Perspektivering

kunne lære det praktiske i praktikken og det teoretiske hos os.Der er som sådan ikke noget galt i at arbejde med teori–men når teorien udvælges uden hensyntagen til til erhvervsfunktion og i højere grad på et videnskabeligt grundlag (jf. undervisningsforløbeti organisationsudvikling)så er der en risiko for, at vii professionaliseringsbestræbelserne kommer til at dekvalificere elevernei stedet; de lærer måske noget forkert? Eller noget der ikke er relevant eller meningsfuldt for deres egenerhvervspraksis –og de overlades til selv at skabe sammenhængen. Hvis vi kigger på Hjorts begreber om viden, villen og kunnen86 –så er det her vores professionaliseringsbestræbelser er tydeligst; udover den føromtalte viden, så har vi også mere etisk prægede fag og problemstillinger på programmet –men de er ofte praksisnære og handler fx om god forvaltningsskik, konflikthåndtering af borgerne osv. Det er vanskeligere at sige, om vores bestræbelser handler om selve professionens autorisation og autonomi og autencitet87. Når vi italesætter, at de skal klædes på til at kæmpe med AC’erne –så handler det jo også om at sikre sig en position –autorisation og autonomi. Mener det overhovedet det vi skal? Er det realistisk, at vi i løbet 15skoleuger kan bibringe EUD-eleverkompetencer til at konkurrere med en faggruppe der ligger 2 niveauer over i Kvalifikationsrammen (hhv. niveau 4 og 7)? Siden løftet af uddannelsen i 1996 er der nemlig skudt to niveauer ind mellem EUD og kandidatniveau; på niveau 5 findes erhvervsakademiuddannelsen “Administrationsøkonom” og på niveau 6 findes bacheloruddannelsen “Administrationsbachelor”. Herudover kommer såalle de samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser. Så når vi nu ved, at professionalisering indebærer akademisering, at akademisering gør det vanskeligere for eleverne at se relevans og sammenhæng –og i værste fald dekvalifierer dem -så er det på tide meddiskussion af, hvordan vi kan kvalificere eleverne bedst muligt til deres erhvervsfunktioner og –opgaver –og Hiim og Hippes erhvervsdidaktiske helhedsmodel er et godt sted at starte.

Vi må spørge os selv–hvorfor skal eleverne lære det her –og ikke mindst –hvad skal de bruge det til i erhvervsfunktionen. Det betyder ikke, at de ikke skal vide noget om, hvordan ”systemet” er skruet sammen og hvor pengene kommer fra –eller hvorfor det er smart at tænke på sinmålgruppe, når man kommunikerer. Vores opgave bliver at gøre denne viden meningsfuld og anvendelsesorienteret. Så tror jeg vi kommer meget tættere på en kvalificering –men ikke nødvendigvis en professionalisering –det kunne vi jo så passende lade akademi-ogdiplomuddannelsernesørge for.

86 Hjort, 2005 87 Ibid