Den faglige relation

Ulempen er, at jeg oplever, at i takt med at jeg lærer klassen at kende, ændrer mine afstemmere sig - i hvert fald i forhold til nogle elever. Jeg prøver hver dag at møde eleven med et åbent sind, men som året skrider frem, og jeg finder ud af, hvem der er doven, larmer, svarer igen osv. kan jeg ikke lade være med at blive farvet af det. Så bliver mine afstemmere til fejlafstemmere. Mit tonefald bliver irriteret, min mimik udtrykker irritation og mit ordvalg bliver direkte og kommanderende, når jeg skal bede Tom for 10. gang om at være stille og tage sin computer frem. Ofte bliver det en selvforstærkende, ond spiral, når jeg hører, at de andre lærere også har udfordringer med ham. Så starter der et narrativ omkring ham, som hver gang, vi taler om ham, eller jeg oplever noget negativt med ham, bliver bekræftet og forstærket. Og dét er skadeligt for relationen! Men trækker jeg lige vejret inden jeg går til time, og husker mig selv på, at alle elevers adfærd bunder i noget dybere, og at Tom må have noget i sit liv, der er svært, kan jeg bedre se gennem fingre med hans opførsel og møder ham dermed som jeg møder de andre elever – med et åbent sind.

Jeg har også oplevet, at det har det hjulpet at have eleven i forskellige fag. Mange af vores elever heriblandt mine egne, har et meget stramt forhold til engelsk og hader nærmest pr. definition også engelsklæreren. Men har jeg også eleven i et andet fag, har jeg haft succes med, at vi har fået et gensidigt andet syn på hinanden, og at det i nogen grad har haft en positiv effekt på engelsktimerne.

Det er særligt i mine engelskklasser, at relationen er udfordret, måske fordi jeg som tidligere nævnt, har mange elever med dårlige erfaringer med faget. Jeg oplever, at det ofte er udsatte unge – med alle de problemstillinger, de nu har, der især melder sig ud af undervisningen og ikke vil være med til at opbygge en relation. Her har jeg en særlig opgave i at få en god relation op at stå. Det talte jeg med Pia, som jeg interviewede, og som også underviser i engelsk, om. Hun sagde følgende:

“ Når jeg har engelsk med eleverne – der er jo nogle elever, der græder bare de ser engelsklæreren, der har jeg en snak med dem, hvordan de skal deltage, og hvordan det her skal forløbe. De skal ikke sidde i angst for at jeg slår ned på dem. De skal føle, det er ok at være til stede”. Ligesom Pia fortæller her, taler jeg også med eleverne og laver aftaler med dem omkring, hvordan de kan deltage på en måde, der er acceptabel for begge. Jeg vil ikke have, at der er elever, der ikke kommer til mine timer, fordi de er bange for, at jeg skal slå ned på dem foran hele klassen. Jeg taler løbende med alle elever og hører bl.a. hvordan det går. Så har de mulighed for at fortælle mig, hvis de har en panisk angst for engelsk, og vi kan aftale, hvordan vi så griber det an. Det, jeg håber at opnå med dette er, at eleven får en oplevelse af, at jeg lytter til ham/hende og dermed forstærker eller forbedrer relationen.

Den faglige relation

Når den personlige relation er etableret, er det vigtigt at bygge videre på den faglige relation. Eleven skal blive så dygtige fagligt, at de kan gennemføre deres uddannelse.

Især i engelsk kommer eleverne med forskellige forudsætninger, derfor er det oplagt at differentiere undervisningen; på den måde tilgodeser jeg flest muligt. De læser måske med forskellige sværhedsgrader, ved skriftlige opgaver skal alle ikke skrive lige mange ord - måske er opgaveformuleringen også anderledes i forhold til f.eks. taksonomiske niveauer og hvis man ikke vil sige så meget i klassen, kan man lave en screencast derhjemme i stedet for. Jeg differentierer ikke konsekvent og hele tiden. Jeg synes, det er vigtigt, at eleverne arbejder med de samme materialer på samme tid. Det tænker jeg, giver en fællesskabsfølelse, og så får de også