side LEJREN, HVOR ALTING GIK GALT

LEJREN,

HVOR ALTING GIK GALT

Af Liv Blomster

Du har måske allerede oplevet at din mor, far eller endda din klasselærer siger ordene ”Du har da fået det forkerte ben ud af sengen” eller måske ”Hvem har tisset på din sukkermad?”, hvis du har haft en rigtig øv-dag. Nogle dage er bare lidt ligesom en mælk uden køleskab – sur og ret klam at få på sine cornflakes. Heldigvis plejer det kun at være en enkelt dag, og så starter alting forfra på den gode måde… Hvis man altså ikke lige hedder Mille, og kommer fra Gnisterne.

Lejren startede ellers skønt! Det var høj solskin og fuglene sang. Der var endda fyldt op med skumfiduser og saftevand i patruljekassen, og Flora havde sin helt særlige Spejderkage med til dem alle sammen.

”Det bliver bare så fedt endelig at være på lejr!” sagde Kat højt, mens hun hoppede rundt i cirkler om resten af gruppen. Flora fniste og Sofie sagde: ”ja, det er godt nok også lang tid siden, vi har været på en rigtig lejr.”

”Det bliver den bedste lejr nogensinde!” sagde Mille, mens hun pakkede teltet ud af posen. ”Jeg har endda fået et helt nyt liggeunderlag af min morfar.” sagde Mille, og glædede sig helt til at skulle putte i soveposen senere. De andre Gnister syntes at Mille var mega heldig… men de tog fejl.

Den første nat sov Mille slet ikke godt. Det stormede udenfor, og der kom både regn og torden… og en flænge i teltet. En rift lige over Milles soveplads. Da Mille vågnede, var hendes sovepose helt våd og hun frøs. ”Skidt, pyt,” sagde Mille, og sammen med de andre Gnister fik hun hængt soveposen til tørre og lappet teltdugen. ”Der skal jo ske lidt uheld på en lejr,” grinte Mille, mens Sofie pakkede lappegrejet væk. Det gjorde det også. *RIIIIIIITJS* Milles sovepose gik fra hinanden. Midt om natten, på den koldeste nat på hele lejren, gik lynlåsen i stykker, så Mille lå og pivfrøs. Hun rystede helt om morgenen, men rystede bare på hovedet. ”Der skal mere til for at slå mig ud! Flora er jo mega god til at sy.” sagde Mille mens Flora fiksede lynlåsen.

”Nu er der ikke mere, der kan gå galt” grinte Mille, da de var på o-løb i løbet af dagen. Men solen brændte, og Mille kunne mærke huden prikke mere og mere. Kat løb ind foran Mille og faldt næsten over sine egne ben, fordi hun fik et chok. ”Mille! Din hud!” udbrød Kat. Mille rynkede på brynene, ”Hvad mener du?” spurgte hun. Det var kun Kat, der kunne sige sådan nogle mærkelige ting. ”Du er helt rød og fyldt med knopper. Det ligner næsten, at du er faldet ind i et brændenælde krat.” sagde Kat, og fandt sin solcreme frem. ”Har du husket solcremen? For min hud gjorde også sådan der, da jeg glemte solcremen. Lægen sagde, at det hed soleksem”, fortsatte hun, mens hun hjalp Mille med at smøre solcreme på i nakken. Og rigtigt nok, Milles krop var fyldt med soleksem. Det kløede, brændte og sved på samme tid og var så ubehageligt, at Mille lidt havde lyst til at græde. ”Men det var jo godt, at Kat havde solcreme med.” sagde Mille stille, og forsøgte at finde det gode humør frem igen. ”Det er nok snart væk igen…” sagde Mille, mens hun smilte, selvom hun ikke var helt overbevist.

God til oplaesning

Nu tænker du måske, at der da ikke kunne ske mere nu. Men jo. Den sidste morgen vågnede Mille med så ondt i kroppen, at hun havde det som om hun var faldet i søvn på jorden. ”Nej, nej, nej” sagde hun, mens hun kravlede ud af soveposen og tog sit helt nye, seje og flotte liggeunderlag op fra jorden. Det var helt fladt. Der havde sneget sig en torn ind fra tornebuskene udenfor og havde punkteret det. Hendes liggeunderlag. Kun hendes. Alle de andre havde sovet dejligt, mens Milles liggeunderlag var blevet fladt.

Nu kunne hun ikke mere. ”Det er bare slet ikke sjovt mere,” græd hun og løb sin vej fra de andre. Hun gad bare slet ikke være på lejr mere. Hun ville hjem til sin far og mor. Væk fra det åndssvage telt og den dumme lejrplads. Det var den værste lejr nogensinde! Hun gad næsten slet ikke være spejder mere. Mille satte sig på en sten og lagde hovedet i hænderne.

Så mærkede hun en hånd på sin skulder og så et hoved på den anden. Hun åbnede forsigtigt øjnene. Der sad de. Flora med hovedet på hendes ene skulder og armene rundt om sine ben. Sofie med hånden på Milles anden skulder, mens hun holdt sin grejtaske i skødet. Og Kat, der lå på maven i græsset foran Mille, og kiggede op på hende med sine store øjne. så ked af det, at jeg havde sparket til teltet” sagde Kat, mens hun pillede i græsset. ”Og så havde du givet mig en krammer og trøstet mig,” fortsatte hun. ”Du har altid sørget for at trøste os, når vi har været kede af det” sagde Sofie. ”Vi kan godt hjælpe dig med at pakke, hvis du gerne vil hjem…” sagde Sofie, ”men vi vil allerhelst gøre dig glad igen, så du får den bedste lejr alligevel,” fortsatte Flora. Og lige dér mærkede Mille en varme i maven. Lidt ligesom når man får varm kakao efter en sneboldkamp. Hun kiggede rundt på de andre.

”Jeg skal ikke hjem.” Mille tørrede øjnene og snøftede lidt, ”Jeg behøver ikke noget liggeunderlag, eller sovepose – jeg bør dog huske solcremen,” sagde hun med et smil, mens de andre fniste lidt. ”Så længe jeg har jer, er alt andet lige meget. Så længe I er her, så er det allerede den bedste lejr nogensinde.” Mille smilte og de andre jublede.

Og sådan gik det til, at Mille havde den bedste lejr nogensinde, hvor alting gik galt.