2 minute read

Velkommen til fysik på B-niveau

Fysik er en videnskab, der søger at beskrive hele naturen – fra det mindste til det største.

På B-niveau vil du møde en række emner, der vil øge din forståelse af den fysiske verden, og du vil komme til at anvende fysik i mange sammenhænge. Her er emnerne på B-niveau:

▶ Energi spiller en stor rolle, og du skal lære de vigtigste energiformer, særligt de energiformer, der har med bevægelser at gøre. Du skal også lære om ækvivalensen mellem masse og energi (E = m ∙ c2).

▶ Mekanik handler om bevægelser og de kræfter, der bestemmer bevægelserne. Du vil lære om kraftbegrebet og Newtons love og anvende begreberne på bevægelser, der bestemmes af tyngdekraften. Du skal også arbejde med tryk og opdrift, herunder Archimedes’ lov.

▶ Elektriske kredsløb findes overalt. Du vil få en grundlæggende forståelse af strøm, spænding og andre begreber inden for elektricitetslæren og komme til at arbejde med elektriske sensorer.

▶ Bølger er en grundlæggende model, som blandt andet kan beskrive egenskaber ved lyd og lys. Du vil blandt andet lære om begrebet interferens, og om hvordan man undersøger spektre fra lyskilder.

▶ Fysikkens bidrag til det naturvidenskabelige verdensbillede handler blandt andet om atomer, naturens mindste byggesten, det tidlige univers og grundstoffernes dannelse. Du vil få en større indsigt i koblingen mellem kosmologi, kernefysik og partikelfysik. Du vil desuden lære, hvordan viden om atomer bidrager til at forstå forskellige egenskaber ved stof.

▶ Kvantefysik beskriver blandt andet atomer og deres vekselvirkning med stråling som beskrevet i Bohrs atommodel. Du vil få en indføring i atomer og atomkerners opbygning og lære at beregne energien af både fotoner og elektroner i brintatomet. Vi skal se nærmere på radioaktivitet, hvordan aktiviteten af strålingen beskrives med henfaldsloven, og på hvordan man regner på energiforhold i kernereaktioner.

BasisFysik B dækker kernestoffet på B-niveauet, og der gives eksempler på valgfrie forløb.

Arbejdsformer

I løbet af undervisningsforløbet kommer du til at arbejde med en række eksperimenter. De giver en større forståelse af begreber og teori, og du vil efterhånden blive i stand til selvstændigt at tilrettelægge og udføre forsøg, hvor du blandt andet skal anvende elektronisk dataopsamling.

Sidst i bogen findes dispositioner til, hvordan du opbygger henholdsvis en skriftlig fysikrapport og en mundtlig fremlæggelse af et eksperiment. Gennem arbejdet med at rapportere forsøg vil du blive rustet til den eksperimentelle del af eksamen, hvor der skal tilrettelægges og udføres forsøg med kendte problemstillinger.

Der er mange regneopgaver i bogen, som hjælper til at forstå de grundlæggende begreber og viser eksempler på anvendelser af fysik i mange sammenhænge. Du vil få en større forståelse af matematik, som anvendes meget i fysik. Der vil også være fokus på numeriske beregninger og anvendelse af CAS-værktøjer til at hjælpe med løsninger af opgaver.

Til underviseren

De første cirka syv kapitler i BasisFysik B er tilpasset niveauet for elever i starten af 1. g. De mere abstrakte begreber (fx kraftbegrebet) følger senere. Undervises der fx i et toårigt B-niveau, kan man derfor direkte følge bogens opbygning. Der er dog mere stof, end der er tid til at gennemgå, så der skal vælges noget fra, ligesom der også vil være behov for at inddrage supplerende materiale.

Hvis elever har haft fysik C og skal løfte til B-niveau, kan enkelte kapitler eventuelt springes over eller dele af disse kort repeteres, mens fokus lægges på aktiviteter, der træner kompetencer på B-niveau. Det gælder særligt eksperimenter og opgaver, hvor underviseren må udvælge dem, der passer til elevernes forudsætninger.

This article is from: