Knudsen.

“De tager nogle gange deres wingbacks ind i halvrum, når de bygger op, men så vælger de alligevel at spille den første bold fra deres bagkæde og ned over modstandernes bagkæde.”

I både Mesterskabsspillet og Kvalifikationsspillet var der kampe med tidlige udvisninger, noget der åbnede op for taktisk fleksibilitet fra især holdet, der kom i overtal, men også for holdet i

11,69 85 36,14

Kamil Grabara var den keeper i 3F Superliga, som forhindrede flest mål i forhold til xG. Polakken forhindrede 11,69 scoringer. Josip Radosevic var den mest tackende spiller i ligaen. 85 gange tacklede han en modspiller i løbet af sæsonen. AGF notede den laveste xG i sæsonen i 3F Superliga. Også på xGOT lå aarhusianerne med 28,86 lavest i ligaen. Med 355 afslutninger var man også det mindst afsluttende mandskab.

VIDEO: Rául Albentosas scoring, da Vejle Boldklub i slutfasen mod SønderjyskE ændrede taktik.

undertal. Her manglede observatørerne tydelighed i det, holdene gjorde taktisk. “Jeg ledte lidt efter, at der var en tydelighed i, hvordan de enkelte hold håndterede det, hvad enten det var over- eller undertal. Jeg så FC Nordsjælland, der så meget afklarede ud i forhold til at spille i undertal, men jeg så ikke ret mange håndtere et overtal på en anden måde, end de startede kampen,” nævner Troels Bech.

“Jeg så eksempelvis en kamp i Aalborg, hvor AaB mod Brøndby fik en udvisning i slutningen af første halvleg. Det var ikke nemt at få øje på AaB’s plan for, hvordan de skulle håndtere undertallet i anden halvleg. De endte med at spille i tre forskellige formationer i de 45 minutter, og de endte også med at tabe kampen klart,” noterer Lars Knudsen.

Generelt påpeger observatørerne, at der er stor taktisk varians i 3F Superliga, hvor et væld af forskellige formationer benyttes. Dette understreger opfattelsen af, at trænerne og spillerne i 3F Superliga på et generelt niveau er taktisk stærke, og dermed formår at tilpasse sig forskellige spilformationer fra start.

“Hvis man går tilbage til tiden lige efter årtusindeskiftet, hvor alle hold spillede 4-4-2. Hold da op, de var loyale de tilskuere, der kom dengang, for det var da godt nok kedeligt. Nu har vi en større mangfoldighed i systemer, og det synes jeg er en gave”, skriver Peter Rudbæk.

BACKS SOM PLAYMAKERE

I international fodbold ser man oftere og oftere backs - eller wingbacks - fylde mere og mere i spillet. Spillere som Trend Alexander-Arnold, Reece James og Kyle Walker er nøgler i opspillet på hver deres engelske storhold, og på det danske landshold har man set både Daniel Wass og Joakim Mæhle have store roller i boldens færd fremad banen.

Tendensen er en, UEFA har stor fokus på i deres Tekniske Rapport fra Champions League, men tendensen har endnu ikke vundet sit indpas i 3F Superliga, konstaterer observatørerne.

“Jeg havde egentlig troet, at det vi har set i Europa, og også på det danske landshold, var smittet mere af på holdene i 3F Superliga. Eksempelvis Daniel Wass’ måde at spille back, men det har jeg ikke set i ligaen. Anthony Jung var vel det nærmeste vi kom for nogle år siden, men nu synes jeg ikke der er noget der ligner, en back som playmaker,” siger Troels Bech.

“Jeg har ikke set de backs, der går ind og spiller en slags 6’er lidt inde i banen. Det mest bemærkelsesværdige, jeg har set på backs, er Silkeborgs backs, der går meget højt på banen, og derfor skubber kanterne ind, så det er backerne der er de brede spillere højt på banen. Det synes jeg er det mest bemærkelsesværdige i forhold til brug af backs i 3F Superliga” siger Poul Erik Andreasen.

“Lidt det samme har jeg set fra OB, når de spiller mod 4-3-3-systemer. På den måde vil de gerne op og udnytte rummene på ydersiden af modstandernes 8’ere. Så jeg har ikke set de backs, der går ind i banen og spiller 6’ere eller dybe playmakere, men jeg har set backs, der bliver benyttet mere på den offensive del.”

Observatørerne har dog set et par eksempler på backs, der tager større del i opspillet, eller i hvert fald forsøger at få en mere dominerende rolle i deres holds måde at distribuere bolden fremad banen.

“Jeg synes i den kamp med Viborg, jeg så mod AGF, som vel næppe kunne stå lavere, var der en tendens til, at deres venstre back Christian Sørensen tog en del ansvar,” analyserer Peter Rudbæk.

“Det eneste hold, hvor jeg har set lidt anderledes fra backs, er FC Midtjylland. De bruger ind i mellem deres wingbacks i halvrummet, men det er ikke meget, de bruger dem aktivt som spilstationer. Jeg synes stadig, deres primære strategi har været at spille tidlige, lange bolde,” forklarer Lars Knudsen.

“De har dog haft kampe, hvor Joel Andersson er gået ind i banen, og har spillet derfra.” Christian Sørensen, som Peter Rudbæk nævner, var den spiller, der noterede den klart højeste xA i sæsonen med 14,2. Han noterede otte assists for sine anstrengelser.

6’ERENS ROLLE

Mens observatørerne ikke så den store udvikling i backernes rolle i angrebsspillet i 3F Superliga, noterede de i stedet en ændring i den spillertype, der blev benyttet som 6’er på midtbanen. Den dybtliggende midtbanespiller, hvor man

‘‘ Det er en tendens, der er kommet snigende, men jeg synes det er blevet forstærket i denne sæson i forhold til de tidligere.

Man tør lidt mere at sætte spillende typer ind i de centrale midtbaneroller.

’’

internationalt tidligere har set en elegant type som Andrea Pirlo husere. Netop den tendens, er efterhånden ved at have vundet sit indpas i 3F Superliga, hvor flere og flere spillere, med størst kvaliteter når de har bolden, får rollen.

“Jeg ser flere og flere 6’ere, der er stærke i modtagelserne og viderefordelingen af boldene. Jeg så FC Midtjyllands kamp mod Randers, hvor Evander Ferreira og Charles fuldstændig styrede spillet fra 6’er-positioner. De to mand styrede kampen alene derfra,” analyserer Poul Erik Andreasen.

“Lucas Andersen har været benyttet for AaB som 6’er en enkelt gang. Det var måske ikke helt så vellykket, men jeg synes der er tendens til, at vi har andre typer, der begynder at komme ind på de positioner. Der kommer mere spillende typer ind på den position, også med Rasmus Falk i F.C. København.”

“Det er en tendens, der er kommet snigende, men jeg synes det er blevet forstærket i denne sæson i forhold til de tidligere. Man tør lidt mere at sætte spillende typer ind i de centrale midtbaneroller.” Netop Rasmus Falk, som Poul Erik Andreasen også nævner, har haft stor succes med at styre F.C. Københavns opspil fra en position dybt i banen, og det har han ifølge flere observatører gjort på en meget overbevisende måde.

“Det er helt sikkert en tendens. Jeg så F.C. København mod Brøndby, og forskellen på de to hold, bortset fra ham, der scorede målet til sidst, var helt klart Rasmus Falk. Alene det, at der er nogle trænere, som tager den beslutning, at sætte den type spiller ind på den position, er en ændring,” konstaterer Peter Rudbæk.

“Sammenligner vi med Champions League-rapporterne, så forsvinder tacklingerne jo ud af fodbolden, jo højere tempo man spiller i. Det er vel også en tendens, at vi er kommet ret langt henad den rute i Danmark, at der er færre tacklinger, og dermed er der også behov for færre tacklere,” siger Troels Bech.

Observatørerne noterer også, at Randers FC, der tidligere har haft mere tacklingsstærke spillere på positionen, nu har en mere spillende type i norske Lasse Berg Johnsen.

9’ERENS ROLLE

Observatørerne er ikke i tvivl når de skal forklare, hvad forsvarsspillerne i 3F Superliga har størst problemer med. Det er, når et hold spiller med en falsk 9’er, som søger mere ned og deltager i opspillet, frem for konstant at ligge tæt på sin direkte oppasser på grænsen til offside. Alligevel har observatørerne endnu ikke set det endegyldige skred i brugen af spillere på 9’er-positionen, hvor det stadig er den konventionelle 9’er-type, der er det mest udbredte.

“Jeg har set en overvægt af konventionelle 9’ere, men FC Midtjylland, som jeg har observeret en del, gjorde tidligt i Mesterskabsspillet det, at de rykkede Anders Dreyer ind på positionen. Han er helt klart en spiller, alle hold i ligaen har svært ved at håndtere, både fordi han kan trække ned og få bolden i mellemrummene, men også fordi han er dygtig i sine modtagninger og sine vendinger,” siger Lars Knudsen. “Men han er faktisk også dygtig til at løbe bag sine modspillere, så han er helt klart en type jeg har set, at forsvarerne har svært ved at håndtere.”

“En anden type, der vel også kan kaldes en falsk 9’er, er Louka Prip i AaB, som også falder ned og er med til at bygge spillet op. Men derudover er det primært de konventionelle 9’ere, jeg har set.” Selvom det er konventionelle 9’ere, observatørerne ser mest i 3F Superliga, er det de mere bevægelige falske 9’ere, der altså skaber problemer i modstandernes defensiv.

“Uanset om man spiller med to eller tre stoppere, kan det give problemer at spille med en falsk 9’er. Jeg så Rasmus Thelander mod Brøndby. Han er vant til at have en spiller, han skal markere og vinde dueller mod, men han kunne pludselig ikke finde sin markering. Det blev lidt frustrerende for ham og holdet, at Brøndby spillede med en diamant, hvor 9’eren nærmest rykkede ned som den offensive på midtbanen,” siger Poul Erik Andreasen

“Det er helt sikkert Pep Biel og Anders Dreyer, der skiller sig ud, når man tænker falske 9’ere. Det er gode eksempler på, hvordan spillere, der er dygtige udover det almindelige, kan spille den position. Det synes jeg skal udfordres lidt, i stedet for at man automatisk tager den der konventionelle 9’er. Dem har vi også brug for, men man har brug for begge dele,” siger Peter Rudbæk.

Blandt de konventionelle 9’ere finder man dog især én, som voldte modstanderne store problemer i sæsonen. Nicklas Helenius blev således topscorer i 3F Superliga med hele 17 sæsonmål.

BOKSTILBOKSROLLEN REDEFINERET

N’Golo Kanté er en spiller, der de seneste år har redefineret den rolle, en boks-til-boks-spiller udfylder. Den franske stjerne har sågar fået sit eget tema i UEFA’s Tekniske Rapport, hvor der kigges på, hvordan Kanté netop har formået at rykke opfattelsen af, hvad en boks-til-boks spiller kan og bør gøre.

I 3F Superliga fornærmer vi næppe nogen ved at sige, at der ikke er spillere, der rummer alle Kantés kvaliteter, men observatørerne ser alligevel en

meget positiv udvikling i midtbanespillernes roller og kvalteter. “I en kamp mod Brøndby så jeg Lukas Lerager være meget dygtig til at tage de lange, dybe løb ind i banen. Det var påfaldende, hvor dygtig han var til det, og der var en klar rollefordeling mellem ham og Rasmus Falk. Det er Lukas Lerager, jeg lige kan komme på, når det kommer til det her tema,” siger Peter Rudbæk.

“Jeg synes godt, vi kan føje Iver Fossum til den rolle. Han har i hvert fald lige så mange meter i benene som Lerager, hvis ikke flere, og han er meget dybdeløberen i den offensive del. Han er et bud, der godt kunne aspirere til det tema,” supplerer Poul Erik Andreasen.

Observatør Troels Bech vil godt gå endnu længere og ser faktisk ekstremt mange midtbanespillere, der har dynamikken, som også er en af Kantés store styrker, som varemærke. Men Bech ser måske endda en overflod af den type spillere i en grad, så de ikke længere kun benyttes som boks-til-boks-spillere. “3F Superliga er blevet en liga for de dynamiske midtbanespillere. Ikke for gennembrudsstærke kanter eller sublime spidser, men mere dynamiske midtbanespillere, og det er også dem, vi uddanner flest af. Hold da op, hvor er der mange midtbanespillere på de unge hold, og det er der nu også på seniorniveau i 3F Superliga. Det kan godt være, de bliver stillet nogle andre steder, men så spiller de som en dynamisk midtbanespiller fra kanten eller fra en spids-position,” noterer Troels Bech. “Det er prototypen på en 3F Superligaspiller. Jeg synes næsten allesammen, der spiller fra midten og frem, der kan kastes ind i denne kategori, men jeg vil selvfølgelig også pege på Lukas Lerager som et rigtig godt billede på det.”

7,56 2,88 0,011

Jacob Rinne var ligaens bedste keeper, målt på scoringer forhindret i forhold til xGOT. 7,56 mål forhindrede AaB’s stærke svensker. Louka Prip var den afslutter, der løftede sin xG mest efter afslutning, da hans xGOT var 2,88 højere end hans xG. Mathias Kvistgaarden stod for scoringen med lavest XG i 3F Superliga-sæsonen. Hans mål til 2-0 i sidste spillerunde mod Silkeborg havde en XG på blot 0,011.

VIDEO: En stribe omstillinger fra sæsonen i 3F Superliga.

OMSTILLINGER

Alle hold vil nok gerne bryste sig af at spille flot i det etablere angrebsspil, men strategien i 3F Superliga er i den forgangne sæson gået i retning af, at rigtig mange hold satser på omstillinger hver eneste gang, der er mulighed for det, frem for i ny og næ lige at spille bolden lidt rundt og komme i et etableret angrebsspil.

De mange omstillinger har gjort, at holdene bredt vurderet af observatørerne er dygtige i omstillingsspillet, men dog kan det være en overvejelse, hvor ofte der skal køres en omstilling.

“Jeg synes, mange hold er meget bevidste, og også relativt dygtige til omstillinger. Jeg synes bare, de skal være mere selektive i forhold til, hvornår de stikker bolden afsted, frem for at køre bolden lidt rundt”, siger Peter Rudbæk.

“Når man kommer i den situation, hvor man skal være i stand til at lave et gennembrud på den øverste tredjedel af banen, er der mange hold som døjer med at have alternativer til indlæg mod høje spillere. Det er ikke en kritik, men det rækker næppe internationalt. Er det måske næste skridt, at man skal være endnu bedre på den sidste tredjedel.”

At mange satser på omstillinger gør også, at mange hold kommer til at stå over for mange omstillinger i løbet af en kamp. Det stiller store krav til det defensive arbejde, men netop på det punkt har mange hold i 3F Superliga udviklet sig i en positiv retning.

Observatørerne ser således dygtigt forsvarsspil mod omstillingerne, delvist også fordi, der ikke benyttes så mange spillere i omstillingerne som tidligere.

“Jeg har observeret, at mange hold var meget dygtige i restforsvar, og dermed blev omstillingerne vanskeligere. Derfor blev det angribende hold oftere sat i den situation, hvor de skulle spille mod etablerede forsvar på sidste tredjedel af banen, og der er der problemer. Jeg ser dog en tendens til, at flere og flere hold, udover indlæggene, forsøger at lave gennembrud i halvrummene,” noterer Poul Erik Andreasen. “Hvor man tidligere, ikke kun i 3F Superliga, men også internationalt, så meget omstilling på omstilling, har jeg ikke noteret det særligt meget i denne sæson. Jeg forbinder det med, at der måske er færre involverede i omstillingerne, end jeg egentlig forventede. Det kan selvfølgelig være på grund af tempoet, men jeg noterer mig i hvert fald bare, at det er færre omstilling på omstillinger end jeg forventede at se,” supplerer Troels Bech. At skabe omstillinger var tidligere noget, der ofte skete som følge af en form for pres, højt eller lavt, men Lars Knudsen har noteret sig at tempoet i 3F Superliga til tider gør, at også uprovokerede fejl er blevet en faktor.

“Nogle af de skift, der sker i spillet, synes jeg i 3F Superliga, i høje grad end internationalt, er forårsaget af tekniske fejl. Altså simpelthen manglende evner til at fastholde bolden i situationer, hvor man kunne have ønsket sig at se bolden fastholdt. Det tror jeg også er en del af forklaringen,” siger Lars Knudsen.

“Hvis strategien er, at man skal tage alle de omstillinger, der er, så tager man måske flere omstillinger, end man burde, hvis man skulle lade fornuften råde. Og det med, at der ikke er så mange med fremme på omstillinger, kan jeg også godt nikke genkendende til. Det gør jo, at man stadig har et nogenlunde restforsvar.”

“I en del af de kampe, jeg har set, synes jeg, at man har spillet med mindre risiko end jeg har set de foregående år. En af måderne er, at man sørger for at restforsvaret er i orden, fordi man ved, at modstanderne gerne spiller på omstillinger, og derfor har man garderet mere end tidligere,” supplerer Poul Erik Andreasen.

Observatørerne noterer samtidig at mange hold er gået væk fra de brede indlæg, for i stedet at slå indlæg fra halvrum, så man i omstillingerne kan fange modstanderne ude af balance, fordi indlæggene kan slås tidligere.

PRESSPIL

De fleste, der har fulgt 3F Superliga i en årrække, kan nok huske Brøndbys nærmest ekstreme presspil under Alexander Zorniger. Den succesfulde strategi førte til, at mange hold kastede sig ud i et højt pres, og mange hold blev særdeles dygtige i disciplinen. Zorniger forlod Brøndby for mere end tre år siden, og lige så stille er det høje pres, også forsvundet ud af 3F Superliga. “Et af de få hold, jeg har set, som stadig har presset højt, og som også har gjort det ret ultimativt i kampe, har været AaB. De har i perioder nærmest gået i mand mand i deres høje pres, så de har løsnet en af deres tre midtstoppere, som er gået langt ind på modstandernes banehalvdel i de sekvenser,” skriver Lars Knudsen. “Men ellers er den generelle tendens jeg har set, at man er længere tilbage, og prøver at forsvare fra midten af banen”.

‘‘ Jeg har observeret, at mange hold var meget dygtige i restforsvar, og dermed blev omstillin-

gerne vanskeligere.

’’

“Jeg synes der er nogle hold, der prøver at lægge sig højt i første fase, når modstanderen forsøger at spille op fra målmand og bagkæde. Men det ser jeg mere som et forsøg på at få dem til at lave fejl, eller få dem til at sparke langt. Men lige så snart, de er overspillet der, går man som hovedregel tilbage,” uddyber Peter Rudbæk.

At der ikke længere presses lige så højt, og så ultimativt, som tidligere gør, at holdene får mere ro på bolden, og derfor har man i den forgangne sæson set færre skift i spillet i 3F Superliga.

“Vi snakkede sidste år om, at der var en del af det, vi kaldte kaosspil. Det kom som udtryk af det meget aggressive, høje pres, som mange var begyndt at spille med. Det betød mange boldtab, bolderobringer og skift i spillet. Ofte var der fire-fem boldskift på 10-20 sekunder, men det synes jeg ikke helt har været så udpræget i denne sæson,” analyserer Poul Erik Andreasen. “Måske fordi, jeg også har noteret mig, at det meget aggressive, høje pres ikke er så udpræget længere. Derfor kan der godt være mange skift i spillet, men det kaosspil vi snakkede om sidste år, og måske også året før, har vi set mindre af.”

Det manglende pres højt på banen gør, at holdene har mere ro til opstillet, og derfor kommer især forsvarsspillernes evner på bolden nu i langt højere grad til udtryk, da de eksempelvis ikke tvinges til at slå lange bolde over presset, for ikke at løbe en stor risiko for at miste bolden.

“De mange skift ligger ofte midt på banen. Det højere pres ser man ikke så meget, og derfor har mange hold det, jeg kalder den nordiske possession, som foregår i bagkæden, hvor den internationalt foregår i mellemrum langt højere oppe på banen,” forklarer Peter Rudbæk.

40 8,09 0,995

Hákon Arnar Haraldsson havde den højeste scoringsprocent blandt spillere med mindst ti afslutninger i 3F Superliga. Han scorede fire gange på ti afslutninger. Marvin Egho vandt hele 8.09 luftdueller pr. 90 minutter. Det er flest i 3F Superliga blandt spillere med mindst 500 minutter på banen. Lawrence Thomas stod for redningen på afslutningen med højest xGOT i sæsonen, da han i fjerde spillerunde forhindre Marvin Egho i at score fra en meters afstand.

VIDEO: En potpourri af målspark fra sæsonens 3F Superliga.

KORTE MÅLSPARK

Inden sæsonen 2019/2020 blev der ændret på reglerne for målspark. Inden da skulle bolden sendes ud af feltet på et målspark, men fra sommeren 2019 måtte medspillerne gerne trække ind i feltet for at modtage bolden på et målspark, hvilket førte til en klar trend om at spille kort på målspark.

Trenden var typisk at trække en boldfast spiller ind ved siden af målmanden, som så blot trillede bolden over til medspilleren, som derfra skulle sætte spillet. Stort set alle hold, både internationalt og i 3F Superliga, fulgte den trend, men i tredje sæson med den nye regel var trenden en lidt anden i den danske liga.

“Jeg har set en klar tendens. Der tages mindre risiko end tidligere. Det kan selvfølgelig handle om, hvilke trænere der er, for da AaB eksempelvis havde spansk træner, skulle der spilles op nedefra, og der var målmanden nærmest den vigtigste brik i det,” forklarer Poul Erik Andreasen.

“Der er andre trænere, der ikke tager samme risiko. I de kampe, jeg har observeret, har jeg over en bred kam set samme tendens. Hvis ikke det lykkes at spille ud en gang eller to, så spar-

ker man langt. Jeg synes lidt, man har opgivet at spille kort hele tiden, det er vel nærmest kun FC Nordsjælland, der holder fast i det.”

“Nogle hold er til gengæld blev bedre til ikke bare at sparke langt, for at sparke langt. De varierer og spiller i bagrum, de spiller til duel eller de spiller en halvlang bold. Jeg synes, holdene er blevet dygtigere til at sparke over de første fire-fem modspillere, for at skabe plads. Det er nogle hold dygtigere til end tidligere.”

Stadig så observatørerne dog en tendens til, at holdene de første gange i kampene forsøgte at spille kort, for at udforske mulighederne heri, men hvis ikke der var succes med den plan de første gange, tyede flere til at sparke langt.

“Jeg kan huske én kamp, hvor man konsekvent fra start til slut lod målmanden sparke langt, og det var ikke overraskende AGF. Men alle hold har jo en eller anden intention om at prøve det korte, men man er nok også blevet mere bevist om, at hvis der er alt for stor fare, så skal den sparkes væk,” siger Peter Rudbæk.

Lars Knudsen så flere hold forsøge de korte udspil, men han var til gengæld noget overrasket over, at han sjældent så en klar strategi for, hvordan det korte udspil skulle føre bolden frem på banen.

“Jeg har haft svært ved at se, at der har været en decideret strategi for at spille sig gennem et højt pres ved målspark. Silkeborg har haft en klar plan, men det jeg ellers har set fra alle andre hold er, at spillerne er gået ud i deres positioner, bolden er sat i spil og så spilles der derfra,” analyserer Lars Knudsen.

“Der er simpelthen ikke indarbejdet noget i holdene som gør, at man kan komme gennem det første pres, eller at man kan åbne rum fremme på banen.”

Det er oftest en forsvarsspiller, der bliver trukket ind og får bolden på korte udspark, men ifølge Troels Bech er det især 6’ernes rolle, som er i spil ved de korte udspil.

“De gange, der var nogle, der så ud til at have struktur omkring de korte målspark, så var det at få sat bolden i spillet inde bag de pressende modstandere, og her var 6’erne meget vigtige. Nogle gange løb de frit, for at kunne spille en 8’er, som så trak ned i området, så der kunne spilles kort videre,” analyserer Troels Bech.

“De modstandere, som så lukkede ned for 6’er-området, tvang så typisk holdet til at sparke langt.” Mens der er et mere varieret billede af, om der sparkes kort eller langt nu, er der ifølge Troels Bech i mindre grad et hensyn til hvad modstanderne gør, når der vælges den ene eller anden løsning.

“Jeg så Randers sparke langt mod Silkeborg, uanset om Silkeborg havde nogle oppe for at lukke målsparket. Det samme gjaldt FC Nordsjælland i Vejle, hvor det heller ikke var afhængig af, hvad modstanderen gjorde. Der fik den den lange violin uanset hvad,” konstaterer Troels Bech.

ROS TIL DEN DEFENSIVE ORGANISATION

30 kampe har de fem observatører set i Mesterskabsspillet og Kvalifikationsspillet. Et samlet billede af så mange kampe, er svær at tegne, men for alle observatørerne gælder det, at de generelt i deres rapporter har været mere imponerede af det defensive end det offensive arbejde hos de 12 mandskaber i 3F Superliga.

Observatørerne har således ofte haft svært ved at finde den klare strategi i især det etableres angrebsspil, mens de til gengæld tydeligt hat set strategier for både restforsvar og etableret forsvarsspil.

“Skal jeg sammenfatte det indtryk af de kampe, jeg har observeret, og også de andre kampe, jeg har set i 3F Superliga, så kan jeg spørge mig selv, om det har været spændende? Ja, det har det da. Det har været rigtig spændende. Har det været godt? Det er så det, vi diskuterer,” noterer Peter Rudbæk.

“Det falder ned i en debat jeg hører til alle sider, hvor man er lidt skuffet over det spillemæssige niveau i 3F Superliga, især hos de dominerende hold. Vi må bare sige, at der ikke er nogle af trænerne, der er dårlige trænere, eller forsøger at gå ud og lave dårlige fodboldhold. Men det har været sværere for trænerne og holdene at sætte et meget sammenhængende offensivt spil op,” siger Troels Bech.

“Så vi kan ikke andet end anerkende det gode arbejde, der bliver lavet i 3F Superliga på den defensive front.” Både Lars Knudsen og Poul Erik Andreasen er enige i, at det især er på den defensive front, at man ser de klare linjer som observatør.

“Jeg er meget på linje med det Troels Bech siger. Holdene har stor opmærksomhed på at organisere sig defensivt, mens det har været vanskeligere at få øje på planen, og måske også evnerne, til at udfolde sig offensivt,” siger Lars Knudsen.

“Man sidder nogle gange og leder efter en klar og tydelig offensiv strategi for gennembrud i etableret angrebsspil. Som observatør har man et problem,

‘‘ Holdene har stor opmærksomhed på at organisere sig defensivt, mens de måske har knap så meget

en plan ,og måske også evner, til at udfolde sig offensivt.

’’

hvis man ikke kan finde ideen eller strategien i spillet. Jeg synes jeg ser strategien tydeligt i det defensive, men ser det i langt mindre grad i de offensive strategier,” forklarer Poul Erik Andreasen.

Observatørerne, der alle har en lang historik i dansk fodbold, har i den forgangnesæson savnet en smule nytænkning, ja måske revolutioner som det, man så med Brøndbys høje, agressive for en håndfuld år siden.

“AGF gjorde det lidt, da David Nielsen kom til. Deres måde at springe nogle af faserne i spillet over på, og ikke være specielt interesserede i at have bolden i lange sekvenser. Den skulle bare frem til Patrick Mortensen. Det stillede rækken over for noget andet,” skriver Troels Bech. “Jeg har ikke set noget, der har skilt denne sæson ud fra alle andre. Vi mangler et Bodø/Glimt-hold, som rusker lidt i strukturerne og udfordrer modstanderne.”

At udviklingen går den rigtige vej på spillerniveau, er Peter Rudbæk ikke i tvivl om, men han er også klar over, at landene omkring os også har fuld damp på udviklingen.

“De spillere, der er i 3F Superliga, er ikke set bedre nogensinde. Men vi skal også huske på, at udfordringen er, at det godt kan være, vi er blevet bedre, men det er ikke så godt, hvis de andre så er blevet meget bedre. Det er lidt i det perspektiv, vi skal se det,” noterer Peter Rudbæk.

-5,61 58,45 57,52

Emmanuel Sabbi var den spiller i ligaen, hvor der var størst negativ forskel mellem xG og faktiske scoringer. Sabbi havde en xG på 8,61 men scorede blot tre gange i ligaen. Viborg FF opnåede den højeste xG blandt alle hold i 3F Superliga med 58,45. Deres xGOT var dog på blot 45,38, hvilket kun var sjettehøjest i 3F Superliga. F.C. Københavns xGOT på 57,52 var 4,09 bedre end deres xG på 53,43. Holdet var dermed også det hold, der formåede at løfte deres xGOT op på det højeste niveau i forhold til xG blandt holdene i 3F Superliga.

‘‘ AGF gjorde det lidt, da David Nielsen kom til. Deres måde at springe nogle af faserne i spillet over på, og

ikke være specielt interesserede i at have bolden i lange sekvenser. Den skulle bare frem til Patrick Mortensen.

Det stillede rækken over for noget andet.

’’