AVEC Jacob Aue TOI SOBOL
JACOB AUE SOBOL : AVEC TOI Der går en lige linie fra fotografierne i danske Jacob Aue Sobols (f. 1976) første større arbejde, den meget personlige bog Sabine fra 2004 med billeder fra et mindre fangersamfund i Østgrønland, over hans kornede og rå storbyskildringer i serien I, Tokyo fra 2008, til det rolige overblik i gengivelsen af forholdene langs den transsibiriske jernbane i Arrivals and Departures fra 2012. Stofligheden, den høje grad af fysik, som trænger sig på i de sort-hvide optagelser, skaber en spænding og intensitet i fotografiet, som gør levende. Den danske forfatter Karen Blixen (1885-1962) holdt i 1951 to radiotaler med titlen Daguerreotypier, hvori hun på paradoksal vis forbandt den tidligste form for fotografi med en mundtlig overlevering, med talesproget . Det er en tilsvarende kombination, ønsket om at lade fotografiet forplante sig og tale til andre sanser end øjets, til lugte-, smags-, føle- og høresansen, som reelt er på spil i Jacob Sobols arbejde. Eksempler herpå er de mange kontrastfulde registreringer af hud og kroppens både bløde og grove behåring. En kvindes ansigt, porerne, der træder markant frem, og de fine hår, som falder ned i hendes pande, opfanges knivskarpt af det objektive kamera i I,Tokyo. Portrættet forvandler omtrent fotografiets karakter – ved at betragte fotografiet kan beskueren mærke eller fornemme ski ndets beskaffenhed. Denne måde at omsætte fotografi på er i høj grad et resultat af jægerens erfaring og sprog. Smagen af salt fra en varm krop, bevægelsen bag de snittede forben på et nedlagt bytte, tålmodige observationer i et omgivende miljø. Den indsamlede viden og de mange indtryk benytter fotografen Jacob Sobol, der selv over to år blev oplært som fanger i Østgrønland, således til at formulere sit eget fortættede billedsprog. Samtidig ligger der i Sobols fotografi en tilbageholdenhed, svarende til den mentale distance som fotografen Raymond Depardon (f. 1942) har beskrevet i sit foredrag Dans le nu de l’image, holdt på Centre Roland Barthes i 2005. Den mentale distance ”henviser til blufærdigheden og respekten, etikken og volden” i fotografens arbejde og flugter godt med den mangel på føleri, som selv de mest intime af Sobols fotografier er karakteriseret ved. Forskellen på billedet af en koparret eller spættet kvinderyg og en dræbt sæl, der bringes hjem, er derfor heller ikke stor. I registreringen af såvel den nøgne krop som betingelserne for menneskelig overlevelse i et barsk klima ligger et fattet overblik, som rationelt tøjler og holder motivet fast. Sobols fotografiske arbejde med både en sanselig inddragelse og en distance lægger sig dermed også fint i forlængelse af Blixens interesse for den mundtlige overlevering og den mundtlige overleverings forbindelse til fotografiet. Hos Blixen er det talte ord rammen om et menneskeligt samvær med plads til tilhørernes egne indskud og spørgsmål og bærer samtidig i sig en lille smule død, en regulær distance, et fravær . Ordene forsvinder, så snart de er sagt, hvorfor talesproget også kan betragtes som et tidsligt medium med kronologi og samtidighed og skriften med sin blivende karakter som et rumligt . Netop denne sidste pointe er ikke uinteressant i en fotografisk henseende. Når fotografen får lagt en tidslig dimension ind i fotografiet, frøet til et mindre postyr, opstår der en spænding i den ellers stabile og rumligt afgrænsede registrering. Tiden gør på paradoksal vis det fastfrosne fotografi sanseligt og dynamisk, fotografiet begynder at vakle. Et godt eksempel herpå er Sobols portræt af en ammende ung mor fra 2012. Billedet er præget af stor koncentration og venlighed og taget i det øjeblik, hvor barnet drikker fokuseret og opmærksomt og ikke skal forstyrres. På en måde holder fotografiet, og med fotografiet beskueren, her aktivt vejret for ikke unødigt at afbryde barnet. Der står et sted i fotografiet latent en gråd på spring. Balancen mellem det stofligt fortættede og det nøgternt registrerede handler i Sobols fotografier altså ikke kun om menneskelige relationer internt i fotografiet men også om
at formidle eller etablere et fællesskab, en mundtlig fortællings samvær, mellem fotografiet og dets beskuer. Den sårbarhed, som tiden kan tilføre fotografiet, bringer her beskueren i vildrede. Beskueren påvirkes og forledes til at tro, at kvinden virkelig ammer i dette øjeblik. Beskueren inddrages og får plads. Både tegnteoretikeren Roland Barthes (1915-1980) og antropologen Marc Augé (f. 1935) har på hver deres måde skrevet om en tilsvarende tidslig desorientering i mødet med et fotografi, ligesom begge ved hjælp af litterære og ikke mundtlige referencer har peget på en emotionel dimension i fotografiet . Parallellen til den mundtlige fortælling er da noget særligt for Sobols fotografi. Sobol fremhæver selv både det grønlandske tale- og hverdagssprog og mødet med en trommedanser i de korte ledsagende tekster i Sabine, ligesom han noterer en mangel på samtale i storbyens metro i I, Tokyo. Orienteringen mod talesproget med dets tilhørende kropslige gestik og mimik vidner i begge tilfælde om et anderledes sanseligt fotografi og en anderledes sansende fotograf, for hvem det statiske billedes forvandling til en slags igangværende handling er afgørende. Et fotografi af Sabine, der vasker sig, fremstår i den henseende helstøbt. Ansigtets forvrængning og kroppen, der skrubber eller ”opfører”, bliver i mødet med beskueren til virkelighed. Som ”mundtlig overlevering” overtager fotografiet her pigens kropssprog for at inddrage beskueren i en hverdagsbegivenhed . Den mundtlige fortælling og tiden bryder i fotografiet med den nøgterne registrering og giver plads. Fotografiets sensibilitet eller sanselighed forøges. Fordi Sobol med indsigt insisterer på de kvaliteter og den gestik, som den mundtlige overlevering repræsenterer, og fordi Sobol vedstår sig nødvendigheden af en mental distance, løftes hans stoflige fotografi også op på et komplekst plan, hvorfra det taler til flere sanser. Såvel de traditionelle fangersamfund som folk i almindelighed har til alle tider (og for det meste) værdsat deres historiefortællere . Fra disse fortællere og til Sobols fotografi går en lige linie.
Johan Zimsen Kristiansen, kunsthistoriker mag.art.
Litteratur: Marc Augé / Claire de Virieu: Paris Jardins. Imprimerie Nationale Éditions, 2008. Roland Barthes: La Chambre claire. In: Roland Barthes. Oeuvres complétes. Tome V. Livres, textes, entretiens 1977-1980. Seuil, 2002. Karen Blixen: Daguerreotypier. Gyldendal, 1951. Karen Blixen: En radiotale. Gyldendal, 2009. Karen Blixen: Tale i The American Academy of Arts and Letters, 19.2.1959. Raymond Depardon: Dans le nu de l’image. In: Julia Kristeva (ed.): Des expériences intérieures pour quelles modernités? Éditions nouvelles Cécile Defaut, 2012. Raymond Depardon / Alain Bergala: Ecrit sur l’image. Correspondance new-yorkaise / Les abscences du photographe. Libération, Editions de l’Etoile, 1981. Elizabeth C. Fine: Performance Praxis and Oral Tradition. In: Oral Tradition, vol. 18, number 1, 2003. Roman Jakobson: Sprogets forhold til andre kommunikationssystemer. In: Roman Jakobson: Elementer, funktioner og strukturer i sproget. Nyt Nordisk Forlag, 1979. Jacob Aue Sobol: Sabine. Politikens Forlag, 2004. Jacob Aue Sobol: I, Tokyo. Dewi Lewis Publishing, 2008. Jacob Aue Sobol: Avec toi / 15 novembre 2013 – 15 décembre 2013 / mardi – vendredi 13h-19h, samdi – dimanche 13h-18h / entrée libre / Maison du Danemark / 142 Avenue des Champs-Élyssées / 75008 Paris / tél +33 (0)1 56 59 17 40 / www.maisondudanemark. dk / métro George V ou Étoile / l’exposition est organisée par MA en histoire de l’art Johan Zimsen Kristiansen et le service culturel de l’Ambassade de Danemark avec le soutien de Grosserer L. F. Foghts fond et Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg.