2 minute read

Introduktion til bogen

Hvordan kan du undervise tematisk og problemorienteret med fokus på at få eleverne til at arbejde undersøgende og eksperimenterende med billedkunstfaget både teoretisk, analytisk og praktisk?

Svaret er på ingen måde entydigt – det er faktisk lige præcis det modsatte: At lære eleverne at arbejde undersøgende og eksperimenterende kræver en fleksibel, flertydig og åben undervisning. Og for at muliggøre denne må du have et undervisningsmateriale, som kan bruges på mange forskellige måder alt efter behov og ønske, og som åbner for muligheder og divergent tænkning og brug. Det har vi (forfatterne) forsøgt at skabe med bogen, som du sidder med. Der er ikke tale om en almindelig grundbog i billedkunst, hvor forfatterne allerede på forhånd har valgt temaer og sammenbundet teori med værkanalyse og forslag til praksis i lukkede narrativer. I stedet sidder du med en opskrift på, hvordan du kan få teori, analyse og praksis til at vekselvirke i undervisningen – det, vi kalder TAP-metoden – og en samling didaktiserede teoriartikler, der kan bruges i et væld af forskellige praktiske og analytiske sammenhænge i undervisningen.

Derfor hedder bogen også Teori TIL analyse og praksis. I vores billedkunstundervisning har vi mest af alt savnet tilgængelig og didaktiseret teori og filosofi, som kan åbne for og kvalificere vores elevers egne billedkunstfaglige undersøgelser. Den teori, vi selv læste på kunsthistorie, kunne vi ikke finde i de eksisterende grundbøger på gymnasieniveau, uden at den allerede var blevet smukt beskåret,

sammenkoblet med og formidlet gennem værkanalyse. For at træne eleverne i at arbejde divergent undersøgende og eksperimenterende manglede vi noget teoretisk råmateriale, som eleverne selv skulle bakse med – beskære, sammenkoble, diskutere og formidle gennem analyse og praksis. Det er denne bogs raison d’etre.

Første del af bogen handler om selve TAP-metoden: hvordan teori, analyse og praksis vekselvirker i den kunstneriske undersøgelsesproces, og hvad der særskilt kendetegner teori, analyse og praksis i billedkunstundersøgelser.

I bogens anden og mest fyldige del formidles et væld af teorier, der alle kan læses hver for sig, alt efter hvilket tema, emne eller hvilken problemstilling der undersøges i undervisningen. Hver teori efterfølges af løse forslag til analytisk og praktisk arbejde med teorien. Teorierne er udvalgt, dels fordi de belyser tematikker, der er centrale i kunsthistorie, samtidskunst og visuel kultur, dels fordi det er teorier, som vi selv har erfaring med efterspørges af vores elever, og som fungerer i vores undervisning på C-, B- og A-niveau på stx og hf. Teorierne kan også inddrages i de store skriftlige opgaver og projekter.

Til slut i bogen finder du opskrifter på, hvordan bogens metode og teori kan bruges i din planlægning af lektioner, forløb, projekter og eksamen. Vi kalder det Kogebogen.

God fornøjelse med at bruge bogen.

This article is from: