Holdningsbåret - Jeppe Søe, Moderaterne

JEPPE SØE: VI BLIVER KLOGERE, NÅR VI LYTTER TIL HINANDEN

Jeppe Søe er født ind i en flok. Det er man, når ens far er højskoleforstander på en højskole, fuld af elever. Så ved man, fra første øjeblik, at andre mennesker er en del af den, man er. Vi er hinandens mulighed, sådan tænker han om det fællesskab, der er grundlæggende for det samfund, han ønsker at bidrage til i sit virke som politiker.

Jeppe Søe er vokset op på højskoler. Hans for ældre var forstanderpar i Uldum – og drev, fra han var 14 år gammel, Lønne Højskole som en fri – ikke statsstøttet – højskole, der lå pla ceret lige ved Ringkøbing Fjord. Han har på den måde fødderne solidt plantet i den muld, han senere forstod, var en grundlæggende del af Danmarks DNA. Han har gået på fri-, folke-, høj- og efterskole, og han involverede sig som ung i sin hjemegn, men han drømte

også de drømme, de andre gjorde; han ville ud at se verden. Senere bosatte han sig i først København og siden Nordjylland, hvor han uddannede sig, giftede sig og blev far til fire børn, hvoraf to i dag er voksne - og to endnu er elever i folkeskolen.

Jeppe Søe har arbejdet som journalist siden han var 20 år gammel. Måske var det sin fars, Poul Erik Søes, fodspor, han gik i. Måske gik han sine egne veje. I alt fald endte han på TV Aalborg, hvor han hurtigt blev studievært på den daglige nyhedsudsendelse. Herfra kom han på TV2 Nord, senere på TV2 og så ringe de de fra TV3 i København, hvor Jeppe blev ankermand på deres nyhedssats ning og dermed landskendt.

Som tv-vært i et årti, der ikke havde rea lity på sendefladen, blev man feteret for sin faglighed, og det gjorde en forskel. Man får måske nemt blik for det forker te, siger han.

”Når jeg taler mediepolitik, og det gør jeg meget gerne, så er det jo til dels på baggrund af de erfaringer, jeg selv har gjort mig. Medierne er en stærk magtfaktor – den fjerde statsmagt, siger vi – og det betyder, at vi er nødt til at forholde os kritisk til, hvordan medierne arbejder. I et folkeoplyst samfund, må den gode historie ikke være en vare, der skal sælges, og det er den blevet, fordi de digitale medier konkurrerer på antallet af mennesker, der klikker på deres artikler. Befolkningen er i et me dieperspektiv blevet forbrugere; og det betyder, at vi ikke kan tale om folkeop lysning, men om medier, der er drevet af at producere indhold med købsinci tament. Og så kan man jo spørge sig selv, hvad der sælger bedst; en artikel om en statsministers underbukser eller en, der behandler hurtigere indfasning af minimumsnormeringer. Den sidste handler om den kommende generati ons omsorg og dannelse i de fleste af dagtimerne, den første om ingenting – men jeg gætter på, at det alligevel er den, der har solgt bedst. Det skal vi tage kollektivt ansvar for. Det er ikke entydigt mediernes skyld – men det er heller ikke seerne, læserne og lytternes.

Udviklingen har besnæret os alle sam men; vi blev digitale og døgndækkede på et øjeblik – og nu skal vi så lige have justeret, så det igen bliver indhold over form. Det vil jeg meget gerne være med til, for i min optik handler det ikke kun om mediepolitik – det handler om dan nelse og folkeoplysning; forudsætnin gen for et sundt samfund.”

Folkestyret, det aktive medborgerskab, skal være mere end en term, vi bru ger for at kvalificere de beslutninger, der træffes på Christiansborg. Det skal være vores fælles virkelighed, og det sker kun, hvis vi starter en fælles samta le. Den starter ofte i medierne – i saglig og faglig formidling. Den fortsætter, når vi lytter til hinanden – til det, Modera terne kalder ’hverdagens eksperter’. De mennesker, der har den erfaring, der er så væsentligt, at vi tager med til bordet, når vi skal tale om, hvordan det giver mening at indrette samfundet. Det er noget, vi gør i fællesskab. Det er derfor, du skal lytte til dem, der lytter til dig. ”Jeg tror på, at det er summen af kom petencer, der skaber resultater. Der fin des enestående mennesker, bestemt, men jeg ser alligevel, at selv dem, der bidrager med det ekstraordinære, på et tidspunkt får brug for andre. Sådan har det været i de bestyrelser, jeg har siddet i, sådan har det været, når jeg

har rådgivet driftige iværksættere, så dan har det været i foreningslivet, som jeg også har været involveret igennem årene – og sådan er jeg helt overbevist om, at det også er i politik. Vi bliver klo gere, når vi lytter til hinanden. Det lyder lidt højstemt, men det er i grunden ret konkret.”

Hverdagens eksperter er i medierne i stadig større grad blevet erstattet af mennesker, der gør sig til talsmænd for en sag eller et synspunkt, som, fordi debatten er blevet så polariseret, taler i skarpe, retoriske vendinger, der godt kan være underholdende, men sjældent egentlig bevægende.

”Og det er ikke vist ikke længere kun, hvis man er professor på RUC, at man siger om debatten, at den er polari seret. Det er virkelighed, og der findes næsten ikke et bedre ord for det. Vi er blevet hinandens modpoler, og vi er blevet mindre nysgerrige på hinandens verdensbillede. Vi synes måske ikke, vi behøver forstå, hvordan man fanger fisk ude i Nordsøen, vi behøver bare vide, at der er laksefrikadeller i super markedet, når vi har brug for det. Når man bor i Aalborg eller Aarhus, så kan man måske godt have svært ved at have tålmodighed over for en snak om buskøreplaner i ydertimerne, men jeg ved fra mig selv og den måde, jeg er vokset op på, at hvis jeg føler mig som en del af et fællesskab, så er jeg mere tilbøjelig til at forstå andres perspektiv. Derfor tror jeg, at den politiske opgave i dag, både handler om at konkretisere; vi vil se resultater, men også om at blive ved med at insistere på, at der er no get, vi skal snakke om. Hinanden. De andre. Os.”

Jeppe Søe stiller op som spidskandidat for Moderaterne i Vestjylland, der føles som en del af hans barndomsland. Han

besøgte sin mormor i sommerhuset ved Store Havelse på Sjælland første gang da han var 1 år gammel. Han var lige fyldt 18, da han satte kurs mod Nykø bing Mors i egen bil for at hente farmor hjem til jul i Lønne, som ligger lige på kanten af den del af Jylland, som vi kal der “Danmarks spisekammer“. Han var ambitiøs, da han flyttede til København for at bo og arbejde i hovedstaden. Han var i tvivl, da han som 16-årig rej ste til Vesterdal Ungdomskole på Fyn og bagefter Ungdomshøjskolen ved Ribe –i virkeligheden i tvivl om det meste, men han vendte klogere hjem. Han bosatte sig i Aalborg, fordi børnene behøver deres bedsteforældre, men han arbej der – og føler sig hjemme - i hele Dan mark. Alligevel måske især i den del, man skal have ekstra blik for.

”Vestjylland er en verden for sig selv på nogle punkter. Landskabet er vildt og voldsomt herude; smukt og levende og gavmildt. Vestjyderne producerer man ge af landets fødevarer – og er også en væsentlig del af eksportøkonomien; vi kalder området for Danmarks Spi sekammer, og det er ikke uden grund; næsten en fjerdedel af erhvervslivet hernede er fødevarerelateret, og det betyder at vi skal være opmærksomme på de udfordringer, der kan være for bundet med at være en stor, moderne og klimabevidst fødevareproducerende landsdel. Og det er lidt en udfordring, vi ikke må blive trætte af at adressere; der er mennesker og erhverv, som be finder sig i noget, vi desværre har døbt udkanten af Danmark, og virkelighe den skal være, at man skal kunne slå sig ned lige præcis, hvor man vil – og stadig kunne regne med politisk opbak ning og fornuftige løsninger, som imø deser de geografiske udfordringer, man måske oplever – og som på samme tid har blik for alt det, der gør livet på lan det skønt.”

FARBAR

Selv er han bosat lidt uden for Aalborg i et lille landsbysamfund, der har skolen i centrum. Han bor der, fordi han gifte de sig med en kvinde, der insisterede –mest på den geografiske placering – og fordi, han vægter værdien af at føle sig hjemme. Det gør man der, hvor børne ne trives – og for Malthe og Villum har den lille landsbyskole været et helt unikt udgangspunkt for livet som elev.

Han bor et sted, hvor der er højt til him len og plads til at spille fodbold på plæ nen, når alle har fri. Eller tager fri.

at man ikke tror, man kan nå det hele. Det er væsentligt, at vi som voksne ta ger ansvar og får fortalt de børn, at de ikke kan blive lige hvad de vil – og at de i øvrigt altid i forvejen er både nogen og noget. Vi skal vise dem, at man skal gøre sig umage, og at der ikke kommer noget godt ud af det modsatte. Vi skal vise dem vejen – holde dem i hånden et stykke af den – og så skal vi opmuntre dem til at gå resten selv.

”Det ser jeg som en af de udfordringer, vi skal være opmærksomme på lige nu; vi skal skabe plads til at være os selv – også i familien. Jeg ser mine drenge på 9 og 14, som stortrives i tilværelsen, have kalendere, der er meget fyldte. Venner, lektier, sport og oplevelser, og selvom de elsker at gå på opdagelse i verden, så er deres virkelighed også, at de nemt får en fornemmelse af, at de altid melder fra til noget, hvis ikke de siger til. Det forsøger jeg at lære dem, at de skal. De skal tulle lidt mere rundt i tilværelsen og tage sig tid. Måske til nogen, men ikke altid til noget. Det er en del af dannelsespotentialet; at træde i karakter, men legende og langsomt. Man behøver ikke altid løbe så stærkt.”

Det gælder alle - også de voksne. Og det er udfordrende, når man er et hold ningsbåret menneske, der noterer sig det meste. Det hjælper at spille fodbold med drengene i det græs, der sand synligvis er lidt for højt, og det giver mening, at falde i staver og snak hen over aftensmaden. Det gør en forskel,

Hvis man konsekvent befinder sig på midten af dansk politik, så betyder det, at man er omgivet af noget fastlåst til både højre og venstre. Og Moderater nes projekt er, at vi skal blive bedre til at gå på besøg hos hinanden. Vi skal være summen af det sagte. Og vi skal blive bedre til at lytte – uden selv at tage ordet. Politikken skal være i centrum. Vi skal droppe kassetænkningen og bryde blokkene ned. Og hvis nogen siger, at man befinder sig i udkanten af Dan mark, så gælder samme princip. Hvor er centrum – og for hvad? Sammen hængskraft er et modeord – der blev in troduceret af Karen Jespersen i 1994 i betydningen social sammenhængskraft, og siden da er blevet brugt som et be greb, der taler ind i det folkelige værdi fællesskab. Det er godt ord, men vi skal tage det bogstaveligt. Sammenhængs kraft betyder, at Danmark er et land og at danskerne skal føle sig som en samlet flok. Vi bor og lever forskelligt –heldigvis – men vi deler værdier. Under søgelser foretaget af både Danmarks Statistik og Vive – Det Nationale Forsk nings- og Analysecenter for Velfærd, underbygger, at lige præcis Vestjylland, er et centralt sted at starte, når vi skal tale om “det gode liv“. I Vestjylland er familielivet en fundamental forudsæt ning for de fleste. Der er færre skilsmis ser i den del af Danmark, og det skyldes måske, at de små lokale fællesskaber er stærke og meningsfyldte. Foreningslivet

”vi skal skabe plads til at være os selv”

er særligt veludviklet, man kender sine naboer – og man engagerer sig i hin anden. Lokale virksomheder står klar med praktikpladser til unge, der tager en erhvervsuddannelse, børnelivet er trygt og aktivt, der er gode muligheder for at dyrke sport, fritidsinteresser og fællesskaber, som giver mening. Det er det, man kan “ude vestpå”.

”Kulturhistorisk har Vestjylland været et lidt barskere sted at leve, måske. Man levede lidt på landskabets nåde – og man var nødt til at hjælpe hinanden på tværs af generationer og matrikelskel. Den fine måde at færdes i verden på, oplever jeg, at man på mange måder holder i hævd. Stoltheden over at kunne selv, ikke som menneske, men som flok i et land, der sommetider italesætter vestjyder som nogen, der lever livet på kanten, skaber målbar trivsel og udvik ling. Vestjyderne er selvstændige folk. Det tror jeg i øvrigt er helt generelt for mennesker; at vi kan selv, når vi får –eller tager – muligheden. I Vestjylland er man ikke så orienteret mod staten, tror jeg, og som socialliberal, kan jeg dårligt forestille mig en sundere måde at orientere sig på end mod sig hinan den og sig selv. Fællesskabet.”

Jeppe sagde op som studievært i 2000. Hans ønske om at formidle nyheder blev stadig mere udfordret af en tendens til at fokusere på seertal, og det skabte, siger han, et unuanceret nyhedsbillede, som fik ham til at etablere sin egen me dievirksomhed. Virksomheden havde fokus på at skabe det indhold, der ta ger tid. Og det gik godt. Længe. Men i 2008 gik den ikke længere. Indtægter og medarbejderudgifter hang pludselig ikke sammen, da et par store ordrer ikke blev betalt, og WideVision måtte erklæres konkurs. Til en start et næsten uoverskueligt hak i faglige stolthed, som med tiden blev vekslet til en erfa

ring, der har værdi i sig selv.

”Når man tager ansvar for sine fejl, så lærer man af dem, og det betyder ikke, at jeg synes, det er vigtigt, at virksom heder går ned – og det betyder heller ikke, at jeg løber fra, at ansvaret var mit. Men jeg betragter ikke længere mig selv som en fiasko, fordi jeg ikke kunne redde min virksomhed. Jeg er stolt af, at jeg gjorde et ærligt forsøg –og jeg blev klogere af det. Vi må ikke skabe en kultur, hvor man ikke tør sætte noget i værk, fordi straffen for at misløk kes er for stor. Jeg synes, vi skal skabe et samfund, hvor det giver mening at starte selvstændig virksomhed. Hvor vi bakker iværksætterne op, fordi de er med til at skabe de helt nødvendi ge beskæftigelseseffekter.”

I dag arbejder han som kommunika tionsrådgiver, ansvarshavende i Det Politiske Mødested, journalist og fore dragsholder.

GRUNDVOLDEN

Socialliberal. Både og? Enten eller? Ingen af delene. Det politiske ståsted er solidt; alle har samme rettigheder –og pligter. Frihed til forskellighed er en kerneværdi, som ikke kan overvurde res. Alle skal leve det liv, de finder mest meningsfyldt – men på en måde, så vi

”Det er fædre og mødre, akademikere, håndværkere, erhvervserfaring og ideologi, der skal drive dagligdagen på Christiansborg”

mærker, hvad det vil sige at være et fæl lesskab. Staten er ikke styrende, men en garanti for, at alle har lige adgang til de ydelser, vi i et af verdens højst rangeren de velfærdsstater, skal yde. Til alle. Og med mere konsekvens og kvalitet, end det er tilfældet i dag.

Vi kan ikke fastholde vores levestan dard, hvis vi ikke er i stand til at levere konkurrencedygtigt på både pris, kva litet og viden. Det er faktuelt. Vi kan heller ikke udvikle os, hvis vi ikke sørger for at skabe nye jobs. Som samfund er vi forpligtet til at skabe rammerne for, at nogen kan tage teten og lykkes. Det er det, dem, der er med til at skabe den velstand, der giver os råd til velfærd. Vi kan ikke bare dele. Der skal også være noget at dele. Og når man tænker så dan, så er man socialliberal.

”Som samfund er vi forpligtet til at skabe rammerne for, at nogen kan tage teten og lykkes”

Han blev i virkeligheden socialliberal undervejs. Jeppe er opvokset med ra dikale grundtanker; alle er født frie og lige – og menneskets absolutte autono mi er omdrejningspunkt i det forplig tende fællesskab, vi bygger samfund på. Det gav mening. Det gør det sta dig. Stuen i barndomshjemmet var fyldt med holdninger og mennesker, og når hans far, Poul Erik Søe, talte politik med Niels Helveg Petersen, Hilmar Bauns gaard og Marianne Jelved til langt ud på natten, så lyttede han opmærksomt – selvom ingen så det. I øvrigt en dyd, man ikke skal undervurdere, siger han; at lytte, selv når det, der bliver sagt, kan være svært at forstå. 12. december 1990 stemte han Radikalt. De gik til bage med tre mandater det år, og Ven stre og Konservative dannede regering. Han lyttede fortsat opmærksomt og

med årene vandt idéen om et samfund, der bygger på de værdier, vi allerede har vægtet, indpas. I 2003 stiller han op som kandidat for Konservative, fordi han synes, han ser et parti, som har lyst til at udvikle verden med sund fornuft –men også mod på forandring. Han tror på, at der skal være plads til alle – og det overrasker ham, at hans kreds ikke mener, det gælder Christianitterne, som han giver sin støtteerklæring ved en of fentlig demonstration på Christiansborg Slotsplads.

”Historien om mit kandidatur for Kon servative er ofte blevet vinklet lidt uskønt, fordi det endte med, at jeg blev bedt om at nedlægge det. Det var det ikke. Det var et oprigtigt ønske om at træde ind i en politisk virkelighed, der grunder i fornuft og forandring i en me ningsfyldt kombination. Det er den po litik, jeg altid har ønsket at være med til at udvikle. For mig var Christiania ikke nogen mærkesag, men et udtryk for en holdning til mangfoldighed og ordent lighed, som jeg i øvrigt havde vendt med kredsen på forhånd som et sær standpunkt. Så sker der sommetider det i politik, at synspunkter ændrer sig i for hold til, hvad der ser mest rentabelt ud i meningsmålingerne. At man fra toppen ikke synes, at det var det strategisk rette signal. Jeg var ikke, og jeg er ikke, villig til at gradbøje en holdning, jeg har – og derfor endte det med, at jeg ikke kunne være opstillet for partiet. Når jeg senere blev medstifter af Borgerligt Centrum, så var det i et stadigt – og nu måske mere stædigt – forsøg på at være med til at påvirke den politiske virkelighed i en retning, der giver plads til en samta le, der grunder i den virkelighed, vi er omgivet af – mere end traditioner og oppositionspolitik. Mit politiske liv har altid været drevet af det ønske; at kunne starte samtalen i noget virkelighedsnært og ikke en politisk praksis.”

Moderaterne er summen af den politi ske vision og derfor er det ret naturligt, at det netop var Jeppe Søe som Lars Løkke kontaktede i januar 2021, da tankerne blev søsat. Partiet er stiftet på de grundtanker, og politikken er derfor ikke rundet af klare handleanvisninger, men grunder i et ønske om at skabe et samfund, der giver mening i den tid og den verden, vi lever i. Det er fornuften, der anviser – ikke meningsmålinger. Moderaternes politik skal være drevet af mennesker og veksles af politikere, der kan det parlamentariske håndværk. Det er som far, bestyrelsesmedlem, medborger, selvstændig erhvervsdriven de, foredragsholder, debattør, patient, pårørende, lytter og læser, at han stiller op for at gøre en forskel som politiker.

”Jeg tror på, at den praktiske politik skal grunde i virkelighedsnære erfarin ger. Det er fædre og mødre, akademi kere, håndværkere, erhvervserfaring og ideologi, der skal drive dagligdagen på Christiansborg. Det er mennesker, der bedriver en politisk praksis. At være po litiker er et fag, du skal mestre, men din måde at være i verden på, er en del af din faglige kompetence, og det betyder, at du ikke kan lukke døren til kontoret og udøve dit erhverv på papiret.

Det er væsentligt, tror jeg, for det bety der, at vi fastholder virkeligheden – og ikke teoretiske termer – som grundlag for den måde, vi tænker reformer, prak sis og love på.

JEPPE OG JEG HAR GRUNDLÆGGENDE DEN SAMME TILGANG TIL DEN POLITISKE VIRKELIGHED

Det er ikke noget, man bare lige gør; melder sig ud af det parti, man har væ ret en del af i fyrre år. Man starter heller ikke bare lige et nyt parti eller et politisk netværk og den samtale, vi har været for længe om at indse, der er brug for. Men man gør det tilsyneladende. Især med Jeppe på holdet.

Det var ikke ligefrem en del af mine konkrete overvejelser, at jeg skulle være partiformand igen, da jeg forlod Ven stre 1. januar 2021. Jeppe havde ellers foreslået det flere gange, men jeg tror, jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde udtjent min samfundstjeneste. Da vi begyndte at tale mere konkret om det i begyndelsen af januar det år, var det afgørende for mig, at vi var flere, som troede på projektet. Jeppe gjorde virkelig – og de samtaler vi havde, også dem, der sommetider strakte sig til langt ud på natten, var med til at give mig en fornemmelse af, at vi havde fat i noget, som konkret kunne være et alternativ til den blokpolitik, der alt for længe har gjort dansk politik mere forstilt end for andrende.

Jeppe og jeg var enige om, at vi skulle i dialog med danskerne. Vi ville – og vil – samtalen. Vores politik grunder i men nesker og deres erfaring, og Jeppe har i høj grad været den, der kunne veksle mange af vores allerførste intentioner til en virkelighed, der betød, at vi faktisk kunne starte den samtale med tusindvis af danskere, selv om der var corona nedlukning, da vi startede Det Politiske Mødested. Vores digitale mødested, som Jeppe etablerede i sene nattetimer,

samlede tusindvis af danskere – og det var de snakke, vi havde derinde, der gav os det sidste puf i ryggen til at starte Moderaterne. Det var fra begyn delsen et fælles projekt, og de digitale muligheder, som Jeppe i særdeleshed var god til at tænke ind, gjorde, at det blev et meget stort fællesskab på meget kort tid.

Jeppe og jeg har grundlæggende den samme tilgang til den politiske virkelig hed, vi har indrettet vores samfund på; der er meget, man kan gøre krav på, men også en del, man har pligt til. Jeg værdsætter vores samtaler. De har fra første færd været med til at udfordre og udvikle. Jeppe insisterede på, at jeg var den rigtige til at starte et nyt parti i Danmark – et år senere insisterede jeg på, at han selv blev en af partiets folke tingskandidater. Det glæder mig, at han tog imod. Jeppe er en grundlæggende del af Moderaterne, og han er en af dem, tror jeg, som kan bevare den helt afgørende vigtige indstilling til det poli tiske arbejde; at det skal give mening i virkeligheden – også når det har kon sekvenser eller grunder i en sandhed, vi som danskere helst vil undgå. Vi skal forandre for at forbedre. Ikke for at få stemmer. Jeg kan ikke forestille mig, at Jeppe vil gå på kompromis med sine meninger.

Lars Løkke Rasmussen

DET LEVENDE ORD

Jeg har holdt foredrag over hele landet siden 1992. Det er blevet til godt 5000 foredrag i både store forsamlinger, på ledelseskonferencer, til høringer - og små menighedsråd eller foreningsar rangementer, der har samlet landsbyen til en aften med ord.

Begge dele gør en verden til forskel for mig. Både det at tale for store og små forsamlinger, men også kaffen bagefter,

hvor en uddybende samtale finder sted - og man hører om de udfordringer, glæder og sorger folk har.

Jeg taler selvfølgelig om medier og samfund. Om den medieskabte vir kelighed, som vi lever i. Jeg taler for folkeskoler om mobning og digitale udfordringer, lærere og politiet om at få stoltheden for sit fag tilbage, medar bejdere om at finde arbejdsglæden - og

har fokus på fællesskaber, både de små og de helt store, som gerne skulle kun ne fungere ved siden af hinanden uden at kriges.

Jeg bliver altid spurgt, om jeg skal bru ge storskærm eller power point. Det skal jeg aldrig. Power Point er kun for folk, der ikke kan huske hvor de er kommet til. Jeg bruger det levende ord, og det må være mere end nok.

MÆRKESAG #1

TRIVSEL & DANNELSE

Dannelse er måske efterhånden blevet et ord for, om man er godt opdraget og kan sidde pænt ved bordet, når der er gæster - men dannelse bør være noget andet. Dannelse må være en betegnel se for alt det, der udvikler os blive til de mennesker, vi egentlig er. Det er dan nelse, der sætter os i stand til at være nogen i verden og møde den kritisk, åbent og fuldt.

Moderaterne foreslår borgerpligt. At unge skal ud i fællesskaber og yde en indsats for civilsamfundet og dermed lære om medborgerskab. Men dan nelsen starter tidligere; allerede i mø det med første institution. Vuggestuen, børnehaven - begge opfattes af mange som pasningsordninger, der tager over mens forældrene er på arbejde - men virkeligheden er, at pædagoger i dag er væsentlige med-opdragere, som gør en forskel og påvirker et barn, alene ved at være til stede. De skal have mere tid til at kunne gøre den forskel. At kunne være tilstede uden at skulle løbe spids rod mellem for mange børn, uden at nå at gøre den forskel, vi er helt afhængige af, at de bidrager med.

I folkeskolen skal dannelse tænkes ind i fagene - men også i de vigtige frik varterer. Vi skal ruste børn til en digital

virkelighed, der ikke blot handler om at forstå grænser - men også om at kunne være kritiske over alt det, som de ser. Vi danner ved at lære dem om i går, hi storie er et vigtigt fag, fordi vi er dem vi er i kraft af dem, der var her før os. Og vi ser nutiden i samfundsfag, der ruster os til demokrati og sørger for folkeop lysning. Men de to fag sniger sig gud skelov også ind i alle andre fag - dansk litteratur og det digitale flyder sammen i dansk og vi går på opdagelse i vores fælles natur og kloden i natur og teknik. Alle fag sætter dig i stand til at vælge retning og turde drømme om, at ende et sted derude - og gøre en reel forskel for andre.

Dannelse handler også om, at have mødt og være klar til fællesskaber. Og det er ikke kun i forhold til børn og unge - men noget vi alle skal lære hele livet. Være klar til at være noget og nogen. Være i samspil med andre, fordomfrit og med nysgerrighed. Dannelsen ligger netop i mødet med andre.

Vi har glemt hinanden. Det store fælles skab. At vi egentlig har et fælles projekt, men bare er uenige om vejen derhen. Vi skal blive bedre til at flytte os sam men mod fælles mål, men på forskel lige veje.

MÆRKESAG #2

FOLKESTYRE & MEDBORGERSKAB

Et demokrati kræver aktive og folke oplyste borgere. Det er ikke nok at stemme hvert fjerde år, man skal bruge stemmen hver dag. Vi skal tale sammen om politik, tale sammen om retningen for vores samfund. Forstå, at samfund jo betyder, at vi har fundet sammen - og skal få det bedste ud af fællesskabet.

Det kræver medier, som ikke fokuserer på at komme først - men på at komme i dybden. Ikke fokuserer på at skrive en god overskrift, men bruger fagligheden på alt det, der skal stå i artiklen. Medi erne er i dag økonomisk afhængige af, at der er seere og læsere, som klikker på en overskrift. Dermed vinder den journalistiske form, som er mest dra gende. Og der er desværre flere, der trykker på alvorlige trafikulykker eller ulykkelig kærlighed hos en kendis, end på fordybende artikler om finansloven. Det er måske nok forståeligt, men må aldrig betyde at medierne skal nedpri oritere finansloven af den grund. Fol keoplysningen ligger ubetinget hos de elektroniske medier, fordi avisen, bogen og tidsskriftet desværre - for nu - er på retur. Det stiller større krav til mediebil ledet, end det vi ser lige nu!

Men det kræver også politikere, der

ikke bare holder vælgermøder hvert fjerde år, men holder kontakten gen nem hele perioden til det folk, de re præsenterer. Det kræver politikere, der ikke går med på mediernes overfladiske verden og laver politik om til slagord. Og det kræver politikere, der tør sige det upopulære, hvis det er det rigtige at foreslå.

Og endelig kræver det borgere, der genhusker hvor vigtigt det er at følge - sådan rigtigt - med. At det kan være fint at kende vinderen af Vild med dans, men at medborgerskab også betyder, at vi skal kende en smule til det samfund, vi har valgt at finde sammen om.

Endelig skal vi arbejde meget markant på, at den stadig tiltagende politiker lede bliver til respekt for folkevalgte. Jeg forstår såmænd godt, at der kan være lede forbundet med den måde, der drives poltik på. Man kan have en fornemmelse af, at politikere stiller sig op og taler udenom - eller gentager de samme slagord, som deres spinfolk har fodret dem med. Også selvom de reelt står med al den vide, der kunne give os respekt. Hvis vi borgere begyndte at stil le flere spørgsmål, hvis vi viste dem - og forlangte - at vide mere - så fik vi andre

politikere. De ville ikke turde andet. Endelig skal vi gøre op med begrebet “Borgens tykke mure”, der jo grund læggende fastslår, at politikerne ikke kender virkeligheden. Det er til dels rig tigt. Politik bliver alt for ofte lavet, uden at snakke med dem, det hele handler om. Vi tror det er nok at lytte til et par

eksperter, regneark og organisationer - men Moderaterne taler med hverda gens eksperter. Vi lytter til dem, der har fødderne ude i virkeligheden. Vi har samlet dem i Det Politiske Mødestedog vores politik er i høj grad blevet til, i samspil med dem. Og dermed trykprø vet i forhold til deres dagligdag.

MÆRKESAG #3

ET SAMLET DANMARK

Land og by er blevet en sort og hvid de bat. Uden respekt og uden fælles for ståelse. Vi er splittet op i dem, der øn sker at bo ved en metrostation og dem, der har valgt at bo et sted uden busser.

Danmark skal hænge bedre sammen.

Både gennem foredrag, rådgivning og utallige kursusforløb har jeg bistået landsbysamfund over hele landet i for hold til at at skabe større fællesskab, øget tilflyt ning og opbygning af kulturer, der ska ber nærvær og aktivitet lokalt. For mig er landsbyerne Danmarks bagland. Der bor store dele af befolkningen - og de res gåpåmod og ukuelighed er beun dringsværdig.

De oplever et ringere serviceniveau. Ambulancen kommer oftest for sent, busserne kommer slet ikke og alt de ser politikerne tale om, er fjernt fra deres hverdag - fordi de fleste magthavere hurtigt flytter ind til byerne, med metro en i baghaven - og glemmer dem, der lever på en anden måde. Vi skal have en bedre sammenhængskraft i samfun det. Det er helt tydeligt, når man træder sine primære skridt på landet, som jeg gør.

Vi skal give plads til, at rigide regler, der passer fint til Nørrebro kan administre res anderledes i Hvide Sande. Vi skal give lov til noget kystbyggeri, der kan tiltrække turisme og aktivitet til et om råde, uden at ødelægge naturen - men man må gerne gå på kompromis med naturen. Danmark har 7.314 kilometer kystlinje. Vi kan stadig få oplevelsen af det særegne klitlandskab, selvom vi allokerer et par hundrede meter til en oplevelsespark, et vandland eller et konferencecenter eller giver lov til at lave aktiviteter på stranden. Vi skal selv følgelig finde balancen og sørge for, at det ikke tager overhånd - da både lokale, besøgende og turister jo netop kommer for naturen - men vi må også åbne for, at der skal ske mere aktivitet på regnvejrsdage.

Vi skal stoppe med at tale om land og by - og gøre det til modsætninger, man kan starte partier på alene at ville noget med. I virkeligheden handler det jo om at tale alene om et land. Danmark.

EN HELT CENTRAL ROLLE

I DANSK POLITIK

Jeg har altid været optaget af politik. Og det bør man på en måde være, sy nes jeg, hvis man ønsker at være ikke bare borger men medborger og der med præge det samfund, vi er fælles om. Den indstilling er grundlagt i min barndom. Jeg husker, at jeg som lille dreng betragtede min far, Poul Erik Søe, som var holdningsbåret politisk jour nalist, siddende ved sit skrivebord med cigar i munden og – undertiden – him melvendte øjne, skrivende på sin gam le skrivemaskine. Engageret. Oprevet. Målrettet. Han lignede en, der mente noget med det, han skrev, og jeg havde en fornemmelse af, at hans ord var med til at ændre verden.

Det tror jeg, de gjorde. Ord ændrer jo noget, hvis man lytter. Samtaler om politik er væsentlige – og på mange måder, tænker jeg, at det nærmest er vores borgerpligt at mene noget, fordi det er sådan, vi skaber et fungerende folkestyre.

Fordi jeg selv har været journalist, så kender jeg følelsen af det privilegium, det er at være den nyhedsvært, der formidler politiske emner- og udspil til befolkningen. Og sådan skal det føles; som et privilegium. Det er så uendeligt vigtigt, at vi har medier der går i dybden - og som er dedikerede til den demo kratiske opgave, det er at folkeoplyse.

Som nyhedsvært opdagede jeg dog med tiden, at der ikke var plads til den fordybelse, jeg havde håbet på, i en flygtig mediedagsorden. Vi lavede må ske et par nedslag i et lovforslag. Vi sat te mikrofon på en eller anden ekspert,

der kunne sige, at det hele måske nok var ad helvede til... Og så rundede vi af med et par politikere i studiet, som kunne råbe lidt ad hinanden – ansporet af mig, der fungerede lidt som en bidsk pittbull, der angreb dem på alle hold ninger, fremfor at være den vagthund, jeg havde håbet på kunne være - ved til at holde dem op på deres ord og løf ter. Samtale blev det aldrig til. Hellere debat og konfrontation. I dag ser jeg, hvor vigtigt det er, at vi forandrer den politiske samtale. Både mellem og med politikerne og hinanden. Ellers holder vi helt op med at sige noget, frygter jeg. Det vil jeg gerne være med til at for andre.

Vi er endt der, hvor vi taler om “bor gens tykke mure” og hvor vi er begyndt at give højlydt udtryk for vores politi kerlede. Borgerne har - for en stor dels vedkommende - ikke lyst til at melde sig ind i politiske partier. De ønsker ikke at sætte sig ind i politiske beslutninger. Mange har mistet troen på og respek ten for vores system og institutioner. An svaret ligger i høj grad hos medierne og politikerne - men jo også hos alle os borgere, der - fordi vi har resigneret i forhold til politiske slagord og termer, vi synes, vi har hørt for mange gange fører med til at skabe det egentlige demo kratiske problem. Alle må være med og flest muligt bør være det. Hvis vi melder os ud, så erstatter vi folkestyre med et styret folk. Det er ikke meningen.

Da jeg stoppede som studievært i år 2000, måtte jeg endelig mene noget. Jeg havde siddet på skærmen og inter viewet politikere og ministre og forskere

”Jeg beundrer Løkke for at turde…”

i timevis - og jeg holdt aldrig op med at undre mig over, at både spørgsmål og svar på mange måder var givet på forhånd.

Politik var og er fastlåst - og det er råd givere og gallup-målinger der dikterer, hvad det bedst kan betale sig at sige, når et valg nærmer sig. Kun få får ordet, mens der på Christiansborg vel er godt 140 folkevalgte, som ingen hører fra. Det er kun blevet mere tydeligt for mig; hvis man vil genstarte en ægte politisk samtale i vores land, skal vi gøre det hen over midten. Først da brydes fastlå ste holdninger. Jeg har altid hadet blok politik. Når man laver brede forlig, må det altid være om de mindste ting, fordi man aldrig kan enes om de store foran dringer, så længe opposition er den po litiske praksis, vi dyrker mest intenst. Da

jeg efter min tid som nyhedsvært kom tættere på politikere og politik på en ny måde, opdagede jeg, at de godt kunne enes bag den lukkede dør - men ofte sagde højt derinde, at de jo ikke kunne gå ud til deres bagland og vælgere og sælge den holdning eller enighed. Man gik derfor til forhandlinger med en klar fornemmelse af, hvor få ting man i vir keligheden til sidst ville kunne enes om i det endelige lovforslag.

Jeg sagde ja til at stille op for konser vative og ønskede at trække dem mod midten. Det lykkedes absolut ikke. Jeg gik med i Ny Alliance, der i høj grad var et midterparti - men hvor de tre stiftere ikke havde fundet fælles fod slag - og så endte det hele som Liberal Alliance og en noget fastlåst ideologi. Jeg var derefter medstifter af Borgerligt

Centrum, et vanvittigt spændende pro jekt, hvor vi samlede en stor flok, der både kom helt ude fra Enhedslisten og over til Dansk Folkeparti. Vi lavede et borgerligt midterparti med et godt og gennemarbejdet politisk fundament. Bestående af netop mødet mellem rød og blå. Men formanden faldt desværre. Han blev overrasket over arbejdsbyrden og endte med at fjerne sig fra projektet, der led under uroen.

Min midtersøgende tankegang var ufor andret. Radikale var helt udelukket, da de ikke er et midterparti, klart tilhører rød blok og har gjort det, siden Jelved og Nyrup dannede regering i 1993 - og så er de, efter min mening, mere woke end vågne.

Jeg bidrog med sparring og kommuni kation i blandt andet Venstre de kom mende år, og jeg oparbejdede derigen nem et begyndende venskab med Lars Løkke Rasmussen. Han er, som jeg ser det, en af de mest kompetente politike re i Danmark; erfaren, folkelig og run det at levet liv. Og så er han et dejligt menneske oveni. Han var og er alt det - og så var han også begyndende træt af det fastlåste politiske landskab.

Under seneste valgkamp udgav han derfor en bog, der gerne ville skabe blik for nye konstellationer i politik. Jeg elskede idéen – og det samme gjorde mange andre vælgere, der kvittere de med enorm fremgang til Lars Løk ke Rasmussen personligt og til partiet. Baglandet i Venstre kvitterede dog med intern uro, og Lars forlod partiet kort tid efter. De dage skrev han historie – og den fortsætter i Moderaterne.

Jeg kontaktede Lars fra tid til anden. Ofte, måske ligefrem, med forslag om at stifte et nyt midterparti, der nuanceret og reflekteret skulle favne de danskere, der også mener, at der er brug for at gøre tingene på en ny måde. Jeg blev ved at skrive. Jeg så Lars som den po litiker, der kunne forandre noget på en afgørende måde – og jeg forspildte ikke en mulighed for at fortælle ham det. Hans kone Sólrun gjorde det samme på hjemmefronten - og da Lars vendte hjem fra Atlanten, havde han tænkt sig om. Han valgte at takke nej til de man ge jobtilbud og i stedet kaste sig ud i et politisk projekt, der i princippet kunne gå alle veje.

Det beundrer jeg ham for at turde. Det er kun mennesker, der brænder for po litik som tager sådanne skridt.

Vi talte en del sammen i efteråret 2020, og i januar 2021 startede vi så det hele op. Vi var to til en begyndelse… Vi drev det videre på rigtig højskolemaner med samtale, græsrødder, folkebevægelse og folkeoplysning. Resten er historie. I dag er jeg spidskandidat i Vestjylland for Moderaterne; et etableret nyt parti, der er drevet af mod og meninger og mennesker. Vi ved godt, hvad vi vil – og det er der ikke noget mærkeligt i; det særegne for Moderaterne, tænker jeg, det er, at vi også ved, hvad de andre vil. Vi ønsker at stå midt i det, der er dansk politik, fordi det er der, vi tror på, der er mest at tale om, tænke over og lytte til. Og så tager vi stilling. Vi tror, den bliver helt central for Danmark…

CIVILSAMFUNDET KRÆVER PERSONLIG INDSATS

Vil man styrke det sted man bor, må man gøre en indsats selv. Tage en tørn med rengøring eller træning af små børn på fodboldbanen. Eller melde sig i bestyrelsen for foreninger eller erhvervs liv, der styrker den egn man vil bo og leve i.

Gennem tiden har jeg siddet i mange helt forskellige bestyrelser. For dem, der ikke har siddet på sådan en stol, virker det måske bare som en titel. Og et sted, man sidder med slips og jakke. Men bestyrelsesarbejde er virkelig vig tigt og spændende. Her kan man på virke en retning for en virksomhed eller forening, man kan finde ud af hvor lidt råderum der er fra statens side, man kan debattere vildt om retning og form og man gør en forskel.

Jeg har siddet i erhvervsvirksomheder, hvor jeg mest af alt er højskoledrengen, der tør udfordre et bestyrelsesrum med de dybere og sværere samtaler. Provo kere samtalen frem om andet en vækst og måltal.

Jeg har siddet 3 år i efterskoleforenin gen og fået indblik i alle landets efter skoler, jeg har været formand i 8 år for Halvorsminde efterskole og fri fagskole, og der oplevet hvad engagement gør for unge mennesker, hvis man tager dem alvorligt på rette tid og sted. Jeg har været i gymnasie, skolebestyrelse og en handelstandsforening - og fået indblik i, hvordan samfundet fungerer og i sandhed også, hvor lidt råderum civilsamfundet har, når de forsøger at gøre en forskel.

Vi skal som land blive bedre til at give frihed og tro på, at folk kan forvalte den under ansvar. Der er alt for mange lukkede døre, lange besværlige beslut ningsprocesser og rigide arbejdsgange, der slukker gnisten i en god idé eller helt sætter udviklingen i stå.

LANDSBYERNES ENESTÅENDE

FÆLLESSKAB

Både gennem foredrag, rådgivning og utallige kursusforløb har jeg hjulpet landsbysamfund over hele landet med at skabe bedre fællesskab, øget tilflyt ning og opbygning af kulturer, der ska ber nærvær og aktivitet lokalt. For mig er landsbyerne Danmarks bagland. Der bor store dele af befolkningen - og de res gåpåmod og ukuelighed er beun dringsværdig.

På landet oplever vi et ringere servi ceniveau. Ambulancen kommer oftest for sent, busserne kommer slet ikke og alt det, vi ser politikerne tale om, er fjernt fra vores hverdag - fordi de fleste magthavere hurtigt flytter ind til byerne, med metroen i baghaven - og glemmer dem, der lever på en anden måde.

Vi skal have en bedre sammenhængs kraft i samfundet. Det er helt tydeligt,

når man træder sine primære skridt på landet, som jeg gør. Vi skal give plads til, at rigide regler der passer fint til Nør rebro bliver anderledes i Hvide Sande. Vi skal give lov til noget kystbyggeri, der kan tiltrække turisme og aktivitet til et område. Vi må ikke ødelægge natu ren - men må godt gå på kompromis med naturens udseende. Danmark har 7.314 kilometer kystlinje. Jeg tænker stadig man kan få den gode oplevel se af klitter, selvom vi allokerer et par hundrede meter til en oplevelsespark, et vandland eller et konferencecenter eller giver lov til at lave aktiviteter på nogle strande.

Vi skal sørge for, at det ikke tager over hånd - da både lokale, besøgende og turister jo netop kommer for naturenmen vi må også åbne for, at der kan skabes mere aktivitet på regnvejrsdage.

NAT I

NYHAVN moderaternes historie

Efteråret er for længst forbi. Det er vin ter, men udsigten ud over Nyhavn er stadig særlig. De har siddet der før. Det er det samme, de taler om. Hvordan balancerer man den personlige frihed og kravet til medborgerskab? Hvordan involverer man de mennesker, der for længst er blevet trætte af politiske ter mer og tomme løfter, på en måde, der skaber en forståelse for, hvor væsentligt det er, at vi gentænker store dele af samfundet? Hvordan får man folkesty ret til at tage parti?

Han har krydset et verdenshav - nu er han tilbage, og det hele føles i det øje blik lige akkurat så højstemt, som det kan lyde, men det også virkeligheds nært og bundet op på et ønske om at gøre noget. En forskel.

Jeppe er på besøg hos Lars i Nyhavn. De har skrevet sammen i månedsvis. Talt og tænkt. Da Lars skal medvirke i ’Over Atlanten’, og inden han sejler udenfor mobildækningen, skriver han, at de må tale sammen, når han er hjemme igen.

”Jeg gik længe som katten om den var me grød, men med en drøm om at ero bre midten. 25. maj 2020 opfordrede jeg første gang Lars direkte til at starte et parti. Jeg skrev til ham, at der var brug for ham – og selv om han måske

ikke selv tænkte det sådan, til en start, så fortsatte vi alligevel snakken. Heldig vis. Som jeg husker det, svarede han mig noget i retningen af; Tjo… måske har jeg udstået min samfundstjeneste? Jeg var, og er, helt uenig. Og det er der heldigvis mange andre danskere, der også er.”

Den besked er begyndelsen på det, der 5. juni 2022, lidt over et år senere, blev til Moderaterne.

De noterer navnet Moderaterne på blokken den aften i Nyhavn. De note rer også en håndfuld navne på men nesker, der måske kan være interessan te for projektet, og noget, der på det tidspunkt stadig føles som strøtanker. ”Løkkes politiske Netværksgruppe” er en af dem.

Lars er lige vendt hjem efter at have krydset Atlanten med Umut Sakarya, Johannes Nymark, Ditte Julie Jensen og Felix Smith. Han har haft masser af tid til at tænke sig om under stjerner ne. Jeppe har i månedsvis forsøgt at få ham med på ideen om, at han er den, der har den nødvendige erfaring til at tage ordet ved det bord, hvor samta len mellem blokkene i dansk politik kan genstartes. Og det er det, de taler om den aften.

Da Lars Løkke Rasmussen i 2019 træk ker sig som formand for Venstre, er det efter nogle tumultariske uger, hvor der internt i partiet ulmer en konflikt og et opgør i forhold til det formandsskab, som Lars, på baggrund af det fine valg Venstre har haft i juni samme år, har besluttet sig for at fortsætte. Og på et hovedbestyrelsesmøde i Brejning 30. august, trækker han sig. ”Han orker ikke mere”, skriver han i ’Ud af det blå’, som udkommer i oktober samme år. Lars Løkke Rasmussen forestiller sig måske, at det var det…

Journalister og kommentatorer gisner, politiske kollegaer gætter, holdet – og opgaverne – vokser.

Intentionen var, og det er den stadig, at skabe et politisk fundament, som favner hen over midten. En politik, der er grundlagt på et socialliberalt funda ment, der blev fremlagt den januar i 2021. Der er stadig mange grundlæg gende borgerlige værdier i centrum –men det er den “nyborgerlighed”, der også tør kigge sig rundt og opdage andet end det fastlåste blå. Tør gå på opdagelse i det såkaldt røde univers for at se, hvor er der ræson i at blande far verne. Fundamentet var derfor lilla fra start.

Enighed er ikke idealet. Det er diversi teten, der skal skabe grundlag for de nødvendige forandringer – og erfaring og politisk praksis skal veksle det til vir kelighed.

Det var det ikke. I januar 2021 etab leres ’Det Politiske Mødested’, som på papiret den aften i Nyhavn hed ’Løkkes Politiske Netværksgruppe’. Projektet får den første uge mere end 15.000 dan skere til at melde sig ind i den åbne samtale, der skal genere den erfarings baserede hverdagsviden, som måske med tiden kan danne udgangspunkt for et nyt politisk parti. Man kan ikke vide det, siger Lars Løkke Rasmussen, det forår, men hvis der er opbakning til det, så kunne man måske godt forestille sig, at det ender med et parti. Det forår af holdes der ugentlige webinarer. Jeppe og Lars fastholder samtalen med de tu sindvis af danskere, der med hver deres profession, geografiske tilhørsforhold, historie og politisk ståsted, har meldt sig ind i mødestedet. Interessen er stor.

De talte og talte i mange dage og nætter. Samtalerne, de havde under vejs, blev langsomt til en intention og et konkret ønske om at være med til at skabe den forandring, de begge så for sig. Respekten var opbygget over år. Samtalerne startede i det åbne; som debattør har Jeppe Søe i årevis sagt til og fra i forhold til den offentlige debat, og da Lars Løkke Rasmussen i 2016, som statsminister, var med til at indføre ’smykkeloven’, gav Jeppe i ligefremme vendinger udtryk for sine holdninger til sagen. Han var ikke enig.

”Jeg var så overbevist om, at Lars ville være den rigtige til at starte et nyt me ningsfyldt parti op i Danmark, selv om der ikke ligefrem mangler nye partier, og det var – og er – jeg, fordi jeg altid har haft en meget stor respekt for hans politiske håndværk, men også for hans måde at nuancere tingene på. Han lyt

ter, også til sine modstandere. Han kvit terer med debat og samtale. Sjældent tavshed. Han har altid villet debatten, og det var det, vi var fælles om; også den nat i Nyhavn. Vi ville skabe bevæ gelse i den politiske virkelighed. Og se nu her…”

Moderaterne er blevet til mange. Et parti. Og det er fin følelse. De kan beg ge huske, hvordan det var at være to, så de hæfter sig ved fornemmelsen af, at tingene står selv. At skaberkraften er bredt ud på flere tusinde danskere, som deler en intention – nok til at veksle den til ambition. Det er stærkt. Og det er imponerende, at det er lykkes i en tid, hvor danskerne måske ønsker sig foran dring mindst af alt.

”Vi offentliggjorde Moderaterne midt i en tid, hvor danskerne var mætte af alt det, der foregik omkring corona. De ønskede sig ikke flere forandringer, tror jeg, og det var det, der var vores væ sentligste budskab fra begyndelsen; at noget må forandres, hvis ikke vi vil stag nere i en usund kultur. Vi kan ikke fast holde for at forandre. Det er ulogisk, og det er sådan, politik er blevet. Politisk er man blevet så bange for at blive fra valgt af danskerne, at man forsøger at formidle alting på en måde, der skal give vælgerne indtryk af, at alting kan løses meget simpelt. Det er løgn. Sam fundet er komplekst. Det er ikke uden omkostninger at ændre på ting. Men det er det værd.”

De fik travlt. Og det var – også – råt. Mange mennesker trådte ind i Mode raterne og Det Politiske Mødested med et håb om, at de kunne læse deres eget projekt ind i fællesskabets. Organisati onen voksede; det skulle den, for inte ressen var stor, og projektet havde ikke det samme økonomiske grundlag som andre etablerede partier. Det politiske

program skulle tænkes og formuleres, og når man insisterer på at se virkelig heden i øjnene hele vejen; så er man udfordret på gældende diskurs mantra om “enkelt og overskueligt“.

”Når man taler – meget – med dem, der skal anvende den politik, man tæn ker, i virkeligheden, så opdager man jo for hver samtale, hvor komplekst det er. At der er brug for kompromisser. At man må tage sig tid til at lytte. At tinge ne er forbundet; når man taler handi cappolitik, så taler man også klimapo litik, økonomi, social- og kulturpolitik. Altså, man kan ikke isolere en del af samfundet og tro, at man kan løse et konkret problem, uden at have blik for sammenhængen i tingene. Det tager tid – både at tænke og tale ind i, og det er det, Moderaterne insisterer på at gøre.

”Vi har taget snakken fra Nyhavn med ud i verden, og det tager tid og kræfter at insistere på den grundlæggende kultur ændring; nu skal lave holdbar og virkelighedsnær realpolitik. Alle må sige noget – vi skal lyt te til hinanden, og så skal vi, der gerne vil sidde for bordenden, veksle til praksis. Vi skal holde ord.”

Man kunne godt have formuleret det anderledes. Man kunne have talt ind i de rentable Gallup-målte dagsorde ner. Man kunne få det til at lyde meget nemt. Men de valgte noget andet. Mo deraterne siger, hvad de mener – og det er ikke spor enkelt; til gengæld er det meningsfyldt.

RÅDGIVER FOR ERHVERV & POLITIK

Jeg har rådgivet ledelse og medarbej dere i store og små virksomheder, for eninger og bevægelser. Hjulpet dem til at sætte en kurs og strategisk finde vejen frem - men også hjulpet med at takle en presse, marketing eller skabe fællesskab mellem medarbejdere og ledelse.

Jeg har rådgivet store internationale virksomheder og helt små start-ups. Brugt fritid på iværksættere, der havde brug lidt erfaren hjælp uden at have økonomien på plads endnu og hjulpet foreninger med at vokse. Jeg har talt for fagbevægelsen, partier og statslige in stitutioner et utal af gange, for at skabe et sammenhold og en større sammen hængskraft.

Jeg har undervist i politiet og forsvaret, hvor budskabet er at genfinde stolhe den for uniformen i en tid, hvor man sy nes man skal løbe så stærkt, at man må se stort på fagligheden. Og talt med statens mange områder om at være del af en politisk virkelighed, hvor man ofte er kastebold eller sættes ind, når Eks tra Bladet laver en forside - og dermed må nedprioritere noget, man personligt mener rent fagligt er vigtigt. Det kræver en del at være offentlig ansat - også brede skuldre. Og dem taler jeg gerne større.

RÅDET FOR BÆREDYGTIG ERHVERVSUDVIKLING

Det var ret tydeligt for mig i starten af det nye årtusinde, at klima og miljø snart måtte komme på dagsordenen. Des værre var debatten sort og hvid. Man udskældte erhvervsliv og hele brancher, fremfor at hjælpe dem på vej - og sam talen var forstummet. NGOer råbte af erhvervslivet, der reagerede ved at lukke døren til de hårde angreb, frem for at lyt te. Intet skete.

I 2005 fik jeg mulighed for at være med stifter og igangsætter af Rådet for Bæ redygtig erhvervsudvikling. Tanken var at samle de allerstørste virksomheder i Danmark og sætte dem sammen med det formål, at dele erfaringer om det, der senere blev kaldt “grøn omstilling”. Men også at starte samtalen med de NGOer, der unuanceret råbte udenfor døren. Må ske man gennem samtale kunne hjælpe sagen på vej?

Vi endte med at få de helt store spillere med - og disse gjorde alle en forskel for, at samtalen ikke var sort og hvid læn gere - det fortjener de tak for at turde: Arla Foods amba, Brd. Hartmann A/S, Codan A/S, COOP Danmark A/S, Dan foss, Danske Bank A/S, Danske Havne, Egetæpper A/S, Grundfos A/S, Key2Gre en, Kluntz A/S, Matas A/S, Nordea Bank Danmark A/S, Novotex A/S, Novozymes A/S, Post Danmark A/S, Royal Danish Fish A/S, Tryg Forsikring…

MENINGSDANNER

ER ET MØGORD

De kaldte mig meningsdanner. Det er egentlig et forfærdeligt ord. Meninger bør jo dannes af forskellige input, hvor man blander det med sine egne erfarin ger. Jeg håber ikke der findes menings dannere i Danmark - men jeg glædes over, at der er folk som siger, hvad de mener. Sådan en er jeg!

Jeg er aktiv på Facebook med fortæl linger og meninger - og jeg har skrevet klummer fast for både BT, Ekstra Bladet, Ræson og magasinet folkeskolen. Plus det løse, fordi jeg ikke kan lade være.

Jeg har været glad for hvert et ord, men får jo også ord tilbage. De fleste er skønne og gør mig klogere, men der er også både trusler på livet og bande ord i min indbakke. I starten rystede de mig, da jeg virkelig ikke kunne tænke at folk skrev, uden at ville handle på det. Jeg sendte dødstrusler videre til politiet og brugte tid på at se mig rundt, inden jeg gik ud. Nu har jeg vænnet mig til det. Og når nogle skriver “Du skal dø!” svarer jeg, at det er noget vi alle skal en dag og smider beskeden i skralde spanden.

Det er den tone, vi alle må bekæmpe. Jeg tror dog på, at dem der skriver bare er uenige - men ikke har et sprog for den uenighed. Vi siger ofte, at tonen er blevet rå på grund af sociale medier. Det er jo løgn. Den har altid været rå.

Jeg kommer helst på de brune værtshu se og der skal jeg love for, at folk altid har sagt hvad de mener! Det er ikke småting de råber højt med mellemrum om magthavere, systemet eller hinan den.

Den hårde og rå tone har altid været der - nu har folk bare fået bredbånd!

Jeg vil fremhæve mit samspil med Poul Madsen på Ekstra Bladet som eksem pel. I virkeligheden passede hverken avisen eller formen til mig. Jeg skrev nogle hårde klummer om Ekstra Bladet - og medier - og tænkte de næppe ville blive glade. Poul Madsen mente ander ledes. Han ville gerne kritiseres og hy rede mig som fast klummeskribent. Han bad mig sende LIVE-tv med valgdebat i timevis, nuanceret og med samtale uden konfrontation. Og han lagde hele to gange sendetid til mine rekord-fore drag, hvor jeg i først 24 timer og senere 36 timer talte uafbrudt live på EB. Også om deres egen avis. Og om ham. Det gav et venskab - og en grundlæggen de respekt for et menneske, der havde til opgave at lave den journalistik, jeg egentlig taler imod - men favnede kri tikken og ønskede samtalen.

Så kommer man altid langt.

FOLKESTYRET HYLDER GRUNDLOVEN

Da corona ramte, panikkede vores magt. Eksperterne var ikke enige om hverken alvorlighed eller recept, men man valgte at lytte ensidigt på nogle få eksperter og skære andre helt fra. Man opdelte samfundet i dem, der gik i takt og dem, der var kritiske. De, der var kri tiske, blev på det nærmeste udlagt som landsforræddere.

Hele det politiske system glemte, hvor for de var der. At politik handler om at holde øje og finde fælles veje. Mette Frederiksens regering lukkede sig to talt om sig selv - og satte en egenrådig kurs, uden skyggen af hensyn til folke styret og senere grundloven.

Vi skal håndtere kriser udefra - og det kan vi! Men vi kan bedst, når der er flere til stede i rummet end dem, der er enige med hinanden på forhånd. Danmark må aldrig ukritisk blive re geret af partisoldater, der ikke tør råbe højt - men skal ledes i uenighed, hvor man taler sig til et kompromis. Jeg er helt med på, at man skulle handle hurtigt. Derfor er der ikke fra min side skyggen af kritik over, at man lukkede landet hurtigt ned. Men at man derefter også lukkede folk ude af samtalen, er udansk og udemokratisk. Så snart der var “ro på” med en nedlukning, skulle man have samlet danskerne om andet end fællessang. Og man skulle tro på, at danskerne grundlæggende godt kun ne finde ud af, at passe på hinanden.

Vi reagerede faktisk med at håndspritte og bruge mundbind og meget andet, som vi måske ikke engang troede påmen for fællesskabets skyld tog vi ingen chancer.

Fremfor at tro på folkets fornuft, blev det hele mere og mere regelret og ri gidt. Og danskerne kvitterede med at udskamme alle dem, man synes stod for tæt eller dem, der ikke gik med mundbind. Vi blev delt i mange hold og lyttede aldrig til hinanden. Eksperterne blev nøje instrueret før og under pres semøderne, vi glemte nuancerne og vi handlede kun på konklusionerne - som der endda var uenighed om.

Denne

egenrådighed endte med, at Mette Frederiksen og hendes regering tog beslutning om at nedlukke hele minkerhvervet. En total vanvittig beslut ning, hvor man end ikke nåede at læse rapporterne eller for den sags skyld læse op på lovgivningen. Hele forløbet efterfølgende har vist en syg regerings ledelse, hvor man i al hast glemte både grundloven og endda sendte SMSer til hinanden i et sprog, som man simpelt hen ikke kan eller må regere med i et demokrati. Mette Frederiksen havde in den da allerede udskiftet store dele af centraladministrationen med folk, der var mere ukritiske, hvilket gav os en ledelse uden modspil. Og næsten alle partier stillede sig op bag regeringen og stod som tinsoldater og ventede på

hendes næste skræmme-pressemøde.

Jeg sad og så det hele. Og jeg var rystet!

I en krise skal et fundament som grundloven stå sin prøve. Vi har bygget landet op på et fundament, som gør at vi altid kan stå fast i storme og intet vælter. De helt fundamentale love er netop skabt, så ingen i krisetid kan regere uden folkestyret. Det gjorde Mette Frederiksens regering!

Så jeg tog initiativ til at samle folke styret i en demonstrantion for grund loven. Det blev af medierne kaldt “en traktordemonstration” men det var fordi traktorer fylder mere end mennesker. Vi samlede omkring 10.000 mennesker i København og Århus, tusind trakorer og fiskekuttere på Langelinje. Folk kom

fra over 50 erhverv med det samme budskab: Vi hylder grundloven - og den skal holdes. Vi krævede en undersøgel se af Mette Frederiksens regering i for bindelse med minksagen. Og et bredt samarbejde om at løse kriserne. Første del er gennemført og alle forsøger at få det til at “være undersøgt nok”. Men det er det ikke. Rapporten stiller flere spørgsmål end den giver svar - og der er uenighed i juridiske kredse om lovlig heden. Når vi taler grundloven - vores fundament - så SKAL vi vende hver en sten. Man må aldrig være i nærheden af at bryde grundloven og enhver tvivl skal undersøges til man er sikre på uskyld. Vi skal fortsat have undersøgt hele minksagen - og i sidste ende må ske ende i en rigsret.

INGEN må krænke grundloven og Danmarks fundament. Aldrig!

KULTUREN I FOKUS

Sammen med min kone, Pia Møller Søe, startede jeg i 2012 Et Cetera Ma gazine. Det var i starten et lokalt ma gasin i Nordjylland, der dækkede kultur og mennesker - fortalte den gode hi storie i lange artikler for dem, med god tid - og gik i dybden. Senere gik vi sam men med Dansk Handelsblad, Meny og Imerco og gjorde magasinet landsdæk kende - indtil vi droppede papiret og nu kun kører det online.

Et cetera magazine var vores ønske om, at give kulturen en stemme. Redaktio nerne på dagblade lukker og fyrer igen og igen kulturredaktionerne først - men vi ville en anden vej. Vi turde sætte te ater på forsiden, selvom de fleste mere var til grøn koncert. Insistere på, at det ikke kun er de kendte skuespillere der er spændende, men også hele proces sen bag en forestilling. Vi ville starte en samtale og udgav magasinet måned

for måned. Aldrig med overskud, men med overskud til at gøre en forskel. For os blev det en hobby, på linje med folk der spiller golf. Og selvom det kostede lidt undervejs, ligesom golf jo gør, så gav det os en fælles glæde: Vi gav en stemme til dem, der sjældent blev hørt. Og vi formåede at fange læsere, der ønskede at læse mere - fremfor dem, der kun ønskede en kort orientering.

Vi vil fortsat opdatere vores elskede ma gasin, men ligesom alt andet er papiret fordyrende led. Det ER ikke det samme at læse noget online, det bliver aldrig det samme… Men det er bedre end at stoppe med at dele sin begejstring for kulturen, som Moderaterne da også vil styrke med både kulturpas og ekstra midler.

HVAD TÆNKER DU PÅ, NÅR DU CYKLER?

- At se det cykle? Næppe, hvis du har gjort det i årevis.

Når vi først har opnået den balance, der får det til at fungere, når vi har fun det vej, når vi begynder det at cykle som et middel til målet, så holder vi op med at huske, hvad det er, vi gør. Så gør vi det bare. Så tænker vi på tusind andre ting, og på den måde opdager vi det for langsomt, hvis der er kommet andre modeller på markedet. Hvis nogen har fundet en smukkere vej og en mere me ningsfyldt model.

Moderaterne er et forandringsprojekt. Et brud med en blokpolitik, som bygger på et ideologisk fællesskab mellem par tier, der på mange måder er blevet ’tra ditionen tro’. Men i dag er ikke, hvad den var i går. Danmark er et gammelt demokrati. Vi har øvet os i årevis. Vi er holdt op med at reflektere over nuan cerne, men agerer i blokkene i oppo sition til hinanden. Moderaterne ser et samfund i forandring. Et Danmark, som er fyldt med muligheder og mennesker, der ikke er i dag, hvad de var i går. Vi er blevet verdensborgere. Vi er blevet klogere. Vi er blevet mere forskellige. Vi drømmer større drømme.

Vi er nødt til at vælge alternative veje. Vi må turde justere på velfærdsmodellen, så den passer til den virkelighed, vi selv har skabt. Vi peger ikke fingre. Vi peger ikke på nogen. Vi peger på noget.

Vi ved, at vi skal værne om den demo kratiske proces ved at forny den. Ved at turde kræve, at den er meningsfyldt og baseret på tanker, der er tænkt i nuet. Vi skal genforhandle den kontrakt, vi har

lavet med hinanden, så den bliver bå ret af fornuft og realpolitiske løsninger, der ikke er socialistiske eller borgerlige. Kun. Samfundet er begge dele. Folke styret er både og. Det er derfor, vi skal danne regering på summen af flertal let, og pege på den politiske leder, der når opgaven er klart defineret, vil være i stand til at sætte sig for bordenden som repræsentant for en regering, der er skabt på folkets valg.

Hvem skal så være statsminister? Spørgsmålet stilles igen og igen. Vi sva rer ikke. For vi ved det ikke. Moderater ne har fra start turdet stille det vigtige spørgsmål “Hvor skal vi hen?” frem for at fokusere på personer. Vi mener, at man skal sætte en retning, enes om et fundament - finde kompromis og vær disammenhænge - og ud fra det ska be en regering, der samarbejder trods forskelligheder. Vi stiller krav til den ledelse, blandt andet om undersøgelse af minksag og nye regler for at skifte folk i centraladministrationen. Derefter må alle partier i rummet kigge rundt og se, om nogle vil være kaptajn med det søkort. Nogle danskere finder det standpunkt helt urimeligt. Og det un drer Jeppe Søe:

”Jeg var journalist i en tid, hvor der var nuancer til. Hvor politikere turde tale længe, uden at blive afbrudt. Hvor vi efter et valg havde dronningerunder, hvor partiledere på skift forsøgte at fin de en fælles vej og flertal. Den slags valgkamp var for besværlig for medi erne at dække - der var alt for meget seerne skulle vide og alt for mange om

at fortælle det. Derfor kiggede medier ne til USA hvor det var præsidentvalg. Blåt og rødt. Person mod person. Enkelt og unuanceret. Det kopierede vi i Dan mark og straks var politik omdannet til en kampplads med nogle få personer i ringen og en knockout, der gjorde at man omgående på valgaftenen kunne kåre en vinder, fremfor at skulle vente på dronningen eller nye tanker gennem samtale… Det vil Moderaterne gerne

tilbage til. Samtalen inden kåringen. Indholdet frem for overskrifterne. Og retningen før personen”.

Vi er socialliberale. Vi tror på frihed til forskellighed. En stemme på Modera terne er IKKE en stemme på en socia listisk politik eller en borgerlig politik. Det er en stemme på en meningsfyldt politik. Og bliver vi tvunget til at vælge, så går vi med friheden.

MØD KANDIDAT Freya Luna Andersen

Hej

Mit navn er Freya, jeg er 18 år og går på gymnasiet, jeg har et deltids job og er frivillig i flere organisationer.

MÆRKESAGER

Psykiatri

Da jeg var 14 år gammel, havde jeg anor eksi. Derfor kender jeg psykiatrien indefra, og jeg mener den skal have et markant løft. Ventetiderne er for lange, lægerne og psykologerne har for travlt. Vi er nødt til at tage den mentale sundhed lige så seriøst som den fysiske. Hvis du brækker et ben, så bliver det fikset, sådan er det ikke med hovedet og det må vi ændre.

Klima og bæredygtighed

Allerede i folkeskolen lærte jeg hvad klimaforandringer var, der forstod jeg ikke hvor for der ikke blev gjort noget. Nu forstår jeg at gælden er blevet sat på børnene og ung dommen. Vi skal gøre det nemmere at tage de bæredygtige grønne valg i Danmark, både for voksne og for unge. Vi skal ind se at det er et fælles ansvar at passe på kloden og sikre at den bliver givet videre bedre end da vi modtog den.

Skolerne

Jeg går i 3.g, jeg har været i skole både i lockouten og under Corona, derfor har jeg skolerne indefra. Nogle gange føler jeg, at det er pinligt at skulle give dem videre til mine søskende, selvom jeg går ind for 12 års læringspligt. Det kan ikke passe at Britt Bendixen giver mere feedback end min gymnasielærer, det kan ikke passe at de yngste børn skal gå i skole til 15 hverdag. skolesystemet skal ændres i alle aldre. Vi skal lære, fordi vi skal være fornuftige men nesker i samfundet. Den opgave varetager skolerne ikke godt nok på nuværende tidspunkt.

MØD KANDIDAT

Nikolaj Gam Pedersen

Mit navn er Nikolaj Gam-Pedersen, jeg er 29 år gammel og kommer fra Silkeborg i det skønne Søhøjland. Jeg stiller op for Moderaterne på min hjemmebane i Midtog Vestjylland.

For mig er folketingsvalget kulminationen på halvandet års hårdt, men utroligt spæn dende, arbejde. Længe før, at der over hovedet var noget, der hed Moderaterne, blev jeg draget af de politiske visioner, der udgjorde grundlaget for vores partis for gænger - Lars Løkkes Politiske Mødested.

Det har været en stor oplevelse at være en aktiv del af det arbejde, der har forvand let en kaskade af politiske strøtanker til et sammenhængende politisk projekt. Nu skal jeg ud og kæmpe for den blandt dem, den er allervigtigst for - nemlig jer. Borgerne.

Jeg vil kæmpe for:

-At vi får en regering over midten, der kan lave de nødvendige reformer for at sikre velfærden og erhvervslivet de næste man ge år.

-At skatten på arbejde bliver sænket, så vi alle får mere frihed til at indrette hverda gen, som vi ønsker det.

-At vi endelig får løst udfordringerne med danskernes mentale sundhed og sidestillet psykiske lidelser med fysiske.

-At momsen på sunde fødevarer fjernes, så vi får pengene til at række længere samti dig med, at vi som befolkning bliver sun dere, og dermed letter noget af presset på vores sundhedsvæsen.

-At vi nemmere kan tage springet over til en mere klimavenlig bil, ved at vi sætter (man ge!)flere ladestandere op i vores landsdel.

Jeg glæder mig til at møde jer på gaderne til en god politisk snak!

MODERATERNE MENER

Moderaterne vil skabe et bedre Danmark. Et Danmark med frihed, frisind, virkelyst og fremgang, hvor krav og pligter går hånd i hånd med respekt for andre medborgere.

Det lyder som en sætning af rekla meord, skabt af spindoktorer eller marketingfolk, der har tjekket med Gallup, hvad der er smart at sige til danskerne. Men for Moderaterne er det helt fundamentalt.

Det er de ord der er selve funda mentet, som Lars Løkke og Jeppe Søe startede Det Politiske Mødested på i januar 2021. Og de har ikke rokket ved dem på noget tidspunkt. Fordi Moderaterne mener at Dan mark på mange måder har fundet opskriften på et samfund, hvor fri hed og fællesskab er ensbetydende med udpræget lighed, men også ret til at forfølge egne drømme –hvor forskellen mellem høj og lav er i balance, og hvor der er mere, der samler os end splitter os.

Det er billedet på det land, vi alle deler. Det samfund, vi har fundet sammen i. Men også et billede, der hurtigt kan forandre sig! Det er jo ikke kommet af sig selv. Og det forbliver ikke sådan. Det kræver, at vi dynamisk udvikler vores land, så det også om 10, 20 og 50 år er trygt og godt. Det kræver, at vi for domsfrit søger løsninger på de ud

fordringer, vi står overfor.

Det gælder særligt den offentlige sektor, hvor der er brug for en stille revolution på ledelsesgangene så vel som i arbejdsrummet, som læreren, pædagogen, sygeplejersken og hjemmehjælperen hver dag fyl der med undervisning, omsorg og pleje. Karrierestigen for samfundets varme hænder fører ad trin, hvor temperaturen gradvis daler, indtil læreren administrerer i stedet for at undervise, og dygtige sygeplejer sker planlægger i stedet for at gå forrest i plejen af syge.

Moderaterne startede, fordi dansk politik er gået i stå. Fordi lovmøllen kværner og debatten lystigt triller afsted i medierne, men at alt kø rer i samme rille og kredser om de samme emner og fastlåste politiske positioner.

Ingen tør tænke nyt eller højt. Det forhindrer fremskridt, og at vi træffer de rigtige valg for Danmark

Det vil Moderaterne ændre. Vi tør tænke højt, og vi tør tænke nyt –også udenfor de vante rammer og udenfor den gængse definition af, hvad der kan lade sig gøre.

Moderaterne vil sprænge stilstan den og være brohoved for et nyt

moderaterne mener

samarbejde i dansk politik. Et sam arbejde mellem partier, der tør tænke længere frem end til næste avisforside og meningsmåling. Et samarbejde om forandring, der fornyer og udvikler Danmark med fokus på næste generation.

Vi synes det er ret tydeligt, med alt det vi har lagt frem gennem snart 2 år, at vi er svaret på at bryde med blokkene og skabe et nyt folkting, der ikke bare taler - men taler sam men. I første omgang fordi det er påkrævet, når vi kalder alle sam men om at finde en retning og en enighed mellem farverne - men senere, fordi politikerne genhusker, at kompromis gennem samtale er netop det, det hele handler om i et Folketing.

MODERATERNE MENER

Moderaterne er et nyt parti. Vi har lagt hele fundamentet ud - og vi har grundlæggende politik og re formforslag på en lang række ting. Vores politik er skabt i samspil med folk i Det Politiske Mødested. Vi har holdt hundredevis af møder med mennesker, der lever ude i virkelig heden til daglig - og for hvem refor mer ikke er et stykke papir, men en ny virkelighed de skal tilpasse deres dagligdag eller deres arbejdsliv ef ter. Uden dem er politik ikke ordent lig. Uden dem er politik gætterier.

Derfor har vi netop haft samtaler med alle dem, der har budt sig til for at finde fælles løsninger.

Måske du søger svar på noget spe cifikt, som du lige præcis har som hovedinteresse. Men der er jo ikke svar på alt. Slet ikke når man er den nye i klassen. De steder, hvor vi ikke har meldt ud hvad vi mener, vil jeg dog sige at svaret ofte findes i vores grundlæggende fundament. Det fraviger vi aldrig. Alternativt kan man med sikkerhed finde svar i de mange webinarer på detpolitiske modested.dk - mens vores reformer og færdige forslag er på modera terne.dk

Her er nogle nedslag, der uddybes på Moderaterne.dk

KLIMA OG ENERGI: GRØN KONSEKVENS

MODERATERNE MENER:

• at CO2-udledningen skal ned bringes markant, så den glo bale opvarmning holdes under 1,5 grader.

• at målet primært skal nås ved ny teknologi herunder sol, vind, smarte energisystemer, fremti dige a-kraft-løsninger, ved ad færdspåvirkning gennem skat te- og tilskudssystemet og ved den offentlige indkøbspolitik.

• At Danmarks vind-kompeten

moderaterne mener

cer via koncessionsmodeller i Nordsøen skal bruges hurtigere og mere offensivt i til produkti on af både ’grønne elektroner’ og ’grønne molekyler’.

• at Danmark skal arbejde for, at EU sætter ambitiøse mål. EU bør bruge sin position som ver dens største handelsblok til at lade toldsatserne afspejle im portvarernes samlede CO2-af tryk.

KULTUR: KULTUREN BINDER OS SAMMEN

MODERATERNE MENER:

• at staten skal støtte, men ikke definere kulturen, og bevillin ger skal ikke baseres på politisk smagsdommeri.

• at unge skal motiveres til at gøre brug af kulturelle tilbud gennem et kulturpas, som giver støttet adgang til kulturelle ak tiviteter i bred forstand.

• at der bør være gratis adgang til alle offentligt ejede museers permanente udstillinger.

SKAT: BESKATNINGEN SKAL BÅDE VÆRE RETFÆRDIG OG SKABE MOTIVATION

MODERATERNE MENER:

• at der skal stilles fire krav til skattesystemet: det skal skaffe indtægter til finansiering af de

offentlige udgifter, skattebyrden skal fordeles retfærdigt, beskat ningen skal motivere borgerne til at gøre det, vi vil have mere af, og bidrage til at øge sam fundets velstand.

• at den progressive indkomst skatskala bør bevares, men at indkomstskatten både skal sænkes i bunden og toppen.

• at kapitalindkomstskatten på investering i virksomheder og værdipapirer skal sænkes be tydeligt.

LIVSFASER: HVERDAGEN SKAL HÆNGE SAMMEN HELE LIVET

MODERATERNE MENER:

• at behovet for frihed og støtte ændrer sig gennem hele livet. Samfundets krav og støtte må indrettes sådan, at det passer til livsfaserne.

• at alle, der har evnerne, skal tilbydes og have mulighed for at fuldføre en videregående uddannelse, uanset social bag grund.

• at arbejdsmarkedet skal gøres fleksibelt, så arbejdet kan tilpasses alder, familiesituation og formåen.

UNGDOMSUDDANNELSER: ALLE SKAL HAVE EN UNGDOMSUDDANNELSE

| moderaterne mener

MODERATERNE MENER:

• at alle skal have en ungdoms uddannelse.

• at den skarpe opdeling mellem erhvervsuddannelser og gym nasiet skal opblødes, og at der skal tilbydes fag på tværs af de to spor.

• at alle unge skal aftjene en 3 til 6 måneders borgerpligt.

UNGES MISTRIVSEL: UNGE SKAL TRIVES

MODERATERNE MENER:

• at unge tidligt skal motiveres til at engagere sig i meningsfyldte fritidsaktiviteter.

• at lærere og forældre har et fælles ansvar for at fange mob ning i opløbet.

• at presset på de unges hverdag skal mindskes gennem bed re uddannelsesvejledning og større fokus på feedback på ungdomsuddannelserne mod sat det nuværende fokus på karakterer.

FAMILIE: FAMILIEN ER SAMFUNDETS KERNE

MODERATERNE MENER:

• at det står enhver frit for at væl ge bofællesskabsform, men da børnefødsler er forudsætnin gen for samfundets beståen, må børnefamilier sikres gode

rammebetingelser.

• at der skal være institutionstil bud i nærheden af familiens bopæl med åbningstider, som matcher forældrenes arbejds tider.

• at institutionerne bør aflastes ved, at arbejdsgivere fremover udviser større fleksibilitet med hensyn til arbejdstider og hjem mearbejde.

• at en ’familiekonto’ skal kunne sprede de høje pasningsudgif ter i barnets første leveår indtil myndighedsalderen, så økono mi i sig ikke udskyder ønsket om forældreskab.

ARBEJDSMARKED: ET ARBEJDSMARKED FOR ALLE ALDRE OG FORUDSÆTNINGER

MODERATERNE MENER:

• at balancen mellem arbejdsog familielivet er vigtig, derfor skal det gøres attraktivt for virk somhederne at tilbyde fleksible mødetider og arbejdssteder.

• at der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet. Staten må støtte skånejobs, seniorordninger og tilbyde en ‘vær dighedsydelse’ til mennesker, der hænger fast i årevis i kon tanthjælpssystemet uden udsigt til at komme i beskæftigelse.

• at det skal være muligt at ansætte personer fra lande

udenfor EU på baggrund af et pointsystem med vægt på ud dannelse og kvalifikationer, der er mangel på.

PENSION: ALLE SKAL SPARE OP TIL TIDEN EFTER ARBEJDSLIVET

MODERATERNE MENER:

• at pensionssystemet skal base res på egen opsparing, så de mografiske risici undgås.

• at staten skal betale opsparin gen for borgere, som er uden for arbejdsmarkedet.

• at en del af pensionsopsparin gen skal øremærkes fremtidige behov for hjemmehjælp og æl drepleje.

ÆLDREPLEJE: KOMPETENCER OG DRIVKRAFT GIVER BEDRE PLEJE END REGLER

MODERATERNE MENER:

• at der bør indføres en plejeop sparing, som skal kunne bruges til betaling for hjemmehjælp og tilkøbsydelser på offentlige og private plejehjem.

• at private plejehjem, der er gode til at sætte beboerne i centrum og tage individuelle hensyn, skal have gode betin gelser.

• at kommunale plejehjem bør drives som selvstændige en heder med egen bestyrelse og

daglig ledelse.

SUNDHED: NÆRHED OG EKSPERTISE GIVER ET BEDRE SUNDHEDSVÆSEN

MODERATERNE MENER:

• at den overordnede styring af de danske sygehuse skal vare tages af en professionel ledelse i et landsomfattende Sygehus DK, og at der skal etableres et fælles IT-system for hele landet. Regionerne skal nedlægges.

• at den borgernære kontakt skal styrkes ved etableringen af 20 til 25 sundhedsklynger.

• at private udbydere har en vig tig rolle der, hvor der er brug for fleksibilitet.

OFFENTLIGE OG PRIVATE INSTITUTIONER: OFFENTLIGE UDDANNELSES- OG VELFÆRDSINSTITUTIONER SKAL DRIVES SOM SELVSTÆNDIGE ENHEDER

MODERATERNE MENER:

• at der både indenfor uddannel se og ældrepleje bør tilbydes tilkøbsmuligheder, så det bliver muligt at imødekomme indivi duelle behov.

• at offentlige velfærds- og ud dannelsesinstitutioner bør dri ves som selvstændige enheder med egen bestyrelse.

• at der også er behov for private aktører, både i konkurrence og som supplement til offentlige tilbud.

VÆKST OG IVÆRKSÆTTERI: VI SKAL KÆLE FOR IVÆRKSÆTTERNE

MODERATERNE MENER:

• at det er afgørende, at produk tion og service tilføres innovation fra nye virksomheder.

• at der må skabes gunstige ram mebetingelser for realisering af iværksætterdrømme. Den, der lykkes, skal have lov at beholde en betydelig del af gevinsten.

• at politikerne ikke skal forsøge at udpege fremtidens vindere. Det er den enkelte iværksætters idéer og risikovillighed, der gi ver resultater.

SOCIALT UDSATTE: EN MENNESKELIG OG VÆRDIG VEJ TIL HURTIG OG EFFEKTIV HJÆLP

MODERATERNE MENER:

• at der behov en ny tilgang til at hjælpe de mest udsatte medborgere baseret på den enkelte persons situation og præmisser - ikke på systemets vilkår.

• at substansmisbrug skal afkri minaliseres og borgeren hjæl pes i stedet for at frygte straffe retslige konsekvenser.

• at svært udsatte medborgere skal have retsgaranti på en ko ordinerende sagsbehandler.

RIGSFÆLLESSKABET : RIGSFÆLLESSKABET ER BASERET PÅ

GENSIDIG RESPEKT OG FÆLLES INTERESSER

MODERATERNE MENER:

• at Danmarks, Grønlands og Færøernes stærke historiske bånd er værd at holde fast i. Danmark, Grønland og Fær øerne skal etablere en fælles fond med henblik på at støt te det gensidige kendskab og samarbejde mellem landene.

• at Danmark ikke skal blande sig i Grønlands og Færøernes økonomiske dispositioner, men gennem tilskudskriterierne til skynde til økonomisk ansvar lighed.

• at Rigsfællesskabet udgør en relevant størrelse i sikker hedspolitikken. Grønlands og Færøernes regeringer skal in volveres i drøftelser af arktiske forsvarskapaciteter.

FORSVAR OG SIKKERHED: DANMARKS TRYGHED ER BASERET PÅ ALLIANCER MELLEM FRIE LANDE

MODERATERNE MENER:

• at NATO er hjørnestenen i

dansk sikkerhedspolitik, så længe USA garanterer Europas sikkerhed.

• at EU har en sikkerhedspolitisk rolle f.s.v. angår forsyningssik kerhed og handelsembargoer. Om EU udvikler sig til en forsvarsalliance afhænger af USA’s fremtidige prioritering af NATO.

• at vi må øge investeringerne i forsvaret, så vi hurtigst muligt når de 2% af BNP, som NATO-landene har forpligtet sig til.

MARKED: FRIHANDEL SKABER VELSTAND

MODERATERNE MENER:

• at Danmarks velstand ikke mindst er baseret på frihandel og EU’s store indre marked.

• at forsyningssikkerhed skal have en større prioritering i handelspolitikken.

• at Danmark skal deltage i em bargoer mod lande, der fører angrebskrig.

EU: EU SKAL STYRKES PÅ KERNEOMRÅDERNE

MODERATERNE MENER:

• at Danmark bør deltage aktiv og konstruktivt i EU-samarbej det.

• at værdifællesskabet gør

EU-landene til vores naturlige samarbejdspartnere på for svars- og sikkerhedspolitisk samt handel, energi, klima, retspolitik, hvidvask og anden grænseoverskridende kriminalitet.

• at samarbejde ikke er et selv stændigt mål, men et middel til at nå grænseoverskridende løsninger, hvor det er påkræ vet. På nogle områder er et forpligtende samarbejde ikke nødvendigt, og på andre om råder er et samarbejde med nabolande tilstrækkeligt.

RETSPOLITIK: RETTEN TIL FRIHED OG TRYGHED – I EN STÆRK RETSSTAT

MODERATERNE MENER:

• at retsstaten, lighed for loven, proportionalitet i lovgivning og straf, frie og uafhængige domstole, forudsigelighed i magtudøvelsen og sikrede fri hedsrettigheder for den enkelte borger.

• at både politi og retssystem skal dimensioneres og organiseres, så simple lovovertrædelser kan behandles og dømmes hurtigt.

• at straffen for lovovertrædelser skal stå i et rimeligt forhold til forbrydelsens grovhed. Mindre førstegangsforbrydelser skal straffes med samfundstjeneste,

| moderaterne mener

men i gentagelsestilfælde med fængsel med efterfølgende re socialisering.

INDVANDRING OG INTEGRATION: ÅBENT FOR ALLE, DER KAN OG VIL

MODERATERNE MENER:

• at indvandrere som beriger og respekterer vores kultur skal være velkomne.

• at ophold her i landet kræver, at man viser vilje til at blive en del af vores samfund ved at lære dansk, deltage på ar bejdsmarkedet på lige fod med danskerne og sørge for, at ens børn passer deres skole.

• at opholdstilladelse for borgere udenfor EU skal baseres på et pointsystem, hvor nøglekrite rierne er god uddannelse, de mokratisk tradition og faglige kvalifikationer på mangelom råder.

KIRKE OG RELIGION: RELIGION ER EN PRIVATSAG

MODERATERNE MENER:

• at det er værd at holde fast i folkekirken som institution.

• at religion er en privatsag, og at alle har ret til selv at bestem me, om de vil bekende sig til en religion.

• at folkekirken selv har et bety

deligt ansvar for at gøre sig re levant i danskernes bevidsthed.

Læs mere på: moderaterne.dk

STEM PERSONLIGT PÅ JEPPE SØE

Jeppe og jeg har grundlæggende den samme tilgang til den politiske virkelighed, vi har indrettet vores samfund på; der er meget, man kan gøre krav på, men også en del, man har pligt til.

Jeg værdsætter vores samtaler. De har fra første færd været med til at udfordre og udvikle. Jeppe insisterede på, at jeg var den rigtige til at starte et nyt parti i Dan mark – et år senere insisterede jeg på, at han selv blev en af partiets folketingskan didater. Det glæder mig, at han tog imod.

Jeppe er en grundlæggende del af Moderaterne, og han er en af dem, tror jeg, som kan bevare den helt afgørende vigtige indstilling til det politiske arbejde; at det skal give mening i virkeligheden – også når det har konsekvenser eller grunder i en sandhed, vi som danskere helst vil undgå.

Vi skal forandre for at forbedre. Ikke for at få stemmer. Jeg kan ikke forestille mig, at Jeppe vil gå på kompromis med sine meninger.

Lars Løkke Rasmussen