Nordkorea Democratic People’s Republic of Korea (DPRK)
Velkommen til Nordkorea Korea har altid været en halvø, hvor krigeriske stater har forsøgt at slå hinanden ud for at få den totale magt over området. Japanerne så halvøen som et springbræt, hvorfra de kunne videreføre deres imperialistiske planer, der blandt andet omfattede Korea-halvøen og Kina. Da japanerne i 1945 forlod halvøen, blev det startskuddet til en ny æra i den koreanske historie. Korea blev hurtigt delt i to, hvoraf den nordlige del blev styret af Kim Il-Sung, som i Nordkorea kaldes Den Store Leder, der stod i spidsen for det nye koreanske kommunistparti med støtte fra Sovjetunionen, og i den sydlige del, hvor Synghman Rhee blev præsident med støtte fra USA og vesten. Kim Il-Sung udviklede sin egen filosofi, juche, om, hvordan landet skulle være uafhængigt af andre og selvforsynende. Hans søn, Kim Jong-Il, der kaldes Den Kære Leder, videreførte filosofien, da han overtog magten efter faderens død i 1994. 17. december 2011 døde Kim Jong-Il og blev efterfulgt af sin søn Kim Jong-un (født 1984), der kaldes Den Store Efterfølger.
I 1950-53 udbrød der krig mellem de to dele af Korea, og i løbet af de tre år, krigen varede, døde flere end tre millioner civile koreanere, og det nordlige blev efterladt i en sønderbombet forfatning. Nationen, som vi kalder Nordkorea, kalder sig selv Den Demokratiske Folkerepublik Korea (på engelsk Democratic People’s Republic of Korea (DPRK). Nordkoreas ledere anerkender ikke eksistensen af et Sydkorea. Derfor får man fx i DPRK udleveret kort, hvor hele Korea er farvet rødt med Pyongyang som hovedstad. Den Demokratiske Folkerepublik Koreas ledere betragter den sydlige del som besat af USA. Nu er Nordkorea det sidste eksempel på det, der engang var et rødt kommunistisk østen med storhedstid, da Sovjetunionen var til. Trods landets mangel på fødevarer efterleves endnu det gamle princip med hæren først frem for landbrug og industri, og det har resulteret i, at Nordkorea nu har atomvåben. I Nordkorea er det ikke tilladt at anvende navnet Nordkorea. Man skal kalde landet DPRK eller dets fulde engelske navn.
Landefakta Hovedstad: Pyongyang. Areal: 120.540 km² (næsten tre gange så stort som Danmark). Indbyggertal: 24,05 millioner (anslået i 2011). Befolkning: Bortset fra få japanere og kinesere er hele befolkningen etniske koreanere
Sprog: Det officielle sprog er koreansk. Religion: Ingen officiel religion. Koreanere er traditionelt buddhister og konfuzia nister, men der er meget lidt fri religiøs aktivitet.
A-Å Elektricitet Nordkorea har ligesom Danmark 230 volt. Oftest er stikkene ikke som i Danmark. Det tilrådes derfor at medbringe et adapter-sæt med varierende valgmuligheder. En adapter kan købes hos de fleste isenkræmmere eller i afrejselufthavnen. På nogle hoteller i Nordkorea kan man låne en adapter i receptionen. Uden for Pyongyang kan strømsvigt forekomme. Foto og video Man må gerne medbringe kameraer og tage billeder i DPRK. Officielt må man ikke medbringe zoomobjektiver, der er længere end 150 mm. Man må kun fotografere det, som de lokale guider giver tilladelse til. Fotos af soldater, check points, fattigdom, ”skjulte” fotos eller zoom-fotos af lokale uden at spørge om lov vil give problemer. Hvis man vil tage billeder af lokalbefolkningen, skal både den lokale guide og de lokale spørges om lov. Man må ikke fotografere fra bussen. Selv billeder, som vi synes er harmløse dagligdagsbilleder, kan give problemer. Det er let at blive lidt irriteret og mene at ”dette billede
er da harmløst” og kan umuligt gøre skade eller bringe lokalguiderne i fare. Det er dog ikke tilfældet, og det er derfor vigtigt at vise ansvar og forståelse - også selv om det betyder, at man mister et oplagt ”super pletskud”. Der er ikke officielt forbud mod at medbringe videokamera, men det frarådes alligevel, da der har været problemer med, at myndighederne har konfiskeret disse. Det er en god idé at medbringe mange film og hukommelseskort, da disse ikke kan fås i DPRK. F Det er ikke tilladt at benytte mobiltelefon i DPRK. Telefoner kan efterlades i Beijing. Man må ikke medbringe GPRS. Man må heller ikke medbringe kikkerter der forstørrer mere end seks gange. Journalister kan ikke komme ind i Nordkorea uden et specielt journalist-visum. Færden I DPRK må man ikke færdes på egen hånd. Når dagens program er ovre, må man ikke forlade hotellet. Der er dog flere aktivitetsmuligheder på flere af hotellerne - fx restaurant og bar og nogle steder sågar svømmehal og kasino. Vi har lagt pro-
grammet, så der er taget højde for dette, så når vi er færdige med dagens program og middag, er klokken ofte 20-21, og mange ønsker da tid for sig selv på værelset. Nogle af de hoteller, vi benytter, har et udendørs areal, hvor man kan færdes frit - i nogle tilfælde uden dog at medbringe kamera. Hoteller Som udlændinge får vi lov at sove på de bedste hoteller - god mellemklasse standard. Det er ikke den nyeste stil, men der er rent og pænt. Man kan af og til opleve strømsvigt. Indrejse Vi arrangerer rundrejsen i samarbejde med det statsejede Nordkoreanske turistbureau, der har eneret på ture til landet. Af og til får dette bureau forbud fra regeringen mod at lade turister rejse ind i landet. Al turisme kan altså suspenderes med øjeblikkelig virkning. Det er ofte ved naturkatastrofer, det er sket. Hvis dette sker, og gruppen allerede er landet i Beijing, vil man få refunderet et beløb, og en alternativ Kina-tur kan tilkøbes i stedet. Der er ikke stor sandsynlighed for, at rejser aflyses. Det skete sidst i 2007 under en oversvømmelse, der varede et par uger. Krav til rejsedeltagerne Alle eventyrlystne, der ønsker at opleve en anderledes og fremmed kultur i en verdensdel, hvor tingene ikke nødvendigvis er som i Danmark, kan deltage på Bravo Tours’ rejser. På rundrejserne kan alle i normal fysisk form deltage, men rejserne anbefales ikke til gangbesværede, da der undervejs er små vandreture. Ytringsfrihed er noget vi kan være stolte af i Danmark, men man kan desværre ikke benytte sig af den i DPRK. Man må
ikke diskutere politik med guiderne. Man risikerer at bringe sig selv og ikke mindst guiderne i fare. Det kan være noget af en prøvelse, når man hører en meget ensidig udlægning af historie og politik, men eventuel tvivl eller modsigelser skal man altså gemme, til man er ude af DPRK. Her gælder det nogle gange om at ”bide sig i læben” og tænke sig om endnu en gang. Hvis man er i tvivl, om man kan tillade sig at sige noget, er det bedst at lade være. Dette gælder også vedrørende telefonsamtaler og e-mails. Begge dele kan overvåges. Det er dog usandsynligt, at det sker, men det er bedst at være på den sikre side. Ved flere tilfælde skal man bukke for statuer af Kim Il-Sung. Dette gælder både for lokale og turister. Man må ikke smide aviser eller bøger i skraldespanden, hvis der er billeder af landets ledere på. Det anses for vanære mod Kim Il-Sung, Kim Jong-Il og Kim Jong-Un. Derfor skal aviser bare efterlades fx på hotelværelset, når man er færdig med dem. Man må heller ikke vende et frimærke forkert på et postkort/ en kuvert, hvis landets ledere er afbildet på frimærket. Det er vigtigt at være helt 100 % sikker på at, man kan acceptere begrænsningerne i Nordkorea. Når først man er inde i Nordkorea, er reglerne ikke til diskussion. Man skal altså acceptere bl.a. ikke at kunne færdes frit - ikke at kunne fotografere frit og endelig ikke diskutere politik med de lokale. Hvis man overtræder disse forbud, vil det fx kunne betyde øjeblikke udvisning og give Bravo Tours forbud mod at tage grupper ind i DPRK igen. Kommunikation Det er ikke muligt at anvende Internettet. Man kan sende e-mails fra hotellets mailadresse. Hvis man vil have en mail retur,
skal afsenderen anføre modtagerens navn og værelsesnummer. Det er tilladt at medbringe bærbar pc, men det er ikke tilladt at benytte den til Internettet. Man kan ringe internationalt fra hotellet. Tjek først med guiden, hvor meget det koster - typisk tre-fem euro i minuttet Pas og visumregler Til denne rundrejse skal man have to visa - et til Kina og et til Nordkorea. Kina: Bravo Tours skal have visumansøgning og et vellignende pasbillede Nordkorea: Bravo Tours skal have visumansøgning og to vellignende pasbilleder. Det er vigtigt, at alle punkter i ansøgningen er korrekt udfyldt. Bravo Tours skal også have tilsendt passet til visumansøgningen. En kopi er ikke nok. Det hele skal sendes til: Bravo Tours Dalgas Plads 16 7400 Herning Venligst mærk kuverten med billetnummer og afrejsedato. Ovenstående skal fremsendes seks-syv uger før afrejse.
Udenlandske statsborgere, herunder personer med dansk flygtningepas eller fremmedpas, opfordres til at søge oplysning ved Kinas ambassade. Bravo Tours har ikke tilladelse til at tage journalister med ind i Nordkorea. Journalister skal søge om specielt journalistvisum. Pas skal være gyldigt seks måneder ud over opholdet. Prisniveau Prisniveauet i Nordkorea er generelt lavt sammenlignet med Danmarks. Nedenstående er ca. priser på en af de restauranter, vi besøger. Lokal øl (66 cl) kr. ca. kr. 5-10. Importeret øl (33 cl) kr. 15-25. Husets vin kr. 100-150. Påklædning Der er forholdsvis megen aktivitet på Bravo Tours’ Nordkorea-rejser, så det er vigtigt, at tøjet er praktisk og behageligt. Shorts kan bruges overalt om sommeren, og man skal ikke som andre steder i Asien være specielt opmærksom på beklædning i templer etc. Kvinder i DPRK går meget konservativt klædt. Som kvindelig gæst skal man klæde sig yderst tækkeligt for at undgå problemer. Om aftenen kan det blive lidt køligt pga. aircondition på hotellet, eller fordi vi opholder os udendørs. Husk derfor en varm trøje og en let vindtæt sommerjakke. En paraply er god mod både regn og stærk sol. På grund af den lammende brændstofmangel i Nordkorea kan der forekomme hoteller uden opvarmet fællesrum. Det
betyder, at man kan være nødt til at spise med overtøj på, hvis det er koldt udenfor. Der kan ligeledes være hoteller - primært uden for Pyongyang - hvor der er kolde om natten så nattøj anbefales. At være på besøg i DPRK føles lidt som at være på officielt statsbesøg som Danmarks udsendte. Derfor anbefales pænt og nobelt tøj - især på de højtidelige steder i Pyongyang. Her har også de lokale ofte deres pæneste tøj på. Fx ved Kim Il-Sungs mausoleum forventes det, at herrerne har jakkesæt og slips på og damerne tilsvarene pæn påklædning. Man kan få vasket tøj på hotellet i Pyongyang. Tidsforskel Tidsforskellen mellem Danmark og Nordkorea. Sommer + 7 timer Vinter + 8 timer Tog På Nordkorea-rundrejser tager vi toget fra Pyonyang til Beijing. Vi sover i de fleste tilfælde i fire-sengs kupeer og får som regel pladser i forlængelse af hinanden, og man sover sammen med andre rejsedeltagere. Nogle gange er pladserne spredt, og man bor i kupé med lokale rejsende. Der er gode faciliteter i toget. Dyne og hovedpude til hver. Kogende vand til at lave kaffe/te af. De fleste togvogne har vestligt toilet, men i sjældne tilfælde kun asiatisk (stå-toilet). Der er plads til bagagen i kupeen. Enten under sædet eller over gangen. Man kan ikke oplade elektriske apparater i toget. Man kan købe mad og drikke i spisevognen. Vaccinationer Inden rejsen bør man sikre sig, at man har de anbefalede eller krævede vaccinationer. Herudover anbefales det at kontakte
egen læge eller Statens Seruminstitut på telefon 32 68 32 68 eller www.ssi.dk Valuta og kreditkort Møntfoden i Nordkorea hedder won (KPW), men den har man ikke mulighed for at handle med, da de steder, vi besøger, kun modtager USD og euro. Man kan ikke benytte kreditkort i Nordkorea. Derfor skal man medbringe rigeligt med kontanter. De fleste priser er angivet i euro, så det er den mest praktiske valuta. Det er en god idé at bringe små sedler og mønter. Det er kutyme at give 10-20 $ pr. person til en drikkepengepulje, der deles af de to lokale guider og chaufføren. Vejr og klima Nordkorea har tempereret fastlandsklima med fire årstider. Det regner en del om sommeren, primært i juli og august. Om vinteren er det koldere end i Danmark med temperaturer ned til minus 5-10 grader. Sommeren har behagelige temperaturer med gennemsnitligt 25 grader i juli og august. Informationerne i denne tryksag er baseret på erfaringer fra Bravo Tours’ seneste rejser i DPRK. Der tages derfor forbehold for ændringer.
Hovedkontor: Dalgas Plads 16 · 7400 Herning København: Farvergade 4 · 1463 København K (Tæt på Rådhuspladsen)
Tlf. 70 10 10 77