[et cetera] magazine - Oktober 2017

GRATIS magasin tag med hjem

ERIK CLAUSEN

MARIA

Madarbejder i meny

GOD MAD TIL TRAVLE DAGE Nemme middagsretter og salater hver dag.

Nogle dage vil man gerne lave maden fra bunden. Andre dage vil man gerne ha’ lidt hjælp. Det er derfor, vi har lavet NEM MENY – friske og veltilberedte måltider til travle dage. Vælg mellem lækre middagsretter, salater og proteiner som tilbehør.

te Friske og veltilbered dage måltider til travle

Nem meny

Når nemt skal smage godt Vælg mellem flere lækre retter hver dag

[ 2 ]

[LEDER - JEPPE SØE]

HAR FOLKET FORTJENT MAGTEN? Vi er alle del af det, der gik forud for os. Vores forældre præger os gennem barndommen, det samme gør samfundet og kulturen - men også vore forældre er produkter af det, der gik forud for dem. Og sådan kan vi pludselig skrive vores eget ståsted tilbage til før dengang, hvor ruder konge var knægt. Danmarks Radio har det seneste år sat dygtigt fokus på Danmarkshistorien. Vi har været vidner til Danmarks udvikling, vores betydning for handel med hele verden, vores skiftende magtformer og ikke mindst udviklingen af vores fællesskab. Det er ikke småting vi er gået igennem for at komme til der, vi er lige nu: Demokratiet og folkestyret.

Er det perfekt? Nej, endnu ikke. Men vi arbejder hele tiden på at finpudse den styreform, der fungerer for borgernes liv. Politikerne har i mange år sat borgernes frihed højest. De har forstået, at deres rolle er at skabe rammerne for vores frie liv. De senere år har de dog igen blandet sig i små detaljer, de ikke bryder sig om at se på forsiden af Ekstra Bladet. Langsomt er vores frihed indskrænket, og mens der laves nye love, bliver vores sind også vant til, at vi ikke behøver at vurdere livet selv. Vi kan bare følge love og gode råd. Det tror jeg grundlæggende ikke er særligt sundt.

Om lidt er der kommunalvalg. Som vanligt vil stemmeprocenten signalere hvor pisse ligeglade vi er, med det lokale styre. Få finder vej til stemmeboksen - og mange af dem, der gør, sætter krydset som en robot udfor det samme som de plejer. De aner ikke, om der de sidste fire år er foregået noget, der strider mod det de tror på - men af borgerpligt skal der jo stemmes og hvorfor så ikke holde på samme hest?

Vores demokrati fortjener bedre. Borgerpligten består ikke bare i at stemme, men i at sætte sig ind i de folkevalgtes gøren og laden. Vi giver jo et andet menneske vores stemme. Det betyder, at de reelt må tale på vores vegne, de næste fire år. Gør de så det? Forvaltede de din stemme, så du kunne genkende dig selv? Hvis ikke, så stem på en anden. Vi har de politikere, som vi har bedt om. Og hvis vi overlader magten til et kryds hvert fjerde år, har vi opgivet. Det kan vi fandme ikke være bekendt. Der er folk som er dræbt undervejs, i kampen for at få en stemme. I kampen om at give folket magt. Det skal vi værne om - ved at tage vores stemme alvorligt!

Jeppe Søe, chefredaktør [ET CETERA] MAGAZINE

Ansv. chefredaktør: Jeppe Søe ( jeppe@soe.dk ) ∙ Redaktør: Pia Møller Søe ( pia@soe.dk ) ∙ Design & layout: Lotte Sørensen, DT PLUS Annoncesalg: Linda Simonsen Mølgaard (lsm@dhblad.dk - tlf: 86754049) Hjemmeside: www.1cetera.dk ∙ Facebook: www.facebook.com/byens.magasin ∙ Email: info@1cetera.dk Annoncering: www.1cetera.dk/mediekatalog Dansk Handelsblad A/S tager forbehold for trykfejl eller ændringer af de begivenheder, der er nævnt i magasinet. Artikler, billeder og annoncer må ikke benyttes uden skriftlig tilladelse. Historer kan citeres, med henvisning til hjemmesiden www.1cetera.dk. Alle artikler er redaktionelt produceret efter almindelige regler for god presseskik - uafhængigt af annoncekroner. Forsidefoto: Claus Peuckert Oplag 50.000 - distribueres gennem MENY og IMERCO og læses online som e-magasin

[ 3 ]

[INDHOLD]

[06]

[18]

[26]

[32]

[56]

[68]

ERIK CLAUSEN · 06

Han har sat et tydeligt præg på det Danmark, vi kender. Gøgleren, samfundsrevseren, filmmageren og provokatøren Erik Clausen. Hans holdninger er solidt placeret et stykke til venstre for midten i dansk politik, selvom han både har firma og firmabil. Solidaritet er hans drivkraft i kunsten og i sindet.

Og så tør han tale om både livet og døden, der hænger uløseligt sammen.

EN VOKSENVEN · 18

Børn har brug for en voksen. Og nogle gange er forældrene ikke nok, eller måske er de der slet ikke. Tusinder af danskere har meldt sig som voksenvenner - og der er brug for flere. En voksenven erstatter ikke en far eller mor – men venskaberne er ofte livslange og fuld af mening for begge parter.

SMAGENS TIME · 32

"Du skal smage på det", siger forældre ofte, når et kræsent barn sidder og skærer ansigter over aftensmaden. Og det er faktisk hele konceptet for "Smagens Time", hvor 100 restauranter landet over inviterer børn indenfor til smagsoplevelser, de ikke kender. Morten Kok præsenterede kræsne børn for muslinger.

KASPER WINDING · 56

Enhver kan synge med på "Sjæl i flammer" og de mange andre hits, der er kommet fra Winding gennem årene. For ham selv var den store succes nær endt som sovepude - og han gik trist ud fra en koncert med 120.000, der elskede ham. En verden udenfor Danmark gav ham fornyet kraft og saft.

DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER · 68

Vi har hørt om Afrikas problemer utallige gange i nyheder og indsamlingsshows men kender vi egentligt det land, som alle børn kender? Vi tog til Malawi og mødte de frivillige fra Røde Kors for at finde livsglæde midt i elendigheden - og se om det hjælper, eller er så håbløst, som vi ofte får fornemmelsen af.

[ 4 ]

INDHOLD

06 Erik Clausen 18 En voksenven 26 Sebastian Dorset 32 Smagens time 46 Lisa Aybike Kir 50 Bæredygtig kultur 56 Kasper Winding 68 Det land som alle børn kender 98 Klumme

*Se ĂĽbningstider pĂĽ hjemmesiden

[ERIK CLAUSEN]

I lyset af en ny dag En dag er dele hele ovre. Måske…

Og hvem var du så?

Erik Clausen er både nogen og noget, og så insisterer han på at være i nutid.

Han er instruktør, skuespiller, debattør, nærværende og nuværende gøgler.

En dreng fra arbejderklassen, der har en historie at fortælle og tusinde måder, at få det sagt på…

[ fotos: CLAUS PEUCKERT ]

[ 6 ]

[ERIK CLAUSEN]

[ tekst: JEPPE SØE & PIA MØLLER SØE - fotos: CLAUS PEUCKERT ]

[ 7 ]

[ERIK CLAUSEN]

[ 8 ]

[ERIK CLAUSEN]

31. august havde Erik Clausens nyeste film ’Aldrig mere i morgen’ premiere landet over.

Det er en film om døden – og den handler om livet.

Erik Clausen, der både har skrevet og instrueret filmen, spiller kunstmaleren Thorvald, en velhavende levemand, der med tiden har glemt, at man er sine handlinger. I et spejl af andre mennesker. Thorvald Mors kommer fra kår, der godt kunne ligne Clausens egne – og han er med tiden blevet enig med sig selv om, at det er bedre at dyrke et ægte storhedsvandvid frem for den falske beskedenhed. Den overbevisning bliver en del af hans eftermæle – og han får lov til at leve i det, fordi en engel – i skikkelse af Bodil Jørgensen – følger ham et stykke af vejen ind i efterlivet, og hun viser ham, hvordan det virkelig var undervejs. Thorvald Mors – den kække kunstmaler – har ikke andet valg end stiltiende at lytte til, hvem han var. Det er dødsensalvorligt og vældigt livsbekræftende; vi må være dem, vi egentlig er – og kun i kraft af andre.

Erik Clausen; selv er han en gøgler. Født til hvad som helst – og ingen hr. hvem som helst. Det er kun ham, tænker man, der kan tale proletariatet op, så det på en måde bliver til en poesi, vi kan længes ind i. Erik Clausen er en del af danmarkshistorien.

Født i Københavns sydhavnskvarter, derude hvor boligkareerne og storindustien var hinandens bedste betingelse – og hvor Valbyparken gav genlyd

af leg. Sådan rigtig leg. Hans far var mekaniker og fraværende, men han hed Carlo, og han forførte i sin tid fabriksarbejderske Lilly Carla Clausen, født Knudsen, i en baggård efter et bal i Folkets Hus. På den måde er han et produkt af fagbevægelsens kulturpolitik, Erik Clausen, der kom til verden 7. marts 1942. I omegnen af 9 måneder efter det bal. Han voksede op med vigende blik, uregerligt hår og lidt halvskrammer på både knæ og sjæl. Det fik man dengang, hvor barndommens gades patos-poesi skulle leges frem i baggårde, som man delte med de gadedrenge, der for længst var blevet alt for voksne.

Hjemme knoklede hans mor – i ordets egentlige og for længst glemte – forstand, som ufaglært fabriksarbejder, hvis pligt var at forsørge Erik og hans bror.

Og det var ikke for sjov, men hun kunne godt nynne imens – Eriks mor - de der sange, der handler om Jens – vejmanden og hans kammerater; sørgelige, melankolske viser, der på en måde spejlede sig ind i en stemning, som man siden hen har set på film; Clausens film: ”Jeg kan huske, at jeg som knægt spurgte min mor, hvorfor hun altid sang de der triste sange – og så sagde hun, at det jo sådan set var meget rart, at høre om nogen, der havde det værre end hun havde,” siger Erik Clausen.

[ 9 ]

[ERIK CLAUSEN]

[

Jeg må sgu takke det velfærdssamfund for, at have lært mig at gøre noget med mine hænder

Derhjemme lærte jeg at lyve Arbejderklassen blev i forening med kunsten en art alliance, der skabte grøde i klassesamfundet og velfærdsstatens indlejrede solidaritet fandt stadig større klangbund i en nation, der kun nyligt havde påbegyndt den radikale samfundsforandring, der sendte kvinder på arbejdsmarkedet og patriarken ud i potentielt frit fald. Erik Clausen kalder det sit held, at han blev barn af den velfærdsstat og kunstner i dens billede; ”Mennesker udvikler sig i kraft af hinanden og i kraft af nogle objektive forhold. For mit vedkommende var jeg barn, da velfærdsstaten begyndte at slå igennem. Og velfærdssamfundet – som stort set er socialdemokratisk defineret – er genialt. Blandt andet fordi det gav jævne folk – arbejderklassen – opmærksomhed. Det var ligesom os, der var på dagsordenen – og de nye tider med fritidshjem med venstreorienterede pædagoger, der lavede julegaver med os børn hele vinteren… biblioteket og skolen, der dukkede op, derude i Sydhavnen… Der var, husker jeg, en journalist, der mange år senere spurgte mig, om det der med håndværk var noget, jeg havde lært derhjemme – det er det ikke, der lærte jeg at lyve. Der var så meget fejet ind under gulvtæppet – far eksempelvis - så man trådte lidt varsomt. Næh, jeg må sgu takke det velfærdssamfund for, at have lært mig at gøre noget med mine hænder,” konstaterer Erik Clausen.

Erik Clausen, svajerdrengen, malersvenden og drengen fra blokken blev kunstner, og det kan godt

]

være, at han er formet af arbejderklassens ligefremme rationale; også selvom han nok ikke tilhører den længere. Det ved han godt, siger han. Men solidariteten er ubøjelig – og han mener, som han altid har gjort, at vi har meget at lære af dem, der tænker solidaritet som et fælles anliggende – en sag, der er hævet over alle rammer og klasser.

Og måske så han det – sådan for alvor – da han kom lidt på afstand af det hele på Krogerup Højskole, hvor han efter at have aftjent sin værnepligt på Bornholm, fik kringlet sig et fire måneders ophold med fagforeningens velsignelse og understøttelse med sig i bagagen. Han læste bøger på den højskole. Og sang. Og han så den kultur, han selv skulle blive en meget stor og vigtig del af – og så fik han samtidig øje på det kulturelle mindreværd, der stadig fyldte – og måske fylder – steder i samfundet, hvor der ellers er god grobund for den kultur, der definerer hvem vi egentlig er; "Socialdemokratiet var sådan set hovedpersonen for os. Det var velfærdssamfundet og vores mulighed – det er sådan set stadig hovedpersonen, og man kan sige meget om den politik, men de har jo ikke ligefrem udfordret arbejderklassen voldsomt på det mentale, kunstneriske og kulturelle område.

Og der er mindreværdskomplekser på de områder – og derfor ender vi med at holde os til det sikre; Giro 413 og John Mogensen. Det er det, jeg er vokset op med. Sådan var det. Og sådan er det faktisk,” siger han.

[ 10 ]

[ERIK CLAUSEN]

[ 11 ]

[ERIK CLAUSEN]

[ 12 ]

[ERIK CLAUSEN]

Clausen & Petersens gadecirkus Det var det, Erik Clausen, i selskab med Leif Sylvester, som han mødte efter sit højskoleophold og i sin tid som malersvend, hvor en dygtig faglærer langsomt fik åbnet op for et andet greb på penslen for Erik Clausen, skulle ud og skabe en forandring i. De to mødte hinanden i forbindelse med kunsten, som de begge beskæftigede sig med i slutningen af 60’erne, og som blev deres fælles udgangspunkt for det samarbejde, der blev til Clausen og Petersens Gadecirkus, der sidst i 70´erne turnerede i de Københavnske gader og stræder som politisk påmindelse om værdien af røde faner. Og næser.

Erik Clausen og Leif Sylvester var et stærkt makkerpar, der sammen satte gang i den transformation, der gav kunsten og kulturen en ny scene at udfolde sig på. De lavede film, teater, musik og malerier og alle kan huske, hvor meget man forstod, hvad der var på spil. Midt om Natten, filmen – der gav de to deres folkelige gennembrud. Erik Clausen er soundtrack til flere årtier og han har portrætteret os og dem og Danmark i utallige film, der har indskrevet sig som klassikere; ”Vi var en del af den nye generation. Den første, der ikke dukkede nakken og gjorde sig usynlige.

De første, der ikke gjorde sig allermest umage med at fremstå veldresserede. Vi var børn af velfærdssamfundet, og hvad gør man så, når man kommer fra Sydhavnen; man dyrker enten sport eller bliver student. Hvis man blev student var det lidt som om, man holdt med det andet hold. Studenterne ændrede sig – ændrede deres måde at tale på… de fik sådan en konverserende tone og der var også noget fysikalsk – kindbenene ændrede sig på en eller anden måde, så de fik sådan en arrogant profil – i øvrigt noget man ser ofte hos veluddannede mennesker af en eller anden grund,” funderer Erik Clausen – og konstaterer, at det ville være mere meningsfyldt, om de i stedet satte pris på, at det er arbejderne, der har betalt for deres uddannelse.

Han blev ikke student. Han dyrkede sport og greb den sanselighed, der var i den kunst, han beskæftigede sig med. Pigerne med det lange udslåede hår og de stærke holdninger. Dem, der var frie og frembrusende og ikke, som pigerne hjemme i gården, lignede deres mor som 18-årige. Han malede billeder og udstillede og fik et chok over fantasiløsheden i det etablerede kulturliv, der var både snobbet og elitært. Han overvejede, om han kunne gøre noget for at passe ind. Og besluttede sig for at gøre det modsatte. Og det var det, de gjorde - Clausen og Petersen…

Det lod sig gøre, fordi samfundet var indstillet på at lytte til de stemmer, der endnu ikke var hørt. Man kunne, fortæller Erik Clausen, pludselig gå ind fra gaden og søge penge til at lave en film for. Den nye politiske bevidsthed viste jævne folk tillid – og kunsten og mangfoldigheden havde gode kår. Virkelysten var der: ”Det er lidt interessant, det der med, at arbejderklassens forhold til at arbejde, handler om at være ansat - og det er også samfundets opfattelse; du skal være ansat. Hvis ikke du er det, så arbejder du ikke. Jeg har ikke været ansat noget sted i 40 år, så jeg arbejder altså ikke… Problematikken er interessant, for arbejderklassen er ikke selvproducerende – nå, jo – det er de så, når de bygger om på deres kolonihaver eller lægger terrasse – men den virkelyst er aldrig slået igennem politisk. Tjek lige nede i byggemarkedet søndag eftermiddag – jeg siger dig, det danske folk har virkelyst! Og det er et smukt ord, i øvrigt. Virkelyst. Vi laver alle mulige ting – det er bare ikke anerkendt som arbejde. Fodboldtræneren, der frivilligt knokler rundt med en flok drenge, moderen med tre børn, filmmageren med momsnummer og firmabil – det er bare ikke arbejde,” siger han.

[ 13 ]

[ERIK CLAUSEN]

Måske er det noget med vækst. Vi skal jo vækste og skabe positiv udvikling og udsigt til mere løn og stigende forbrug, siger landets overvismænd. Det kan kun gå for langsomt – i virkeligheden; ”Jeg bliver hensat i raseri, når folk der ikke deltager i produktionen, men kun i administrationen, henstiller til, at vi skal skabe vækst. Det svarer, mener jeg, til, når man i gamle dage skreg på djævlen i kirken.

Flere og flere mennesker får stimulerende piller for at holde tilværelsen ud. Hvem fanden er det der siger, det er godt med vækst? Det er mærkelig tid vi lever i – kunne man forestille sig, at vi skulle have minusvækst i nogle år og lige finde os selv. Det går simpelthen ikke, at folk må have medicin for at holde samfundet ud. Vi er nødt til at finde en blødere form,” siger Erik Clausen, der selv arbejder meget.

Stadig – også selvom han er 75 år og måske ikke behøver. Han er drevet af skabertrang – og ud over at være filmaktuel, er han det meste af efteråret på turne med talkshowet ’Fra den ene hjernehalvdel til den anden’ – et show, der handler om alt det, han har levet og lært. Anekdoter og betragtninger, som han deler, fordi alt det, der var – er en del af det, vi er. Og det er sjovt og underholdende og ligefremt, fordi han tør mene meget; ”Jeg er et privilegeret menneske – men med udgangspunkt i arbejderklassen. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende med firmabil. Og jeg er ikke bange. Det har jeg aldrig været. Jeg er social-suveræn, for jeg kunne altid køre taxa eller tage ud og male for folk. Og derfor kan jeg rejse rundt med min Klods-Hans metode, selvom den irriterer de etablerede. De synes, at Clausen er irriterende. Hvorfor fanden skal hun nu lave film om døden og diskutere politik? Kan han ikke bare lave en folkekomedie, hvor postbuddet triller ned af trappen…”

Det er næppe sandsynligt. Han mener noget. Og han vil os noget, med det han skaber. Han er et nysgerrigt menneske, der gør sig umage for at være nærværende. Det er ikke så langt tid siden, at han

blev opmærksom på, at han gik til flere begravelser, end han gik til bryllupper og dåb. Og så så han det, vi ser; det ufattelige. Døden som en uanfægtelig tragedie. Der, hvor selv det magtfuldkomne menneske må resignere. Og vi kan ikke vide, hvad der sker – men vi kan både tro og håbe, og så gør vi måske klogt i at anlægge et andet fokus; livet, hvordan er det nu, vi lever det. Gør vi os umage med det rigtige? Og har vi levet – både for os selv og for de andre; ”Døden er en tragedie. Nej, ikke altid – vel? Hvis jeg faldt om og døde – jeg er 75 år gammel og har oplevet meget – så er det ikke rigtigt en tragedie, vel?

Det er det, når et barn dør eller når et ungt menneske bliver kørt ned. Og det er det fordi, de ikke har levet. Livet er, at man har oplevet kærligheden og erotikken og sig selv. Når du dør, så står dit billede der og viser – uimodsagt – hvem du var. Og hvem var det så? Fik du set det, du ville? Har du oplevet kærligheden i flere skikkelser – og kan du køre forbi et hus og pege ind og sige, at det har du været med til at bygge? Eller var du bare en papfigur – og var livet spildt? Det er da ærgerligt, når folk dør – men det er ikke altid en tragedie,” siger han.

Man må fandme godt have det rart Og på en måde er det hele op til dig selv, siger han.

Det er ikke alle, der har de samme muligheder – men vi har forudsætningen for at vælge, om det skal være et trist liv. Vi kan koncentrere os om til stadighed at tale i nutid – også selvom vi er et produkt af en fortid. Den evindelige skyldfølelse, den Erik Clausen ser malet i øjnene på mennesker, der konstant vurderer deres egen indsats som borger i vækstsamfundet, den skal vi droppe. Vi skal bare erkende, at mennesket ikke er fejlfrit; vi er – også – drevet af kødets lyst og vi er utilstrækkelige. Vi er griske og jaloux og vi må bare erkende det – se djævlen på skulderen, foreslår Erik Clausen – for englen sidder på den anden;

[ 14 ]

[ 15 ]

[ERIK CLAUSEN]

”Jeg ser, at folk er martret af den der ide om, at de ikke er gode nok. Det er der sgu ingen, der altid er.

Og så bliver vi bildt ind, at det er fordi, vi ikke er dygtige nok og er forkerte, hvis vi lever af overførselsindkomst. I min familie var der mange, der levede af sociale ydelser – og så er problemet, at man ikke må nyde det. Så skal man bare være taknemmelig. Nej, man må fandeme da godt have det rart – hele ideen er, at du har ligeså meget ret til at nyde det, som den der tjener mange penge. Du må godt nyde livet alligevel,” siger han.

Det er velfærdsstatens skyld. På sin vis. Den er i defensiven. Vi er så bange for at være forkerte og for ikke at passe ind, så vi bliver bange; ”Der er fandeme da ingen, der gider høre på den der

defensive snak. Vi skal i offensiven. Vi skal holde op med at bilde folk ind at de er forkerte og for tykke eller for tynde eller arbejder alt for lidt eller lidt for meget. Det er lige meget og folk bliver frygtsomme, når de er så kontrollerede. Når du er født, så har du ret til at leve. Punktum. Det er rigeligt,” siger han, ”og det er det, som kunsten og det jeg laver, kæmper i mod; den der tendens til, at samfundet bliver en form, der kan gøre folk rigtige eller forkerte.”

Måske har det altid været et ærinde. Jeppe Aakjær og Jens Vejmand; det handler om solidaritet. Ikke næstekærlighed, men solidaritet. Og der er forskel, for solidaritet er en handlingsorienteret ting. Det er det, der er ved kunsten, den har en mental effekt som værk. Og det er derfor, siger Erik Clausen, at

[ 16 ]

[ERIK CLAUSEN]

[

]

Vi skal stoppe med at sige at folk er forkerte, for tykke, for tynde, arbejder for lidt eller for meget. Når du er født, har du ret til at leve. Punktum.

hans gode ven og kammerat Kim Larsen, den danske nationalskjald, har haft - og har - større indflydelse på det danske folks mentalitet end hele Socialdemokratiet tilsammen. Og det er noget af det, der gør kulturkampen værd at følge, konstaterer han - at den ligger på så mange planer – også det æstetiske. Han er selv en del af den fortælling. Han har været med til at skabe den, og han er en af dem, vi har lært af. En del af den fortælling, som vores verden nu står på. ”Det er det, der er med kunsten. Vi går ind og sætter os på skødet af folk – helt inde i det ukrænkelige privatliv. Der, hvor der er identifikation. Det er det, jeg arbejder med. Du skal kunne genkende dig selv i en Erik Clausen film, fordi det er der, det bliver vedkommende,” konstaterer han.

Og han vil jo noget. Han har lært at kæmpe for sin

sag. Den sociale indignation er en art vuggegave, og han værner om den, fordi der hvor livet bliver en kamp er der stof til eftertanke. Der er noget at forandre. Erik Clausen kan omsætte det uforløste i mennesker til en lyd, en farve eller et billede. Han kan fortælle en historie, så den er solidarisk med en sandhed, de fleste genkender som deres egen. Livet har lært ham det, siger han. Han takker tilværelsen for sin hårde tid som lærling – den uddannelse, som intet universitet eller filmskole havde kunnet give ham.

Livet er en kamp. Han synes, det er hårdt – og han har klaret det godt. Han arbejder, ikke bare for at tjene penge - men som en måde at være i verden på.

Med mennesker i et nu – og altid i lyset af den nye dag, som man skal turde tro på.

[ 17 ]

[EN VOKSENVEN]

[ 18 ]

[EN VOKSENVEN]

en voksen ven

[ tekst: PIA MØLLER SØE - fotos: JONATHAN SØE ]

[ 19 ]

[ 20 ]

[EN VOKSENVEN]

Morten Bak er 49 år gammel og far til to piger på 17 og 15 år - på deltid, for han bor ikke længere sammen med deres mor – de to flyttede fra hinanden for 12 år siden, men han har altid haft sine børn boende halvdelen af tiden. Han har prioriteret familien og tror på fællesskabet som en helt almenmenneskelig drivkraft; det nære fælleskab, der gør en forskel for de fleste - også når det ikke findes.

Det er troen på det fællesskab, der har fået ham til at engagere sig som frivillig i flere organisationer, og det var et opslag på Facebook, der gjorde Morten Bak opmærksom på Landsforeningen Børns Voksenvenner – en frivillig organisation, der matcher børn med voksne, der kan tilbyde deres tid og nærvær i en venskabsrelation. Fordi hans egne piger er blevet store, følte han, at der pludselig var bedre tid og mere overskud, så han responderede på opslaget, der søgte voksne mennesker med tid og overskud til et barn, der savner en sund og sjov relation, der med tiden helst skal føles som et venskab. De børn er der egentlig mange af – flere på venteliste – og Morten følte sig som én af de voksne, der havde noget at tilbyde.

Han arbejder som udviklingskonsulent i Jutlander Bank, bor i et parcelhus i et hyggeligt nordjysk villakvarter og dyrker en smule løb og lidt golf i sin fritid. Han har hund og så han har god tid – og et

overskud, der betyder, at han nemt kan afse en dag til Matthias hver 14. dag. Matthias er Mortens nye ven. Han er 8 år gammel og bor alene i Danmark med sin mor, der er fra Island – ligesom Matthias far, der ikke bor sammen med familien i Danmark.

De to har derfor ikke meget kontakt, ligesom der heller ikke er bedsteforældre eller anden familie i området, som kunne være den relation, Matthias gik og savnede – uden at han selv vidste det. Det gjorde hans mor til gengæld, og det er hende, der har kontaktet Landsforeningen for Børns Voksenvenner, der i Danmark – siden opstarten i 1990 – har etableret kontakt og skabt mere end 3700 venskaber mellem børn og voksne. Venskaber, der bygger på ideen om, at alle børn har brug for dedikerede voksne med overskud til at engagere sig i børnenes verden. Og det er ikke alle, der har den slags voksne i deres nære relationer – heller ikke selvom de egentlig er både sunde og ressourcestærke, for i dag er der langt flere børn, der vokser op i skilsmissefamilier og ændrede familiestrukturer - og i verden, hvor voksne har travlt. Det kan de sommetider blive nødt til at have, hvis det hele skal hænge sammen – og fordi mange bedsteforældre også er taget på job, når man ellers godt kunne trænge til et knus eller et spil LUDO, er en organisation som Børns Voksenvenner en stor ressource, der kan kompensere for den kontakt, noget tyder på, at mange børn mangler.

[ 21 ]

[EN VOKSENVEN]

[

Jeg tænkte, vi kunne komme ud og spille bold og gøre noget af det, mine piger ikke har været så optaget af

Da Morten havde responderet på Facebook-annoncen for Børns Voksenvenner – for det gjorde han prompte - blev han kort tid efter ringet op af den lokale afdelingsleder, der bad ham om at komme til et interview, hvor intentionen var at afdække, om Morten egnede sig som voksenven: ”Det er på ingen måde sådan, at man kommer i krydsforhør eller skal afhøres om alt muligt personligt, men det er selvfølgelig vigtigt, at man får afklaret om det her er noget, man magter, fordi det er en væsentlig relation for børnene, så den skal også være varig – man skal altså gøre sig klart, om det er noget, man virkelig vil og kan – og det er det, den allerførste samtale skal afdække,” fortæller han, ”ligesom det også er den, der er med til at give organisationen en fornemmelse af, hvem man kunne passe sammen med.”

Børn og voksne får mulighed for at udtrykke nogle ønsker og forventninger til relationen - både omkring køn og interesser, så der fra start er grobund for venskabet – og selvom Morten ikke havde alverdens præferencer, så ville han alligevel gerne have en drengeven: ”Jeg tænkte jo, at vi så kunne komme ud og mosle lidt i haven, spille bold og gøre nogle af de der ting, som mine piger ikke har været så optaget af,” griner han.

]

En repræsentant fra Børns Voksenvenner besøgte efter det første interview Morten og hans to piger i deres hjem, og så blev han bedt om at forfatte et brev til en dreng, der hed Matthias – den dreng, de forestillede sig, Morten kunne blive en god ven for; ”Det var et noget underligt brev at skrive, for jeg vidste jo ikke meget om Matthias, men jeg forsøgte at tænke på, hvad en dreng på dengang 7 år ville finde interessant, så det med, at jeg arbejder i en bank blev mest til en fodnote,” smiler han. ”I stedet fortalte jeg om min hund, Luna, mine piger og de ting, som jeg godt kan li’ at lave og som jeg måske forestillede mig, at vi kunne lave sammen,” fortæller Morten.

Morten fik også et brev fra Matthias og hans mor, og så blev der aftalt en dato for det allerførste møde. Morten besøgte, sammen med repræsentanter fra Børns Voksenvenner, Matthias – og selvom det selvfølgelig var en noget særlig situation, så havde Morten en intuitiv fornemmelse af, at de to var et godt match: ”Det er jo selvfølgelig lidt specielt at mødes den allerførste gang – og ja, man er jo lidt nervøs, men allermest var jeg spændt, og jeg havde med det samme en fornemmelse af, at Matthias og jeg nok skulle få nogle fine oplevelser sammen,” fortæller Morten. Matthias drønede rundt i lejligheden og viste mig alle sine ting, han havde købt en blomst til mig og ville meget gerne have kontakt, så jeg synes, vi kom godt fra start.”

[ 22 ]

[ 23 ]

[ 24 ]

[EN VOKSENVEN]

[

At gøre en livsvarig positiv forskel for børn og unge med spinkle eller svære familieforhold

Ideen med Børns Voksenvenner er, at gøre ”en livsvarig positiv forskel for børn og unge med spinkle eller svære familieforhold”. Foreningen består landsdækkende af mere end 40 lokalafdelinger og den er hverken politisk eller religiøst funderet, men bygger på en idé om frivilligt engagement og kun et fåtal af afdelingerne har fastansatte til at varetage logistikken omkring venskaberne – de allerfleste baseres udelukkende på den frivillige græsrodsstruktur; ”Det her skal være drevet af et oprigtigt engagement, for der er ikke nogen organisation, der ligesom fastholder relationen – selvfølgelig er der hjælp og sparring, men det er egentlig primært i de fællesskaber, der opstår mellem os, der er voksenvenner, og som mødes for at udveksle erfaringer,” fortæller Morten. ”Ideen er altså, at når foreningen har matchet et barn og en voksen, så er man selv ansvarlig – og har forhåbentlig også lyst til – at være en oprigtig del af et barns liv,” siger han.

Morten og Matthias har snart været venner i et år.

De ses som regel et par gange om måneden, og det er forskelligt, hvad de foretager sig. De har været i zoo og i svømmehallen, men de bruger også en hel masse tid på bare at være sammen hjemme hos Morten, hvor de leger i haven, med Mortens hund, går en tur sammen eller bare nyder hinandens selskab. Matthias har en solid baggrund og en mor, der på alle måder magter opgaven som omsorgsperson, så det er ikke det, der er på spil for ham.

]

Han har bare ikke så mange andre end hende – og det er i virkeligheden symptomatisk for mange af de børn, der står på venteliste til en voksen ven hos Børns Voksenvenner; det er sunde og glade børn, hvis voksne omsorgspersoner evner at se, at det fællesskab, der engang var hele fundamentet for vores tilværelse; familien, som en livsvigtig relation, der var med til at forme os som mennesker og opdrage os til fællesskabet, er under forandring, og at mange – både børn og voksne – er mere alene.

Alle har brug for en ven – også Matthias, hvis mor Morten ofte taler med før og efter et besøg, fordi de begge to har interesse i hans trivsel, og fordi Morten og Matthias på mange måder er blevet en del af hinandens tilværelse, så det giver mening, at han føler sig som en af hans nære voksne, og derfor følger med i hans hverdag. Det er en ligeværdig relation – en interesse i Matthias, der, forestiller Morten sig, selvfølgelig skal være en del af hans liv nu. Ikke på bestemt tid, snarere altid – og Mortens familie har selvfølgelig mødt Matthias, der ubesværet er blevet en del af deres fællesskab.

De er venner nu, Morten og Matthias – og det giver mening. Morten er hverken andet eller mere end en god ven; et menneske Matthias tilbringer noget tid sammen med – og som repræsenterer en opmærksom voksen, én der ser og hører ham og får ham til at føle sig som en del af et større fællesskab. Det er i virkeligheden bare det, det handler om; et værdifuldt venskab.

[ 25 ]

[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]

Dette barn blev 18. Du gætter aldrig hvad man derefter kaldte ham...

Jeg har aldrig sprunget bungeejump. Det er også stærkt begrænset, hvor meget ekstremsport, jeg dyrker, med mindre, man accepterer at for mig er sportsudøvelse så sjælden, at al sport er lidt ekstremt.

Dels er jeg af natur, hvad jeg vil betegne som ”forsigtig”, eller hvad man i min barndom stadig turde kalde ”en rigtig tøsedreng”, og dels så minder stand-up komik som fag, lidt om at kaste sig ud i den frie luft, og håbe elastikken holder: Det hjælper at have gjort sit forarbejde, men helt tryg kan man aldrig føle sig. Så jeg har aldrig oplevet behovet for i min fritid at udsætte mig selv for hårrejsende oplevelser i stil med offpiste-skisport eller kitesurfing eller at være Inger Støjbergs bordherre for at få pulsen op og adrenalinet i blus.

Men HVIS jeg følte den trang, så ved jeg godt, hvilken sport, jeg ville vælge: Nemlig den farligste og allermest ekstreme, der kan dyrkes på dansk grund, og som jeg på det allerkraftigste vil fraråde andre folk at kaste sig ud i: Irettesættelse af andre menneskers børn.

Prøv det dog! Det giver en helt gratis overfusning, af typen, man bedst kender fra de sociale medier, men ude i den friske luft. Og det er faktisk ikke spor svært, for man behøver ikke kaste sig ud i en ”fuldtonet Lektor Blomme” i første forsøg. Man kan faktisk starte helt uden at foretage sig det mindste.

[ 26 ]

[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]

Et utidigt suk eller et blik i den forkerte retning (op!) kan i 2017 være nok til at sende en nutidig forældre ud i en rødprikket stratosfære af arrigskab.

Jeg ved ikke om det er de mange krav, eller vi bare bliver stressede af at overtænke forælder-rollen, men man skal i hvert fald ikke gå så vidt som til at påtale podernes adfærd ude i offentligheden, før frustrationerne vælter ud af deres forældre. Bare et forsigtigt ”må jeg lige komme forbi” kan afføde en harmdirrende belæring om ”at lade børn være børn” og det vil jeg også meget gerne lade dem, men behøver de stå og være det, lige midt i byens mest benyttede dør?

Og jeg er med på, man må leve med at børn er mere højlydte end vi voksne, (med amerikanere som en mulig undtagelse), og jeg kan sagtens leve med ret meget volumen, men jeg har straks sværere ved at tolerere forældre, der kan se (og høre!) at deres afkom umuliggør enhver samtale for alle andre i lokalet, og stadig ikke lægger nogen form for dæmper på dem. Jo, altså: På dem der påpeger det, men ikke på børnene. Og jeg kan da godt forstå, det er herligt når ens børn for en gangs skyld plager nogle andre, og lader deres forældre være i (relativ) fred, men bare til inspiration har min kæreste introduceret sine børn for det skønne udtryk ”unødig støj”, som faktisk flere gange har præsteret at reducere lydstyrken til et niveau, sundhedsstyrelsen kunne leve med, hvis den blev målt på en byggeplads.

For selvfølgelig skal børn ikke sidde som stumme gespenster af den slags, man finder på gamle fotos af sine tipoldeforældre. (Nytidens børn bliver også så vrisne, hvis man forsøger at retouchere dem om til sort-hvid).

Men jeg synes på ingen måde at børn i dag er mere umulige end de altid har været, og slet ikke så ulidelige som jeg selv var Jeg tror bare at forældrenes adfærd er med til at gøre dem pylrede. Og sorthvide.

De er jo ædelt at ville beskytte dem mod andre menneskers kritik, men det er næppe en strategi, der kan holde hele livet. Og når nogle, forhåbentlig få, børn opfatter det som ”mobning” hvis en lærer giver dem en negativ bedømmelse, så tyder det i hvert fald på at de ikke er vant til kritik.

Hvorfor reagere så skarpt, hvis ens højtelskede pode for eksempel bliver bedt om at dæmpe sig?

Hvorfor ikke bruge lejligheden til en snak om hvordan mennesker er forskellige, og har forskellige grænser, og hvordan man sagtens kan være uenige om hvordan, man bør opføre sig, uden det betyder at den ene part har ret og den anden tager fejl?

Man kunne endda gribe chancen for at fortælle sine børn at en hurtig genvej til kridthuset er at vise hensyn til andres velbefindende.

Det er ikke godt for andre end begravelsesbranchen at skyde budbringeren. Ja, man kan støde på sure og støjoverfølsomme mennesker. På folk, der har en elendig dag og ikke besidder tolerance til mere end eget forbrug. (ca to gram), men det skal et menneske jo lære at håndtere på et tidspunkt, og man lærer meget hurtigere som barn.

Børn bliver voksne en dag (spoileralert!), og de vil støde på fjolser, kødhoveder, hallunker, tæppetissere, filistre, hampehoveder og kæmpeidioter. Uafværgeligt. Der er simpelthen for mange af dem i verden til at det er en realistisk løsning at håbe på at lige dit barn på mirakuløs vi skulle undgå dem.

Så hvorfor ikke lære dem at håndtere uenighed, som det, det er? Resultatet af at vi som mennesker gennemlever vidt forskellige omstændigheder og vores holdninger derfor er spredt ud over hele den moralske dartskive. Og at uenighed ikke er en krænkelse, men en mulighed for at finjustere vores indre kompas og blive bedre til at argumentere for det, vi finder rigtigt.

Den måde, man nu debatterer på, antyder i hvert fald ikke, der er særlig mange som kan tåle kritik, endsige modsigelser, særlig konstruktivt. Tænk hvis vi benyttede lejligheden, når en sur mand i det offentlige rum hidsede sig op, til at fortælle vores barn at forskellighed er fint, så længe man møder andre med høflighed og at hvis barnet følte sig overfuset, så forklare at så kan man selv gå forrest med et godt eksempel og tale pænt til andre, uden at være helt sort-hvid selv?

Ville det ikke være dejligt?

Godt, så fjern den unge fra døren, inden jeg smadrer ham med mine rødvinsfyldte indkøbsposer!

[ 27 ]

[SKØNHED]

JUICY Allan er landmand og Anita er optaget af kost og krop. De to driver sammen Living Superfood, der via www.living-superfood.dk sælger juicer, superfoods og juicekure baseret på naturens egne og ypperste råvarer; superfood, der underbygger og styrker kroppens egen optimale balance og energiniveau.

Deres juicer er ikke varmebehandlede – i stedet lynfryses de lige efter produktion, så næringsstofferne fastlåses - og de indeholder ikke nogen former for tilsætningsstoffer – ligesom de også kun indeholder et minimum af frugt, fordi det er grønstagerne vi har allermest gavn af, og fordi en for stor mængde af frugtsukker er med til at skabe ubalance i vores system, der for manges vedkommende har brug for at restituere.

Vi har testet en 3-dages juicekur fra Living Superfood, der består af tre shots, tre supper, 3 smoothies og 15 juicer, der skal indtages med et par timers mellemrum i løbet af dagen. Man starter med et shot og slutter med en smoothie. Suppen indtages som et aftenmåltid – og sammensætningen betyder, at man faktisk ikke føler sult i løbet af dagen. Man savner sin kaffe, hvis man er sådan en, der plejer at nyde flere (læs; mange) kopper i løbet af en dag, men anbefalingen er, at man erstatter kaffen med urte-the, de dage man juicer. Og den hovedpine, som man godt kan mistænke skyldes manglende kaffe, er jo samtidig en indikation af et overforbrug, og derfor en i virkeligheden fin påmindelse…

Living Superfood 3-dages juicekur indeholder maksimalt 10 procent frugt, en masse økologisk grønt og forskellige superfoods, såsom Aronia,

Havtorn, Hvedegræs, Gurkemeje og Ingefær, ligeledes indeholder kuren de essentielle fedtsyrer omega 3, 6, 7 & 9 og sammensætningen giver kroppen et solidt boost af vitamin og fibre. Og det smager overraskende godt. Også på tredjedagen. Balancen er fin, så agurk næsten trumfer den bitre – men sunde – spinat, og selv rødbedejuicen er rund og mild.

Suppen er et skønt supplement til juicerne, der betyder, at man faktisk føler, at man får et reelt måltid – og smoothien, som Living Superfood foreslår er dagens sidste drik, er så lækker, at selv børn synes, den smager godt! Man kan sagtens juice i tre dage uden at lide under, at man ikke spiser andet. Man bliver træt undervejs, men når man er igennem den lille ”krise” vender energien tilbage på fuld styrke og fornemmelsen af, at have været god ved sin krop er, også mentalt, ret tilfredsstillende. På den anden side af kuren er både krop og sind indstillet på sund kost – man har simpelthen mere lyst til en gulerod end et sukkerchok. En 3-dages juicekur er på den måde for alle – der er ikke nogen, der ikke kan være med – og når juicerne er lækre – og det er de – så bliver det nærmest en fornøjelse uden afsavn, og så er det en virkelig god kickstarter i forhold til at ændre på kost – og måske endda livsstil.

Living Superfood leverer juicerne på frost – indbydende og lige til at putte i fryseren. Dagen inden man skal indtage en juice, stilles den i køleskabet, og så er den klar til indtagelse efter et døgn.

Læs mere om de forskellige juicer og kure på www.living-superfood.dk.

En 3-dages juicekur koster 999,-

[ 28 ]

[SKØNHED]

DET YDERSTE AF NEGLEN MAVA-Flex er et nøje sammensat serum baseret på carbamid, kulhydrater, hyaluronsyre calcium, essentiel citronsyre og B5-vitamin, der har til formål at opretholde en god fugtbalance samt at genskabe og vedligeholde fleksibiliteten i dine negle, der ligesom hud og hår er lidt ekstra udsat i de kolde måneder. Serummet hjælper også med at forstærke neglens naturlige struktur, som kan være skrøbelig eller forandret pga. udtørrende produkter eller andre udefrakommende påvirkninger – og hvis ikke neglen er sund og gennemfugtet, er det svært at få sæsonens fine lakker til at lægge sig pænt på overfladen. MAVA har en helt serie af plejende negleprodukter, og den her er et godt sted at starte, hvis du gerne vil passe på dine negle i vintermånederne.

Vejl. pris 129,95 kr. – drøj i brug.

Forhandlere oplyses på 48 16 55 55.

HO WOOD TIL HÆNDER Botanical gaveæske med Ho Wood & Mandarin håndcreme, som beskytter tør og sart hud. Ideel til tørre, ru og sarte hænder, der trænger til skånsom pleje og beskyttelse – og det gør de fleste hænder her i efterårsog vintermånederne. Også selvom du passer på hænderne med handsker eller stikker dem langt ned i lommen. Det er svært at undvære en god håndcreme og den her er fin – også på badeværelseshylden.

Vejl. pris 79,50 kr.

Forhandles på www.greenpeople.dk

ET MICELLAR MIRAKEL Plaisir All Gone Micellar Water er en alt-i-en ansigtsrens med PEG7 Glyceryl Cocoate, som danner opløsende miceller, der mildt og effektivt fjerner urenheder og makeup fra øjne og ansigt. Aktive ingredienser afhjælper bl.a. udtørring og irritation i huden, så den efterfølgende føles både ren og velplejet.

Indeholder provitamin B5, der virker fugtgivende, plejende og har en reparerende effekt på huden. Lakridsekstrakt forebygger inflammation og mindsker risikoen for irritation i huden. Uden parfume og parabener.

Vejl. pris 64,95 kr.

Forhandles i Matas og på www.matas.dk

[ 29 ]

[SKØNHED]

CREME DE LA CREME Lernberger Stafsing BB Cream er en blødgørende og fugtgivende creme, der fjerner irriterende frizz og gør håret medgørligt, glansfuldt og nemt at rede, så du ikke knækker genstridigt og filtret hår i kampen for at rede det ud. Indeholder jojobaolie og kokosolie, der tilfører håret næring og fugt – og det er der brug for, når efterårs- og vinterkulden sætter ind. Produktet virker samtidig beroligende på hovedbunden.

Ved brug arbejdes produktet igennem det fugtige hår inden videre styling.

Vejl. pris 199,95 kr.

Forhandler oplyses på 70 27 46 00

MATAS TIL MÆND Måske kender du en mand, der trænger til at blive lidt forkælet – måske er du én? Her er i alt fald et godt bud på nogle produkter, der gør hvad de skal – og samtidig tager de sig smukt og maskulint ud på badeværelseshylden.

MATAS MEN gaveæske med kropsplejeprodukter med en frisk og maskulin duft. Hair & Body Shampoo 250 ml og body lotion 250 ml samt en deo spray 150 ml til en værdi af 139,95 kr.

Forhandles via www.matas.dk og i Matas butikkerne i hele landet.

NATURLIG ENERGI Krillivita er et nyt kostilskud med 100 % krillolie fra den norske producent Aker Biomarine. Krillolie er rig på omega-3-fedtsyrer, først og fremmest EPA og DHA - og olien medvirker til at holde nervesystem, hjerte, hjerne og led og knogler sunde – og så stabiliserer det blodsukkeret og støtter kroppens hormonbalance.

Fedtsyrerne i krillolie er bundet til såkaldte fosfolipider, der i forvejen findes også som en naturlig del af kroppens cellevægge. 1-2 små softgel-kapsler giver 500-1000 mg krillolie om dagen.

Dosering: 1-2 tabeletter om dagen.

Vejl. pris 199,95 kr.

Forhandles via www.helsam.dk

[ 30 ]

Læs over 1000 artikler og portrætter

1cetera.dk ET CETERA MAGAZINE

jonas

Madarbejde r i meny

RA MAGA ZINE SEPTEM BER 20 17 - 6. ÅRGANG - SJE

etera_U39

_SLAGTE

R.indd

1

D

FO R M Ø R

H

E

Tilbered krog ribeyes på modnede entrecotes og Start med aten brandvarm pande. fedtkant, så svitse den smagfulde den bliver let sprød

GRATIS magasin med hjem

ENY_Etc

TI

gasin tag

72065_M

N

GR ATIS ma

hjem

TTE UD GAVE

tag med

AS BO

DANSK KROGMODNE T RA

Grønkjær, le Rose rl, n, Pernil s Ladeka Matthese West, Ander Anders m.fl.

Tue der...

Bircow Albæk, Morten rrison, Anders mulighe [ 1 ] mad og James Moer, meninger, Mennesk

GR AaTsIS in GRATIS magasin tag med hjem

HE

Dansk kro valgt af gmodnet ok Kødet MENYs egen sekød er ud mo kv og unde dnes på kro ægopkøbe r. g fugten r denne proce i 10 dage, , mens s forda mø smagen mper intensiv rheden stige r og eres.

Besøg din mere om slagter i ME modned , hvordan du NY, og hør bedste e udskæringe tilbereder kro frem i gdet saf r, så du får de fredag tige kø står vi t d. kla præcis , som du r og skærer Hver bøfferne vil have dem.

AN D R E

GA

OKSEKØNDET

mag

ET CETE

AUGUST 2017 - 6. ÅRGANG - FEMTE UDGAVE

DANSK

KROGMOD

ONLRIKESEN

Gør fredagsburgeren endnu lækrere med en smagfuld steak af dansk, krogm oksekød i midten odnet

tag med hjem 25/08/20

17 14.0 1

[ 31 ]

GR A

IS magaTsin

tag med

hjem

[KOKS KØKKEN]

[ tekst: PIA MØLLER SØE - fotos: JONATHAN SØE ]

Der findes næppe et mere kræsent publikum end børn; de er umiddelbare og ligefremme og for det, der med nogen rimelighed godt kan døbes ”spaghetti-generationen”, kan nye smagsoplevelser være en næsten grænseoverskridende oplevelse…

Men hvad nu, hvis nogen serverede kammuslinger, kalv og kål? Og hvad nu, hvis din mor og far ikke var der, når det skete?

Smagens Time er et initiativ, der opstod i 2011.

Dengang åbnede 67 restauranter rundt om i landet dørene, og mere end 2.700 børn satte tænderne i en velkreeret tre-retters menu. Siden er både antallet af restauranter og børn vokset år for år, og sidste år deltog næsten 100 restauranter i hele landet, der tilsammen mættede godt 4.000 børn. Bag initiativet står Melting Pot Foundation, der blev stiftet af Claus Meyer, samme år, med det formål at forbedre fremtidsmulighederne og højne livskvaliteten for udsatte og marginaliserede mennesker via initiativer, der har mad, madhåndværk og entreprenørskab som gennemgående elementer. Ideen med Smagens Time er at give børn og unge mulighed for at få nye smagsoplevelser – og så stiller restauranterne lokaler, kompetencer og tid til rådighed, så overskuddet fra arrangemen-

tet kan doneres til udsatte unge og madprojekter i blandt andet Bolivia og Brownsville, New York.

Restaurant Mortens Kro har været med siden opstarten, og ”for sådan en gammel mand, der allerede i 1977 lavede kro hjemme i stuen hos mor og far, er det en ret stor fornøjelse, at få lov til at præsentere børn og unge for gode smagsoplevelser”…

Måske især, siger Morten, fordi deres mor og far ikke er med… Og det er en stor del af konceptet, at børn – mellem 5 og 14 år – selv får lov til at gå på restaurant den dag. Og det betyder jo, fortæller Morten Nielsen, at vi kan få lov til at vise børnene, hvor alvorligt vi tager dem. At vi har lavet alt det her mad og gjort os umage for lige præcis deres skyld.

Menuen kreerer den enkelte restaurant selv med udgangspunkt i nogle ”dogmer” – råvarer, der skal indgå i måltidet på en måde, som det er op til den enkelte restaurant selv at fortolke. Årets råvarer var kål, kalv og pære og på Restaurant Mortens Kro er det blevet til; forret pighvarsuppe med kammuslinger, grøn- og rødkål og drys af Panko og til hovedret kalvefilet med puré af gulerødder og hertil kartoffelmos og så til dessert en lun pæretærte med vanilieis.

[ 32 ]

[KOKS KØKKEN]

▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲

SMAGENS

TIME ▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲

om at gøre kål på kalven

▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲▲

Der er mere end 50 børn i restauranten. Velklædte, velfriserede og velopdragne – og både piger og drenge er helt med på præmissen om, at nu skal smagsløgene udfordres og manden nydes, fordi rammerne, Mortens Kro, lægger op til, at man nyder måltidet og den æstetik, der er i restauranten.

Det kan børn godt finde ud af – også de to drenge på ni år, hvoraf den ene selverklæret i den grad er en del af ”spaghetti-generationen”. Faktisk er han, hvis han skal sige det selv, nok lidt kræsen, så han er spændt på, hvordan det hele kommer til at forløbe: ”Det er også en del af det,” siger Morten Nielsen, ”at børnene udfordres lidt og fordi hele konceptet tager dem alvorligt, gør de det samme og så er de mere åbne over for at prøve noget nyt. De smager på ting, de måske ikke ville have sat tænderne i hjemme ved middagsbordet – og så kan vi jo være rigtig heldige, at de får den der oplevelse af, at det faktisk er lækkert, og så tager de det med sig hjem i deres egne køkkener, og så har vi – ud over et godt formål – også været med til at støtte op omkring en udvikling i forhold til børn og måltider. Det kan jeg håbe på – og jeg synes, at det er noget af det, vi har set igennem årene,” fortæller han.

Det smager af umage De to drenge ser en smule skeptiske ud, da de får suppen serveret – det ligner måske ikke helt det sædvanlige aftenmåltid, men det er rigtigt; de smager – og selvom ingen af dem er fuldstændigt vilde af begejstring, så er de heller ikke fuldstændig afvisende over for smagen, og så siger de sammenstemmende, at det smager som om, nogen har gjort sig umage. Det er der nogen, der har. Mortens Kro kan i år fejre 20 års fødselsdag, og det, der startede som en barnedrøm er i dag en moderne gourmetrestaurant med skandinavisk æstetik, et lækkert og ligefremt menukort, der har fokus på råvarekendskab og kokkekunst – det, der betyder allermest er smagen – og den kompetence besidder man her. Stedet har desuden en unik vinsamling og en næsten fuldkommen samling af Dom Perignons – her er plads til kræsne kendere og miljøet er næsten internationalt – ingenting, heller ikke kunsten på væggene, lyssætningen, musikken eller møbeldesignet er tilfældigt. Her skal man spise godt og æstetikken supplerer oplevelsen. Også i børnehøjde, for selvom de mere progressive malerier er dækket til den her eftermiddag i oktober, så bemærker børnene, at her er fint – stemningen er særligt; duftene, lydene

[ 33 ]

[KOKS KØKKEN]

og kigget ud til de travle kokke, der koncentrerer sig i køkkenet. Tjenerne, der smiler og gør sig akkurat ligeså stor umage, som de plejer. Også med at servere hovedretten, der får de helt store smil frem hos de to ungersvende, der genkender gulerødderne og hæfter sig ved kødets farve. De sætter tænderne i begge dele – og selv den dreng, der lever stort set i kød-askese til daglig, kan smage, at det er sådan her, det skal smage, hvis det endelig skal være. De to drenge nyder måltidet og fornemmelsen af at være ude uden voksne – endda i en grad, så de finder selvtillid nok til at bede tjeneren om en opfyldning: ”Okay, man kunne godt smage, at det var kartoffelmos – men det var alligevel på en måde anderledes end sådan som jeg kender det,” siger Gustav, der er ni år og har en mor, der faktisk rigtig godt kan li’ at lave mad. ”Hun er god til det – men det her smager altså lidt bedre. Det er som om, der er noget med krydderierne. Eller måske er det fordi, de har brugt lang tid på at lave det…”

Malthe, der sidder over for Gustav ved bordet, er helt enig. Det smager bedre – og man ”får næsten helt lyst til at prøve at lave det selv. Tænk, hvis man kunne spise det her til aftensmad hver dag. Det gad jeg virkelig godt,” siger han, og måske er det også det, der er på spil: ”Ja, det er jo ikke fordi, man skal stå og lave tre-retters menuer med kammuslinger til aften hver dag, men det er jo – håber jeg – inspirerende hjemme i familierne, når de her børn kommer hjem og fortæller om en madoplevelse, der måske åbner for nogle nye muligheder og måske også giver børnene lyst til selv at involvere sig i køkkenet, siger Morten Nielsen. Malthe og Gustav har lyst – også til at bage brød. Og til at spise det med friskkærnet smør fra Aabybro Mejeri. Det smagte godt – det biodynamiske brød, som restauranten bager med mel fra Aurion i Hjørring – endnu en lokal leverandør, og det er en gammel nyhed, men det passer stadig; råvarerne er en væsentlig del af succesen.

Også hjemme i samtalekøkkenet.

[ 34 ]

[KOKS KØKKEN]

Der er en fin stemning i restauranten og selvom der er stor variation i alder, så er her en rolig atmosfære – med plads til begejstring og nysgerrige afstikkere til toilettet, hvor et tropisk lysspor og en spændende lyssætning kombineret med de parisiske parfumer til fri afbenyttelse, gør selv den oplevelse til noget særligt. Begge køn er nogenlunde lige repræsenteret og børnene er blandet ved bordene, så de også får oplevelsen af at konversere over maden – uden at det er helt så kompliceret, som den slags kan være i en voksenverden. Men de taler med hinanden. Lærer nye navne at kende og griner sammen. Det må man gerne på Mortens Kro – i øvrigt også selvom man er voksen. Ligesom man må danse mellem bordene og nærstudere kunsten: ”Jeg kan godt li’ ideen om, at også gourmetmad har brug for nogle rammer, der giver plads til hele oplevelsen. Man skal ikke sidde og holde på sig selv eller koncentrere sig om at konversere i et passende toneleje. Man skal sidde behageligt og have

mulighed for at nyde både omgivelserne, smagen og selskabet. Det er ideen bag Mortens Kro – både for børn og voksne, og det er dejligt at se, hvordan børnene tager det til sig. Selvom der også kommer børn og unge mennesker på Mortens Kro til daglig, så er det jo sjældent, at vi har fornøjelsen af 50 af dem på én gang,” smiler han.

Desserten er en yderst velvalgt prik over i’et. Lun pæretærte med vaniljeis – der er stor begejstring ved bordene og næsten alle spiser – ret meget – op. Også de to drenge, der ellers synes, at de blev mætte undervejs. De har hygget sig – og fået en stor oplevelse af, at det måske ikke er så dumt, at turde smage sig lidt frem: ”Sådan er det jo med børn,” siger Morten Nielsen, ”deres smagsløg udvikler sig undervejs i livet – der er eksempelvis ikke ret mange børn, der kan lide kaffe, vel? Og det er jo et meget godt billede på, at nye smagsoplevelser skal introduceres hen af vejen og at der også er en konstant udvikling. Det

[ 35 ]

[KOKS KØKKEN]

betyder jo så, at man skal huske at blive ved med at introducere børn og unge for nye madvarer, så de både smagsmæssigt – men så sandelig også ernæringsmæssigt får åbnet op for alle de lækre muligheder, der er.

Man kan godt smage de har øvet sig Det er hyggeligt at gå på restaurant. Også i en god sags tjeneste – men måske er det sommetider mere end det; måske er de fællesoplevelser vi får i måltidsmøderne ude på landets spisesteder med til at sætte gang i bevægelsen hjemme i køkkenet. Det er de færreste, der har tid til at servere kalvekød så mørt, gulerødder så sprøde og fint anrettede og kartoffelmos så velrørt, som Mortens Kro gjorde det til arrangementet her – men mon ikke de allerfleste børn er gået hjem og har mindet resten af familien om værdien af at nyde et godt måltid… Man kan dedikere det til weekenden – eller man kan adoptere små anslag af ideen, forsøge sig frem med en ny råvare – fokusere på kødet og vælge begge dele med omhu.

Det er tanken og håbet – og for Gustav og Malthe, der allerede drømmer om at komme igen til næste år, betød Smagens Time, at de fik tænkt lidt over det der med maden: ”Jeg tror også min mor og far gør sig umage, men de her kokke, har jo også gået i skole for at lære at lave kartoffelmos. Og det kan man altså godt smage,” siger Gustav.

Han glemmer nok aldrig den kartoffelmos og det måltidsmøde. Smagens Time er jo heldigvis et tilbagevendende fænomen, så han kan komme tilbage igen næste år. Morten Nielsen deltager som vanligt, siger han, fordi projektet på alle måder er en kombination af hans egen ide om god mad – og de tråde måltidet trækker ud i verden. Det er måden vi mødes på – det er vores velbefindende og det er i børnehøjde, at vi skal sætte ind, hvis vi vil give gode råvarer og smagsoplevelser de bedste betingelser. Projektet støtter et godt formål – det er på alle måder meningsfyldt.

OM SMAGENS TIME OG MORTENS KRO Du kan læse mere om Smagens Time på www.meltingpotfoundation.dk Arrangementet på Mortens Kro har de sidste mange år været udsolgt kort tid efter billetterne frigives, men restauranter over hele landet deltager – og selvom man skal være hurtig de fleste steder, er det altså muligt, at finde et godt spisested og give børnene en oplevelse ud over det sædvanlige.

Morten Nielsen har udgivet flere kogebøger, så det er også muligt at integrere hans ideer om god mad derhjemme – læs mere på www.mortenskro.dk

SE VIDEO FRA SMAGENS TIME PÅ 1CETERA.DK [ 36 ]

FÅ MERE TID TIL AT NYDE MADEN, FESTEN OG SELSKABET. BESTIL DIN MENU HOS DIN LOKALE MENY I MENY holder vi af mad, og vi holder af at dele de gode oplevelser omkring mad året rundt. Med udgangspunkt i friske og sæsonaktuelle råvarer sammensætter vi velsmagende menuer. Det er din genvej til spændende måltider, når du skal holde fest, invitere gæster eller bare vil forkæle dig selv. Vores slagter og delikatesse giver en håndsrækning til dig, kære madelsker, så du kan nyde maden, festen og selskabet.

[ 37 ]

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT]

VAFLER PÅ GAFLER

KOM I FORM Hos Imerco vil man gerne gøre juletiden ekstra sød – heldigvis, og butikkerne landet over sælger derfor bageforme til særlig julepris, så I kan hygge jer med at bage og brase i en ellers kold og mørk tid. Tag børnene med i køkkenet. De vil elske det – og der findes næppe noget bedre, end at samles om bordet og et brætspil med eget hjemmebag til at forsøde en eventuel sejr…

Bageform. Flere størrelser og former hos Imerco.

Forhandles til særligt favorable julepriser fra 69,95,-

Uhm, det er på en måde duften af en særlig højtid – og den første sprøde bid er den allerbedste… omvendt kan man næsten ikke få nok – og for børn og barnlige sjæle kan det være næsten uudholdeligt at vente.

Med Cook & Baker dobbeltvaffeljern kan du lave 2 x 5 hjerteformede vafler på én gang, så der er rigeligt med vafler til alle - eller dobbelt så mange til dig, når du er lækkersulten efter en god vaffel.

Den traditionelle opskrift, den med hvedemel, bagepulver, sukker, vaniljesukker, mælk og æg, er god – men du kan også erstatte det meste af melet og noget af sukkeret med banan og havregryn, og dermed fremstille sundere vafler, som du jo så måske kan spise flere af. Og oftere selvfølgelig… Vaffeljernet er belagt med PFOA-fri Super-Slip Guld belægning, justerbar termostat og kontrollampe, der viser, hvornår vaffeljernet er klar til brug. 1200 watt.

Cook & Baker. Dobbelt vaffeljern.

Julepris 349,95,- hos Imerco.

[ 38 ]

Opskrift på Bedstes julekage (Kilde: www.maduniverset.dk ) 2 1/2 dl mælk 100 g margarine 50 g gær 2 æg (Størrelse 2 / 135 g ialt) 100 g sukker 150 g rosiner 50 g sukat (minimum) 2 tsk kardemomme (strøgne) 500 g mel

Mælken lunes og margarinen smeltes deri. Gæret smuldres i og de øvrige ingredienser blandes i.

Herefter sættes dejen til hævning i ca. 30 minutter. Efter hævningen slås dejen ned før den kommes i bageform/bageskål og drysses godt med sukker. Bages ved 200 grader i 35 minutter på ovnens nederste rille.

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT]

I STRIMLER OG STYKKER Man spiser – også – med øjnene, og det kan derfor godt betale sig at gøre lidt ekstra ud af måltiderne, sådan på den æstetiske front – og ud over en smule håndelag, kræver det i virkeligheden ikke så meget andet end det rigtige værktøj…

Cook & Baker spiralizer giver dig nemt mulighed for at pynte på salaten eller erstatte pastaen med strimler af squash. Med de 2 spiralizers i sættet kan du kan strimle eller skive frugt og grøntsager til fx en frisk råkost eller en stir fry. Cook & Baker spiralizer tåler opvaskemaskine. Materiale: plastik og stål.

Højde: 7,5 cm. Bredde: 7 cm.

Cook & Baker. Spiralizersæt. 2 dele.

Til skiver og fine strimler.

Julepris 69,95,- hos Imerco.

MED MANDOLIN

…SLÅ ROMMEN I GLASSET

Cook & Baker mandolinjernet kommer med 3 forskellige integrerede skær, samt mulighed for at justere tykkelsen, så du får dine grøntsager skåret præcis, som du foretrækker dem. Mandolinjernet kommer med en lille hætte, så dine fingre er i sikkerhed under madlavningen. Gør det endnu sjovere og nemmere at lave mad – og gør grøntsagerne mere appetitlige, også for de små, som ofte synes det er sjovere, at spise små mundrette bidder. Cook & Baker. Mandolinjern. 3 forskellige integrerede skær samt mulighed for at justere tykkelsen. Julepris 199,95,- hos Imerco

Det er en mørk og kold tid – den perfekte anledning til at hygge sig med et godt glas rom i stearinlysets skær – og æstetikken er ikke ligegyldig… De smukke romglas fra erik bagger a/s vil klæde både drikken og hyggen, og så vil enhver feinschmecker vide, at glassets form underbygger smagsoplevelsen, så den bliver absolut optimal.

Romelskere vil værdsætte de smukke glas, der lige nu fås til en særlig fin julepris – og måske var det i virheden en fin anledning; julen – giv glassene til en, du særligt gerne vil julehygge med. erik bagger a/s.

XO romglas. 26 cl.

Krystalglas.

2 stk. julepris 99,95,hos Imerco

[ 39 ]

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT]

DE KLARESTE KOGLER Naturen er skøn – også på den her årstid, og der findes næppe noget smukkere end de små lune lys, der skaber hygge i en ellers halvmørk tid. Fusionen af de to ting; naturen og lys er usædvanligt fin lige her – og de smukke klare kogler vil pynte, ikke bare på juletræet, men overalt i boligen, hvor de fint kan fungere – også udenfor december.

Celina lyskogler i klar glas eller med snehvid dekoraktion fra Sirius.

Celina (snehvid), H: 8/12/15cm, Vejledende pris 149,-/179,-/199,Celina (klar glas), H: 13/17cm.

Vejledende pris 199,-/249,Forhandlerinfo www.siriushome.dk

EN DUFT AF…

EN KÆR KLASSIKER

Duftpindene fra Meraki spreder en skøn frisk, sød, hyggelig og mile duft af Nordic Pine i rummet – og så ser det i øvrigt fint og dekoraktivt ud. Der er syv duftpinde i en fin 120 ml. flaske og den fine grannote passer rigtig godt til årstiden.

Kähler-vasen er manges fortrukne, og det giver mening... for en buket, blomst eller gren er smuk i den klassiske vase – der tillige fås i mange farver og størrelser – så den passer ind i langt de fleste hjem.

Måske er det præcis den fine stålblå, du går og drømmer om – og så kan du købe den hos Imerco – eller skrive den på ønskelisten, som du kan smide tilfældigt fra dig på et synligt sted i hjemmet…

Kähler. Omaggio. Vase.

Stålblå. 20 cm.

299,95,-

Forhandlerinfo via www.merakishop.dk Vejledende udsalgspris 120,-

[ 40 ]

MIX & MATCH MED CATHEDRAL Snacksæt - 599,95

14 cm - 249,95

18 cm - 349,95

24 cm - 549,95

Cathedral er designet af den internationalt anerkendte emaljekunstner, Grete Prytz Kittelsen, som samarbejdede med det norske jernværk Cathrineholm i 1950erne og 60erne.

Grete Prytz Kittelsen studerede ved Institute of Design i Chicago, USA, i 1949-50, hvor ”mix & match” konceptet allerede var kendt. Grete tog konceptet til sig og var blandt de første til at introducere mix & match i Skandinavien med hendes emaljerede designs i forskellige farver.

Cathedral skålene har et relativt enkelt men let genkendeligt design med en smuk yderside af emaljeret stål. De sorte, hvide og blå skåle kan mixes og matches efter din personlige stil for et dynamisk og personligt udtryk.

Cathedral skålene fås i sort, hvid og blå i 14, 18 og 24 cm i udvalgte Imerco butikker og på www.imerco.dk

CH Cathedral_185x265.indd 1

29/09/17 10.09

[OPLEVELSER]

AT STÅ I DET ÅBNE ’At stå i det åbne’ er en bog om undringsfællesskaber og hvordan filosofisk undren har en dannende effekt. Bogen, der henvender sig til undervisere, vejledere, sygeplejersker, konsulenter, coaches og ledere, der ønsker at trække på philo-sophia – i betydningen kærlighed til visdom og skønhed, er i virkeligheden god for alle, der savner samtalen. Eller bare ønsker at værne om den, fordi man godt sommetider kan glemme, hvad det vi siger i virkeligheden betyder. Og fordi alting til tider går hurtigt i en digital virkelighed. Bogen udfordrer den etablerede videns-orienterede og socialkonstruktivistiske læringsteori ved at præsentere en værensorienteret vejlednings- og dannelsesforståelse, der gør professionsudøverens evne til nærvær og undren uvurderlig. ’At stå i det åbne’ indeholder konkrete eksempler og øvelser i filosofisk praksis, der kan benyttes i pædagogisk sammenhæng. Bogen henvender sig til undervisere, vejledere, sygeplejersker, konsulenter, coaches og ledere, der ønsker at benytte filosofi som motivationsfaktor for læring og dannelse.

Finn Thorbjørn Hansen, der er forfatter til bogen, er ph.d. og cand.mag. og ansat som lektor og vejleder ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet.

Bogen er udkommet på Hans Reitzels Forlag og du kan læse mere og hente bogen som e-bog via www.hansreitzel.dk

F i nn T h or b j ø

At stå i d et åbne DA

NN FILOS ELSE GEN NEM OFIS OG N K UNDRE N Æ RV Æ R

hans

GÅ MED I LUNDEN Mange københavneres yndlings-udflugtsmål, hvor man både kan køre i hestevogn ud i efteråret, komme helt tæt på den store hjortebestand, der består

rn H a n se n

reitz

els f orla

g

af mere end 2000 dyr – og heraf flere hundrede af de smukke kronhjorte, der lige nu er i brunst, eller nyde synet og atmosfæren omkring den traditionsrige hubertusjagt, der rides i starten af november. Man kan også bare tage ud og nydes den storslåede natur og den stilhed, man sagtens kan være heldig at finde en formiddag i oktober. Dyrehaven er naturskov, og det betyder, at beskyttelse af naturen går forud for al dyrkelse af træer. Det er derfor, du kan opleve noget af det smukkeste, mest naturlige og fritvoksende lige her. Og det er noget særligt – en seværdighed, du bør overveje at besøge, hvis du ikke er så heldig at bo i nærheden – og så findes der jo lignende steder og skønne skove rundt omkring i Danmark, som – også – på den her årstid er værd at besøge. Måske egentlig især, så brug en del af dit efterår på at se farverne, mærke vinden og nyde naturen.

[ 42 ]

[OPLEVELSER]

KUNSTEN AT KOGE Brug efteråret på at udforske eller udfordre dine evner inden for gastronomi. Årstiden er god til fordybelse – og der er mange muligheder for at lade sig inspirere og dykke ned i madlavningens verden – både omkring ernæring og kokkekunsten – og du kan gøre det sammen med venner, alene, som familie eller med drengene, så I kan imponere de’ damer med et imponerende måltid. Det er et basalt behov; mad – men det bliver lidt mere sanseligt, når det kan andet og mere end at stille sulten. Der er meget at lære, hvis man har lyst; anretning, sammensætning, den gode råvare og tilberedningen af den. Kast dig ud i det med stor appetit og find det helt rigtige kursus – der er mange af dem i hele landet.

Du kan læse mere og finde et tilbud, der matcher dit behov på: http://madlav.teambuilding.dk/

CLOUDS CLUE Er du en rasende 65-årig mand med udstående øjne, der vil have lov til at råbe fede kælling til fede kællinger? Er du en tavs og skeptisk 12-årig pige, der nægter at tale med voksne? En storrygende og dehydreret 45-årig kvinde på den yderste venstrefløj? En 87-årig kvinde, der ikke har råd til din egen begravelse? En panikslagen dramatiker, der har bidt fingrene af sig selv. Er du nisse? Ufødt? Slagtesvin?

Midt i en aggressiv debat om istidens slutning? Er du faret vild i Sverige, i livet, i mørket uden at kunne finde kontakten, sulten, på randen af sammenbrud, fattig, til grin og tørret i det moderne Danmark? Så spørg Camille Cloud – hun har svar på alt, hun er tidens svar og tidens lyd, for hun har succes og har tænkt på alt, før hun blev født. Line Knutzons CAMILLE CLOUDs BREVKASSE er et desperat humoristisk karaktermord på succeskulturen, hvor alt er 100 procent din egen skyld, et teater fuld af mærkværdige, triste og sindssygt morsomme personager, som beder den benhårde liberalist Camille om hjælp. ’Camille Clouds brevkasse’ af Line Knutzon.

Udkommet på Gyldendals Forlag.

Vejledende udsalgspris 149,95 kroner.

[ 43 ]

[OPLEVELSER]

FOLKEUNIVERSITETET

MUSIC MAESTRO Harry Styles, Nick Cave og Tina Dickow – der er masser af god livemusik ude i efteråret og på www.live-koncerter.dk er de fleste af dem listet, så du kan få et overblik over, om der er noget, du ikke vil gå glip af. Det er verdens bedste julegave; koncertbilletter – og det helt fine er, at du kan købe en til dig selv, så det bliver til en fælles oplevelse.

SPIL SPILLET Folkeuniversitetet tilbyder forelæsninger, kurser, ekskursioner og rejser, der udbreder kendskabet til forskningens metoder og resultater på en seriøs og spændende måde.

Leveret af dygtige undervisere og forskere fra universiteter, højere læreanstalter m.v. t tilbyder Folkeuniversitetet folkeoplysning med indhold - hvad enten du er nysgerrig efter mere viden og inspiration, forbereder en uddannelse eller leder efter anderledes muligheder for efteruddannelse.

Det kan også være, du bare har lyst til at fordybe dig i reformationen, eksistensfilosofien eller kunsthistorien. Måske er du nysgerrig på Shakespeare og vil gerne vide mere om Johann Sebastian Bach… Folkeuniversitetet har 4 afdelinger i universitets-byerne Aalborg, Aarhus, Odense og København samt knap 100 komiteer i det øvrige land – og det betyder, at du næsten uanset hvor du er bosat, har mulighed for at benytte dig af et af tilbuddene – og forelæsningsrækkerne og foredragsholderne spænder vitterlig vidt, så chancen for, at du finder et emne, du har lyst til at dykke ned i er ret stor!

Den første åbnede i 2014 og der er – heldigvis – fulgt flere siden; brætspilscaféer, hvor man kan nyde den der ro og koncentration, der er forbundet med et brætspil. Du kan møde nye med- og modspillere eller medbringe dem selv – uanset, er det en hyggelig måde at tilbringe en efterårseftermiddag eller aften på. Aarhus Brætspilcafé dyrker mødet mellem mennesker med deres ’Meet Up´-mandage, hvor de inviterer folk til at komme og spille med nogen, de ikke kender på forhånd, hver mandag aften klokken 19.00. Aarhus brætspilscafe ligger på Vestergade 58A – og den er, ligesom de fleste andre brætspilscaféer i landet, ret velassorteret, så der er også en god mulighed for at få udvide spillerepertoiret.

Læs mere om programmet i nærheden af din by på www.folkeuniversitetet.dk

[ 44 ]

Førstehjælp til tør, kløende, sart hud og hovedbund Mange kender til tør, kløende og irriteret hovedbund som ofte kommer af lav fugtighed kombineret med store temperatursvingninger ude og inde. Huden strammer og begynder at skælle og klø.

Cosborg Derma B12 shampoo med vitamin B12 har i undersøgelser vist, at være en effektiv, sikker og hurtig måde at behandle problemhud.

Indeholder tillige planteekstrakt fra ginkgo biloba samt vitaminerne B3 og B5.

Uden parabener, parfume og farvestoffer.

Vitamin B12 shampoo modvirker tør og irriteret hovedbund ved at kontrollere produktionen af de stoffer, som forårsager hudproblemet. Virker samtidig kløestillende og beroligende. Hårets vækst og sundhed stimuleres af planteekstraktet Ginkgo biloba. Vitaminerne B3 og B5 styrker både hud og hår.

Kliniske undersøgelser dokumenterer, at Vitamin B12 i cremeform er en effektiv, sikker og hurtig måde at behandle tør, kløende, rød og irriteret hud – både hos børn og voksne.

Med Cosborg Derma B12 Repair bliver huden blød og smidig. Samtidig forstærkes hudbarrieren, så huden igen bliver intakt og kan yde optimal beskyttelse. Uden parabener, parfume og farvestoffer.

Vitamin B12 Repair modvirker tør og irriteret hud ved at kontrollere produktionen af de stoffer, som forårsager hudproblemet. Virker samtidig kløestillende og beroligende. Den genopbyggende og plejende effekt i huden stimuleres tillige af kæmpenatlysolie, sheabutter, hammamelis og provitamin B5.

Se mere på www.cosborg.com Forhandles hos Matas, på apoteket samt i helsekostforretninger. [ 45 ]

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

POSTKORT fra Hollywood Mit navn er Lisa Aybike Kir. Måske kender du mig fra programmet Danske Hollywoodfruer eller madprogrammerne Til Middag Hos, 4 Stjerners Middag og

Masterchef. Eller det kan være du kender mig fra et ugeblad, en avis eller fra en bytur i Jomfru Ane Gade, for jeg er nemlig oprindeligt fra Nørresundby.

Det var faktisk til karnevallet i Aalborg som 14-årig jeg blev opdaget som model og siden da har jeg lavet modelarbejde for bl.a. Vogue og Elle og haft roller

St. Barts St. Barts er et luksuriøst ferie sted, hvor der ikke findes fast food restauranter. Man kan være i fred for en million Cruiseline-turister og irriterende salgs folk med linjer som ”Best Price for you my friend”. St. Barts som har fransk styre har formodet at bibeholde en gammel charme som man nærmest kun finder på film.

D. 6. september ramte kategori 5 orkanen Irma, St. Barts og totalt tilintetgjorde øen og samtidig mit ynglings feriested.

Før og efter billede af St. Barts, det vil tage mindst et år og en sum på omkring 2 milliarder dollars at opbygge øen igen. Men som man siger – minderne kan ingen tage fra os.

Den bedste tid at rejse til St. Barts på er over jul og nytår.

Specielt hvis du absolut ikke er til grantræer og julemand og hellere vil ligge og slikke sol, besøge gourmet restauranter – hvilke der er over 60 af på øen.

Le Ti St. Barth er for folk, der er lidt frit sindet. Det er en restaurant-natklub, hvor der er carbaretdansere og du kan se en del berømtheder.

[ 46 ]

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

i film, musikvideoer og tv-serier.

Jeg er også en hyppig blogger og har skrevet bogen Fra Aalborg Til Hollywood. Jeg bor nu I Los Angeles, Californien med min mand James.

Min klumme fra Hollywood handler om forskellige ting fra livet i USA, kosmetiske operationer, opskrifter, mode, mad, modelarbejde, beauty trends, alt sammen direkte fra Hollywood.

Jeg håber I alle vil læse med, du er også velkommen til og kontakte mig på: lisaaybike@yahoo.com Xo, Lisa Aybike

På St. Barts er der ingen high rise hoteller, der er kun højest to etager, hvilket gør alle hotellerne super behagelige. Bedste hotel er helt klart Eden Rock, som er bag mig!

Min mand som syntes han er sjov!

Dagen efter sådan en aften kan man sunde sig på stranden

Den dyreste vin... jeg nogensinde har smagt!!

Man bruger Euro på St. Barts og en aften, hvor vi var 6 mennesker, der ville dele en flaske vin, bestiller vi den her. Da vi spørger om prisen, siger tjeneren sådan henkastet ”den koster 18”, så vi tænker den koster 1800 Euro. Fair nok, det er en god vin og vi er på en god restaurant.

Da regningen kom, har tjeneren ment den kostede 18.000 Euros. Så med et par flasker champagne og mad var regningen 25.000 Euro. Det er der kommet mange sjove historier ud af senere og jeg har stadig flasken. Som man siger: man skal ikke tage på ferie, hvis man ikke har råd...

[ 47 ]

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

Når jeg dangderer den på St. Barts og glemmer alt om tid og sted, så arbejder andre hårdt. Og en af dem er min veninde Helle som også er dansker og bor i Los Angeles.

En dansk verdensmester og min veninde...

Det er rart med veninder fra Danmark som bor i USA, der nærmest bliver ens familie.

Der har aldrig været en dansk verdensmester i bodybuilding – hverken kvindelig eller mandlig. Det blev der officielt lavet om på for et par måneder siden, for der vandt Helle Trevino nemlig verdensmesterskabet i kvindelig bodybuilding. Hun er en rå kvinde, der får janteloven op i de fleste danskere. Helle brænder for sin sport med et gåpåmod, som jeg kun har oplevet i andre højt professionelle atleter og så er hun tilfældigvis også en af mine bedste veninder.

Helles titler:

2017 Rising Phoenix World Championships

(tidligere Miss Olympia):1. plads 2016 Rising Phoenix World Championship:

4. plads 2015 Rising Phoenix: 2. plads.

1998 Dansk mester og Nordisk Mester

I 2003 ved Jan Tana pro Classic vandt hun sin vægtklasse og overall titlen og kvalificerede sig til Miss Olympia og blev nummer 5 i Miss Olympia 2003, som nu hedder Rising Phoenix. Det ændrede navn i 2015.

Helle trænede første gang, da hun var 17. Hun ville gerne blive tynd og se godt ud. Helle var almindelig bygget og stræbte efter at se ud som modeller i modeblade. Hun blev senere bidt af at vægttræne og var i motionscenter 7 dage om ugen. Hun syntes det var fedt. Man kunne forme sin krop som man gerne selv ville.

Første gang hun stillede op var i 1998 og vandt de danske mesterskaber. Senere gik hun videre samme år til Nordiske mesterskaber og vandt også disse . En overdommer kom bag scenen og sagde ”du kommer til og komme rigtig rigtig langt i denne sport”. Helle fik gåsehud og det gav hende følelsen af, at nu havde hun fundet sit kald.

Endelig er sporten også blevet mere lukrativ for kvinder. Med førstepladsen i år vandt Helle også $50.000 (325.000kr) og en Jeep til en værdi af $65.000 (422.500kr), der nu er 5 forskellige kategorier, man kan konkurrere i; Bikini, fitness, body fitness, fysik og kvindelig bodybuilding.

Der er mange meninger om kvinder i bodybuilding. Helle har altid været en fortaler for, at man må se ud som man vil som kvinde. Hun bryder sig ikke om, at man skal pakkes ind i en boks. Hvorfor skal det være forbeholdt for mænd at bygge muskler og hvorfor er det ok at mænd er overvægtige? Hvordan definerer man maskulinitet eller femininitet?

[ 48 ]

Navn: Helle Trevino Født og Opvokset i Sønderborg, flyttede til USA I 2012 Status: Single

Konkurrence-forberedelser Helle starter 7 måneder før konkurrencen, med diæt og træning. Hun har en coach som kører hendes ret strukturerede diæt. Hendes træning kører hun selv. Hun træner 7 dage om ugen, en times cardio morgen og aften og 2 timers vægttræning imellem.

Hun spiser 6 gange om dagen, hovedsagligt fisk, kylling, grøntsager, ris, havregryn og 20 æggehvider om dagen. Lavt fedt, medium kulhydrater og meget protein.

Helles gode råd til dig som gerne vil ind i sporten Hyr en træner. Man kan ikke forvente at få resultater, når man kaster sig ud i noget, man ikke ved noget om. Ligesåvel som hvis du vil være pro tennis spiller og du hyrer en træner, er en træner nødvendig – især hvis du vil på et professionelt niveau inden for sporten. Det er især vigtigt, man kører en rigtig diæt, så man kan opnå resultater på minimal tid.

Jeg ser tit folk bliver frustreret med utallige dårlige diæter og ustruktureret træning, som slet ikke passer til kundens ønske. Jeg sørger for at mine kunder har realistiske mål vi prøver at opnå sammen. Når mine kunder har succes har jeg succes”.

Så når du har drukket dit sidste glas champagne og spist din sidste McDonalds menu den 1. januar og lover, at du aldrig rører det igen, er det heldigt at du kan få Helles hjælp, da hun er i DK i hele januar.

Helle tilbyder, personlig træning, one on one konsultation og trænings seminar! Se mere om de forskellige services på: www.trainlikeapro.dk eller e-mail coach@helletrevino.com

[ 49 ]

Vi ses i træningscenteret eller på St. Barts Lisa Aybike

[BÆREDYGTIG KULTUR]

[ tekst: PIA MØLLER SØE - fotos: BETINA FLERON HEDE ]

[ 50 ]

[BÆREDYGTIG KULTUR]

NOGEN SKAL JO TA‘

SKRALDET…

[ 51 ]

[BÆREDYGTIG KULTUR]

[ 52 ]

[BÆREDYGTIG KULTUR]

Nicolaj Holm er direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, det har han været siden maj – og han nyder stillingen, der giver ham mulighed for at arbejde med kultur- og erhvervsliv i en fin og rentabel kombination. Han tager opgaven som ansvarshavende for et af landets største kulturhuse alvorligt – for det er blandt andet ham, der tager skraldet – og det er man nødt til, hvis man gerne vil skabe et bæredygtigt projekt. Og det vil han gerne. Han insisterer faktisk.

Aalborg Kongres & Kultur Center blev den 5. oktober landets første certificerede bæredygtige eventsted. Konkret betyder det, at stedet har forpligtet sig til at tænke bæredygtig drift ind som en del af alle – eller i alt fald fleste mulige – arbejdsgange på stedet. ISO 20121 certificeringen, der er en international standard, der sigter mod at optimere den sociale, økonomiske og miljømæssige indflydelse og påvirkning som et events og kulturbegivenheder har på omverdenen - med henblik på at gøre det mest muligt bæredygtigt, er formuleret i forbindelse med COP15, klimatopmødet, som en del af International Organization for Standardizations program for udbredelse af internationale standarder. Det er den, Aalborg Kongres & Kultur Center nu har fået diplom på, at de kan leve op til – og det er væsentligt, siger Nicolaj Holm, for som en af landets store kulturinstitutioner er man forpligtet til at gøre en indsats og bidrage til verdens generelle trivsel.

Aalborg Kongres & Kultur Center er et af Skandinaviens største kongres- og kulturcentre og har

hvert år mere end en halv million gæster – også mennesker og virksomheder, der kommer langvejs fra og bruger stedet i forbindelse med messer – også internationale - inden for både livsstil og erhverv, kongresser – det er eksempelvis her, Socialdemokraterne hvert år afholder deres landsmøde, og som kulturcenter med et program og internationale verdensstjerner, der betyder, at stedet - ud over et højt besøgstal - også genererer omsætning og yder påvirkning på kommunen generelt. Der er rigtig mange mennesker, der skal vaskes op efter, og virkelig mange meter duge, der skal lægges på.

Der skal gøres rent og tændes lys og dagens programmer skal printes. Alt sammen indtægtsgivende aktivitet, der gør en stor forskel for mange virksomheder og mennesker, men også aktivitet, der slider på et miljø, der i forvejen er hårdt belastet.

Det, siger Nikolaj Holm, må man tage ansvar for, og selvom det har været en både dyr og omstændelig proces, så er den mest af alt meningsfyldt; ”Jeg affaldssorterer hjemme hos mig selv – og det bør man selvfølgelig gøre, men jeg stod alligevel sommetider der ved skraldespanden og tænkte, hvad min lille pose sådan nyttede i det store billede,” siger Nicolaj Holm, ”selvfølgelig nytter det noget – men idéen om, hvad vi som en stor organisation med rigtig mange arbejdsgange og procedurer, der kunne optimeres, kunne flytte på, føles alligevel noget mere slagfærdig. Og det var i øvrigt allerede i gang. Aalborg Kongres & Kultur Center har i flere år været opmærksom på at skabe en mere grøn og bæredygtig profil, og da jeg så tiltrådte, besluttede jeg egentlig bare, at det skulle vi arbejde dedikeret videre med.

[ 53 ]

[BÆREDYGTIG KULTUR]

Aalborg Kongres & Kultur Center har en medarbejder ansat til at arbejde med den bæredygtige drift.

Pærerne er udskiftet i de fleste lamper, printerpapiret er miljørigtigt, affaldet sorteres og strømmen leveres fra vindenergi. Medarbejdernes arbejdsgange er gennemgået minutiøst, for det handler det nemlig også om; hvordan og hvorfor løfter vi – og kunne vi gøre det smartere? Duge, der nemt kan bruges igen – bare ikke af Aalborg Kongres & Kultur Center – foræres væk, det samme gør stolene, der efter mange år skal udskiftes og programmet, der udkommer hver år, er knap så glittet som det plejer at være; til gengæld er det mere miljørigtigt.

Det er i messehallerne, at store landvindinger finder sted. Det er her, der knyttes nye kontakter på tværs af landegrænser og her, at forskning og forretning fusioneres til det, der siden hen bliver fremtiden. Meninger brydes og samfundet sættes på dagsordenen, når virksomheder, politikere og interesseorganisationer sætter hinanden stævne til en kongres. Andreas Bo, Verdi, Brygmann og band – Rumpenisserne og røverne i Kardemommeby, Rossi og Romeo – det og de vil os noget, og det, der godt kan ligne tilværelsens overflødige og miljøbelastende luksus, er i virkeligheden en investering i mennesker, der kan veksles til livsduelighed og den inspiration, der tilfører tilværelsen – og arbejdslivet – ny energi; ”Kultur er for mig noget ret essentielt, siger Nicolaj Holm, det er det der skub – eller blide puf – i ryggen, der bringer os nye steder hen. Det er stemninger og følelser, men også et samfundsportræt leveret som satire eller skuespil, der giver os perspektiv på tilværelsen. Jeg er selv – og har altid været – en flittig forbruger af kultur – for mig er det simpelthen en del af det, der driver værket.”

Så vi bliver inspirerede, slapper af og underholdes.

Vi bliver måske ligefrem bedre mennesker af at få tilværelsen sat i billedskønt eller udforende perspektiv. Måske er det små dannelsesrejser med indlagt pause og plads til møder mellem mennesker, som landets kultur- og kongreshuse repræsenterer.

Og det er værd at hæfte sig ved – og lade sig inspirere af, for kulturen er et spejl af et folk og vice versa, så det er ikke ligegyldigt, hvilket signal, der sendes ud til omverdenen.

Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-

Larsen, der flittigt benytter sig af stedets faciliteter og arrangementer udtrykte ved receptionen, der markerede certificeringen, ret stor begejstring for indsatsen – og det er væsentligt, siger han, at vi anerkender bæredygtighed som en del af det, der på alle måder er mest rentabelt for fremtiden: ”Jeg synes jo, at Aalborg Kongres & Kultur Center med det her understøtter kommunens bæredygtighedsstrategi – og det glæder mig, for det er et politisk fokus i landsdelen. Det andet, som jeg hæfter mig ved er, at de igen går forrest – og det er vigtigt, at vi på den måde skaber en dynamik imellem virksomheder, borgere og kommune, så vi får underbygget bevægelsen frem mod mest mulig bæredygtighed,” siger han. ”Kommunen har selvfølgelig været involveret i processen, men det er stedet, der fuldt og helt kan tage æren – og det er set og anerkendt – og jeg håber selvfølgelig også, at det kan være til inspiration for andre,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Bæredygtighed som brand Aalborg Kongres & Kultur Center afholder flere end 1000 årlige messer og konferencer – og efterspørgslen på bæredygtige arrangementer er kun stigende, fortæller Nicolaj Holm:

[BÆREDYGTIG KULTUR]

”Der er en tendens til, at flere virksomheder vægter og efterspørger den miljøvenlige og bæredygtige tilgang til afviklingen af et arrangement – og ligesom det for enhver virksomhed kan være både en tilgang og en del af deres brand, så er vores certificering selvfølgelig også både et udtryk for, at vi tager ansvar – men også et konkurrenceparameter, der betyder, at vi kan byde ind med mere og dermed trække flere arrangementer og mennesker til byen, siger Nicolaj Holm.

Det har taget flere år – selvfølgelig – at nå frem til certificeringen, men processen har i sig selv været smidig. Det giver mening for de allerfleste, at en stor organisation med mere end 55 ansatte, flere tusinde arrangementer om året og en stor afledt effekt på byen og området – både omsætnings- og beskæftigelsesmæssigt, skal være med til at tage ansvar for, hvordan vi passer på planeten – i sidste ende er det det, det handler om, og Nicolaj Holm er stolt over, at Aalborg Kongres & Kultur Center igen har turdet og evnet at gå forrest – det er der tradition for, siger han – og det kan han roligt gøre, for den ære tilfalder Ernst Trillingsgaard, der indtil tidligere på året sad i direktørstolen. Der sad han i mere end 30 år, og han har selvsagt været med til

at opbygge den kultur, der betyder, at man tør tage både ansvar og chancer: ”Vi har arbejdet videre på noget, der var i gang – og nu er vi – foreløbig – lykkedes,” siger Nicolaj Holm, ”men vi er jo ikke endeligt i mål. Det er en proces, der bliver ved med at kræve, at vi er opmærksomme og dedikerede og hele tiden holder øje med, hvordan vi kan udvikle og forbedre. Og det har vi selvfølgelig tænkt os at gøre", siger han. "Jeg er meget opmærksom på det med, at vi for mange er indtrykket af Aalborg – rigtig mange mennesker kommer hertil, når de kommer til landsdelen, fordi de skal til messe, konference eller et kulturarrangement, og så kommer vi til at danne grundlag for deres oplevelse af byen. Det skal vi tage alvorligt – og det gør vi,” fastslår han.

Bæredygtighedscertificeringen er nu en del af historien om et af Skandinaviens største kongresog kulturhuse. Den er givet for tre år – og så er man forpligtet til løbende at udvikle og varetage den bæredygtige profil. Der aflægges løbende kontrolbesøg – og Nicolaj Holm og resten af huset har ingen planer om at fralægge sig hverken certificeringen eller ansvaret.

[ 55 ]

[KASPER WINDING]

I ET NU [ tekst: PIA MØLLER SØE - fotos: MAJA BERWALD RUSSEL ]

[ 56 ]

[KASPER WINDING]

[ 57 ]

[KASPER WINDING]

Han er stolt af at være soundtrack til folks liv – og de må gøre med hans musik, som de har lyst til.

Han er med på, at han for en stor dels vedkommende er en del af soundtracket til en del af deres tilværelse, og nu tager han dem, der har lyst, med ind i sin. Kasper Winding er på soloturné – rejsende i lyden af hans eget levede liv.

Det er fordi, han er stor fan af det der med at udfordre sig selv. Gøre noget, man ikke har gjort før.

Og han har aldrig rigtigt gjort det her før; sat sig til rette bag klaveret – alene – og i et helt enkelt set-up, for at spille de sange, der er en del af den, han er. Hans egne, men også andres, dem, der har gjort uudsletteligt indtryk og har fæstnet sig som en del af hans grundstemning. Det er sådan, man kan møde Kasper Winding rundt omkring i det land, der ikke længere er helt så meget hans, som det var engang. Han fortæller undervejs – og man forstår, at musikken bare er. Mysteriet må til stadighed være uopklaret, for ikke engang han selv ved, hvorfor han kan slå en akkord an, så den kommer til at indeholde alt det, der føles som et savn eller en stor kærlighed, vi ellers ikke kan finde ord for.

Det er bare noget, han kan. Også selvom han ikke altid har lyst; ”Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at jeg kan lave musik. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra eller hvorfor det bliver ved med at komme. Og jeg gør mig egentlig også umage for ikke at finde svar på det spørgsmål. Mystikken forsvinder, så – ikke?

Det fine er også, at det bare er noget, der er. Og jeg har aldrig været i panik eller bange for, at jeg ikke kunne lave mere musik. Jeg kan snarere have det omvendte problem; at jeg ikke kan falde i søvn,

fordi der hele tiden er noget, der kører i hovedet på mig. Noget der melder sig og står i kø. Jeg har skullet træne mig i at lukke ned og finde noget at lave i livet, som ikke handler om musik, for ellers ville jeg høre toner hele tiden,” siger han.

Kasper Winding er musik. Han er på en måde lyden af alt det, der for alvor tog fart i 60’erne og cementeret i 80’erne. Han er udefinerbar, fordi han – ubesværet – defilerer rundt mellem genrene, både som komponist, musiker og producent. Han har lavet det meste - og for de fleste - og bagkataloget tæller både gigantiske hits som ’Sjæl i Flammer’ fra tv-serien ´Én Gang Strømer´ fra 1987 og ´Kom Nu Hjem´ fra albummet ’No. 5’, der udkom i 1989 – og prompte blev til en af folket foretrukne fællessange, en reference, man genkendte både sig selv og hinanden i – men også mere ekstravagante avantgardistiske eksperimenter – en del af dem skabt i kreative samarbejder med – blandet andre - Thomas Blachman. Han har lavet tv- og filmmusik og han har skrevet mange af de sange, som vi kender uden at vide, at han er ophavsmand. ’Made in Europe’ og ’Kiss Me Kiss Me’, som Caroline Henderson hittede med - og så har han komponeret ’Verden i farver’, som Lis Sørensen synger og er tekstforfatter på. Eksempelvis. Han sendte i 2016 albummet ’ ”Fuck Dance Let’s Art’ på gaden - det første siden solo-udspillet ´Voila´ fra 2011, og denne gang i samarbejde med den franske sangerinde Lola Delon. Albummet er en fusion mellem hiphop, soul og lounge – og det er, igen, på en måde en helt ny lyd – med noget genkendeligt, der altid er der. Og måske er det i virkeligheden fornyelsen, som man bedst genkender ham på. Han er aldrig uforandret.

[ 58 ]

[KASPER WINDING]

[ 59 ]

[KASPER WINDING]

[ 60 ]

[KASPER WINDING]

[

Der har været kamp om ilten hjemme hos os, for vi var jo alle sammen sådan nogen, der havde noget at fortælle

Kasper Winding er bosat i Paris med sin hustru, skuespilleren og designeren, Simone Bendix, som han mødte sidst i 80’erne – midt i ’Sjæl i Flammer’euforien, og efter, at han som 16-årig var blevet far og havde levet i fast parforhold i næsten 10 år med den samme kvinde. Ikke moderen til hans næstældste søn, hun hedder Gitte Nielsen, og hende nåede han at bo sammen med en kort periode i København, inden hun forlod ham, fordi hun skulle være kæreste med Sylvester Stallone. Så stod han på en måde bare der, Kasper Winding, forladt og far – nu til to drenge, hvoraf den ældste i dag er 44 år. Han klarede det helt fint, det der med at være far til en baby og popstjerne imens. Og han er stadig far – til to voksne drenge – men også til Polly på ti år og Pablo på 19, der lige er blevet student og er flyttet til Danmark for at arbejde i en bagerbutik – måske med en slet skjult intention om at blive lidt forkælet af farmor, Kaspers mor, Vibeke Winding, der er fotograf og bosat i København.

Det er sådan, Kaspers børn kender Danmark, som et sted, hvor man bliver lidt ekstra forkælet, for de har aldrig boet her. Kasper og hans hustru har boet i England og Paris siden slutningen af 80’erne – og det er også derfor, at det ikke engang for Kasper føles helt som hjem længere; ”Min mor er her, min ældste dreng – Oliver – bor her og så er Pablo lige flyttet hertil for at efterprøve ideen om, at man har det lidt ekstra godt, når man befinder sig tæt på sine bedsteforældre… men siden 1978 har jeg kun boet halvandet år i Danmark, så det er ikke helt på samme måde mit hjem længere,” siger han. ”Og det er vigtigt, at have et sted, der føles som hjemme. Det er en god

]

ro. Og det er vigtigt, at man får pakket ud ind imellem. Når jeg kommer hjem til Paris – og jeg flyver også hjem, når jeg har fridage på turnéen, fordi jeg har en lille datter, og hun er kun lille en gang, så finder jeg den der ro. Det er noget møg at være for længe væk, for jeg holder rigtig meget af den der ro. Det der med, at man ikke føler sig undervejs og har alting med sig i en kuffert. Jeg vil gerne kunne hænge mine skjorter på plads, og vide, at så er det der, de er,” smiler han.

Kasper Winding er vokset op i København. Han er søn af Thomas Winding, forfatteren med den der stemme, vi alle sammen kender, og hans halvsøster hedder Alberte. Hun er også musiker. Hans mor, fotografen, har en søn, der hedder Nicolas Winding Refn, han er filminstruktør, og så er der Thomas bedstefar, der var forfatter og oldemoren, der var skuespillerinde. Hans egen søn, Julian Winding, er musiker og bosat i Tyskland og Polly på 10 år spiller harpe – også på et af de numre, som Kasper har på setlisten på hans soloturné. Han er et produkt af sit ophav, Kasper Winding, det er vi alle sammen, siger han – tricket er, at vi går ud og laver vores egen version og bliver til den tilføjelse, der ikke var der før. Det kan vi gøre, hvis vi er tro over for os selv – og selvom man er ud af et kreativt mekka, så kan man sagtens være sin helt egen; ”Der har jo nok været lidt kamp om ilten hjemme hos os, for vi var jo alle sammen sådan nogen, der havde noget at fortælle,” griner han, ”men jeg har faktisk en søster, der blev sagfører – og det er nok meget godt. Det var nok sådan hendes lille oprør.

[ 61 ]

[KASPER WINDING]

Og hun er dygtig. Men hun er også tegner og illustrerer bøger, så hun har også den anden side – den der kreative del. Mine egne drenge – de to store spiller også musik, og så har jeg en datter på 10, der spiller harpe. Og det er jo enhver fars drøm, at have en datter med langt lyst hår, der spiller harpe,” griner han. Men allermest er det i virkeligheden lige meget. Det eneste, der betyder noget er, at de er glade. Jeg har set, hvad der sker, når der bliver lagt pres på folk for at de skal være noget bestemt. I sådan et miljø, som jeg kommer fra, ligger der et indbygget pres fra omverdenen – ikke nødvendigvis fra familien, men fra alle dem, der jo kommer til at tænke, at når man er ud af det miljø, så er man sikkert også sådan en der lige kan… og jeg er da selv enormt glad for, at jeg ikke kom til at lave det samme som min far,” siger Kasper Winding, ”og jeg har jo så selv en søn, der laver det samme som mig, men han er flyttet til Tyskland, for der kan han få lov til at starte forfra. Så han er væk fra, hvor jeg er.

Og det går ham skidegodt.”

Det lyder lykkeligt. Som om Kasper Winding kommer fra et sted, hvor musikken flyder ubesværet rundt i højloftede stuer, der dufter af den espresso, som baristaerne i Paris er så usædvanligt gode til.

Hans hustru er betagende smuk - og det usædvanlige talent deler de. Man forestiller sig nok, at opvaskemaskinen i sådan et hjem sjældent skal tømmes; ”Det skal den. Og jeg skal også på netbank engang imellem og gøre helt almindelige hverdagsting og passe på med, at musikken ikke tager med for langt væk. Så laver jeg mad og taler med børnene, ser venner og nyder min kones selskab. Der er ikke noget usædvanligt eller anderledes ved mig. Jeg er bare mig. Det er det jeg kan, som folk måske synes er noget særligt. Men det er sådan, jeg vågner. Jeg vågner bare og kan noget med musik, og det fedeste job er, at være sig selv. Og det er i øvrigt også det eneste job, der ikke allerede er taget... Og hvis man er det - og den - så spejler man sig ikke så meget i andre – man er bare og andre mennesker bli-

[ 62 ]

[KASPER WINDING]

ver på en anden måde en del af ens verden. Man ser dem og det de kan, men man er ovre i sig selv og det man er. Tiden har lært mig, at det er et billede andre ser af mig – den, de forestiller sig jeg er – og ikke helt sjældent genkender jeg ikke helt det billede. Jeg er i bund og grund bare mig. Et ganske almindeligt menneske. Og jeg laver musik,” smiler han.

Madlavningen er en del af hans måde at være i verden på. Musikken er en lysbetonet leg – og man har lyst til at være der, hvor det udvikler sig og bliver ukomfortabelt smukt. Det er en betingelse; at det ikke fæles for komfortabelt. Så stopper han. Laver the – og prøver igen. Bryder alting ned og bygger det op på ny, for det komfortable afslører, at man befinder sig et sted, hvor man har været så ofte før.

Og det er ikke det, der er kunsten, siger han; ”For at få alt det ud, man har i sig er man faktisk nødt til at gå ret dybt. Og det er ikke så svært, men det kan godt være svært at komme op igen. Jeg forestiller mig, at en maler eller en forfatter har det på

samme måde – jeg hørte det engang forklaret det som sådan; at man er en hund, der bliver gået tur med og så kommer man til en mark. Snoren bliver taget af og så sætter man af ud over stepperne. Og man bliver bare ved og ved med at løbe indtil nogen pludselig fløjter, og så skal du finde hjem igen. Det kan godt være svært, for der er gang i den derude – derinde – og det er spændende og sommetider er det også mørkt. Og så opdager du, at din datter står og river dig i trøjen og vil dig noget. Du ved det godt – du så hende, men du var der ikke helt… ” Han er der. Musikken sidder i ham. Han kan huske stemningen og lyden af at være barn. Han var teenager i 60’erne, så Bowie og Kraft-werk blev hans soundtrack. Pladerne, som hans forældre spillede dengang, sidder i ham som en fornemmelse endnu – ligesom lydene af den aften, der måske beseglede hans skæbne sidder der. Han var, sammen med en musiklærer og ”et par andre rødder” inden for at se Hendrix i KB-Hallen en septemberdag i 1970 i København;

[ 63 ]

[KASPER WINDING]

[

Samfundet opdrager os til at søge lykken, og det er jo det værste, man kan gøre – for så bliver vi det aldrig lige nu

"Og så kom vi ind, og så stod den der tynde fyr og sang med den der store stemme. Jeg havde hørt musikken sammen med mine forældre, og havde sådan et billede af en stor, sort fyr – så alene det var et ret stort chok", smiler han. ”Og jeg kan huske, at jeg til den koncert stod og tænkte, at hvis man kunne få lov til at lave det der, hvem fanden gider så være læge eller sagfører. Jeg tror faktisk, at det var den aften, min skæbne blev cementeret,” fortæller han.

Måske. For han lykkedes jo. Han blev selv til et soundtrack – en hel generations, og selv dem, der ikke var unge i 80’erne, men er det i dag kender refrænet; alle ved, hvordan det føles, når sjælen er i flammer… For Kasper Winding, der stadig har nummeret med på setlisten, er den sang også en del af historien om, hvordan man skal tage sig i agt for succesen; ”Man kan selvfølgelig godt blive så stor, at folk æder alt, hvad man kommer med. Man kan have en periode, hvor man er ustoppelig. Og det er ikke godt. Man bliver sløv som komponist. Og bange for at tage chancer, for hvad så, hvis de så pludselig ikke kan li‘ det…

]

Jeg var selv lige ved at blive det på et tidspunkt, men så var jeg så heldig, at min kone kom ind på en teaterskole i Bristol, og da vi flyttede dertil var der jo ingen, der anede, hvem jeg var. Men jeg var tæt på at nå derhen,” fortæller han. ”Jeg havde de der tre år, hvor det hele bare… Altså den sidste koncert jeg spillede, inden vi flyttede til England var for 120.000 mennesker ude i Valbyparken, og det var sgu bizart. Det lyder nok krukket, men det er virkelig ikke sådan ment, jeg havde det nok bare sådan lidt Hitler og Nürnberg-agtigt med det.

Altså, når jeg sang ’Sjæl i flammer’, så kunne jeg få alle 120.000 mennesker til at gøre, som jeg ville.

Der er jo noget bizart i det. Og jeg kom faktisk af scenen virkelig deprimeret. Og jeg skulle jo have været superglad. Det var ligesom højdepunktet på karrieren, ikke? Pladeselskabet var oppe og heppe, management var med og jeg tror sgu også min bankrådgiver var ret glad, men jeg kunne bare ikke heppe. Jeg var så drænet og tom, og jeg vidste godt, at når man var fanget i det der… Altså det er meget få mennesker, der kan styre at spille for så mange mennesker aften efter aften og så samtidig tage chancer. Man bliver jo også afhængig af det.

Anerkendelsen er jo vanedannende…

[ 64 ]

[KASPER WINDING]

[ 65 ]

[KASPER WINDING]

Han kan ikke vide, hvad der ellers ville være blevet, men han lever med musik. Og med melankolien, der er en slags grundtilstand, som han befinder sig godt i. Det et sindelag, siger han, og det giver plads til et nærvær. Det er ikke noget med at være trist, det er bare noget med at øve mig sig i at være til stede, for det er der, man får mest ud af livet; ”Det er supervigtigt, synes jeg, at være opmærksom i nuet. Så ser man detaljen. Og det bliver til den der stille glæde, der har melankolien med sig.

Samfundet opdrager os til at søge lykken, og det er jo det værste, man kan gøre – for så bliver vi det aldrig lige nu. Vi skal søge og gøre os fortjent til den der lykke, og så glemmer man nemt, at det er lige nu, at vi og det er. Jeg har let til tårer, men jeg er ikke trist. Mit liv er godt og lykkeligt i momenter – sådan som det giver bedst mening. Der er flere gode end dårlige ting, og det sidste skal man ikke bekymre sig så meget om, det kommer helt af sig

selv. Man kan være helt rolig. Og det er måske i virkeligheden også fint nok, for det modsatte – at være konstant lykkelig – ville nok i virkeligheden være anstrengende i længden, ikke? Lidt som, hvis man blev kildet konstant…”

Kasper Winding har gjort sit. Han har spillet for nogle hundrede mennesker i et intimt set-up, der gav plads til øjenkontakt og de fortællinger, der også er en del af den, han er. Han kan godt li´ fornemmelsen af, at han kan følges ad med publikum, at det er oplevelse, man er fælles om. Også selvom han selv synes, der lyder en lille smule højrøvet og utaknemmeligt, når han brokker sig over, at der kom 120.000 mennesker for at synge med engang. Men det indadvendte vil gerne være i det rum, hvor der er plads til at eksperimenter og mærke nuet undervejs. Så der er han. Nu.

[ 66 ]

LæserRejser

Et Cetera tilbyder dig udvalgte kør selv-ferier i samarbejde med Happydays.

Oplys rejsekoden ”ETCETERA” ved bestilling – så får du op til 300,- i rabat pr. person på rejsen.

Pr. person i dbl.vær.

2.349,-

Pris uden rejsekode 2.649,-

• 5 overnatninger • 5 x morgenbuffet • 5 x 4-retters middag/buffet på Brasserie L’Alexain • 1 vinsmagning hos vineriet la Cave Vinicole de Cléebourg • Fri entre til ny spa-afdeling med swimmingpool og sauna • 15 % rabat på wellness 6 dages kør selv-ferie på 3-stjernet slotshotel i Niederbronn les Bains, Alsace • 1 x entre til destilleriet Hotel du Parc Spa HHH René de Miscault inkl.

Check ind på et autentisk Alsaces-hotel nær centrum glas køligt Alsace-vin, inden I slår jer ned ved det dæklikør/brændevinssmagning kede bord på hotellets Brasserie L’Alexain. Alsace er

Vin og wellness i Alsace

af den lille, charmerende kurby Niederbronn les Bains.

I kan se frem til at koble af i hotellets nye spa-afdeling med swimmingpool, persisk hammam-sauna, sansebade og meget mere. Bagefter kan I klæde om til aftenens middag og sætte jer på terrassen i skyggen af det grønne tags hundredårige vinstokke og nyde et

verdensberømt for sine ædle vine, især de hvide, og på jeres ferie bor I i bekvem køreafstand til ruten med de mange gyldne dråber (51 km).

Børnerabat 1 barn 0-5 år gratis.

2 børn 6-14 år ½ pris.

Valgfri ankomst 1.3.- 18.11.2018.

Turistskat EUR 0,70 pr. person pr. døgn.

2 nætter 1.249,-

SOMMER 2018 3 nætter 1.249,-

Julemarked i Malmö 26.11.-23.12.2017

Julemarked i Lübeck (21 27.11.-29.12.2017

km)

Weekend i Malmø

Besøg Østersøkysten

Malmø er tæt på og fuld af overraskelser. Fra det flotte hotel er der få skridt til Gamla Stans hyggelige kvarterer, torve og små sidegader.

Og efter en god middag på fiskerestauranten Johan P. kan en gåtur i parkerne ved renæssanceslottet anbefales.

Brusende bølger og et hav af aktivitetstilbud.

Dagen startes med champagnebrunchmed udsigt over Lübeckerbugten, og siden kan I spadsere langs strandpromenaden (500 m), udforske den gamle bydel i Lübeck (20 km) eller svinge golfkøllerne på Golfpark Ostsee (6 km).

Clarion Collection Hotel Temperance HHHH

Ankomst + 2018 Fredage t.o.m. 29.12.2017.

Pr. pers. i dbl.vær.

1.199,Pris uden rejsekode 1.349,-

• • • • •

2 overnatninger 2 x morgenbuffet 2 x kaffe med kage 1 x enkel aftenbuffet 1 x 3-retters middag på fiskerestaurant Johan P. • Fri Wi-Fi Børnerabat 1 barn 0-5 år gratis.

God børnerabat!

) Julemarked i Ribe (22 km 7 201 12.

23.

2.2.1

Feriehus i Sønderjylland

Maritim Club Hotel Timmendorfer Strand HHHH Skærbæk Feriecenter

Hvis I elsker plads omkring jer, aktive oplevelser og tid til det hele, er Pris uden rejsekode 1.799,- feriecenteret et godt bud på en ferie. Ferie• 3 overnatninger • 3 x champagnebrunch centeret har et hav af • 3 x 3-retters aktiviteter, og der er middag/buffet spændende udflugts• Stort aktivitetsmål i området. Gå f.eks. program til jernalderbyen Hjem• 50 % rabat på sted Oldtidspark (2 km). greenfee • Børneklub (3-12 år) Ankomst: Søn.-ons.

• Værelse med balkon Ankomst: Valgfri Turistskat maks. EUR 3,- t.o.m. 25.10. og valgfri t.o.m. 19.12.2017. + pr. person pr. døgn. 1.11.-18.12.2017.

2018 Pr. pers. i dbl.vær.

Pris pr. person i feriehus (ved min. 2 voksne) fra

1.649,-

999,-

Pris uden rejsekode 1.149,-

• • • • •

Se flere opholdspakker på happydays.nu + 2018 REJSEK

Bestil på www.happydays.nu eller ring 70 20 34 48 Børnerabat ved 2 voksne. Ekspeditionsgebyr kr. 99,Afbestillingsforsikring kan tilkøbes. Forbehold for tryk- og prisfejl samt udsolgt.

2 overnatninger 2 x morgenbuffet 2 x aftenret 1 times bowling Fri adgang til badeland, badmintonhal og fitnesscenter

Åbent hverdage kl. 8-17

ODE

ETCETERA Teknisk arrangør

DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER [ tekst & fotos: PIA MØLLER SØE - layout: LOTTE SØRENSEN ]

[ 68 ]

Jacaranda-træerne blomstrer lige nu.

Det er sidst i september, og højsommeren er på vej – de klare, næsten lysende lilla blomster er et varsel… Solen står højt på himlen, og hvis man bare kigger op, så ser man det ikke… Landet, der så skrøbeligt hviler på varsler og vejr.

En befolkning, der på én og samme tid frygter trolddomskunst og en sult, der sidder i kroppen som en tilstand, man må lære at leve med.

Hvis ikke man dør af den.

[ 69 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

Dagene driver på en eller anden måde langsomt og ligegyldigt afsted. Solen bager ned fra en skyfri himmel – der er 46 grader – og højsommeren har endnu ikke for alvor lagt sig over området, som den tunge, støvede varme, der gør vejen til brønden længere endnu. Her er tørt og goldt og kun de allermest hårdføre og trodsige afgrøder kan vokse i en jord, der, fordi den er dannet af klippelandskab, er rød og fuld af jernoxider – og stort set ikke mange andre næringsstoffer.

Problematisk, for Malawi er et landbrugsland, og de allerfleste mennesker ernærer sig ved et lille stykke land, som de dyrker for at kunne leve af afgrøderne. Det er ikke alle, der har nok til at kunne tage til markedet, hvor tomater, majsmel og kul er stablet i sindrige formationer, der er fristende farvestålende. De allerfleste overlever bare – og mange på et måltid om dagen.

[ 70 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 71 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 72 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

Det kan godt ligne håbløshed, og de farverige huse langs vejkanten kommer nemt til at tage sig ud som et absurd forsøg på desperat at ville ligne noget, de ikke er. Og aldrig bliver. Her er ingen ’Super-stores’ eller ’Roadside restaurants’. Her er bare allermest mangel på næsten alt det, vi i store dele af verden finder allermest basalt i tilværelsen. Her overlever man. Går i skole, hvis man orker – altså, hvis man har kræfter til at slæbe sig den sandsynligvis lange vej – og hvis ikke, nogen har betalt en for at lade være. Hvis man er en pige i den giftefærdige alder – og det er man, når man er fyldt 12 år, så kan det nemt være tilfældet; at der er blevet betalt medgift til nogle forældre, der har hårdt brug for pengene – og så skal man ikke i skole. Så skal man arbejde.

[ 73 ]

[AFRIKA]

[ 74 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

Overlevelsesdriften er vakt, fordi den er nødvendig – og det betyder, at de allerfleste er villige til at gå langt for at skaffe penge eller mad. Malawi er et landbrugsland, skrøbeligt i forhold til klimaforandringer, der betyder lange perioder med henholdsvis tørke eller oversvømmelser, HIV og AIDS er en folkesygdom, der gør børn forældreløse – også selvom medicinen mod sygdommen faktisk er tilgængelig i landet. Og gratis. HIV og AIDS er en tabubelagt sygdom, som indbyggerne i Malawi ofte tror, er forbundet med trolddom og onde, overjordiske magter. Så man siger ikke noget – man dør bare det af det. Gennemsnitslevealderen i Malawi er omkring 40 år – og hvis ikke man dør af sult eller

AIDS er der både Kolera, mæslinger og malaria, der også er en hyppig dødsårsag i landet. Der er brug for oplysning – børn skal i skole og lære, at hvis man vasker hænder efter at have besøgt latrinet, så bliver man ikke så nemt syg, problemet er, at børn, der ikke får mad, hverken har kræfter til at gå den lange vej til skole eller til at lære noget. Og i øvrigt er pigerne penge værd, så det er slet ikke sikkert, at forældrene har råd til at sende dem afsted. Måske kan det bedre betale sig, at de bliver gift. Man skal også gøre sig virkelig stor umage, for at kvalificere sig til at komme fra primary school til secondary.

Det er ikke givet, at man får lov og på en måde, kan det hele godt virke lidt håbløst…

[ 75 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

Men så er der det menneskeskabte håb. Den virkelige historie om en kvinde, der i en krog af verden, som vi næsten ikke kan tro findes, har skabt en forandring i mødet med en anden kvinde fra en helt anden verden…. Kirstine Primdal Sutton er Røde Kors i Danmarks landekoordinator i Malawi – det sydøstafrikanske land, som vi kender som ’The warm heart of Africa’, og som – på trods af alting, lever op til betegnelsen, fordi folket er usædvanligt varmt og gæstfrit. Hun har i næsten to år været bosat i landet, hvor hun har arbejdet med – blandt andet – teknisk support til de programmer Røde Kors i Danmark er en del af i Malawi.

Resilience-programmet, der handler om at gøre en udsat befolkning modstandsdygtig i de kår, de er givet, er et af de største Røde Kors programmer i landet, men skolemad og kapacitetsopbygning hos den lokale Røde Kors, er også et stort og væsentligt fokusområde. Kirstine Primdal styrer alle budgetter og er ansvarlig for de penge der går ind og ud af projekterne og for rapportering hjem til Danmark og til de donorer, der støtter forskellige programmer i landet. Hun er personaleleder for de Røde Kors-folk, der opholder sig i landet – teknisk support, der hentes ind i forbindelse med forskellige projekter, men også de unge frivillige, der kommer til landet for at arbejde som en del af Røde Kors i en kortere periode. Hun er landekoordinator og samtidig leder af et konsortium bestående af islandsk, finsk og italiensk Røde Kors, som hun repræsenterer i Malawi. Hun er bindeledet mellem de forskellige nationers indsats og det lokale Røde Kors. Hun faciliterer det samarbejde, der er grundlaget for Røde Kors indsats i landet – og det er, som alle Røde Kors’ indsatser – funderet i en lokal forankring. Noget af det særlige ved Røde Kors er organisationsstrukturen. Idéen om, at man løfter bedst i flok. Den betyder, at en af Røde Kors væsentligste opgaver i Malawi er at nære samarbejdet med Malawi Røde Kors, styrke landets egen evne til at iværksætte og udvikle projekter og gøre organisationen stadigt stærkere, så landet – og Malawi Røde Kors – en dag, måske selv kan varetage en større del af opgaven.

Det er en af Kirstines måske væsentligste opgaver siger hun, at præge og inspirere de lokale ansatte og frivillige til at tage ansvar og blive i stand til at drive den lokale afdeling selvstændigt og sundt.

[ 76 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 77 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

”Røde Kors' arbejde er et spejl af det land, man befinder sig i – og det betyder jo, at vi forskellige steder i verden står over for forskellige udfordringer, sådan rent organisatorisk. Og det er en vigtig del af jobbet, siger hun – også selvom det måske kan lyde overraskende og en kende kedeligt, hvis man forestiller sig, at nødhjælpsarbejde primært består i at redde menneskeliv. Men Røde Kors-metoden sigter jo netop i at gøre det her bæredygtigt. Vi samarbejder – uanset hvor vi er i verden – altid med lokale afdelinger, og jeg ser det som min allervigtigste opgave, faktisk, at etablere en gensidig tillid, og et samarbejde hvor de ansatte hos Malawi Røde Kors føler, at jeg respekterer deres måde at gøre tingene på – og hvor det er dem, der er den primære drivkraft i projekterne, samtidig med, at jeg selvfølgelig helt kompromisløst tager ansvar for at budgetterne overholdes og at pengene bruges rigtigt – og derfor er ret skrap i forhold til at kontrollere alle processer,” siger hun.

[ 78 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 79 ]

Kirstine Primdal Sutton er 37 år gammel. Hun har udlængsel og medmenneskelighed i sit DNA, for hendes mor, der er socialrådgiver og hendes far, der er forstander på Skals Efterskole, var i sin tid udsendt for Danida som uddannelsesrådgiver i Lesotho i det sydlige Afrika. Hun var med – som seksårig - og kan godt huske fornemmelsen af at føle sig hjemme i et fremmed land – og omvendt; at føle sig fremmed, da hun som 12-årig vendte tilbage til Danmark og skulle genintegreres i en dansk skole og kultur: ”Det var i 80’erne – lige inden Mandela blev frigivet og altså under apartheid, så Afrika var noget anderledes dengang, men Lesotho var sådan en lille enklave, hvor der ikke var apartheid og jeg gik på en international skole, der var blandet, så der var både sorte og hvide børn fra hele verden –

også lokale børn, og jeg havde det bare så godt og var så glad for at være der. Jeg fik en masse venner, som jeg har den dag i dag – og som familie havde vi det fantastisk. Vi havde ikke fjernsyn og vi skulle ikke alt muligt – vi skulle bare være sammen. Og så havde vi den mest fantastiske barnepige – en stor afrikansk dame, som jeg elskede. Så jeg synes egentlig, at det var ret svært at komme tilbage til Danmark efter nogle år, det der med at skulle ind i en dansk folkeskole, hvor børnene var ret barske ved hinanden – og hvor der var det der modemiljø – som jeg jo ikke kendte, fordi vi gik i skoleuniform, så jeg kunne virkelig mærke, at jeg havde nydt de der år, hvor tingene sådan var ret simple,” fortæller hun, ”og det tror jeg egentlig altid jeg har tænkt, at det var en dejlig barndom.”

[ 80 ]

[ 81 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 82 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

Hun backpackede, så snart hun var færdig med gymnasiet – ud af bumlede veje i Afrika, og stort set i det øjeblik, hun var færdig med sine studier i international udvikling på Roskilde Universitet, fik hun en stilling som koordinator i UNDP, FN’s udviklingsorganisation, der arbejder for fattigdomsbekæmpelse, miljøhensyn, HIV/AIDS-forebyggelse, god regeringsførelse og konfliktforebyggelse, i verdens udviklingslande. Inden da arbejdede hun to år i Ungdommens Røde Kors, men det var som udsendt for UNDP – i Zimbabwe – at hun mødte sin mand, Stephen, som er født og opvokset i landet, og som hun blev gift med i 2005 – i Lynderup Kirke ved Skals nord for Viborg, og som hun i dag har tre børn med; Hubert på fem, Axel på tre og Ruben på 11 måneder, som Kirstine fandt ud af, at hun var gravid med 14 dage efter, familien ankom til Malawi. Ruben er født hjemme i Danmark – men har boet i Malawi siden han var 14 dage gammel. Bør-

nene har en barndom, der ligner Kirstines egen. De bor med deres forældre i et hus i Lilongwe, Malawis største by, går på international skole og har en skøn afrikansk barnepige – og både Stephen, der har studeret Inviromental Management i Australien, men nu er ved at uddanne sig til lærer i Malawi, og Kirstine, der ellers har en travl arbejdsuge med lange dage, har mulighed for at dyrke det liv, som Kirstine selv husker som særligt værdifuldt. Børnene, der taler både dansk og engelsk, får mulighed for at opleve forskellige kulturer; Stephens, Kirstines – og Malawis, for selvom børnene ikke er en del af Kirstines arbejdsliv, og selvom hun ikke tager udfordringerne og hele den – til tider – ubarmhjertige virkelighed med sig hjem til middagsbordet, så tager hun Røde Kors-mentaliteten; næstekærligheden og mangfoldigheden med, og det er et, siger hun, egentlig ubesværet kulturmøde, der mest af alt er en gave;

[ 83 ]

[AFRIKA]

”Jeg har mange venner fra den her del af verden og er åben over for andre måder at leve på. Alle mener noget forskelligt, og derfor kan man godt være venner alligevel. Stephen og jeg kommer fra to meget forskellige kulturer – han fra en meget konservativ familie – der eksempelvis ikke helt kunne forstå, at der kom et barn, før der var et ægteskab - og jeg var meget dansk, og sådan, det går nok,” smiler hun, ”og tit handler det faktisk ikke så meget om, hvor man kommer fra, men hvad man kommer fra – om man har noget til fælles. Og eksempelvis i forhold til vores børn, så sørger jeg da for, at de får streamet Bamse og Kylling på iPad’en, og at der står både Strid og Sorte Sambo på bogreolen, fordi de skal have det der med sig, der gør, at de – hvis vi flytter til Danmark på et tidspunkt – har en kultur tilfælles med dem, de skal være en del af,” siger hun.

[ 84 ]

[ 85 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 86 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

Som udsendt for Røde Kors må man maksimalt være ansat i samme land i fem år – og måske tager Kirstine og hendes familie til Danmark en dag. Måske til Nepal eller en anden verdensdel, men lige nu er de her; i Malawi – og fremtidsplanerne må gerne være uvisse, for lige nu handler det om at skabe resultater i et land, der har hårdt brug for forandring.

Sidste år oplevede Malawi den værste sultkatastrofe i mange år som følge af vejrfænomenet El Niño, der skabte store oversvømmelser, der skyllede de fleste af afgrøderne på markerne væk – og det der stod tilbage blev efterfølgende ødelagt af en intens og flere måneder lang efterfølgende tørke. Mange børn i Malawi led i den efterfølgende periode af nedsat vækst som følge af underernæring, og det var i den periode, at idéen til projekt ’skolemad’ opstod. Kirstine Primdal appellerede i en video på Facebook og YouTube til danskerne om hjælp

og i løbet af meget kort tid, samlede Røde Kors i Danmark næsten en halv million kroner ind, der gik – og går – til, at flere tusinde skolebørn i Malawi hver dag får et måltid mad på skolen. Det betyder både, at de møder op, men også, at de rent faktisk har energi og overskud til at lære. Det er væsentligt, at børnene kommer i skole – også selvom en af de mødre, der er mødt op, da Kirstine og Malawi Røde Kors ankommer på kontrolbesøg i et af fokusområderne, Chikwawa, siger, at det godt kan virke omsonst at sende børn i skole, når de alligevel bare skal leve af at dyrke udpint jord. Men de kan blive bedre farmere. Hvis man kan læse, kan man udvikle sit landbrug og skrive kontrakter med sine naboer, som man kan organisere sig med og derved optimere udbyttet. Det er en lang, hård vej – men det er den rigtige, og selvom der er tale om små fremskridt er bevægelsen rigtig.

[ 87 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

En stor del af Kirstines job består i at kontrollere de programmer, der er iværksat; det er hendes ansvar, at de penge, der er afsat til et projekt også bliver rigtigt udnyttet, og hun bruger meget tid på at efterse budgetter og kontrollere, at de er udført som beskrevet. Det betyder, at hun rejser rundt i distrikterne sammen med lokale repræsentanter, og besøger landsbyer for at se, hvordan Røde Kors initiativer har påvirket befolkningen og udviklingen.

Der er stor bevægelse i de møder, for hun lærer meget undervejs – og det er givtigt – rentabelt – at se, hvordan frivillighedsstrukturen på alle måder er en bærende del af indsatsen: ”Når vi beslutter os for at give penge til et program i et område, så implementeres projektet altid via det lokale Røde Kors her Malawi. Det gør det selvfølgelig fordi hele ideen er, at de med tiden skal blive stadig mere selvkørende, og fordi vi også arbejder ud fra en kapacitetsopbyggende tanke; det er dem, der skal gå forrest, men vi skal selvfølgelig yde bistand og være med til at opbygge kompetencerne til at gøre det,” siger hun. ”Derudover er Malawi Røde Kors selvfølgelig også baseret på frivillighed, ligesom i Danmark, og det er en ret stor og ret fin del af projekterne, fordi de lokale friville føler både tilhørsforhold, ansvar og en særlig status, der er en stor drivkraft i forhold til at skabe forandring. Det er ret effektivt – og indsatsen er sådan set selvforstærkende; de frivillige er selvfølgeligt engagerede og har i kraft af det engagement mulighed for at yde stor påvirkning, siger hun.

[ 88 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 89 ]

[ 90 ]

De frivillige hos Malawi Røde Kors bærer – med stor stolthed – en T-shirt med logo og så kører de på cykel. Den har de fået af Røde Kors, og den er helt nødvendig, for der er langt mellem landsbyerne og ingen offentlig transport eller private biler. Her er bare støvede grusveje og mange huse, der skal have besøg. De frivillige får desuden en månedlig madkasse, der indeholder nogle basale madvarer – og det er en ret væsentlig kasse at modtage, når den primære ernæringskilde i landet er majs, der koges til grød og måske garneres med lidt sød kartoffel eller tomat.

De frivillige er en stor del af ’Resilience’-projektet, der virkelig har forandret meget ude i de små landsbysamfund. En indsats, der retter sig mod ”Life-skills – viden og handlemåder, der godt kan synes små, men som skaber stor forandring. Det handler om livsduelighed, der tager udgangspunkt i nogle helt basale kompetencer og en viden, der for mange er grundlæggende, men som i den her del af verden redder liv. Lokale frivillige uddannes til at sprede viden om sygdomsforebyggelse – og går i landsbyerne fra dør til dør for at uddanne deres naboer til at vaske hænder, når de har besøgt det interimistiske latrin. Og det kan man godt, også selvom man ikke har rindende vand – man kan tænkte løsninger, der betyder, at en gammel dunk, lidt fingerfærdighed og nogle grene, kan blive til en håndvask, der - når den bliver brugt - nedbringer antallet af nye kolera-tilfælde.

På samme måde uddanner de frivillige lokalbefolkningen til at få etableret et ’drop-hole cover’ – et låg på deres latrin, så der ikke kommer fluer – og det gør der ellers, når en hel familie besørger i det samme hul i den samme jord. Opvaskestativer, så service bliver gennem-tørt og bakterievæksten bremses, opmærksomhed på håndhygiejne og fødevarehåndtering er andre emner, der er en del af den checkliste, som de lokale frivillige har med sig rundt på nabobesøg i landsbyen, og som betyder, at sygdomme, der ellers spreder sig helt ude af kontrol, bliver nedbragt.

Og det er bæredygtigt – det er en rigtig rentabel nødhjælpsindsats, der både redder liv og skaber nye og bedre forudsætninger for fremtiden. [ 91 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 92 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 93 ]

[AFRIKA]

Det er sådan Kirstine arbejder i Malawi – et af verdens fattigste og mest underudviklede lande. Hun siger til den kvinde, hun møder på en veranda i Chikwawa, at hun har mulighed for at gøre en forskel for sig selv og sine børn. Hun anerkender hende for den gule håndvask og trælåget på latrinet. Hun roser de frivillige og noterer sig, at projektet lever op til beskrivelsen. Pengene er givet godt ud, siger hun – og

hilser – på det lokale sprog – på en flok skolebørn, der betragter et byggeri, der om meget kort tid er deres nye toilet. Det er godt, det snart er færdig, for skolen, der har næsten 900 elever, har hidtil kun haft et enkelt latrin – og på sådan en varm sommerdag, er både stanken og smitterisikoen fuldstændig uudholdelig – så mange af børnene har holdt sig væk. Også selvom de fik mad på skolen.

[ 94 ]

[ 95 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

[ 96 ]

[DET LAND SOM ALLE BØRN KENDER]

Kirstine Primdal Sutton godkendte det budget, der har finansieret toiletbygningen i den lille afrikanske landsby – og næste år, forestiller hun sig, godkender hun budgettet for endnu et toilet til endnu en skole. Pengene kommer fra donationer fra virksomheder, fundraising og fra mennesker i den vestlige verden, der synes, at de har noget at give af. Hun er ikke længere idealist, Kirstine – og måske har hun aldrig rigtig været det, men hun tror på, at vi har et fælles ansvar for hinanden i verden – og hun vil gerne gøre en stor indsats for at løfte sin del; ”Jeg går ikke rundt og bilder mig ind, at jeg arbej-

der for at gøre verden til et mere lige sted. Afrikanske børn får nok aldrig det samme forhold til iPads, som danske børn har – og det er okay, for det er verdens vilkår,” siger hun, ”men jeg tror på – og arbejder for – at alle børn i den her verden kan få mad hver dag og adgang til uddannelse. Jeg accepterer ikke, at vi ikke handler, når små piger på 12 år bliver gift væk, fordi forældrene har brug for medgiften.

Jeg synes, at vi har et ansvar, når vi ved, at det sker.

Og det ved vi. Til gengæld oplever jeg også, at danskerne bakker os op i vores arbejde, og jeg håber, at de ser resultatet; at vi i fællesskab har skabt en forandring i verden. Det har vi virkelig, ”siger hun.

[ 97 ]

[KLUMME - PIA MØLLER SØE]

TAG ANSVAR FOR LIVET

Man forestiller sig, at det der med at besøge en afrikansk landsby – én af dem, der er allermest underudviklet og fattig, godt kan sætte sig på empatien på en måde, så det er svært at koncentrere sig om ret meget andet end medfølelsen. Og man bliver i grunden lidt forbløffet over sig selv, når man står der i bagende sol og funderer over, hvor fint lyset falder ind over den hytte, man tænker er et fint billede på en historie, som er vigtig at få fortalt.

Jeg har været i Malawi. I sådan en landsby – og det var mig, der tænkte, at lyset var flot. Nogle af børnene var underernærede, det kunne jeg godt se. Og de spillede fodbold med nogle gamle plastikposer, som de havde bundet sammen. Kvinderne gik langt hver dag for at hente vand og mændene var ihærdige i deres forsøg på at få solgt en smule af dagens afgrøder. Det gælder om at overleve. Sådan rigtigt og i virkeligheden; der er mange benspænd for livet her – sygdomme og sult, og det tåler absolut ingen sammenligning med det liv, vi kender i den vestlige verden. Der er masser af gode grunde til at have medfølelse. Måske for mange – tænkte jeg. Måske er det svært at forstå, at det her er virkelighed og ikke et kig bag kameraerne på en optagelse til ulandskalenderen…

Den danske kvinde der viste mig rundt i området - Kirstine, der er ansat i Røde Kors som landekoordinator i Malawi - var dygtig til sit arbejde og hun talte om projektet med en saglighed og faglighed, der betød, at jeg forstod, at idealismen ikke slår til i de her dele af verden.

Det handler ikke – kun – om at samle penge ind til et måltid mad. Det handler også om at turde afsætte ressourcer til at lære indbyggerne om fællesskab og solidaritet. Om at de skal huske at vaske fingre, når de har været på toilettet og holde op med at dele

drikkekrus. Det handler om at lære de mennesker, der har mulighed for at ændre på noget, strategier og metoder, så de kan sætte skub i en udvikling, der kan forandre noget. Og det er det fælles ansvar, vi tager på os, når vi smider en 50’er i indsamlingsbøssen hjemme i Danmark.

I det store billede handler det om, at lære de små Bijan og Blessings – drengene og pigerne i Afrika – om, hvordan de selv skaber sig en bedre tilværelse.

Det kræver, at vi har ret stor tillid til det arbejde, som vi lægger i hænderne på nødhjælpsorganisationerne – og at vi tør tro på, at vi skylder verden mere end et måltid. Vi skylder dem det, vi ved.

Da jeg rejste hjem, kunne jeg mærke det. At det jeg var på vej mod, stod i ret stor kontrast til det, jeg rejste væk fra. Og på en eller anden måde var det først der, det holdt op med at være en film. Jeg føler med de mennesker, der ikke aner, hvad det vil sige at leve.

De overlever. Og jeg forstår måske, hvorfor ordets betydning aldrig kan være det samme for dem og for os. Jeg kan godt forstå, hvad det er, der er på spil, når vi diskuterer nødhjælpsorganisationernes indsats, men jeg kan ikke længere se det. Og det er det, der på en eller anden måde er forbandelsen – hvis nogen. Vi taler ikke samme sprog, så det er en tillidsøvelse; vi skal turde lægge nogens liv i hænderne på andre. Og alligevel tage ansvar for det. Vi er gode til det i Danmark – faktisk – og jeg håber, at vi bliver ved med at være det. Kirstine og hendes kollegaer koster penge. Det er – også – dem, vi samler ind til på Strøget, men det kan betale sig.

Nødhjælpsarbejde er andet og meget mere end at dele måltider ud i krigsområder. Det er – måske allermest – at dele ud af den livsduelighed, der sætter os i stand til at leve.

[ 98 ]

Pia Møller Søe

TIL BORDS

i selskab med Ellen DeGeneres

Den verdenskendte TV-vært og komiker Ellen DeGeneres har i samarbejde med det engelske livsstilsbrand Royal Doulton designet en kollektion af moderne og kombinerbart service.

tilgang til mønstre, tekstur, farve og symbolske budskaber. Med sit enkle look er kollektionen oplagt til at udtrykke din helt egen individuelle stil.

ED Crafted by Royal Doulton afspejler Ellens stil og personlighed via hendes originale

Blue Love serien er kendetegnet ved sine kærlige og snirklede mønstre med ordet

Love som midtpunkt. Et romantisk indslag på middagsbordet, der minder os alle om glæden ved godt selskab og velsmagende mad.

ED Crafted by Royal Doulton kollektionen forhandles i udvalgte Imerco butikker og på www.imerco.dk

Fredericia Teater indtil 22. december Musikhuset Aarhus fra 21. april 2018 Det Kongelige Teater GAMLE SCENE fra 22. juni 2018

Succesen er i hus Morten Buckhøj, BT

Jysk Fynske Medier

cphculture.dk

limfjordupdate.dk

BT

Fredericia Dagblad

Kulturkupeen

Senior Bladet

Kulturtid

[et cetera] magazine

Børsen

Onsdagsavisen

Mortenhede.dk

deungesord.dk

Scenekanten.com

Ungt Teaterblod

Folketidende

JyllandsPosten

Veckotidningen.se

Ekstra Bladet

Politiken

Gaffa

Berlingske

Gregers Dirckinck-Holmfeld

[ 100 ]

præsent erer

Hele Danmarks nye musical om Tommy og Rasmus