2 minute read

Når tingene er klare, tvivl. Når du er i tvivl, handl som om tingene er klare.

Next Article
GRÆNSER

GRÆNSER

Sverri Hammer har adskillige gange faciliteret strategiprocesser på ledelsesgangene i Institutionsdanmark. Han bliver ofte inviteret helt ind i ledelses- og medarbejderrummet, når en ny strategi ser dagens lys. I bund og grund mener Sverri Hammer dog ikke, at der skal bruges for meget krudt på at udarbejde strategier. Det er nemlig måden, hvorpå de får liv og bliver implementeret – bliver handlet – som er det væsentlige.

TEKST: THOMAS YUNG

Sverri Hammer er partner i et konsulentfirma med 60 ansatte. De beskæftiger sig primært med kunder i den offentlige sektor – blandt andet gymnasier. Når han holder oplæg, stiller han ofte de samme indledende spørgsmål:

Har I lavet Danmarks bedste strategi?

– Nej, lyder svaret.

Har I lavet Danmarks dårligste strategi?

– Igen lyder svaret: Nej.

Derefter konkluderer han, at de så må have en gennemsnitlig eller måske middelmådig strategi – som de fleste andre. Ifølge Sverri Hammer er det ikke så vigtigt at have Danmarks bedste strategi – det er den alligevel kun i ganske kort tid, “man skal ikke bruge så meget energi på at udarbejde den bedste strategi. Vi skal selvfølgelig være ambitiøse, men vi skal have det til at spille i hverdagen,” påpeger han. Holdbar strategisk ledelse er for Sverri Hammer i høj grad evnen til at handle strategien god under de givne omstændigheder. “Som ledelse skal man være med til at sætte den overordnede retning,” siger han “men det handler om, i samarbejde med lærerne, at handle strategien god.” Når alt kommer til alt, “gør lærerne præcis, hvad der giver mening for dem selv, når de lukker døren til klasselokalet,” understreger han.

En opskrift eller et inspirationskatalog?

Når Hammer er ude blandt ledelsen på forskellige institutioner, spørger han ofte, hvorvidt strategien er en opskrift eller et inspirationskatalog. Et sted at starte er at blive enige om, hvorvidt den er det ene eller det andet. Han opfordrer til at prøve noget af og se, hvad der sker – at sætte handling på.

“Nye strategier opstår ofte nedefra. Når dygtige sciencelærere udvikler i dagligdagen og måske etablerer workshops og masterclasses, er strategien i fuld gang. Så venter vi blot på, at ledelsen får øje på, hvad lærerne har gang i, så ledelsen kan formulere strategien “vi er et sciencegymnasium”. På den måde er strategier efterrationaliseret held,” siger han og fastslår, at et gymnasium sjældent bliver et science-, musik-, internationalt eller mediegymnasium, fordi ledelsen har udstukket en strategi.

En gruppe af ledere og bestyrelsesmedlemmer, som sidder i et mødelokale, bliver ikke beriget af en strategi, som kommer dumpende ned fra himlen. En strategi skal ses som et øjebliksbillede, som giver mening og retning på det tidspunkt, den bliver udtænkt og udbredt. Det betyder også, at når strategien er klar til at blive implementeret, passer den pludselig ikke længere til lærernes virkelighed. Den skal handles god, og heri ligger nøglen til det gode lederskab gemt.

Sverri Hammer er uddannet scient.pol. og har tidligere arbejdet som underviser og leder på forskellige uddannelsesinstitutioner. Han er founding partner i Mobilize Strategy Consulting med 60 ansatte, der har fokus på den offentlige sektor. Han har bl.a. skrevet klassikeren og bestselleren Meningsskabelse, organisering og ledelse - en introduktion til Weicks forunderlige univers (2014, 2019).

This article is from: