KAMPEN MOD ROBO-SPEJDERNE

Af Liv Blomster

Hvad ville du gøre, hvis spejdere pludselig blev forbudt? Hvis verdens bålhygge og lejre blev erstattet med hårdt metal og solceller? Det er svært at forestille sig, men for Gnisterne blev det engang virkeligheden. Men så længe der bare er en enkelt Gnist, er der håb. Denne gang hed håbet Sofie.

Sofie gemte sig under et stort metalbord, da de bankede på døren. BOOM! Lyden af deres banken var hård og rungede i Sofies ører. Hun var helt alene. De andre spejdere havde givet op eller var på de andres side. Hun var den sidste, der kunne redde spejderlivet. BOOM! De bankede igen. Døren, som de bankede på, ville snart gå i stykker og så ville de fange hende. Sofie krøb sammen under bordet. Hun havde en computer i skødet og skrev løs på den. Det var den originale computer. Alt hun skulle var at skrive ødelæggelseskoden og så ville mareridtet stoppe. BOOM! De brød snart gennem døren…

Sofie gøs ved tanken om, hvordan det hele begyndte. Det var jo startet helt perfekt. Deres spejdergruppe havde fået nyt udstyr. Og hvis der var noget som Sofie elskede, og altid havde styr på, så var det udstyr. Hun havde altid lommerne fyldt med forskellige reb, logbøger, lommelygter, smarte foldekopper og kompas i flere størrelser - endda nogle med lys i, til når man var på natløb. Kat sagde altid, at Sofie nærmest var deres eget omvandrende redskabslokale. ”Du kan altid finde på noget smart, så vi kan løse alle vores problemer!” havde Mille sagt, og de andre havde givet hende ret. ”Du er faktisk smartere end alle spejderbutikkerne” grinte Kat, og de var alle sammen hurtigt blevet enige om, at de slet ikke behøvede andre, når bare Sofie havde sin rygsæk med. Men lige lidt havde det hjulpet dem, da det virkelig gjaldt.

Det nye udstyr var som noget fra fremtiden! Deres spejderleder, Camilla, havde fortalt dem, at de hed Robo-Spejdere. Det var nye og helt fantastiske opfindelser: Robotter, der kunne tale og ordne alle de kedelige spejderopgaver. De kunne hjælpe med lejrarbejde og for eksempel hente vand eller grave render i regnvejr, mens spejderne kunne sidde i tørvejr i teltene. De var allerede kodet til det fra kontoret af. Programmeret til at følge spejdernes ønsker og gøre, hvad der blev sagt. Deres hjerne var ligesom skrevet op i en computer med en masse tal. Sofie havde tænkt, at det lød virkelig smart. Hun gad også godt kunne kode en masse og opfinde nye og smarte ting til spejderne. Så ville alle sige: ”Wow, Sofie! Hvad skulle vi gøre uden dig? Du har bare tjek på det der med udstyr!”. Tanken havde fulgt Sofie resten af dagen. Selv efter de havde sat Robo-Spejderen i gang med lejrarbejde, tænkte Sofie, at hun måske kunne gøre den endnu sejere og programmere den endnu bedre. Til sidst havde hun ikke kunne stoppe sig selv, og da ingen så det, koblede hun Robo-Spejderen til sin computer og begyndte sin egen kodning.

I starten gik det godt. Sofie havde jo også allerede læst om kodning og øvet sig derhjemme. Hun havde faktisk lavet sit eget computerspil, så hvorfor skulle hun ikke kunne kode en Robo-Spejder også? Men pludselig begyndte Robo-Spejderen at brumme og Sofies computer flimrede. ”Åh nej” hviskede Sofie og forsøgte at fortryde sin kodning. Slet, slet, slet. Det hjalp ikke. Computerskærmen gik i sort og tog al strømmen med sig i spejderhytten. ”Ups.” sagde Sofie og kiggede sig omkring i mørket.

KLANK! Der havde lydt en høj metallisk lyd fra Robo-Spejderen ved siden af hende. GRRRRRRRRRRR. Den havde næsten knurret ad hende, og Sofie havde banket Robo-Spejderen på hovedet. Pludselig havde dens øjne været tændt. ”Jeg er Robo-Spejderen. Jeg er bedst. Kalder alle Robo-Spejdere. Ny programmering. Robo-Spejderne er de eneste spejdere.” sagde Robo-Spejderen igen og igen, mens den udsendte en høj lyd. Den kaldte på de andre Robo-Spejdere. Sofie var løbet ud til de andre Gnister, men det var for sent. Robo-Spejderne havde fået ny programmering. De havde overtaget styringen. De havde taget over som spejdere.

De havde overtaget alt spejderliv og gjorde tingene helt anderledes end rigtige spejdere. De havde forbudt skumfiduser og mariekiks, så alle i stedet skulle riste metalskruer over bål. De havde endda brændt alle sangbøgerne og sang i stedet deres anti-bål-sange om, hvor meget de hadede bålhygge. Alle soveposer i verden var blevet brændt, og i stedet skulle spejdere nu sove på metalhylder. Ligesom dem i supermarkederne. Dem, der normalt stod dåsemad på. Sofie rystede over hele kroppen. Hun havde ligget en enkelt nat på de hylder, og det føltes mest af alt som om at, at man var en dåse flåede tomater, der bare ventede på at ryge i lasagnen. Flere og flere spejdere var holdt op. Spejderånden havde forladt dem, og selv Gnisterne blev opløst. I stedet sad alverdens spejdere bare derhjemme og kedede sig.

Alt var blevet koldt og hårdt. Alle de spejderting, som før var elsket og hyggelige, blev gradvist lige så hårde som stål og summede helt af elektricitet og solceller. BOOM! De bankede igen på døren og Sofie kiggede rundt i lokalet, som hun var fanget i. Hun skar ansigt og trak på skuldrene. ”I det mindste kører de på solceller” hviskede hun for sig selv, mens hun skrev en lang række tal og bogstaver ind i kodeprogrammet. Sofie svedte og kunne mærke, hvor bange hun var. Hvad ville Robo-Spejderne mon gøre ved hende, hvis de fangede hende? Uanset hvad, så var det nok ikke særlig rart, tænkte Sofie. BOOM! Var det fra loftet? Sofie gøs. De forsøgte at bryde ned gennem loftet. De var alle steder, men Sofie fortsatte med at kode. Hun havde den næsten! Det krævede kun et enkelt tryk på ”enter” knappen, og så var det her mareridt overstået. Så kunne de endelig få spejderhyggen igen og droppe alt det forfærdelige robotteknik og kodning. Computeren brummede og sagde en skærende lyd, mens Robo-Spejderne bankede på døren og forsøgte at bryde igennem. Sofie strakte sin hånd så langt ud som muligt. Så. Tæt. På! Hun ramte “enter” knappen. I samme øjeblik braste døren sammen med et højt brag, og Robo-spejderne løb ind med et højt og forfærdeligt skrig…

”Sofie?” Sofie blinkede med øjnene og rystede lidt på hovedet, da hun hørte Floras stemme. ”Sofie hvad tænker du på?” spurgte Flora og kiggede undrende på hende. Sofie var tilbage i spejderhytten, langt væk fra computeren og de forfærdelige robotter. Sofie kiggede ned. I hendes hånd havde hun en bog om, hvordan man laver programmering og kodning. Hun smilte lettet og kiggede op på Flora igen.

”Jeg tænkte bare på, hvor glad jeg er for, at robotterne ikke har tvunget os til at sove på metalhylder og spise skruer over bål” sagde Sofie. Flora så helt forvirret ud og Mille begyndte at grine.

”Wow! Hvilken verden kommer du dog fra?” sagde Mille, og så fortalte Sofie om Robo-Spejderne og computeren på korpskontoret. Om de tilfangetagne Gnister og anti-bål-sangene. De blev alle sammen enige om, at det lød helt forfærdeligt.

”Det var aldrig sket, hvis det var dig, der havde kodet de robotter” sagde Kat bestemt og det gav de andre hende ret i.

”Nej, måske ikke. Men jeg tror alligevel, at jeg vil holde mig til at kode spejderløb og computerspil i stedet for robotter.” sagde Sofie.

”Årh hvad! Måske et spejderløb hvor vi skal bekæmpe Robo-Spejderne?!” udbrød Kat, mens hun lavede karatespark. ”Så kan vi rigtig vise dem, hvordan Gnisterne ordner tingene!” fortsatte hun. Det, syntes de alle, lød virkelig spændende, ja, selv Sofie. For ærlig talt, så var hun mere end klar på at bekæmpe onde robotter, så længe Gnisterne var med hende.

Af Bettina Damgaard