4 minute read

INDLEDNING

Next Article
Kvalitetskontrast

Kvalitetskontrast

FAGETS FORORD

Binderi, teknik, design er blomsterbranchens nye fagbog, der indeholder det grundlæggende faglige stof, som eleven har brug for under sin oplæring, såvel på lærepladsen som på skolen.

Binderi, teknik, design er ligeledes et opslagsværk for blomsterbinderen/-dekoratøren på arbejdspladsen til eget brug og ved oplæring af elever. Bogen vil således også være til stor inspiration for fagets udøvere.

Binderi, teknik, design er endvidere det faglige værktøj til faglærerne ved planlægning og gennemførelse af undervisningen. Faglærerne kan tilrettelægge deres undervisning ud fra de grundlæggende informationer i bogen, således at undervisningen understøtter og udbygger oplæringen på lærestedet og sikrer, at eleverne når uddannelsens mål og dermed opfylder de krav, som branchen stiller til den udlærte blomsterbinder/-dekoratørs kvalifikationer. Man sikrer således solide, ensartede kriterier for uddannelsen af eleverne.

Læremiddeludvalget har koordineret indholdet i bogen og har haft afgørende indflydelse på dette – alt sammen med udgangspunkt i bekendtgørelsen. Læremiddeludvalget består af repræsentanter både fra branchen og skolerne: Birgit Nouri, Blomsterhuset; Bo Ingemann, Blomsterarkitektur; Grethe Kehler, Kehler Design; Jette Sommer Larsen, Aalborg tekniske skole og Maja Smith Christensen, Roskilde Tekniske Skole.

Binderi, teknik, design er den uundværlige fagbog, som gør vor branche mere righoldig.

Læremiddeludvalget Oktober 2003

FORORD

Binderi, teknik, design har været mit livs største faglige projekt, og det har kostet blod, sved og tårer, men det har også være sjovt, lærerigt og meget spændende. At udarbejde så stor en lærebog kan kun lade sig gøre, hvis man har en masse hjælpsomme og søde mennesker bag sig, og jeg har ikke haft andet. Derfor vil jeg gerne bruge mit forord til at takke alle dem, som har gjort det muligt for mig at lave denne bog.

En tak til Grethe Kehler, som kastede ideen op i luften, og til Ejnar Bo Pedersen, som greb den og sendte den videre til Erhvervsskolernes Forlag, som troede på ideen.

Tak til mit læremiddeludvalg, Birgit Nouri, Grethe Kehler, Jette Sommer Larsen, Maja Smith Christensen og Bo Ingemann, fordi de frivilligt har villet rejse, læse, støtte og hjælpe mig med alle de praktiske arbejdsopgaver, der har været i projektet.

Tak til fotograf Erik Jeppesen, der har gjort det muligt at lave 800 digitale billeder, og til tegner Henriette Wiiberg Danielsen for hendes ca. 120 tegninger samt Dorthe Møller for tegningerne til Stilhistorie og Teknik.

Derudover vil jeg gerne takke mine faglige kolleger Charlotte Franke, Lindis Munch, Pia Rasmussen, Anne Rønver Holst, Birgit Nielsen og Harumi Dahl for, at de frivilligt ville hjælpe mig med at udarbejde modeller til fotografering.

Tak til søde og forstående kolleger og elever på Gartnerskolen Søhus, som har lagt øre og hænder til i forskellige sammenhænge.

Tak til alle dem, som jeg har lånt historiske billeder af, og til alle dem, jeg har ringet op for et svar på et spørgsmål. Tak til Gasa Odense, som lagde velvilje og lokaler til alle fotooptagelser, og Begravelsesforeningen Danmark, som hjalp os, da vi skulle lave billeder til begravelseskapitlet.

Tak til Flora Dania, som har stillet deres billedbank til rådighed, samt til Slots- og Ejendomsstyrelsen for lån af billede af Orangeri. En sidste, men meget stor tak til min søde og meget overbærende familie, der nu i 3½ år har måttet lægge skulder til mit skriveri. Specielt til min mand Per, som også har læst korrektur på bogen og nu kan teorien udenad.

Mit håb for denne bog er, at den skal skabe glæde i branchen og blandt entusiastiske blomsterelskere med lyst og trang til at lære, skabe og udforske det mangfoldige og spændende fag, som binderifaget er. En bog skabt som en hyldest til binderifaget og alt dets væsen – fordi jeg selv, siden jeg var 10 år, bare ikke har kunnet lade være …

Dorthe Vembye Oktober 2003

FORORD 2. UDGAVE

I anden udgave er der rettet fejl samt foretaget ændringer i tekst og billeder, primært i kapitlet Farvelære.

Dorthe Vembye Oktober 2006

Binderi, teknik, design er en dækkende titel til denne bog om blomsterbinding. Bogen, der er opbygget ud fra en pædagogisk og faglig vinkel, indeholder alle de vigtige elementer, der skal til i et fag, som i de senere år har gennemgået en rivende udvikling i forhold til teknik og design.

Idegrundlaget for bogen er skabt ud fra de ministerielle bekendtgørelser for henholdsvis blomsterdekoratøruddannelsen og uddannelsen til blomsterbinder. Den er lavet som en grundlæggende bog, men dog opbygget på en sådan måde, at der også kan arbejdes ud over det grundlæggende både i forhold til teknik, målsætning og formgivning.

Bogen kan med hensyn til pædagogik og fagligt indhold bruges af alle, på alle niveauer – fra helt uøvede til professionelle eller meget trænede bindere. Hensigten er, at der fagligt kan arbejdes målrettet og disciplinært med det helt grundlæggende, men bogen kan endvidere give ideer til udvikling af kreativitet og nytænkning.

For at blive god til sit fag er det nødvendigt at få en bred viden og teoretisk indsigt i de forskellige emner og discipliner, som faget

This article is from: